Enhedslisten ekskluderer tidligere talsmand for Islamisk Trossamfund
En række udtalelser om stening af kvinder for utugt koster den tidligere talsmand for Islamisk Trossamfund, Kasem Said Ahmad, sit medlemskab af Enhedslisten. Der er tale om »et synspunkt, som er helt uforeneligt med Enhedslistens politik,« lyder det fra partiet.
Enhedslisten har ekskluderet den tidligere talsmand for Islamisk Trossamfund, Kasem Said Ahmad, for at have forsvaret stening af kvinder for utugt.
Det erfarer Solidaritet.dk, efter at det i referatet fra det seneste hovedbestyrelsesmøde fremgår, at et medlem er blevet ekskluderet »på baggrund af, at han offentligt havde forsvaret, at kvinder bør straffes for utroskab«.
»Eksklusioner hører til sjældenhederne i Enhedslisten, men her var tale om et synspunkt, som er helt uforeneligt med Enhedslistens politik, og som han havde afvist at tage afstand fra ved henvendelse fra Forretningsudvalget,« hedder det kortfattet.
Hovedbestyrelsens talsmand, eller såkaldte FU-ansvarlige, Per Clausen, bekræfter, at der er tale om Kasem Said Ahmad, men ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.
»Vi udtaler os ikke yderligere om eksklusionssagen, med mindre den ekskluderede ønsker sagen behandlet på årsmødet,« siger Per Clausen.
Ifølge Enhedslistens vedtægter kan hovedbestyrelsen med 5/6 flertal ganske vist ekskludere medlemmer, men et medlem kan indbringe eksklusionen for årsmødet, som så træffer beslutning i sagen med almindeligt flertal. Selv oplyser Kasem Said Ahmad, at han ikke vil indbringe sagen for årsmødet til oktober, men har derudover heller ikke yderligere kommentarer.
Muhammed-krisen
Kasem Said Ahmad blev især kendt, da den daværende talsmand for Islamisk Trossamfund i 2006 var en del af den muslimske delegation, som rejste rundt i Mellemøsten for at opfordre til fordømmelse af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Kasem Said Ahmad er også kendt for at have deltaget i en Hizb ut-Tahrir-demonstration i 2007, hvilket førte til, at han efterfølgende fratrådte som talsmand for Det Islamiske Trossamfund (han har siden fortrudt deltagelsen i demonstrationen). Kasem Said Ahmad er dog stadig medlem, ligesom han er næstformand for Dansk Islamisk Begravelsesfond.
Ifølge Solidaritet.dks oplysninger faldt de udtalelser, som nu har ført til eksklusionen, blandt andet i 2016 i et interview i Deadline på DR2, hvor Kasem Said Ahmad forsvarede imamer, som underviste muslimer om stening og pisk. Det var kort tid efter, at TV 2-dokumentaren »Moskéerne bag sløret« med skjult kamera havde afsløret, hvordan den danske imam, Abu Bilal fra moskeen på Grimhøjvej i Aarhus, underviste i islams retssystem, sharia.
»Hvis en ægteskabsbryder, enten mand eller kvinde, begår hor, så er deres blod halal, og de skal dræbes ved stening. Hvis hun er jomfru, så er straffen piskeslag,« lød det blandt andet på optagelserne.
Kasem Said Ahmad forklarede efterfølgende i interviewet i DR, at det var fornuftigt at tale om stening som straf for utugt, som imamerne i dokumentaren gjorde. Det kunne bruges præventivt imod utroskab.
»Vi kan forhindre, at folk har sex uden for ægteskabet. Hvad er straffen for det i Danmark? Der er ingen straf for det. Hvordan skal vi ellers holde familierne sammen?« lød det fra Kasem Said Ahmad.
Kasem Ahmad understregede, at sharia-lovgivning ikke kunne implementeres i Danmark, og at det var dansk lovgivning, der gjaldt her. Alligevel ville han ikke tage afstand fra stening:
»Tage afstand? Jeg er stolt af det. Jeg er stolt af min sharia-lovgivning, jeg kan ikke tage afstand fra min religion, hverken straffesystemet eller sharia – for hvis jeg tager afstand, er jeg ikke muslim mere,« sagde Kasem Said Ahmad.
»Stemmeanbefalinger nej tak«
Senest arbejdede Kasem Said Ahmad i forbindelse med folketingsvalget for at få muslimer til at stemme på rød blok. Blandt andet anbefalede Kasem Said Ahmad at stemme på Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.
»Vores kandidat nr. 1 i København«, skrev han på et billede af sig selv og Pernille Skipper, der blev taget ved en Israel-kritisk konference i Brøndby Hallen 27. april. På billedet bar begge et sort/hvidt »palæstinensertørklæde«. Kasem Said Ahmad oplyste ved den lejlighed til Berlingske, at han op til folketingsvalget havde været med til at afholde omtrent 10 muslimske vælgermøder i København, Roskilde, Ringsted, Kokkedal, Slagelse og Frederikssund. Valgkampagnen blev lanceret i en video på Facebook, hvor han beskrev sig som »toneangivende i medier og politik«.
»Og din stemme, og så har vi din stemme, som skal bruges rigtigt. Kære muslim, vi har ikke noget valg. Det er din pligt: Gå ud og stem,« sagde Kasem Said Ahmad blandt andet.
Kasem Said Ahmad og valggruppen Netværket For Fremtiden medbragte til vælgermøderne en liste med navnene på seks politikere fra venstrefløjen, som de opfordrede deltagerne til at stemme på – blandt andre Pernille Skipper, de Radikale Venstres Zenia Stampe og Alternativets Sikandar Siddique. De tre blev alle valgt ind i Folketinget.
Efter at Berlingske kontaktede Pernille Skipper, skrev den politiske ordfører i en mail til avisen, at hun ikke kendte Kasem Said Ahmad.
»Havde jeg vidst, hvem jeg fik taget billede med, var jeg ikke stillet op til det. Nu har jeg siden set nogle tidligere udtalelser fra ham om stening af kvinder, og jeg vil ærligt talt gerne have eventuelle stemmeanbefalinger frabedt,« skrev Pernille Skipper.
I dag skriver Pernille Skipper i en kommentar til eksklusionen af partimedlemmet: »Jeg tager ikke stilling til enkelte eksklusionssager, men stening af kvinder på grund af utroskab, vold og lignende holdninger er på ingen måde foreneligt med hverken mit eller Enhedslistens grundlæggende menneskesyn. Det skal stå meget klart. Jeg synes, det er vigtigt, at vi siger fra over for folk, der bruger bestemte tolkninger af religion til at udskamme LGBT-personer eller gøre kvinder underdanige«.
Beslutningen om udelukkelse træffes af hovedbestyrelsen med 5/6 flertal. Kun afdelinger, afdelingsbestyrelser og forretningsudvalget kan indstille medlemmer til udelukkelse af Enhedslisten. Før et medlem indstilles til udelukkelse, skal vedkommende have oplyst hvad årsagen er til, at udelukkelse overvejes. Og medlemmet skal have lejlighed til såvel mundtligt som skriftligt at ytre sig.
Hovedbestyrelsens beslutning om udelukkelse kan af det pågældende medlem indbringes for årsmødet. Det har ikke opsættende virkning. Det udelukkede medlem og hovedbestyrelsen skal skriftligt indsende henholdsvis klagen og begrundelsen. Der foregår ikke mundtlig behandling af udelukkelsessager på årsmøder. Et mindretal på 20 procent af de delegerede kan dog kræve mundtlig behandling af en udelukkelsessag. Årsmødet træffer beslutning i sagen med almindeligt flertal.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)