Det nye kapløb om Afrika

For at forstå nutiden er det nødvendigt at grave lidt dybere i historien.

Ved slaveriets ophævelse i midten af 1800-tallet vendte de europæiske magters interesse sig fra det amerikanske til det afrikanske kontinent. Arbejdskraften var afgørende, for de samme afgrøder – sukker, bomuld, kakao, kaffe – som det amerikanske, og i mindre grad asiatiske kontinent, ellers havde leveret, kunne gro i Afrika.

Derfor begyndte de magter, som havde slået sig ned gennem handels- og slave-stationer ved kysterne, at trænge længere ind i baglandet, hvad der gav startskuddet til det kapløb om Afrika, som endte med at skære kontinentet op mellem Storbritannien, Frankrig, Portugal, Tyskland og den belgiske kong Leopold på Berlin-konferencen i 1884-1885.

Koloniseringen – planlagt og tilfældig

Først derefter blev de tildelte områder gjort til formelle kolonier. For at få det til at se fredeligt ud, indgik de traktater med lokale høvdinge og konger, der intet anede om hvad der ventede dem. Nogle områder ”slap” med skæbnen som protektorater – herunder nutidens Botswana, Uganda og Zambia. Afrikas reelle opdeling mellem magterne blev gjort færdig mellem 1890’erne og Første Verdenskrigs udbrud i 1914.

I kolonitiden blev der bygget jernbaner og lidt anden infrastruktur. I Kenya slog hvide kolonialister sig ned og gjorde den bedste landbrugsjord til deres. De sørgede for at få den opdyrket gennem en hårdhændet arbejdskraftpolitik, der bl.a. gik ud på at jage mennesker væk fra den jord, deres forfædre havde brugt og dyrket i hundredvis af år – og så tvinge andre til at slå sig ned som jordløse arbejdere.

Sydrhodesia er et andet eksempel. Her kom Cecil Rhodes’ British South Africa Company i forvejen og erobrede, hvad der i dag er Zimbabwe. Regeringen i London gav det generøst minerettigheder. Det foregik ikke uden kampe, og det var ikke før 1923, at Sydrhodesia blev en koloni af UK.

Englænderne lod som oftest høvdinge regere i baglandet. Franskmændene havde en mere direkte tilgang, men gjorde ikke så meget ud af opdyrkning af jord. De satte sig også på det meste af den tætte tropiske regnskov i Centralafrika og en stor del af Vestafrika med halv- eller hel-ørken mod nord. Derudover vandt de over England i kampen om Madagaskar, som havde skabt en enhedsstat og selv kæmpede bravt for at undgå fremmede magters dominans.

Frankrig erobrede sine territorier i store hug, hvorefter de blev indlemmet i to føderationer, som blev styret fra et centralt sted, Senegal i Vestafrika og Congo-Brazzaville i Fransk Ækvatorialafrika (Centralafrika).

Belgiens kong Leopold II havde allerede erobret det mægtige Congo syd for Congofloden og gjort det til sin private ejendom indtil 1908, hvorefter det overgik til den belgiske stat. Det leverede gummi og elfenben, senere ædeltræ og mineraler, især kobber.

Man kan nævne mange sindsoprivende ting, der skete. Tvangsarbejde var udbredt, i Madagaskar organiseret næsten som i feudale tider i Europa.

Frihedstrangen blev vakt

Den amerikanske præsident Woodrow Wilsons insisteren på folkenes selvbestemmelsesret ved afslutningen af Versailles-freden efter Første Verdenskrig. Dette budskab nåede også de afrikanske eliter, og det blev startskuddet for selvstændighedsbevægelserne. Det var nu først i 1960’erne, at de britiske og franske kolonier helt overvejende blev uafhængige.

De tyske kolonier blev i øvrigt efter Første Verdenskrig givet som mandatområder til Storbritannien, Frankrig og Belgien. 

Frihedsbevægelserne i de portugisiske kolonier – Angola og Mozambique som de største, samt de mindre Guinea-Bissau, Cap Verde og São Tomé & Principe – satte sig så kraftige spor i Lissabon, at de var med til at føre til diktaturets fald i 1974. Både Angola og Mozambique fik langvarige borgerkrige efter uafhængigheden, mens Guinea-Bissau har været konstant uroligt og nu nærmest er en narkostat.

Kommunistiske ideer trængte også ind i det, der blev til frihedsbevægelser, nogle steder styrket af deltagelse på en af de krigsførende landes side i Anden Verdenskrig.

Liberia og Etiopien var aldrig koloniserede, selvom Etiopien blev invaderet af italienske tropper fra 1936-1941. Ud af Etiopien kom Eritrea (1993), der indtil 1941 havde været under længevarende italiensk kolonisering; men efter at Italien var smidt ud, havde Etiopien annekteret det over flere etaper. Sydsudan opnåede sin uafhængighed fra Sudan i 2011. Begge landes uafhængighed var (hovedsagelig) resultatet af interne kampe.

Konflikter, kup og borgerkrig

Der har været talrige interne, voldelige konflikter nærmende sig borgerkrig i det Afrika, som kom ud af kolonitiden. I mange tilfælde fik en af parterne hjælp fra naboerne, i andre var der vestlige, mest gamle kolonimagter, der skabte eller prøvede at redde konflikten. Nogle gange i de bedste hensigter, men også tit for at opretholde magtforholdene.

USA kom til Afrika efter kolonitiden. Ikke bare på grund af den kolde krig, men i høj grad på grund af private interesser i især olie og gas. Bekendt er Nigeria, hvor olieselskaber har presset meget olie op af jorden, i tidligere tider uden nogen som helst miljøhensyn.

Hvad der førte til sabotage af olieledninger, endnu mere oliespild og ulovlig aftapning, samt en regulær krigstilstand mellem store dele af befolkningen i Niger-deltaet og olieselskaberne.

Stormagterne kæmper om Afrikas råstoffer

USA, Sovjetunionen og Kina deltog aktivt i konflikter i Afrika. I Angola gav datidens fjendskab mellem de to ’kommunistiske’ magter Sovjet og Kina gav sig udslag i, at Kina ikke støttede MPLA, det vindende ’socialistiske’ hold, men en mindre fraktion, FNLA, der også havde den ekstremt højreorienterede og diktatoriske Mobutu fra Zaire (nutidens Demokratiske Republik Congo) på sin side.

MPLA sad i øvrigt på olien. USA og Sydafrika støttede til gengæld UNITA, der sad på diamanterne.

Sydafrika spillede en helt særlig rolle i den sidste fase af afkoloniseringen, som skete under landets eget apartheid-regime. Sydafrika kæmpede for at beholde Namibia, også ved at blande sig i Angolas borgerkrig efter 1975, og det involverede sig i Mozambiques borgerkrig 1975-1992. Namibia blev først selvstændigt i 1990.

Private koncerners jagt efter guld, olie og kakao

Fra 1970’erne til begyndelsen af 1990’erne blev sikkerhedsapparatet i de særligt konfliktramte lande styrket, private firmaer meldte sig, og ufreden blev skærpet. For ikke at tale om den række af korruptionssager, der kom ud af det.

I 1990’erne var der en demokratiseringsbølge, som skabte optimisme med hensyn til fremtiden, og demokratiske processer og procedurer blev indført. Den optimisme er vist nu stendød, selvom der er et par undtagelser.

Olie og mineraler samt koloniale afgrøder var fortsat Afrikas bidrag til verdensmarkedet. For at producere stadig mere kakao i Elfenbenskysten blev folk fra nord hyret ind og tildelt små lodder. Det var med til at skabe så megen ufred efter den første magtfulde præsidents død i 1993, at der opstod hele to borgerkrige – som skiftevis blev kaldt nord mod syd, muslimer mod kristne og udefrakommende mod den oprindelige befolkning.

Med komplicerede politiske rivaliseringer og fransk militær og FN-troppers indblanding kom der endelig styr på det, og nu er Elfenbenskysten en vestlig darling, der er med til at forsvare Frankrigs fortsatte tunge hånd i Vestafrika. Ligesom Senegal, men imod Mali, Burkina Faso, nu også Niger, Guinea og til dels Togo.

I Centralafrika har Gabon meldt sig under nye faner med kuppet mod præsidentfamilien, Bongo, hvor overhoved Ali knap nåede at blive erklæret som vinder af det seneste præsidentvalg, før han blev kuppet. Ali Bongos sejr var så forudsigelig, at kupmagerne roligt kunne planlægge efter den.

Rusland bakker op om de seneste militærkup og er i den grad med til at underminere Frankrig og skabe sig allierede. Dér har landet i hvert fald succes.

Problematiske statsdannelser efter uafhængigheden

Afrikanske ledere har stort set holdt fast i de stater, de fik overleveret ved uafhængigheden. Problemet var at styre dem med en underudviklet infrastruktur og uden alle de attributter, et statsapparat har; såsom et retssystem til bl.a. at tage sig af jordrettigheder, uddannelse og sundhed, lokal forvaltning og velfungerende bank- og pengesystemer. Den stærkeste magt var militæret, og det blev udbygget hurtigt.

De mange folkeslag, der havde forskellige betingelser under kolonitiden – og forskellige økonomiske interesser – har ført til vedholdende stridigheder. Den klassiske konflikt mellem nomader over for agerbrugere lever stadig (Darfur i Sudan, Den Centralafrikanske Republik, Nigeria, Sahel, dele af Kenya og indtil for nyligt Nordøstuganda).

De to delstater Somaliland og Puntland ønsker at løsrive sig fra Somalia. Det får de ikke lov til af det internationale samfund, og Den Afrikanske Union (AU) er heller ikke meget for opsplitning.

Således vil AU ikke godkende, at øen Mayotte efter en afstemning definitivt blev et oversøisk departement af Frankrig. Derved undgik øen den skæbne at blive den fjerde ’autonome’ ø i Unionen Comorerne. Storbritannien vil ikke acceptere Den Internationale Domstol i Haags kendelse om, at øgruppen Chagos, der vigtigst af alt indeholder øen Diego Garcia, retteligt hører til Mauritius. For Storbritannien har tilladt USA at oprette en vigtig militærbase på øen.

Svært at udvikle “moderne” industriøkonomier

Når staterne på Afrikas Horn i øvrigt har så mange krav på hinanden, også grænsestridigheder, er det næsten til at forstå, at det er noget rod. Kun stærke mænd (!) kan i perioder holde sammen på de her lande.

Hvis de så havde udviklet sig normalkapitalistisk, havde det måske været anderledes, men afrikanske lande har hele vejen igennem haft vanskeligheder ved at udvikle ’moderne’ økonomier.

Ja, faktisk blev nogle af de industrier, der blev skabt før eller omkring uafhængigheden, nedlagt som alt for ineffektive og for afhængige af statsstøtte. Nye ’afhængige’ industrier, dvs. industrier, der udelukkende skal levere billige varer til eksport, er i fremgang.

Samtidig er innovative teknologier og projekter, der skal levere ’afrikanske løsninger på afrikanske problemer’, i fremvækst. Og der er også eksempler på betydelig kapitalakkumulation (Dangote i Nigeria).

Afrikanernes kampe om landbrugsjord – til en 6-doblet befolkning

Realiteten er stadig, at omkring 60 procent af befolkningerne bor på landet og er afhængige af landbrug med små lodder og usikre jordrettigheder, der nogle steder nærmer sig privat ejendomsret, men ofte uden skøde.

Det havde man heller ikke brug for, dengang der var jord nok, men et af de mest bemærkelsesværdige træk ved Afrika er den enorme befolkningstilvækst. I Afrika syd for Sahara er der nu 1,2 milliarder mennesker mod 186 millioner i 1950. De indre rivninger er i høj grad en kamp om jord. 

De lande, som det britiske imperium undertvang sig, har haft en blandet historie. Ghana har været relativt fredeligt, Nigeria har haft borgerkrig i Biafra, Sierra Leone har haft borgerkrig med liberiansk indblanding, Liberia et blodigt oprør startet af en kriminel urostifter, Charles Taylor, der senere blev dømt for forbrydelser mod menneskeheden.

Kenya, Tanzania, Uganda og Zimbabwe er relativt velkendte herhjemme. Uganda havde interne kampe om overherredømmet, der blev udkæmpet mellem de skiftende brutale diktatorer, Milton Obote og Idi Amin, indtil den nuværende præsident Museveni tog magten i 1986, dog ikke uden at nye fjender mod nord i lang tid terroriserede befolkningen. Han tåler i stadig mindre grad opposition.

Kenya har haft valg og uroligheder omkring dem. Det har ikke sikret idealdemokrati, men folk i Kenya er ikke uden magt og indflydelse. Tanzania er også blandet, Zimbabwe var i mange år domineret af Robert Mugabe, og vold og undertrykkelse af politiske modstandere fortsætter. Ja, næsten ingen lande har ikke haft kup.

I Eswatini (tidligere Swaziland) hersker et absurd enevældigt kongedømme, mens kongen i Lesotho er konstitutionel. Malawi og Zambia har heller ikke klaret sig for godt – kobberlandet Zambia er til stadighed fanget i en gældsfælde.

Kigger vi på de ex-portugisiske kolonier Guinea-Bissau og Cap Verde, så er sidstnævnte så absolut det fredeligste. I Mozambique stillede jihadist-bevægelser sig i spidsen for den voldsomme modstand mod en gasrørledning, der åbenlyst ikke var i befolkningens interesse (Cabo Delgado). Angolas præsident Lourenço betragtes med velvillighed fra vestlig side, selvom han er fra samme parti/bevægelse som forgængeren, den korrupte dos Santos, der bl.a. favoriserede sine børn.

Og så mangler vi den tidligere spanske koloni Ækvatorialguinea, hvor Obiang-familien bare sidder på olien, men indimellem investerer i prestigeprojekter.

I den anden del af artiklen vil vi dykke ned i militariseringen af det afrikanske kontinent.