Der må være andre løsninger end fortsat krig. Replik til Mikael Hertoft

I det følgende svarer jeg afsnit for afsnit på Mikael Hertofts kommentar til bogen Krigen og Venstrefløjen, som er udgivet på Solidaritets forlag.

Til forskel fra Lars Bo Petersens tekst i Kritisk Revy mener jeg ikke, at Hertofts tekst er en boganmeldelse, for han tager ikke udgangspunkt i forfatterens hensigt med og opbygning af bogen.

1. Hvem er den krigsbegejstrede venstrefløj?

I bogens tyske originaludgave tales der om ’bellizistisch’ og ’Bellizismus’; krigsbegejstring er indrømmet en problematisk oversættelse, der kan virke forvrængende uden at være særligt avanceret. Snarere er det nok bare en problematisk oversættelse. Vi har derfor i bogens undertitel ikke oversat ’bellizistische Narrative’ med ’krigsbegejstrede’, men kaldt det: Kontroverser om krig, diskussioner om skyld og kompromisser for fred.

Dertil kommer en opsætningsfejl i bogens slutning, som Hertoft påpeger. Udsagnet om ’den krigsbegejstrede strømning blandt venstrekræfterne’ blev fejlagtigt flyttet til bogens allersidste ord. Her står der i originalteksten: ’Fred er ikke alt, men uden fred er alt intet’. Beklager. Fejlene skyldes hastværk i produktionen af hensyn til to offentlige møder, som Institut for Marxistisk Analyse arrangerede med deltagelse af forfatteren. Hertoft deltog selv ved møderne.

Når det kommer til en ny udgave, skal de problematiske oversættelser og opsætningsfejl selvfølgelig rettes. I øvrigt overser Hertoft, at der på bogens bagside sættes spørgsmålstegn ved begrebet: Er der opstået en venstreorienteret krigsbegejstring?

Det er ikke just den identifikation, som Hertoft giver udtryk for, når han indledningsvis undrer sig: ’Tilhører jeg det, som Peter Wahl kalder ”den krigsbegejstrede strømning blandt venstrekræfterne?””

2. Realpolitiske analyser

Som eksempel på bogens ifølge Hertoft selektive anvendelse af fakta kommer Hertoft ind på, at Peter Wahl i omtalen af autonomi-bestræbelserne i Donbas ”skriver, at Ukraine 14. april 2014 erklærer (disse) for terror(isme, rcd) – og derefter indleder en militær anti-terroroperation.” Dette ”indikerer” ifølge Hertoft, ”at det var Ukraine, der startede krigen i 2014.”

Men teksten drejer sig slet ikke om, hvem der startede krigen, men om Ukraines centralregerings større magtbeføjelser i Donbas sammenlignet med på Krim-halvøen.

Hertoft slår hårdt ned på oplysninger i bogen om valgresultater uden at se på eller nævne den kilde, Wahl bygger på – nemlig Nicolai Petros udmærkede bog fra 2023 The tragedy of Ukraine.

Han går i stedet for over til at fortælle om ”yderligere en folkeafstemning på Krim” i 2014 efter Ruslands annektering af Krim. Hertoft klandrer Wahl for, at han ”forholder sig slet ikke kritisk til” den. Nej, Wahl omtaler den slet ikke. Det er ikke den mest rammende kritik at pege på noget, som en tekst også burde nævne.

3. Forhandlet fred, kompromisfred eller russisk kapitulation

Hertoft belærer os: ”En kapitulation er, når et land overgiver sig til sine fjender efter at have tabt en krig”. Og tilføjer: ”Men det behøver Rusland slet ikke gøre: Det kan bare stoppe krigshandlingerne og trække sig tilbage.”

Ukraine får derimod indrømmet: ”Det ville … være et nederlag, grænsende til kapitulation, hvis Ukraine skal afgive store landområder til Rusland”. Forhandlet fred kommer ikke på tale: ”Det er meget vanskeligt at se et kompromis mellem de to krigsmål”.

Er det ikke udtryk for en slags krigsfiksering – begejstret eller ej?

4. Krigens baggrund

Mikael Hertoft tilslutter sig Peter Wahls mening, nemlig ”at krigen startede langt før angrebet 24. februar 2022”, men beklikker hans fremstilling: ”Han harcelerer over, at venstrekræfterne er uvidende om krigens baggrund og ikke har nogen historisk forståelse”.

Men Wahl bruger ikke det svampede begreb baggrund. I afsnittet om ’Mere end forhistorie: konstruktionen af et fjendebillede’ nævner han derimod et metodeproblem: ”Herved er det et problem, at tilblivelseshistorien kun analytisk lader sig skille fra den geopolitiske kontekst. I den virkelige verden er begge dele uadskilleligt forbundet.”

Dette hensyn mangler hos Hertoft, idet han først påstår, at Wahl ”går helt galt i byen, nar han sætter startpunktet for konflikten til 1992” for derefter at skrive en hel side om flere århundreders russisk undertrykkelse af Ukraine.

Afslutningsvis følger kun en kort sætning om den geopolitiske kontekst: ”Situationen blev forværret, da EU lagde pres på Ukraine med krav om, at en handelsaftale med vest skulle kombineres med handelsbegrænsninger over for Rusland i 2014”. Wahl ser associeringsaftalen mellem EU og Ukraine som begyndelsen til en skæbnesvanger internationalisering af den historisk indre-ukrainske konflikt mellem landets vestlige og østlige landsdele.

”Associeringsaftalen var meget vidtgående og talte for en afbrydelse af vitale økonomiske relationer, som i løbet af århundreder var opstået mellem Rusland og Ukraine… den skadede Rusland økonomisk.”

Ukraines daværende præsident Janukovitch afviste aftalen og ville i stedet have orienteret landet mod sine eurasiske naboer. Hertoft nævner ikke denne geoøkonomiske konflikt mellem øst og vest. Han tager derfor også kun moralsk stilling til Wahls karakteristik af Ukraines rolle som ”bonde i den internationale magtpolitiks skakspil”.

5. Afslutningen på krigen

Hertoft bruger en del spalteplads på at polemisere imod Peter Wahls vurdering i sit danske forord fra februar 2024 om: ”At satse på en militær sejr for Kyiv har vist sig at være en illusion.”

Det kan med Hertoft diskuteres, om og hvor entydigt Vestens sanktioner har skadet Rusland og/eller Vesteuropa. Han er enig med Wahl i, at krigen er en udmattelseskrig for begge parter, men understreger i sit svar på Wahls opgivenhed: ”Det er endnu ikke afgjort, hvem der kommer til at vinde”.

Her bruger han den ”krigsfikserede” præmis, at der i det hele taget for en af parterne kan være tale om at vinde. Er det ikke til begge parters umådelige skade, at de fører en ubegrænset krig mod hinanden?

6. Geopolitik

Hertoft skriver: ”Jeg er for så vidt enig med Peter Wahl i, at geopolitik spiller en stor rolle som en slags imperialistisk ideologi, stormagterne har for at styrke deres indflydelse, dominere lande m.m.”

Wahl taler dog ikke om ideologi, men primært om politiske konstruktioner. Her er ingen overfladiske ideologibegreber, men en beskrivelse af magtbaserede realiteter verden over.

I kapitlet om geopolitik beskriver Wahl USA’s, Kinas, Ruslands, EU’s og det globale syds diverse magtressourcer. Denne systematik giver Hertoft ikke noget for, men klandrer Wahl for kun at tale om vestlig geopolitik (hvilket ikke er tilfældet), ligesom han anklager Wahl for ikke at forholde sig til den russiske filosof A. Dugin som parallel til ”USA’s geopolitiske – eller imperialistiske – mål”.

Det bliver en noget skæv fortælling. I forhold til den danske debat har politologen Tim Knudsen tværtimod efterlyst, at USA’s ansvar i krigen i Ukraine skulle belyses mere.

Tim Knudsen har i mellemtiden givet bogen en stærkt anbefalelsesværdig anmeldelse i Information.

7. Er Rusland imperialistisk?

På baggrund af den tyske teoritradition stiller Wahl nogle kvalitetskrav, når han i forbindelse med Rusland kommer ind på spørgsmålet, om Rusland er imperialistisk.

Han skriver: ”For at indordne (Ukrainekrigen) i deres eget verdensbillede, greb mange tilbage til det traditionelle, venstreorienterede imperialismebegreb. Ganske vist mere som en etiket end på grundlag af en seriøs analyse”.

Som det klassiske eksempel nævner han Rosa Luxemburg: ”Venstreorienterede imperialismeteorier som Rosa Luxemburgs Kapitalens Akkumulation (1913) havde… forudset truslen om imperialistiske krige udledt fra kapitalismens udviklings dynamik.”

Hertoft anfægter derimod: ”Venstrefløjen kan sagtens selv komme frem til, at Rusland er imperialistisk og agerer imperialistisk i forhold til sine naboer.”

Hvordan? Frit efter den tyske filosof Edmund Husserl ligner det ”fænomenologisk væsensanskuelse” af folk, der bare kan gennemskue tingene. Andre taler om, at den tilsyneladende virkelighed kan føre til vildfarelser.

Derfor er der brug for kontinuerlig forskning, også i spørgsmålene om Østeuropa. Søren Riishøj, som forsker på området, har uden Hertofts anklager skrevet en anmeldelse af Wahls bog til sine kollegaer.

8. Fascisme i Ukraine eller Rusland?

Mod artiklens slutning refererer Hertoft, at Wahl nægter at betegne hverken Ukraine eller Rusland som fascistisk. Derfor er Hertofts overskrift en smule overdreven, men den fører frem til meningen: For ham er Rusland, men ikke Ukraine, fascistisk.

Wahl ser det så bare ikke, fordi han henholder sig til definitionen fra den politologiske videnskab af, hvad autoritarisme er. Ja, han afgrænser dette imod diktatur, despoti og fascisme.

Hertoft nøjes derimod med fænomenet fascisme og lader kun Wahls begreb autoritarisme gælde for tiden inden krigens udbrud. Det ville Wahl have set, hvis han havde foretaget en egen ”analyse af, hvordan situationen faktisk er i Rusland”.

I sin fænomenologi opremser Hertoft en række diktatoriske indgreb fra Putin og det russiske regime og fastslår, at Putin ”også har udviklet en fascistisk ideologi”.

Ergo er Rusland fascistisk, siger Hertoft ud fra sit ideologi-kriterium, som Wahl ikke deler.

9. Slut

Som salut falder H. tilbage på den atlantiske mainstream: ”Jeg kan kvittere med, at Peter Wahls bog … fremstår som et forsvar for Putins invasion af Ukraine og som et ekko af den propaganda og de løgne, der kommer i en konstant strøm fra Ruslands magthavere og deres propagandister.”

Der er i forbindelse med krigen opstået en russofobi, som DIIS-seniorforskeren Hans Mouritsen tager til genmæle mod. Den russofobi er vi som venstrefløj nødt til at kæmpe imod – det handler om freden.