Derfor var Spanien imod Vestens afstraffelse af UNRWA

Oversat med tilladelse fra Why Spain Opposed the West’s Punishment of UNRWA, Jacobin, 16. februar 2024

Den 5. februar meddelte den spanske regering, at den gav 3,8 millioner dollars i ekstra nødhjælp til UNRWA, FN’s vigtigste humanitære organisation i Gaza. Pengene skal være med til at sikre, at organisationen kan fortsætte med at levere vigtig humanitær hjælp til palæstinenserne på kort sigt, efter at hoveddonorerne har besluttet at skære ned på finansieringen. Spaniens skridt er en stort set symbolsk forøgelse i forhold til organisationens samlede budget på 1,17 milliarder dollars. Men da en række lande, herunder USA, Tyskland og Storbritannien, suspenderede finansieringen af FN-missionen, var Spanien en af de få europæiske stater, der åbent afviste tiltaget.

Som den spanske udenrigsminister José Manuel Albares bemærkede, vedrørte de israelske beskyldninger om, at UNRWA-ansatte var involveret i angrebene den 7. oktober, kun omkring “ti ud af de næsten 30.000 ansatte.” Socialminister Pablo Bustinduy fra den venstreorienterede Sumar-platform gik endnu længere og kaldte andre vestlige landes suspension af midlerne til UNRWA for “en uberettiget kollektiv afstraffelse af det palæstinensiske folk.”

Dette var endnu et eksempel på, hvordan regeringen under ledelse af det socialistiske arbejderparti (PSOE) og Sumar konsekvent har positioneret sig som noget af en afvigelse og har indtaget de mest pro-palæstinensiske holdninger i EU. Før jul, da Spanien havde det roterende EU-formandskab, fordømte centrum-venstre-premierminister Pedro Sánchez Israels “vilkårlige nedslagtning af uskyldige civile, herunder tusindvis af børn” og krævede en “øjeblikkelig” og “varig” våbenhvile – på et tidspunkt, hvor andre europæiske ledere blot tilbød deres uforbeholdne støtte til Benjamin Netanyahus regering. Ministre fra venstrefløjskoalitionen Sumar er sandsynligvis gået længere end embedsmænd noget andet sted i Vesten ved at karakterisere Israels kampagne som “folkemord mod det palæstinensiske folk.”

Men selvom klarheden i disse udtalelser har stået i skarp kontrast til den moralske fejhed andre steder, har det været mere kompliceret at omsætte følelserne til konkrete foranstaltninger. Som en mellemstor NATO-magt, der handler inden for EU’s multilaterale strukturer, er Spaniens muligheder for at gribe ind meget begrænsede. Men det er også klart, at Sánchez i vid udstrækning har holdt sig fra de mere aggressive diplomatiske tiltag, som han havde mulighed for. Når koalitionen har handlet, som med den moderate forøgelse af UNRWA-midlerne, har tiltagene ikke stået mål med den udryddelseskampagne og etniske udrensning, som de israelske forsvarsstyrker (IDF) er i gang med.

At gøre kur til flertallets mening

Uanset begrænsningerne er nøglen til en forklaring på Spaniens pro-palæstinensiske positionering den indenrigspolitiske konsensus, der strækker sig nogle årtier tilbage, og som er kritisk over for den israelske besættelse. “På den spanske venstrefløj har der historisk set været en bred konsensus om at forsvare Palæstina, mens den spanske højrefløj traditionelt ikke har været særlig zionistisk – selvom der på det seneste har været forsøg fra [det yderste højres] Vox på at bevæge sig i den retning,” siger Txema Guijarro, parlamentsmedlem for Sumar, til Jacobin. “Både under Franco og derefter har selv mange på højrefløjen prioriteret relationer med arabiske stater, især for at sikre energiforsyninger, men også for at sikre indflydelse i det sydlige Middelhavsområde og Golfen,” tilføjer han.

Desuden er beskyldninger for antisemitisme – som nu almindeligt bruges i hele Europa til at tilsvine Israels kritikere – ikke blevet brugt som våben i Spanien til at slå ned på protester eller disciplinere venstreorienterede stemmer. Forsøg fra konservative medier på i kølvandet på terrorangrebene den 7. oktober at fremstille pro-palæstinensiske kommentarer fra Sumar- og Podemos-parlamentarikere som støtte til Hamas har aldrig fået nogen vedvarende gennemslagskraft.

Et tydeligt eksempel er den stærke kontrast mellem den politiske heksejagt, som Rashida Tlaib har måttet stå for i USA, og reaktionen i Spanien på børne- og ungdomsminister Sira Regos førstehåndsoplevelser med besættelsen på Vestbredden. Regos far er palæstinenser, og hun tilbragte en stor del af sin barndom i det besatte Østjerusalem. I dag er hun medlem af det spanske kommunistparti. Den 7. oktober skrev hun kun få timer efter det Hamas-ledede angreb på de sociale medier:

Palæstina har ret til at gøre modstand efter årtier med besættelse, apartheid og eksil. Over for dem, der i dag går ind for igen at bruge kollektiv afstraffelse ved at bombe Gazastriben, er det vigtigt at forsvare international lov. Den eneste løsning er at bringe besættelsen til ophør.

Hvor sådanne klare antizionistiske udtalelser andre steder ville have ført til en dæmonisering, blev Rego udnævnt til minister i regeringen lidt over en måned senere, og hendes udnævnelse skabte meget lidt kontrovers i mainstream-medierne.

Set i sammenhæng med en så bred støtte til Palæstina på tværs af det spanske samfund, er Sánchez’ kritik af israelske grusomheder og hans forskellige diplomatiske initiativer på europæisk plan tydeligvis blevet fremsat med det ene øje rettet mod den hjemlige offentlige mening. Med sit klare politiske behov for at aflede mediernes fokus fra forhandlingerne om en upopulær amnestilov for den catalanske uafhængighedsbevægelse, beskrev La Vanguardias korrespondent Enric Juliana det som, at Sánchez søgte at påvirke den offentlige mening, på en måde der svarede til “den anden tilbagetrækning fra Irak”. Dette var en reference til den daværende PSOE-leder José Luis Rodríguez Zapateros beslutning om straks at trække alle spanske tropper ud af det amerikansk besatte Irak, da han blev premierminister i 2004. Også det træk skabte bestyrtelse i Washington, men var meget populært i hjemlandet.

At få indrømmelser

Men som direktør for tænketanken Fundació Sentit Comú Mario Ríos siger, har Sánchez positioneret sig som “en global leder, der er villig til at indtage en stærk principiel holdning til Gaza – en holdning, der modtages godt på hjemmebanen – men uden der samtidig er nogen direkte oversættelse til en politik.” For Ríos har det primært at gøre med, at “der ikke er nok europæiske stater, der bakker op om en lignende holdning som Spanien til at ændre blokkens holdning med et EU, der fortsætter med at bevæge sig mod højre inden valget til Europa-Parlamentet i juni.”

Dette blev understreget med den fælles erklæring den 14. februar, hvor Europa-kommissionen blev bedt om at foretage en hurtig gennemgang af aftalen mellem EU og Israel i lyset af det forestående angreb på Rafah i det sydlige Gaza. Ud af alle 27 medlemslande var det kun Spanien og Irland, der skrev under. “Det er meget svært at indtage et virkelig stærkt progressivt standpunkt, når hele Europa bevæger sig i en reaktionær position om en, og når man er nødt til at arbejde sammen med disse stater på andre områder,” insisterer Ríos. “Desuden har Spanien ikke i sig selv den type hård magt, der er nødvendig for at udøve et seriøst pres på Israel.”

Men som den politiske analytiker Xan López bemærker: “Da Sánchez er omhyggelig med at holde sig inden for de acceptable grænser for et NATO-land og ikke ønsker at risikere noget,” er han ikke engang gået efter “lavthængende frugter, som offentligt at støtte ICJ’s [Den Internationale Domstol] foreløbige konklusioner i Sydafrikas folkedrabssag mod Israel.” I samme åndedrag har PSOE også gentagne gange afvist opfordringer fra sin junior-koalitionspartner, Sumar, til en fuldstændig embargo for våbenhandel med Israel.

Spanien har en juridisk standardprotokol, som betyder, at alt våbensalg til konfliktzoner midlertidigt fastfryses, når fjendtlighederne bryder ud. Ved mindst én lejlighed siden den 7. oktober har spanske embedsmænd dog undladt at håndhæve dette, da der i november blev eksporteret ammunition til Israel til en værdi af næsten 1 million euro. Spanien har importeret våben fra Israel til en værdi af flere hundrede millioner euro i løbet af det sidste årti og har desuden underskrevet betydelige kontrakter om forsvarsproduktion med internationale konsortier, der inkluderer israelske virksomheder, så der er ingen appetit i Sánchez’ parti på en mere omfattende embargo.

Guijarro accepterer på sin side, at Spaniens koalitionsregering er nødt til at gå længere på forskellige fronter. “Den er nødt til at bakke op om ICJ-sagen, selvom det er lykkedes os [i Sumar] at sikre statslig finansiering til Den Internationale Straffedomstols undersøgelse af [specifikke] israelske krigsforbrydelser,” forklarer parlamentsmedlemmet. Men derudover ser han Sumars prioritet lige nu som at sikre yderligere midler til UNRWA, som har fået indefrosset mindst 60 procent af sit budget. Som han forklarer:

Missionens suspension af sine tjenesteydelser ville føre til uovertrufne menneskelige lidelser og repræsentere kulminationen på den igangværende folkedrabspolitik. Vi har gentagne gange bedt udenrigsministeren om at love et mere substantielt beløb, der matcher det presserende, kortsigtede behov i situationen. Indtil videre er de 3,8 millioner dollars i ekstra finansiering stort set symbolske. Det er ikke ingenting, men vi er nødt til at være mere ambitiøse og bruge vores diplomatiske indflydelse i visse regioner til at få andre lande til at tilbyde nødfinansiering. Jeg så gerne, at Spanien tog en mere ledende rolle i koordineringen af dette.

“PSOE vogter nidkært over sin ret til at bestemme udenrigs- og forsvarspolitikken,” bemærker Guijarro. Men han insisterer på, at i Sumar “fortsætter vi med at intervenere og presse på for yderligere foranstaltninger, fordi grundlæggende fundamentale forskelle adskiller os fra dem.” En af disse forskelle er de to partiers holdning til NATO, hvor Sánchez’ ønske om at undgå en regeringskrise var en nøglefaktor i hans beslutning om ikke at deltage i de nylige USA-ledede angreb mod houthierne i Yemen.

Fraktionskrig med andre midler

For López er Sumars mulighed for at gribe ind og skubbe PSOE længere frem meget lille. “Ideelt set kunne man ønske, at Spanien indførte alvorlige økonomiske sanktioner mod Israel og afbrød alle diplomatiske forbindelser. Men den parlamentariske venstrefløj må nøjes med at fremme mere opnåelige om end stadig nødvendige mål omkring finansieringen af UNRWA eller måske bevæge koalitionen til at støtte Sydafrikas sag,” argumenterer han.

Sumars position er blevet yderligere kompliceret efter splittelsen med resterne af Podemos. Sidstnævnte fremstiller sin udelukkelse fra at få del i regeringens ministerier ved starten af koalitionens anden periode i november sidste år som et produkt af sin stærke holdning til Gaza. I virkeligheden skyldtes partiets udelukkelse snarere en bitter, to år lang kamp om lederskabet på den spanske venstrefløj. Sumar-platformen blev oprettet af den nuværende vicepremierminister Yolanda Díaz i 2022 for at opnå større uafhængighed fra hendes forgænger Pablo Iglesias og samle et fragmenteret venstrefløjsrum omkring hendes ledelse. Det har til gengæld medført åben fjendtlighed fra Iglesias’ prætorianergarde, som kontrollerer Podemos.

Efter at have mistet det meste af sin ledende kadre og institutionelle vægt i løbet af de sidste to år, er Podemos nu i overlevelsestilstand og forsøger at gøre sig gældende ved valget til Europa-Parlamentet i juni under ledelse af den tidligere ligestillingsminister Irene Montero. “På nuværende tidspunkt er Podemos dybest set blevet et enkeltsagsparti, der positionerer sig selv som et parti, der er i stand til at præstere et stærkt moralsk forsvar for Palæstina, og som bruger Gaza som sit hovedangrebspunkt mod Díaz og resten af den spanske venstrefløj,” argumenterer Ríos.

For den spanske venstrefløj er der åbenlyse modsætninger i at gå ind i en regering som junior-koalitionspartner i et NATO-medlemsland. Det var de modsætninger, som Iglesias og Podemos’ nuværende leder, Ione Belarra, var villige til at påtage sig, da de forhandlede den første PSOE-Unidas Podemos-koalition på plads i slutningen af 2019. Díaz er den højest rangerende embedsmand i en europæisk regering, der har karakteriseret Israels angreb på Gaza som folkemord. Nu, hvor IDF nærmer sig Rafah, meddelte hun onsdag, at hun vil rejse til Palæstina i de kommende dage, noget der sandsynligvis bliver en højspændt rejse.

“Spanien kan gøre mere,” insisterede hun, da hun kundgjorde besøget. “Det er ikke nok at opfordre EU til at handle. Vi er nødt til at gøre mere.”

Eoghan Gilmartin er forfatter, oversætter og bidragyder til Jacobin med base i Madrid.