Det nye arbejdsmarked: Hvem arbejder egentlig for Wolt?

Solidaritet sætter i en ny serie fokus på det prekære arbejdsmarked. Jack Campbell fortæller her om livet som organizer i Wolt Workers’ Group, hvor arbejderne kæmper for bedre forhold i blå cykelshorts.

Oversat af Freja Hvid Kirchert

Af Jack Campbell, Wolt Workers’ Group

Hvem arbejder egentlig for Wolt?

Wolt-bude i København er overvejende mænd, ikke-danske, og i starten eller midten af 20’erne, selvom jeg sammen med andre bude har udvekslet småhistorier om, at flere danske og ældre bude er blevet en del af arbejdsstyrken, siden de økonomiske forgreninger af pandemien er begyndt at ramme byen.

Jeg snakkede med et dansk bud i oktober, som sagde, at hans far – der var i 70’erne – snart ville begynde at levere mad, og der var rygter om en hårdnakket 86-årig, der elskede motionen, når han cyklede. Mange af de ansatte kommer fra latinamerikanske lande, særligt Argentina, og bor ofte i København på et working holiday visa. En anden stor del af arbejdsstyrken er studerende, hvoraf mange kommer fra andre europæiske lande. Mange studenter-bude vil gerne have status som ansatte, så de kan modtage SU, hvilket man ikke er berettiget til som selvstændigt bud.  Nogle bude formår at modtage SU, men er I risiko for, at staten finder ud af, at de ikke er berettiget til det som Wolt-bude. Det har resulteret i tilfælde, hvor bude skylder staten tusindvis af kroner i tilbagebetaling, fordi de ikke var klar over, at de ikke var berettiget til SU.

Mange af budene, jeg har talt med, har følelsen af at være fanget i prekært arbejde sammenlignet med arbejde, de tidligere har haft, mens andre bude synes at Wolt er at fortrække. Et bud fortalte mig, at de ”altid havde arbejdet prekært… i mit sidste job (i Storbritannien, red.) var jeg falsk ’selvstændig’”. En anden fortalte mig, at vedkommende efter at være flyttet til Danmark for at studere, fandt sig selv i en: ”prekær situation.. at være arabisk i Danmark er ikke just det bedste. Det giver dig ikke særligt mange jobmuligheder. Så Wolt var en af de nemmere jobs at få, de behøvede ikke en jobsamtale. Det var nemt og ligetil.”

“… at være arabisk i Danmark er ikke just det bedste. Det giver dig ikke særligt mange jobmuligheder. Så Wolt var en af de nemmere jobs at få, de behøvede ikke en jobsamtale. Det var nemt og ligetil.”

Det skal dog nævnes, at for studerende – der modtager SU gennem enten et andet job (som jeg selv gør) eller fordi de er danske statsborgere (hvilket betyder, der ikke er noget arbejdskrav for at modtage SU) – er løftet om fleksibilitet i ens arbejde som bud for Wolt tiltrækkende, eftersom det giver dem en måde at supplere deres indkomst. For folk i denne situation er Wolt et middel til at få indkomst og udgifter til at gå op i slutningen af måneden, uden at skulle planlægge sig ud af et mere fast skema, eftersom det er muligt at planlægge dit arbejde ud fra dit liv. 

Det er dog vigtigt at nævne, at det er en relativt privilegeret position, som mange af de studerende, der arbejder som bude i København, ikke oplever at være i. Jeg mødte mange, der ikke formåede at få et andet job, som ville berettige dem til den SU, de forventede at modtage, når de skulle studere i København.  Det efterlader dem i meget prekære situationer, hvor nogle må vende tilbage til deres hjemland og give afkald på deres liv i Danmark. Det meget mættede boligmarked i København gør huslejen ekstrem høj og betyder, at de der bor i København ofte er overladt til bolighajer. Kombineret med de overdrevne leveomkostninger i København betyder det, at mange simpelthen ikke er i stand til at leve af deres skiftende løn fra Wolt, samtidig med at de bor i en by som København. 

Sociale bånd mellem bude

Mens der er visse ’hotspots’ i byen, hvor Wolt-bude opfodres til at samles, er arbejdet i realiteten meget mere spredt ud – med bude der trækkes rundt i forskellige retninger. Du har størst sandsynlighed for at møde andre bude, når du venter ude foran en restaurant, men det er sjældent, at der udveksles mere end et nik. Mange bude arbejder med høretelefoner på, så at starte en samtale med et andet bud kan betyde en akavet forstyrrelse for dem. En stor del af den latinamerikanske arbejdsstyrke kender hinanden, og mange bor sammen, nogle gange deler de køretøjer og skiftes til at bruge dem til arbejdet. Dog er detbortset fra denne gruppe svært at identificere andre demografier i arbejdsstyrken, der har et stort netværk blandt andre Wolt-arbejdere. Mange folk har arbejdet som bude i 1-2 år – men kender ikke andre bude.

Størstedelen af den sociale interaktion mellem bude finder sted i Facebook-grupper faciliteret af Wolt-ledelsen. Det var gennem dette sted, at Wolt-bude støttede hinanden i at forstå det forvirrende danske skattesystem, delte tips til hvordan man leverer hurtigere og delte ’memes’ om arbejdet. Efter Wolt-ledelsen begyndte at moderere den gruppe stramt, bragte folk dog sjældent negative oplevelser eller besværligheder op. For mig var Facebook-gruppen sammenlignelig med at spise frokost på arbejdet, hvor chefen eller supervisoren er en del af samtalen. Du begynder ikke at agitere, hvis du ved, de lytter med.

Del af en serie om Wolt-arbejderes forhold. Første gang bragt i Notes from Below: A cycle of struggles in Copenhagen.