Det kommer i avisen
Enhedslistens problemer vil kun blive værre af det ekstraordinære årsmøde, skriver Mikael Hertoft
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Hvis Hovedbestyrelsens (HB) flertal tror, at Enhedslisten får fred ved at indkalde ekstraordinært årsmøde lørdag 14. december, så tager de fejl.
Tværtimod garanterer HB’s beslutning, at resultatet bliver, at balladen i partiet vil råde frem til det ordinære årsmøde til næste sommer – og måske længere endnu.
Men måske kan de delegerede på årsmødet redde mindretalsbeskyttelsen ved at stemme denne vedtægtsændring ned, som det er sket mange gange før.
Det kræver omtanke at indkalde til et ekstraordinært årsmøde. Men den omtanke har Hovedbestyrelsens flertal ikke haft. Formålet med årsmødet er at gøre det lettere at ekskludere nogen. Men hovedbestyrelsen har ikke sagt, hvem de vil ekskludere, og hvad de præcist har gjort. Det er sjusk.
Derfor kommer hele balladen til at fortsætte efter årsmødet. Per Clausen skabte ikke mere klarhed i Deadline 13. november, hvor han sagde, at Hovedbestyrelsen ikke har nogen dagsorden om, at nogen skal ekskluderes.
Men hvis du nærlæser de forslag, HB har stillet, kan du se, hvad Hovedbestyrelsen nok har tænkt sig. Der står i forslaget til udtalelse, at ”Rødt Venstre agerer som en partiskadelig fraktion”.
Og i forslaget til vedtægtsændringer står der: ”Medlemmer, der samtidig er tilknyttet andre partier eller organisationer, der handler til skade for Enhedslisten, kan udelukkes af Enhedslisten, efter individuel behandling.”
Altså: Rødt Venstre er en partiskadelig organisation, og de, der er tilknyttet en sådan, kan udelukkes af Enhedslisten. Det skal så ske efter årsmødet.
Efter årsmødet: eksklusionernes tid
Efter årsmødet skal HB ekskludere folk. De, der bliver udelukket, vil selvfølgelig protestere, og de vil appellere til næste årsmøde, hvor pressen endnu en gang vil svælge i sagen. Alle forsøg fra Enhedslistens side på at sætte en politisk dagsorden vil falde til jorden.
Der står i Enhedslistens vedtægter, at et mindretal på 20 procent af de delegerede kan kræve mundtlig behandling af en udelukkelsessag. Der skal nok være 20 procent af årsmødets medlemmer, der gerne vil have en mundtlig behandling.
Det kommer til at tage lang tid. Nogle af dem, der bliver udelukket, vil beklage sig foran Enhedslistens årsmøde. Det kommer i avisen.
Balladen fortsætter
Avisernes forfølgelse af Enhedslisten vil med garanti ikke stoppe. BT’s reaktionære kampagnejournalist Claus Theilgaard har allerede erklæret, at han glæder sig til Enhedslistens ekstraordinære årsmøde. Han har fået blod på tanden af HB’s beslutning.
For HB har – på Pelle Dragsteds opfordring gennem pressen – demonstreret, at BT kan jage Enhedslisten rundt i manegen og sætte partiets dagsorden.
Det er lykkedes for Enhedslistens ledelse at gøre et lille problem til et stort problem. De har gjort en sag, som blev flittigt forfulgt af en kampagnejournalist på et lille og ikke særligt seriøst medie (BT) til en hovedhistorie i en masse medier – som fx Deadline.
Enhedslisten kunne bare have holdt fast i sine vedtagelser:
1) Enhedslisten vil ikke forsvare terror. Hamas’ angreb 7. oktober var en terrorhandling (og en krigsforbrydelse) Det samme gælder Israels overgreb på civilbefolkningen i Gaza, hvor mange gange flere er blevet dræbt.
2) Partiet har med stort flertal vedtaget, at det ikke kan arbejde sammen med DFLP, der har deltaget i denne terror.
3) Rødt Venstre repræsenterer ikke Enhedslisten.
Færdig med det.
Mindretalsbeskyttelsen udvandes
Men HB’s flertal foreslår noget andet. Deforeslår – som det er sket mange gange før uden held – at udvande partiets mindretalsbeskyttelse. Det er blevet stemt ned hver gang på årsmøderne.
HB vil også gøre det lettere at ekskludere folk. Hvis det bliver vedtaget, bliver resultatet, at 51 procent af de delegerede på et årsmøde kan vælge to tredjedele af HB’s medlemmer. Med de nye, lempede eksklusionsparagraffer i ryggen kan de så ekskludere dem, de vil ekskludere.
Det er dumt at indskrænke mindretallenes repræsentation i HB. Mindretallene sikrer, at Enhedslisten er et parti med et bredt medlemsdemokrati.
Men der er intet i vejen for, at årsmødet kan vedtage en udtalelse og lette adgangen til eksklusion – uden at man af den grund skal udvande mindretallenes repræsentation i HB.
Enhedslistens egentlige problem i forhold til Gaza
Enhedslistens egentlige problem i forhold til Gaza er, at man alt for sent har gjort alt for lidt for at slutte op om den modstand, der er i Danmark, mod det israelske folkemord på palæstinenserne i de besatte områder.
Israel har været i gang med en etnisk udrensning i mange år, og det er kun blevet værre. I stedet har Enhedslisten fokuseret på at diskutere, hvordan partiet skal definere Hamas.
Det blev endnu værre, da Enhedslistens folketingsgruppe gik med i aftalen om antisemitisme uden på nogen måde at tage baglandet på råd. Det er der mange, som har skrevet om her i Solidaritet.
Disse to store fejl har ført til stort tab af troværdighed for Enhedslisten blandt dem, der demonstrerer mod folkemordet. Det er ganske vist rigtigt, at Enhedslisten i Folketinget har været ekstremt kritiske mod Israels handlinger. Det er bare ikke rigtig nået ud til befolkningen. Her er en liste over Enhedslistens initiativer om Palæstina i Folketinget.
Intet forsvar for Rødt Venstre
Jeg skriver ikke alt det her for at forsvare Rødt Venstre. Organisationen har fra starten opført sig uklogt.
Ganske vist er det rigtigt, at de har vedtaget, at ”Vi tager afstand fra drab på civile, uanset hvem der står bag, og opfordrer til at sådanne hændelser efterforskes som krigsforbrydelser.” Det gjorde de allerede i maj måned.
Men i starten af samme udtalelse skriver organisationen om angrebet 7. oktober 2023: ”Under oprøret, der må anses som primært rettet mod det Israelske militær IDF, blev der også dræbt civile.”
Men det holder slet ikke, at angrebet 7. oktober først og fremmest var rettet mod det israelske militær. Flertallet af de dræbte var civile.
Ifølge Wikipedia blev i alt 1.139 mennesker dræbt. Af dem var 695 israelske civile, 71 var udenlandske statsborgere og 373 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne.
I al balladen om Gaza er det næsten blevet glemt, at Rødt Venstre også har et mere end tvivlsomt forhold til Ukraine – de nægter at være solidariske med Ukraine, fordi de anser krigen som en konflikt mellem to imperialistiske blokke.
De har også sået tvivl om deres formål ved at acceptere, at folk – der ikke er medlemmer af Enhedslisten – kan være medlem af Rødt Venstre.
Men denne marginelle gruppes eksistens har ikke været et stort problem for Enhedslisten. Det er den blevet ved Hovedbestyrelsens ukloge ageren.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER