Elskerinden med den høje libido

Han havde tænkt på det hen over sommerferien, mens han befandt sig på øen Belle-Île-en-Mer ud for den franske atlanterhavskyst. Efter Alternativets tilbagegang ved folketingsvalget fra 9 til 5 mandater havde medlemmerne krav på at høre politisk leder Uffe Elbæks forklaring på: Hvad gik galt, hvorfor – og hvordan kommer alternativisterne videre?

Og så var der bare en anledning, da Uffe Elbæk søndag 28. juli steg på toget på Gare du Nord i Paris, for at køre tilbage til København. Forude ventede nemlig 15 timers togrejse, fordi den politiske leder nu om dage så vidt muligt undgår at flyve på grund af klimabelastningen (Uffe Elbæk havde fået sin interrailbillet til seniorpris, fordi han lige er fyldt 65).

“Lad os overraske os selv, hinanden og Danmark – igen!”

Så mens toget rullede gennem Belgien, Holland og Tyskland, gjorde Uffe Elbæk status for sig selv over tiden siden 2013, hvor Alternativet blev dannet – og ikke mindst den seneste valgperiode. Hvorfor kunne Liste Å ikke – ved det der er blevet beskrevet som et historisk klimavalg – samle større opbakning end tre procent af stemmerne? Havde Alternativet forvaltet sine seks kerneværdier – Mod, Generøsitet, Gennemsigtighed, Ydmyghed, Humor og Empati – rigtigt og skabt en ny såkaldt politisk platform præget af livsglæde og skaberlyst. For ambitionen havde jo været at ville forandre det politiske liv for altid – intet mindre. Eller var det bare blevet just another boring political party?

Hjemme igen mandag 29. juli – som samtidig var den såkaldte overforbrugsdag, eller dagen hvor Jordens befolkning har forbrugt den mængde ressourcer, som planeten kan gendanne på et år – satte Uffe Elbæk sig derfor til tasterne. Og i et 30 sider langt papir, med overskriften »Lad os overraske os selv, hinanden og Danmark – igen!«, nedfældede den politiske leder tankerne fra toget. En – med Uffe Elbæks ord – »forholdsvis lang og til tider fabulerende tekst« – hvor han konkluderede, at der er behov for at »nulstille« Alternativet. Ikke for at smide alt ud. Kerneværdierne, manifestet og partiprogrammet. Tværtimod. Men for at se det partiet har lært, erfaret og produceret gennem de seneste år i lyset af den oprindelige vision.

»I’m fine«

»Jeg kunne bare mærke, at det var vigtigt, at der ikke var noget filter,« fortæller Uffe Elbæk i dag. »At det kun var mig, som var afsender. Den der tydelighed i hvem, der er afsender og har lavet vurderingen«.

Alternativets politiske leder har sat sig uden for på den solbeskinnede terrasse ved Ridebanebygningen på Christiansborg. Indenfor er Folketingets håndværkere i gang med at møblere om på den grønne gang – som Alternativet aldrig bliver træt af at gentage med henvisning til de pastelgrønne vægge på gangen, som huser partiets folketingsmedlemmer og ansatte, på Christiansborg. Uffe Elbæk og alternativisterne har fået nye naboer: Pernille Vermunds Nye Borgerlige.

»I´m fine« står der med hvide bogstaver, som en besværgelse, på brystet af Uffe Elbæks sorte t-shirt. Men ikke bare var valgresultatet »en total bummer«, som han allerede erkendte på valgaftenen. Efterfølgende har flere af partiets tidligere profiler kritiseret netop den politiske leder – og hans ledelse – for at være en del af problemet og ikke løsningen. Den tidligere gruppeformand, Josephine Fock, mener, at Uffe Elbæk »fylder for meget«, mens den tidligere politiske ordfører Carolina Magdalene Maier opfordrer partiet til et lederskifte »inden for en overskuelig fremtid«.

Et konstruktivt tidspunkt

Uffe Elbæks papir dannede tidligere på måneden grundlag for en drøftelse i Politisk Forum, som er Alternativets øverste myndighed mellem landsmøderne, og vil gå igen, når folketingsgruppen på mandag 26. august holder sommergruppemøde.

I papiret nævner den politiske leder en lang række bud på tilbagegangen ved folketingsvalget: Alle partier har efterhånden fået en grøn profil, og samtidig betød Alternativets fokusering på konsekvenserne af klimakrisen, at det aldrig lykkedes at få fortalt, at partiet har andet og mere end netop klimapolitik. Strategien med at pege på Uffe Elbæk som statsministerkandidat skabte usikkerhed, om vælgerne risikerede at få Lars Løkke Rasmussen som statsminister. De mange såkaldte sager overskyggede ikke bare politikken, men skabte et billede af et useriøst parti og svækkede Uffe Elbæks troværdighed som politisk leder. Og endelig betød forsøget på at favne potentielle vælgere over hele landet, at Alternativet nedtonede sin urbane profil med det resultat, at den primære vælgerbase i de større byer ikke længere følte sig talt til på samme måde som fire år tidligere.

Men Uffe Elbæk afstår fra at komme med sin holdning og vurdering af, hvad de »bagvedliggende årsager« var til, hvorfor hvad skete. Den vurdering venter han med at komme med til »et mere konstruktivt tidspunkt end nu«.

“Jeg gad ikke, at der skulle gå personkonflikt i det, og det blev en eller anden ukonstruktiv blaming-proces… Det er mere hensigtsmæssigt at se på de seneste fire år som en testperiode, hvor vi har været ude i forskellige hjørner af det at være Alternativet.”

»Jeg gad ikke, at der skulle gå personkonflikt i det, og det blev en eller anden ukonstruktiv blaming-proces,« siger den politiske leder. »Det er mere hensigtsmæssigt at se på de seneste fire år som en testperiode, hvor vi har været ude i forskellige hjørner af det at være Alternativet. Vi kan jo godt lære af det faktuelle, at der har været konflikter i for eksempel København – og så spørge os selv, hvordan vi kan undgå de konflikter. Hvordan kan vi undgå, at partimedlemmerne for eksempel tager kritikken offentligt i stedet for, at vi først har en intern diskussion. Vi har brugt supermeget energi på det interne, og noget af det har også været rigtigt at bruge energi på – når det handler om at opbygge organisationen med lokalafdelinger og kredsbestyrelser og en hensigtsmæssig struktur. Det er totalt okay energi at bruge. Men der har bare været en periode de seneste to år, hvor vi har bundet meget energi op på det interne. Og den energi har vi ikke kunne bruge eksternt. Hvilket er det, som jeg siger«.

Tre kriser

Alt ser dog ikke sort ud for det grønne parti. I papiret fremhæver Uffe Elbæk, at af de tre såkaldt grundlæggende samfundsudfordringer, som partiet i sin tid identificerede som de helt afgørende – nemlig klimakrisen, empatikrisen og systemkrisen – er det lykkedes at komme med et politisk svar på den første. Alt fra Alternativets landbrugs- og naturpolitik over grøn erhvervspolitik til klima- og energipolitik har været med til at fremme dette svar. Til gengæld mener den politiske leder ikke, at Alternativet har været lige så gode til at komme med svar på empati- og systemkriserne.

»Venstrefløjen havde den skarpeste samfundsanalyse tilbage i 1970’erne – ja helt tilbage til Karl Marx i forhold til klasseanalysen, den økonomiske teori og forståelse af værdiskabelse,« siger Uffe Elbæk. »Men der mangler noget i dag, et nyt analytisk greb eller blik på dagens udfordringer: Vores relation til naturen og forståelse af, hvordan vi som mennesker og art indgår i en forpligtende livsrelation med alle andre arter på kloden.

Den – for nu at bruge en marxistisk term – overbygning mangler. Du kan kalde det et grønt velfærdssamfund eller et grønt relationssamfund – jeg har ikke lagt mig fast på det bedste ord. Men venstrefløjen mangler at komme med en sammenhængende analyse og dermed også – dybest set – en filosofi til at forstå det, som jeg heller ikke selv helt har forstået: Nemlig hvordan vi gør op med 400 års tænkning om, at vi er noget andet end natur og over naturen. Hvis vi bare tager regeringens mål om en reduktion af drivhusgasserne med 70 procent og vores eget bud på, at naturen skal fylde mindst 20 procent af det danske landskab – hvilket samfund er så det bedste bud på at nå de mål? Det kræver en radikal ændring af den måde, vi producerer og forbruger på. Kan du overhovedet eje jord og vand?«

Senest advarede FN’s organisationen IPBES kort før sommerferien i en rapport om, at vi aldrig før i menneskehedens historie har udryddet klodens dyre- og plantearter så hurtigt, som vi gør nu. Op mod én million arter er truet af udryddelse. Mange vilde arter og planter, der var almindelige, dengang vi var børn, risikerer at være forsvundet inden for blot få årtier.

»Vi er dybest set ved at ændre forudsætningerne for liv, som vi forstår og kender det – og dermed også forudsætningen for civilisation, som vi kender den i dag,« siger Uffe Elbæk. »Og det bliver bare voldsommere og voldsommere. Jeg tror slet ikke, at vi har forstået dybden af det. Vi får et chok«.

Rådsdemokratiet

Ifølge den politiske leder hænger en løsning på såvel klima- som systemkrisen sammen med en løsning på empatikrisen. Det handler ikke bare om forholdet mellem mennesker og natur, men om forholdet mellem mennesker. Uffe Elbæk efterlyser, at mennesker i højere grad bliver ansvarlige for deres handlinger eller mangel på samme.

»Det handler ikke om at ansætte flere mennesker i Jobcentret. I stedet handler det om at støtte civilsamfundet og understøtte alt det, som kan gøre, at folk begynder at tage ansvar i den situation, de nu engang befinder sig i. Derfor skal vi have langt flere demokratiske virksomheder. Vi skal turde diskutere økonomisk demokrati, og vi bliver nødt til at styrke andelsbevægelsen og få flere virksomheder, hvor medarbejderne ikke længere kan pege fingre af en given chef – fordi de selv er medejere. Der, hvor der er en forskel – og det er ikke fordi, at jeg skal lave forskelle mellem os og de andre i det, som bliver kaldt rød blok – er i forhold til, hvilken rolle du tillægger staten. Vores tilgang handler mere om at styrke civilsamfundet og decentrale selvforvaltende enheder. Det kan være institutioner, virksomheder eller lokale råd. Og så er vi jo helt tilbage til den russiske revolution og hvem, der fik magten – og hvem som ikke fik magten.«

“Den Russiske Revolution gik galt, fordi rådsdemokratiet aldrig kom til sin ret. Hvis du overfører rådsdemokrati-diskussionen fra starten af forrige århundrede op til i dag, så handler det jo om civilsamfundet.”

Uffe Elbæk griner, og holder en pause for at drikke en slurk vand. Bag ham træner kareter og heste fra Den Kongelige Stald-Etat nede på ridebaneanlægget. Så fortsætter han:

»Det gik galt, fordi rådsdemokratiet aldrig kom til sin ret. Hvis du overfører rådsdemokrati-diskussionen fra starten af forrige århundrede op til i dag, så handler det jo om civilsamfundet. Hvis vi skal løse dagens udfordringer, så bliver vi alle sammen nødt til at tage et helt andet ansvar end i dag – så vi ikke bare skubber det videre: Det er statens ansvar. Det er kommunens. Eller fagforeningens. Vi skal selvfølgelig sikre, at det ikke ender med at blive hattedamepolitik, men at du reelt støtter, at folk selv handler og løser opgaver. Der er en kraft i det, at folk involverer sig frivilligt, som du ikke kan betale dig fra. Det er den ene del af det. Den anden del af det er, at vi skal ned i arbejdstid. Det bliver koblet sammen med, at vi skal arbejde mindre, så vi rent faktisk også får tid til at involvere os i civilsamfundet. Der skal være tid til de bærende relationer«

Leonard Cohen

Selv om Uffe Elbæk erkender, at beslutningen forud for folketingsvalget om at pege på sig selv som statsminister – og altså stå uden for de to politiske blokke – kostede stemmer, mener han stadig, at det var den rigtige. Valgresultatet betød, at Alternativet ikke blev afgørende, da landets nye statsminister skulle udpeges. Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, kunne uden Liste Å samle de nødvendige 91 mandater bag sig. 

»Der er helt klart stemmer i Alternativet, som siger: Skal vi ikke droppe den der diskussion? Vi bruger alt for meget krudt på det, lad os i stedet gå ud og sige, at vi er en del af centrum-venstre. Det er der masser gode argumenter for at sige, for der er da et stort værdifællesskab mellem den røde og den grønne position.«

»Omvendt så var noget af det, som gjorde mig glad på valgaftenen – på trods af at vi fik et dårligt valg – at der var den der lille grønne kile mellem rød og blå blok.«

»Den var måske svær at se, men den var der. Den var der,« gentager Uffe Elbæk og citerer stroferne fra Leonard Cohens sang »Anthem«: »Der er en revne, en revne i alt. Det er sådan, lyset kommer ind«.

»Der er både samfunds-, menneske- og natursyn til forskel mellem den røde og den grønne position,« forklarer den politiske leder. »Den røde position har et ideologisk afsæt og en bestemt statsforståelse – og alt hvad der ligger i det – over for den grønne, som er værdibaseret og tænker holistisk og har naturen som et afgørende perspektiv. Så der er en forskel. Spørgsmålet er bare, om den forskel er stor nok til hele tiden at sige, at der er en forskel«.

“Der er både samfunds-, menneske- og natursyn til forskel mellem den røde og den grønne position.”

Efter folketingsvalget takkede Alternativet også nej til Mette Frederiksens invitation til alligevel at blive parlamentarisk grundlag for hendes nye regering. Vælgerne skulle kunne stole på, at det Liste Å sagde før valget også var det, partiet gjorde efterfølgende. Men som Uffe Elbæk spøgende bemærkede til Mette Frederiksen og Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, på deres møde: – Hvis regeringen fik papir på De Radikale, SF og Enhedslisten, så kunne den betragte Alternativet som »elskerinden«. Hende de to kunne ringe til, hvis de syntes, at det skulle være lidt sjovere end det, som var aftalt i det såkaldte forståelsespapir mellem de fire partier.

»Vi vil gerne med ind i alle de forhandlinger, du overhovedet kan forestille dig«, siger den politiske leder. »Det er ikke sikkert, at vi så kommer med i en aftale, men vi går ind til dem med en positiv intention. Sådan tror jeg også, at regeringen aflæser vores position, selv om vi ikke er med i forståelsespapiret«

Uffe Elbæk fortæller, at Nicolai Wammen få dage forinden mindede ham om det. Efter deres første møde om den kommende finanslov, hvor den politiske leder havde præsenteret sine ønsker, bemærkede finansministeren grinende:

»Det er en elskerinde med en høj libido«.