Det syriske oprør 10 år efter: “Styrkeforholdet mellem de militære kræfter har gang på gang vist sig at være afgørende”

Det arabiske forår nåede for alvor til Syrien i marts 2011. Kravene om demokrati blev åbenlyse. Da forholdet mellem den demokratiske opposition og det centrale styre brød ud i åben konflikt i disse dage for ti år siden, virkede det som om oppositionen havde en chance for at vinde, hvis konflikten kunne holdes fri af militær indblanding. Præsident Bashar Assad havde dog andre planer.

Den historie, der havde ført frem til konfrontationen, havde skabt et Syrien, hvor de ledende kræfter var blevet fanger af deres egen position og måde at forvalte magten på. Præsidenten havde ikke opbakning i sin egen sociale basis til indrømmelser til sine modstandere. Han stod desuden overfor et syrisk civilsamfund, hvor flertallet var imod både ham og hans støtter. Endelig var hans styres muligheder for at vinde tilslutning til et nyt projekt for hegemonisk lederskab gået tabt allerede før konflikten startede.

Denne artikel fortæller historien om, hvordan det kom så vidt med udgangspunkt i Antonio Gramscis strategiske tænkning og med hovedvægt på de interne syriske processer. Men først genopfrisker den de umiddelbare begivenheder, der førte landet ud i borgerkrig.

“Folket kræver styret afsat”

Fra starten af marts 2011 begyndte der at komme små, lokale aktioner, der tog deres inspiration fra opstandene i Tunesien, Egypten og Libyen. I Syrien var en af de begivenheder, der fremkaldte større aktioner i virkeligheden en mindre begivenhed i en af de sydligste byer, Deraa. En nat sprayede en gruppe teenagedrenge demokratiske og regimekritiske slagord på mure i byen. Blandt disse var også det, der havde samlet den tunesiske opstand: ’Folket kræver styret afsat’.

Via myndighedernes reaktion på drengenes provokation fik parolen hurtigt nyt liv i Syrien. En del af de unge imidlertid blev arresteret, fængslet og underkastet tortur. Politiet afviste at lade deres forældre komme i kontakt med dem, hvilket medførte protester mod de lokale myndigheders brutalitet og arrogance men også mod det styre, der accepterede den slags lokal magtudøvelse. Disse og tilsvarende begivenheder andre steder i Syrien ledte frem til 15. marts, hvor der blev organiseret massedemonstrationer i storbyerne Damaskus i syd og Allepo mod nord.

Det centrale styre under præsident Bashar Assad reagerede lige så hårdt og uforsonligt på protesterne, da de kom på nationalt plan, som myndighederne havde gjort lokalt. Dermed var fronterne kridtet op. Fra en protestfase i det tidligere forår gik situationen i Syrien over i noget, der lignede en national opstand med demokratiske krav til det gamle styre. I nogle byer overtog opstandens repræsentanter kontrollen, hvilket blev mødt med en væbnet reaktion fra Bashar. Fx blev byen Hama angrebet af egentlige militære enheder. Hermed havde styret i realiteten signaleret en militær løsning på konflikten, om end konflikten først i 2012 blev en landsdækkende borgerkrig.

De umiddelbare resultater af krigshandlingerne for den syriske befolkning er velkendte: mange hundrede tusinder er døde, flere millioner er flygtet ud af landet; de fleste til nabolande som Jordan og Libanon, men mange hundrede tusinder også til Europa og USA. I selve Syrien lever millioner som internt fordrevne, det vil sige som flygtninge i deres eget land. I dele af det nordlige Syrien er har tyrkiske invasionsstyrker oprettet zoner, som de kontrollerer militært.

Et helt særligt resultat af opstanden er, at kurdere i det nordvestlige Syrien har oprettet et selvstyreområde, Rojava, som er det sidste område, hvor opstandens ideal om demokrati holdes i hævd. Imidlertid lever Rojava formodentlig kun i fred på lånt tid, mens styret gør sig klar til igen at forsøge at tage kontrol med det. I princippet støttes Rojava af USA, men Donald Trump viste i forbindelse med den tyrkiske invasion, at USA var en utroværdig allieret. Ingen ved i dag, hvad Joe Biden vil gøre som amerikansk præsident i forhold til området og de konflikter, der omgiver det.    

Politisk og magtstrategisk blev resultatet af borgerkrigen foreløbigt, at Syrien blev ramme for terrorgruppen Islamisk stats forsøg på at skabe et kalifat af erobret land i Syrien og Irak. Dette forsøg trak Rusland ind i borgerkrigen med støtte til styret mod både islamistiske og demokratiske modstandere med det resultat, at Bashars styre blev reddet, men i realiteten blev afhængigt af russiske styrkers tilstedeværelse i landet. Forsvaret for magten resulterede altså i en udenlandsk intervention, som der aktuelt ikke er reelle planer om at afslutte.

Sammenfattende og sat på spidsen kan man sige, at Bashars styres brutale ’nedkæmpning’ af teenagere i starten af marts 2011 førte til landets opløsning, flere hundrede tusinder af døde og tab af evne til selvstændigt at føre landet videre.

Ba’ath: Arabisk nationalisme og ‘socialisme’

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor udviklingen blev så dramatisk i Syrien og så katastrofal for så mange at dets borgere. For at få en forståelse af dette, er det nødvendigt at se tilbage på, hvordan det magtnetværk, som Præsident Bashar bygger sin position på, blev oprettet.

Syrien blev først til som et land, med det område vi kender i dag, i forbindelse med opløsningen af det osmanniske imperium efter Første Verdenskrig. Frankrig og UK overtog dele af dette imperium fra dets tyrkisk baserede ledere, således at Frankrig fik kontrol med Syrien, mens UK fik Irak, Libanon og Palæstina. Egentlig selvstændighed fik Syrien først i 1946 i forbindelse med afkoloniseringen efter Anden verdenskrig.

Det nye land blev etableret politisk med en form for parlamentarisme. Det sidste nationale valg blev afholdt i 1955 med suppleringsvalg i 1957. I starten var parlamentet det politiske tyngdepunkt, og her havde en gruppe af større jordejere en dominerende stilling. Imidlertid var der også andre magtbastioner, ikke mindst militæret.

“Syrien blev først til som et land, med det område vi kender i dag, i forbindelse med opløsningen af det osmanniske imperium efter Første Verdenskrig… Egentlig selvstændighed fik Syrien først i 1946 i forbindelse med afkoloniseringen efter Anden verdenskrig.”

Politisk set var der i Syrien en vis opbakning til arabisk nationalisme, om end denne blev fortolket på forskellig måde. Magtkampene i landet viste, at befolkningen var delt på kryds og tværs af forskellige modsætninger: klasseforhold, land-by modsætninger og religiøse skel var blandt de vigtigste. Imidlertid havde det nye land ikke organisatoriske, fx partipolitiske, forudsætninger for at håndtere dem glidende, og derfor blev det ofte dem, der var blevet udpeget til magtfulde positioner i øvrigt, der havde initiativet.

Set under et kunne man sige, at på baggrund af deres samfundsmæssige indflydelse som jordejende klasse havde en gruppe sunnipolitikere kontrol med parlamentet. De kom, måske lidt overraskende, også til at repræsentere de store byer. Arbejderklassen i byerne var til en vis grad præget af opbakning til fagbevægelse. Derfor tegnede der sig et billede af en bybaseret alliance mellem jordejere og arbejdere, der til en vis grad tegnede udviklingen i 1950erne.  

På den baggrund fik militæret en særlig rolle. Under den franske kontrols periode var der som følge af en form for del-og-hersk politik især blevet rekrutteret officerer fra ikke-sunni-befolkningsgrupper. I praksis kom dette efterhånden til at betyde, at militæret blev shia-domineret. Hvilket gav basis for, at militæret kunne alliere sig med ikke-jordejende grupper på landet i Syrien. Det kom til at repræsentere landet i modsætningen mellem land og storby. Det er blevet hævdet, at mens byernes arbejdere havde et forholdsvis moderat og fagforeningspræget politisk perspektiv, var de underordnede klasser på landet tilbøjelige til at modsætte sig byernes og parlamentets ledende stilling. I den forstand kom i hvert fald dele af militæret til at repræsentere en populistisk strømning vendt mod by-eliterne og deres allierede blandt arbejderne.

Efterhånden som partier begyndte at etablere sig, blev der også udkrystalliseret det, som en tidligere Sovjetisk udenrigsminister, Yevgeny Primakov, har kaldt ’arabisk socialisme’. Det vil sige en socialisme, der tog udgangspunkt i nationen og statslige forhold, til forskel fra fx tidens kommunisme, der tog udgangspunkt i arbejderklassen. Det såkaldte Baath-parti var et eksempel på denne arabiske socialisme.

Via militæret fik Baath-partiet indflydelse på den statslige på politik i så høj grad, at regeringsskifter skete uafhængigt af parlamentet og efter et højrekup i 1961 på de gamle byoligarkiers vegne – de ville genoprette deres kontrol – fulgte et kup i 1963 ledet af soldater med rødder i landets religiøse minoriteter. Social og økonomisk forankring begyndte at betyde mindre i syrisk politik. Den britiske mellemøstekspert Charles Tripp sammenfatter således, at konflikten mellem regimet og oppositionen efterhånden antog karakter af en konflikt mellem land (shia) og by (sunni) i stedet for en konflikt baseret på klasser. Gramsci ville have udtryk det sådan, at klassekampen blev udkæmpet i forskellige militære og ideologiske former, der kun indirekte afspejlede de økonomiske forhold.

Assad-dynastiet

Efter endnu en række kup kom Hafez al-Assad, Bashars far, til magten i 1970. Herefter var der dybest set stabilitet på ledelsesniveau i Syrien. Prisen for denne stabilitet var, at borgernes involvering i politik blev undertrykt i forhold til tidligere. Da den første Assads magt en gang var blevet stabiliseret, blev den også nærmest cementeret. Ingen form for opposition blev tolereret. Den syriske stat blev udviklet til en ’sikkerhedsstat’, hvor de ledende politikere ikke kendte politiske krav fra møder med befolkningen, men fra møder med de forskellige efterretningstjenester. Det, der var begyndt som et ’populistisk’ opgør med oligarkierne/eliterne var endt som en sammensmeltning af politik og militær inden for et snævert magtnetværks kontrol.

Bashar kom til efter Hafez’ død i 2000. Han overtog en stat, der var konsolideret omkring militær og efterretningsvæsen, og som kun havde en social base i et mindretal af befolkningen. I udgangspunktet var snak om demokrati og parlamentarisme som politiske kanaler, der ville skaffe befolkningsflertallet indflydelse, derfor en trussel på styrets ledere. Det er blevet hævdet, at op til Det arabiske forår, var situationen blevet sådan, at i Syrien gik ’hovedskellet mellem dem, der var forbundet med sikkerheds- og erhvervsnetværkerne i statens top og dem – hovedparten af borgerne – der ikke var.’

Selvom styret i sig selv var politisk organiseret til forskel fra fx det iranske, der fra starten og til i dag var religiøst, var dets sociale basis derfor alligevel sekterisk. Det havde ikke udelukket, at sunni-muslimer fra forretningsverdenen, kunne være del af de nye magtnetværker, men det betød, at den virkelige kerne i netværket var bange for deres og deres familiers overlevelse, hvis der blev rykket afgørende ved den måde systemet fungerede på.

Problemet for det store flertal af borgerne ved denne organisering af magten var, at hvis man ville rykke ved blot en del af det politiske system i Syrien, blev man mødt med modstand fra magtnetværket, fordi man derved ville forrykke de aftaler om magt- og indflydelse, som hele systemet hvilede på. Set fra Bashar-netværkets synsvinkel var der tale om en alt eller intet-situation, hvor enhver opposition skulle fjernes, fordi den var en egentlig trussel mod eksistensen.

Bashars manglende hegemoni

Det syriske samfunds karakter gjorde det svært at skabe en sammenhængende demokratisk, national modstand mod Bahars styre. Blandt dem, der ønskede Bashar fjernet, og som antageligt udgjorde befolkningsflertallet i 2011, var der så store indbyrdes forskelle og uenigheder, at det var umuligt at skabe en fælles bevægelse vendt mod styret. Årsagerne hertil kan belyses gennem et kig på det syriske civilsamfund.

En række af dets vigtigste elementer var bygget op omkring religiøse organisationer og institutioner, som typisk på deres side var organiseret omkring moskeer. I Syrien er disse imidlertid forskellige alt efter de forskellige religiøse tilgange. Det store flertal var muslimsk, men man støttede forskellige retninger inden for islam. Kernen af regeringsnetværket og cirka 15 procent af befolkningen støttede shia-retningen, men de flest af de øvrige var sunnier. Desuden var der kristne i Syrien med deres egne kirker og netværker, og de hældede til at støtte regeringen.

“De sekteriske forskelle stillede sig i vejen for en samlet front under fælles paroler vendt mod Bashar. Det var en af grundene til, at opstandens demokratiske fløj ikke havde tilstrækkeligt succes på slagmarken i 2012.”

Der var altså tale om et opsplittet samfund, hvor man tilsluttede sig civilsamfundsinstitutioner alt efter familie, nationalitet og religion. Disse splittelser blev overført til opstanden, hvor de samme konflikter efterhånden blev videreført. Oprindelig søgte opstanden at samle sig på demokratisk og politisk grundlag. Dens ledere tog eksplicit afstand fra de sekteriske opsplitninger, men i Basharregeringens propaganda blev opposition og demonstranter fremstillet som sunni-jihadister, der når alt kom til alt var ude på at fjerne shiaernes ret til at eksistere i Syrien. Forsvaret for Bashar regeringen blev fremstillet som en pligt for shiaer, og som den eneste mulighed for fysisk overlevelse. Regeringspropagandaen fra 2011 og 2012 fik sin egen selvopfyldende effekt i 2014 og 2015, da Islamisk stat fik plads på slagmarken. Denne gruppe var netop alt det, som Bashar havde hævdet, at den demokratiske opposition var. Men den var et mindretal og fik først succes på slagmarken, da regerings- og oprørsstyrkerne var blevet udmattede af deres interne styrkeprøve.

På baggrund af den oprindelige splittelse i civilsamfundet og regeringens propaganda var der ikke baggrund for at skabe et samlet politisk projekt vendt mod styret. For eksempel var opstandens bedste soldater af kurdisk herkomst, men flertallet af opstandens ledere var bange for, at kurderne ville gå deres egne veje i tilfælde af en sejr over Bashar. Derfor ville de ikke støtte kurderne. På deres side ville disse heller ikke støtte den øvrige opstand helhjertet på sådanne præmisser, selvom de kæmpede mod fælles fjender som islamistiske jihadister, herunder især IS. De sekteriske forskelle stillede sig derfor i vejen for en samlet front under fælles paroler vendt mod Bashar. Det var en af grundene til, at opstandens demokratiske fløj ikke havde tilstrækkeligt succes på slagmarken i 2012 og efterlod plads til den opposition, som udtrykte sig som fx Islamisk stat.

Basharsiden var imidlertid over tid underlagt de samme udfordringer og begrænsninger. De splittelser, som forhindrede enhed i oppositionen, forhindrede også, at Bashar kunne opstille et program, der kunne give ham politisk, til forskel fra militært, lederskab i Syrien. Bashar kunne ikke tilbyde oppositionen et troværdigt forhandlingsgrundlag for en eventuel fælles løsning, for ethvert grundlag, som han kunne få tilslutning til i sin sociale base, ville være uspiseligt for den del af civilsamfundet, der i forvejen var imod ham. I et så splittet civilsamfund, som det der var blevet udviklet i Syrien siden uafhængigheden, syntes ingen kompromisser mulige, når der ikke var fælles institutioner at forhandle i. Der var ingen basis for tilslutning til blot nogle af Bashars forslag. Et politisk hegemoni, i den forstand at styret kunne basere sig på en kombination af tvang og generel tilslutning var umulig. Den eneste løsning, der var mulig set fra regeringens synspunkt, var derfor ren tvang. Og i Syrien kunne denne tvang nu kun være militær.

Gramscis syn på borgerkrigen

Antonio Gramsci udviklede sine ideer om politisk strategi i mange tekster, men mest modent i de såkaldte Fængselsoptegnelser. Har mente han, at strategisk tænkning har tre dimensioner, socialt-økonomiske (klassemæssige), politiske (der eventuelt kunne tage ideologiske og religiøse former) og militære. Disse dimensioner er blevet trukket frem i det ovenstående. Afslutningsvis er der kun plads til at sammenfatte på den militære dimension, der med hans egne ord også ’gang på gang har vist sig at være afgørende’.

Det militære spørgsmål har to niveauer for Gramsci: ’det militære i snæver teknisk-militært forstand og det niveau, man kan kalde det politisk militære.’ I det syriske tilfælde var denne dimension mere fremherskende end normalt, fordi den herskende gruppe som nævnt var blevet udpeget i kolonitidens sidste fase af den afgående internationale magt.

Det syriske forsvar var naturligvis set under en vis synsvinkel et ’teknisk militær’, der har gjort de ting et militær kan: føre krig, ødelægge ting og slå mennesker ihjel, men det ville i dette tilfælde især være Gramscis anden dimension, der kendetegner det: dets karakter af politisk militær. Det syriske militær havde ganske vist været flittigt brugt som nationalt militær i krige mod Israel frem til 1973. Men i nyere tid havde det især været brugt som politisk middel i syrisk udenrigspolitik overfor naboen Libanon. Syrien holdt dele af sin hær i Libanon fra 1978 til 2005, hvor den blandede sig først i den libanesiske borgerkrig og dernæst i forsøgene på at komme videre efter afslutningen af borgerkrigen i 1990. Endelig havde militæret være sat ind i Syrien mod politiske fjender. Mest berygtet er massakren på medlemmer af Det muslimske broderskab i Syrien i 1982, hvor antageligt over 10 tusinde blev dræbt i byen Hama.

Med de sidste ti års borgerkrig har det syriske militær imidlertid endegyldigt vist sin karakter af politisk militær, hvis nogen skulle have været i tvivl. Det har været det bolværk regeringen har stolet på i sin grundlæggende relation til befolkningens flertal. Militæret har sammen med Bashars diplomati sikret Basharregeringens overlevelse i en borgerkrig, som den og dens sociale basis i et historisk perspektiv selv bærer hovedansvaret for. Eftersom præsident Assad stadig er leder af både styrets civile og militære del, regeringsleder og forsvarschef på en gang, er der desværre ingen nærliggende lyspunkter for fremtiden at pege på. Med mindre man da forlader sig på et af Gramscis egne slogans: ’intelligensens pessimisme og viljens optimisme’.