Elly Schlein giver nyt håb til Italiens hårdt prøvede venstrefløj

“Elly Schlein har givet nyt håb til kvinder, unge, ældre, arbejdere, prekært ansatte, arbejdsløse og pensionister.”

“Elly Schlein er en outsider, som alene takket være sin politiske viljestyrke er kommet til tops.”

“Elly Schlein forandrer ikke kun Italiens Partito Democratico og den italienske venstrefløj. Hun forandrer hele Italiens politik.”

Der er ikke blevet sparet på de store ord fra den venstreorienterede del af Italiens politiske kommentatorer oven på Elly Schleins overraskende sejr i formandsvalget i Italiens Demokratiske parti, Partito Democratico (PD). Det er i og for sig ikke underligt, at entusiasmen – og dermed også forventningspresset – skummer højt, for valget af Elly Schlein har potentiale til at indvarsle en ny, bedre tid for PD.

PD er en underlig politisk skabning. Som Italiens store centrumvenstreparti er det dybt fragmenteret. Tidligere kommunister blander sig med tidligere midtersøgende kristendemokrater og alle politiske nuancer derimellem. Her er socialister, betonsocialdemokrater, miljøforkæmpere og liberale EU-entusiaster. En udbredt klientelisme, hvor personlige loyalitetsforhold betyder lige så meget som politiske overbevisninger, gør ikke partiet nemmere at overskue.

På trods af at deres politik kunne appellere til de fleste italienere, er det alligevel lykkedes for PD at rode rundt på omkring 20 procent af stemmerne til valgene og i meningsmålingerne. Det er langt fra deres potentiale.

Partiet har gang på gang skudt sig selv i foden i interne magtkampe og ved at føre en politik, som folk ikke kunne forstå. Nogle gange havde de fornuftige fordelingspolitiske kampe. Andre gange fratog de arbejderne sikkerheden i deres ansættelser. PD endte med at blive partiet for velbjærgede folk i sikre stillinger i de større byer. Et elitens parti.

Nu håber den venstreorienterede del af Italiens befolkning, at Elly Schlein kan vende denne udvikling. Og derfor får hun store ord med på vejen.

Venstreorienteret politik – en nyhed på Italiens centrum-venstrefløj

Elly Schlein skiller sig på mange måder ud fra de tidligere mange formænd i PD. Og de var alle sammen mænd. Elly Schlein er den første kvinde på posten, og i en alder af 37 år, er hun også den yngste nogensinde. Så er hun tilmed erklæret biseksuel og samlevende med en kvinde. Det er et nybrud i italiensk politik.

Men hvis man for en stund lader de personlige detaljer ligge, har Elly Schlein også en mere venstreorienteret politisk profil end de tidligere formænd for PD. Hun var modstander af tidligere PD-regeringers arbejdsmarkedsreformer, hvor de tidligere meget sikre fastansættelser blev gjort mindre sikre. Det var alt sammen inspireret af den danske flexicurity-model, men der blev ikke ved samme lejlighed gjort noget for at styrke security, mens arbejdsgivernes fleksibilitet blev hævet.

I dag kæmper Elly Schlein for højere sociale overførsler. Hun ønsker at udvide modellen med ”borgerløn” (som man ikke skal forveksle med reel borgerløn, men snarere sammenligne med kontanthjælp), som blev indført af en tidligere regering under ledelse af protestpartiet Femstjernebevægelsen. Hun ønsker at hæve mindstelønnen. Og så ønsker hun at modvirke den udbredte misbrug af praktikpladser og midlertidige ansættelser, som fastholder næsten en hel generation af unge mennesker i et prekært arbejdsliv.

Det er klassiske venstreorienterede paroler, som får Italiens venstrefløj til at håbe, at Elly Schlein kan levere et klart alternativ til den siddende regering, der ledes af den yderste højrefløj med Giorgia Meloni som premierminister, der har sine rødder i den nyfascistiske bevægelse.

Som en af de første politiske ledere i Italien lader Elly Schlein også til at tage klimakampen seriøst. Det er på tide i et land, som sidste sommer oplevede en historisk tørke, der udtørrede floder og ødelagde store dele af landbrugsproduktionen.

Inspiration fra Barack Obamas kampagner

Hvorfor har PD så ikke langt tidligere valgt en leder, der kunne give partiet en klar venstreorienteret profil, som Elly Schlein har til hensigt at gøre? Det er spørgsmålet, men det var også en overraskelse, at Elly Schlein overhovedet blev valgt. Bookmakernes favorit var den mere erfarne og mere konventionelle Stefano Bonaccini, som er præsident for den norditalienske region Emilia-Romagna, hvis hovedby er Bologna.

Solidaritet har talt med Valeria Campagna, som førte valgkamp for Elly Schlein, og i en alder af 25 år er blevet valgt til PD’s bestyrelse.

”Elly Schlein var god til at involvere folk, der ikke følte sig hørt, i sin kampagne. Også folk, der ikke tidligere var medlemmer i PD. Det var jeg heller ikke, men jeg følte mig hørt af Elly Schleins budskab. Stefano Bonaccini stod for en mere klassisk kampagne, mens Elly Schlein førte en nyskabende kampagne. Så jeg er glad for, at Elly Schlein blev valgt, og jeg er stolt over at blive valgt til PD’s bestyrelse”, fortæller Valeria Campagna til Solidaritet.

Elly Schlein har lært denne måde at føre valgkamp på i USA, da hun i begyndelsen af 2010’erne boede og studerede i Chicago. Her var hun med i Barack Obamas kampagnegruppe i Chicago og lærte en mere opsøgende måde at føre politiske kampagner på.

Eftersom Elly Schlein repræsenterer et nybrud med tidligere formænd i PD, er spørgsmålet, hvordan partiets ronkedorer vil tage imod hende. Om de vil modarbejde hende. Ser man på partiets historik for kupmageri og splittelse, er risikoen overhængende. Valeria Campagna er uenig:

”Der er ikke nogen risiko for modstand mod Elly Schlein fra PD’s egne rækker. Schlein og Bonaccini har fra første færd samarbejdet for at skabe en forenet ledelse af partiet. Og sådan skal det også være. Vi er stærkere, hvis vi står sammen, end hvis vi skændes”, siger Valeria Campagna.

De første tegn tyder på, at der er nogenlunde ro på i PD. I hvert fald var der i den nyvalgte partibestyrelse plads til mange af partiets gamle og indflydelsesrige skikkelser. Alle de mange fløje i partiet har fået plads i bestyrelsen.

Kan venstrefløjen med Elly Schlein vinde over højrefløjen?

Lige nu er entusiasmen altså stor i PD. Denne entusiasme har dog ikke givet nogen større udsving i meningsmålingerne. Her står PD stadig til lige omkring 20 procent. Regeringspartiet Fratelli d’Italia står til omkring 30 procent, og samlet står højrefløjen til cirka 46 procent af stemmerne. Det er et meget stort forspring, som venstrefløjen med PD i spidsen skal indhente.

Risikoen for Elly Schlein er, at hun måske prædiker til de allerede omvendte. Hendes moderne og progressive mærkesager om køn, klima og etniske minoriteter er nok populære i store dele af den italienske befolkning, men det er den del af befolkningen, som allerede stemte på venstrefløjen.

Måske kan PD hive nogle af de mange stemmer, de har tabt til protestpartiet Femstjernebevægelsen, tilbage i folden. Men det er sværere at forestille sig, at nogle af de mere end 30 procent af italienerne, som har stemt på stærkt højredrejede partier, skulle lade sig overtale af Elly Schleins glade budskab.

Valeria Campagna er optimistisk:

”Premierminister Meloni laver mange fejl. Hun tager fejl i flygtningespørgsmålet, om civile rettigheder og om retten til borgerløn. PD vil være en klar og stærk opposition til hende, og vi er i fuld gang med arbejdet for at få et bedre resultat til næste valg”, siger Valeria Campagna.

Giorgia Meloni har ganske rigtigt lavet mange usympatiske ting. Hun har ikke vist tilstrækkelig medmenneskelighed hurtigt nok, når bådene med migranter er sunket og har taget mange menneskeliv med sig ned i Middelhavet. Og senest har hendes stærkt højreorienterede regering frataget den ikke-fødende forælder i et homoseksuelt par retten til at blive registreret som forælder.

Problemet er, at det er Valeria Campagnas job at være optimist, og at der tilsyneladende ikke er nok italienske vælgere, som synes, at Melonis politik har været usympatisk nok til, at de vil flytte over til venstrefløjen.

Svaret for Elly Schlein må være at føre en venstreorienteret økonomisk politik. Italiens befolkning har lidt under 30 års skiften mellem økonomisk stagnation og økonomisk krise. Folks ansættelser er blevet færre og mere usikre. Inflationen udhuler den i forvejen lave løn.

Hvis disse højreorienterede vælgere en dag kan se, at den stærkt højreorienterede regering fører en stærkt højreorienteret økonomisk politik, der ikke hjælper dem i deres pressede hverdag, kan de måske lade sig friste af et venstreorienteret alternativ.

Og så er PD og protestpartiet Femstjernebevægelsen nødt til at blive gode venner og stille op i en samlet blok til valgene. Lægger man de to partiers stemmer sammen, får man omtrent 35 procent af stemmerne. Så er der ikke nær så langt op til højrefløjens lige nu uoverskueligt store forspring.