Dømt for terrorstøtte: Derfor støtter jeg stadig PFLP

Den vestlige verdens regeringer er dybt optaget af at beklikke kritikere af Israels folkemord. De beskylder kritikere for at være støtter af terrorisme og antisemitisme. Men det er støj for at bortlede opmærksomheden fra den israelske stats besættelse og terror mod palæstinenserne, som nu er pågået i over 80 år.

Se Berlingske artikel om Michael Schølardt ”Han var medlem af Enhedslisten og forsvarer terrorstøtte: »Jeg er ophøjet, koldt ligeglad« (bag betalingsmur).

Terror kan også begås af militær

Terror er vold begået mod civile for at opnå politiske mål. Drab af civile i kamphandlinger er krigsforbrydelser – og måske endda terror. Zionistiske grupper som Irgun og Haganah har ikke bare udført terroraktioner, men tydeligt udtalt sine terrorhensigter. Det samme gælder den israelske hær i dag. 

Dahiya-doktrinen blev formuleret, da Israel angreb Libanon i 2006. Den tilsiger, at Israel altid skal svare på angreb med overvældende gengældelse og ramme civile strukturer. Igennem 80 år har Israel ødelægt civil struktur, især skoler og hospitaler. Det og likvideringer af intellektuelle er et effektivt greb til at underminere modstand. 

PFLP

Folkefronten til Palæstinas befrielse, PFLP, er en palæstinensisk organisation, der er på USA og EU’s terrorlister. Men PFLP tager afstand fra terror. Organisationen hævder derimod sin ret til modstand mod besættelse og undertrykkelse. Siden grundlæggelsen har PFLP været politisk klar i spyttet: Organisationen ønsker et samlet sekulært Palæstina med lige ret for alle jøder, kristne og palæstinensere. 

I en retssag mod det danske tøjfirma, Fighters+Lovers (2006-2008), der solgte merchandise til fordel for bl.a. PFLP, mente anklageren at kunne bevise 10 terrordrab begået af PFLP. 

Byretten i København afgjorde, at drabene ikke var bevis for, at PFLP var en terrororganisation. Men det mente Landsretten senere. 

Dengang rettede magtapparatet sig imod, at Fighters+Lovers finansierede et trykkeri i Palæstina. Efter retssagen udtalte rigsanklageren i en kronik i Politiken, at det er tilladt at mene noget, fx skrive at man støtter i ord, men altså ikke økonomisk. 

Kriminalisering af solidaritet

Men nu forsøger Vestens magtapparater at illegalisere også ytringer. Byretten i Berlin har fundet en tysk kvinde skyldig i at opfordre til had ved at råbe: ”From the river to the sea.” For den tyske kvinde er det et slogan for fred. Men ikke for retten i Berlin.

Mens illegalisering af solidaritet ser ud til at lykkes i Tyskland, ser det besværligt ud andre steder. I USA er det i høj grad jødiske organisationer (Jewish Currents og Jewish voice for Peace) og enkeltpersoner, der er gået forrest i protesterne mod Israels folkedrab. Og det er jo lidt besværligt at dømme aktivister for antisemitisme, når de er jøder! Udtalelser om ”selvhadende” jøder giver naturligvis bagslag. 

I England er solidaritetsarbejdet for Palæstina stærkt. Her er det ikke lykkedes for Labour-regeringen at sværte den til som antisemitisme.

I Danmark er en aftale om antisemitisme, hvor kritik af staten Israel forstås som antisemitisme, vedtaget – også med venstrefløjens stemmer. 

Statsminister Mette Frederiksen slap for et år siden afsted med ikke at forholde sig til de mange civile palæstinensiske ofre ved at bebrejde en journalist for historieløshed.

”Nu må vi have en to-statsløsning”

Ved alle palæstinensiske oprør har reaktionen været den samme fra Vestens ledere: ”Nu må vi se at få en fredsløsning.” Siden Oslo-aftalerne i starten af 1990’erne i form af to-statsløsning. Men den er i praksis blevet mere og mere håbløs. 

De samme ledere har også altid sagt, at nu må palæstinenserne anerkende Israel. Og at alle former for væbnet palæstinensisk modstand mod besættelse og undertrykkelse er ”terrorisme.”

Selv på venstrefløjen kløjs man i retten til væbnet kamp mod besættelse og folkeretslige begreber. Når venstrefløjen taler om fred, kan man tit i samme åndedrag høre tale om, at Israel har ”ret til selvforsvar.” 

Men det er ikke indskrevet i folkeretten, at en besættelsesmagt har denne rettighed! Det er noget, som den israelske regering – ligesom Putin – selv tager.

Den ubehagelige kendsgerning er, at Israel aldrig har accepteret nogen streg på kortet for, hvor langt Israel kan udstrække sine grænser. 

Krigen mellem israelere og palæstinensere startede for 80 år siden, fordi Israels eksistens altid har været baseret på udvidelse af landets territorium. Krigen vil ikke slutte, før det stopper. Fjenden er folket, der beboede Palæstina, og andre aktører, der skifter: Ægypten, PLO, Irak, Iran, Hizbollah, Hamas, houthierne.

Såvel Oslo- som Camp David-aftalerne har været palæstinensiske nederlag – intet andet. Men selv overgivelser accepteres ikke af Israel.

Angrebet den 7. oktober var en succes!

Der er næppe tvivl om formålet med det palæstinensiske angreb 7. oktober 2023: Palæstinenserne skulle på den globale dagsorden, og Israel skulle fremstå som sårbar. Begge dele lykkedes.

Det Hamas-ledede angreb på Israel kan sammenlignes med Tet-offensiven under Vietnamkrigen: I slutningen af 1967, efter mere end ti års krig, erklærede USA sig som vinder. 14 dage senere angreb VietCong samtlige provinshovedstæder, Saigon og den amerikanske ambassade. 

VietCong tabte ca. 80 procent af styrkerne og mange ledere. Også de civile ofre var store. Militært var det galskab, men politisk var det afgørende. USA blev klar over, at krigen var tabt – selvom der endnu skulle gå seks år, før USA forlod Vietnam. 

I de år havde Berlingske stor sympati og forståelse for den amerikanske krigsførelse med dens millioner af omkomne, napalm mod civile og plantegiften Agent Orange, der blev strøet ud over markerne. Selv et af verdenshistoriens største bombeangreb mod Hanoi og Haiphong i 1972 (som fik Olof Palme til at sammenligne det med nazisternes fremfærd) fik Berlingske udtrykt forståelse for!

Hamas’ angreb den 7. oktober 2023 afslørede desperation og frustration, men også kynisme. Hamas vidste naturligvis, hvordan Israel ville reagere: Med hævn. Men alene det faktum, at Israel et år efter ikke har fået udslettet Hamas, er et tegn på en omhyggelig forberedelse. Hamas vidste, at de civile ofre ville være enorme, at det meste af Gaza ville blive jævnet med jorden, og at hele befolkningen i værste fald ville blive fordrevet. 

Men modsat det vietnamesiske lederskab havde Hamas ikke en klar strategi og vision, og ikke mindst viden om, hvordan de globale aktører kunne sættes i spil. Håbet var måske at tænde en gnist, der kunne starte en brand, men indtil videre er der ikke kommet noget større arabisk oprør.

Et rygte siger, at Hamas er dannet af Israel for at bekæmpede de sekulære kræfter i PLO og for at palæstinenserne skal bruge tiden i moskeerne. Det er ikke sandt: Stifteren Yassin var religiøs national-konservativ i egen ret.

Men sandt er det, at Israel uden beregning kørte busser til Vestbredden med Hamas-folk, når der skulle uddeles tæsk til sekulære kræfter, fx PFLP. Arrangementet mellem Hamas og Israel gik fint i mange år. Oliestaterne betalte for Israels besættelse, og Hamas sørgede for ro. 

Indespærring og udsigtsløshed ødelagde arrangementet. Det ophørte, da stifteren og lederen Yassin accepterede en to-statsløsning som basis for fred. 14 dage efter blev han snigmyrdet af Israel. Fred er ikke en mulighed for Israel.

Skulle nogen være i tvivl: At forstå angrebet den 7. oktober som en (politisk) succes er hverken en opbakning til angrebet eller til Hamas. 

’Man kann sich totsiegen!’

Man kan sejre sig ihjel, sagde man i Preussen. Det gælder også Israel. På alle parametre er den israelske krigsmaskine uden lige. Hævngerrighed sammenkoblet med følelsen af overlegenhed blænder. 

Men den israelske elite er splittet. Den har ikke bestemt sig for, hvordan krigen skal ende. Den nuværende regering håber, at Nakbaen kan fuldføres: fordrivelsen af Gazas befolkning til Egypten og Vestbreddens til Jordan. Regeringens bekymring for gidsler er uden substans – ønsket er total krig. 

Og Vesten vil ikke stoppe Israel. Det betyder ikke, at der er ikke spændinger mellem de allierede i forhold til invasionen af Libanon. Men invasionen giver ingen mening, hvis ikke den en fuldstændig nedkæmper Hizbollah – og det giver dårligt nok nogen mening. 

Vestens ængstelse gælder ikke Israels vilkårsløse terror i de besatte områder og angrebene på landets naboer. Vesten er nervøs for oprør i de arabiske lande og underminering af de arabiske klientstater. 

Det er unægtelig med den nuværende israelske regering halen, der logrer med hunden. Men tag ikke fejl: Ariel Sharon fik lov til at gå løs på palæstinensiske flygtningelejre i 1982, men da Israel begyndte at bombe Beirut, kunne ét telefonopkald fra Ronald Reagan stoppe krigen.  

Israel er nok uforudsigelig sammenlignet med, hvordan almindelige stater agerer. Men EU og USA kan standse folkedrabet, når de vil. Det samme gælder de arabiske regimer: I det øjeblik de toneangivende regimer meddelte Vesten, at de skulle stoppe Israel ellers…

Men de arabiske regimer nøjes med erklæringer, der alene er møntet på at tilfredsstille den arabiske offentlighed. Det samme gælder det ikke-arabiske Iran, som må lide den tort at nøjes med protester, når Israel krænker landets grænser, og kun udtaler sin støtte til palæstinenserne.

Den algeriske erfaring

For at forstå modsætningen mellem Israels magtbrynde og sårbarhed, er det en god ide at vende blikket mod en anden anti-kolonial krig: Algeriet.

Algerierne organiserede sig oprindeligt med krav om borgerrettigheder, beskyttelse af ejendom og liv, stemmeret osv. Efter 2. Verdenskrig, hvor mange algeriere deltog i kampen mod nazismen, var der mange, som forventede autonomi eller selvstændighed. Men efter 1945 foranstaltede den franske hær massakrer på 30.000 algeriere, og 8.000 landsbyer blev jævnet med jorden.

FLN, Front de Libération Nationale, blev dannet i 1954. Under slaget om Algier By, der varede i to år, overgik FLN til at besvare terror med terror. De franske elitestyrker brugte alle midler for ikke at tabe Algeriet, som de havde tabt Vietnam. Den daværende general Bigeard udtalte: ”FLN er udyr, og tortur et nødvendigt onde.” 

Hele FLN’s ledelse blev optrevlet, torturet og skudt. Franskmændene anså kampen for vundet. Men nye generationer og nye ledere kom hurtigt til. Krigen forsatte til 1961, hvor ikke bare Frankrig måtte trække sig, men også én million franskmænd, som i generationer havde boet der. 

Israel gør sig ingen illusioner. Landet ved, at det samme vil ske for Hamas og Hizbollah. Nye ledere vil fylde de tomme pladser. En tidligere Mossad-chef og flere generaler har talt for en fredsafslutning. Men den officielle politik er permanent krig. I regering og hærledelse vil man forsætte med ”at slå græsset,” som de kalder det. Altså angribe civil struktur, snigmyrde palæstinensere osv. 

Men det kan ikke fortsætte i al evighed. 

---

Her kan du kan læse mere om biografien om Michael Schølardt, som er udgivet på Solidaritets forlag.