En hilsen fra Revolutionært Kommunistisk Parti til venstrefløjen

Lige før stiftelsen af Revolutionært Kommunistisk Parti (RKP) skrev Reinout Bosch en form for hilsen til vores nye parti på Solidaritet.dk. Hermed sender vi en hilsen tilbage til Reinout og resten af en venstrefløj præget af sortsyn og pessimisme.

I sin hilsen roser Reinout Bosch – som var kandidat til Europaparlamentsvalget for Enhedslisten i sommer – RKP’s “hvervekampagne”, vores medlemsvækst og mindes sin tid i organisationen for mange år siden med glæde.

Jeg har arbejdet politisk sammen med Reinout og husker ham som et sympatisk menneske og en velmenende venstreorienteret. Men Reinouts hilsen er et glimrende udtryk for den dybe krise, som hele den etablerede venstrefløj befinder sig i.

Den desillusionerede gamle garde

Reinouts hilsen kunne komme fra alle i den desillusionerede og pessimistiske gamle garde, der vil overbevise ungdommen om, at de skal opgive deres revolutionære iver og energi. Med det klassiske argument om, at “det har vi prøvet før”, forsøger de at afskrække en ny generation fra at kaste sig ud i revolutionært arbejde.

Men den gamle garde har draget de forkerte lektioner fra de sidste års erfaringer på venstrefløjen. Det er en af årsagerne til deres dybe pessimisme og sortsyn. De forstår ikke den radikalisering, der foregår blandt unge nu, og er derfor ikke i stand til at forbinde sig med den. Deraf venstrefløjens krise generelt, Enhedslistens mere specifikt. 

I slutningen af sin hilsen afslører Reinout formålet med artiklen, når han skriver: “Og det her er også en opfordring til de kammerater, der måske en dag bliver trætte af avissalg og læsekredse […] for Enhedslisten og SF, vil det være en gave at få tilstrømninger af medlemmer, der er skolede i teori og historie. Fagbevægelsen ville have godt at kammerater med konkrete erfaringer i faglige blokader”.

Med andre ord: opgiv det håbløse projekt RKP, meld jer ud, inden I bliver udbrændt, og meld jer i stedet ind hos os.

Kære Reinout. Jeg tror ikke, dit forsøg på at fiske medlemmer giver særlig stor succes. Som du selv skriver, er det sjældent, man møder tidligere aktive fra RKP i Enhedslisten og SF. Jeg vil vove at påstå, at det for de flestes vedkommende ikke skyldes udbrændthed, men at de ikke har nogen som helst tiltro til, at disse partier kan vise en vej frem.

Vi vil fortsætte med at bygge Revolutionært Kommunistisk Parti, fordi vi mener, det er nødvendigt med et marxistisk, revolutionært kadreparti, hvis vi tager opgaven seriøst om at ændre det her samfund grundlæggende.

Hvad Reinout skriver er ikke som sådan noget nyt. Men Reinouts brug af egne personlige erfaringer kan umiddelbart give hans advarsel til de unge kommunister en vis troværdighed. De kender naturligvis ikke historien i detaljer. Derfor vil jeg til start bruge lidt tid på at redegøre for de erfaringer, Reinout nævner.

Hvorfor brænder folk ud?

Da Reinout Bosch var med i Socialistisk Standpunkt i årene efter finanskrisen, havde organisationen omkring 50–60 medlemmer. Det var en periode, hvor organisationen diskuterede taktik og strategi, efter at vi i 2007 var blevet ekskluderet fra Socialistisk UngdomsFront. I den diskussion udkrystalliserede der sig to fløje: en, der ville ind i Enhedslisten, og en, der ville opbygge en selvstændig organisation.

Den første fløj argumenterede for, at vi skulle gå ind i Enhedslisten, fordi vores opgave i deres øjne var at bygge en venstrefløj i den allerede eksisterende venstrefløj. Den anden fløj argumenterede for, at det er nødvendigt at bygge en revolutionær kadreorganisation.

Det mente vi ikke ville være muligt ved at gå ind i Enhedslisten. Det skyldtes flere ting. For det første at de folk, der ledte Enhedslisten, var de selvsamme, som lige havde smidt os ud af SUF. Vi vurderede, at vi ikke ville få lov til at komme ind og bygge en kadreorganisation med egen avis o.l. som en fraktion i Enhedslisten.

Endnu vigtigere var vores analyse, at Enhedslisten allerede på det tidspunkt var nået et punkt, hvor det ikke tiltrak de mest radikale lag af unge. Vores opgave var at finde de mest bevidste unge og rekruttere dem til at bygge en revolutionære kadreorganisation. Det ville vi ikke kunne inde i Enhedslisten.

Det var opslidende diskussioner, som endte i en splittelse i 2014 i en gruppe, der meldte sig ind i Enhedslisten (Socialisten), og en anden gruppe, der stiftede Revolutionære Socialister. På det tidspunkt var vi 25. 12 gik til den ene gruppe, 12 til den anden og en gik hjem.

Som man kan se, mistede vi mange i perioden mellem 2008 og 2014. Hvad var årsagen til frafaldet? Det var manglen på en klar taktik og strategi. Det var en uklarhed, der opstod på baggrund af en ny situation: både i form af vores eksklusion fra SUF, men også fra et skift i den objektive situation med krisen i 2008.

Et skift i den objektive situation kræver en diskussion af en ny taktik. Afklaringen kom med splittet i 2014, og vi kunne nu bygge Revolutionære Socialister med det klare mål at bygge en marxistisk kadreorganisation ved at gå åbent ud til unge revolutionære, vinde dem til organisationen og uddanne dem.

Fra 12 medlemmer i 2014 voksede Revolutionære Socialister til de første 100 medlemmer i sommeren 2023, og siden er vi vokset til 270 ved stiftelsen af Revolutionært Kommunistisk Parti i oktober i år.

Som man kan se, holder Reinouts fortælling om, hvorfor folk brændte ud, ikke vand. Vi mistede ikke folk, fordi de skulle sælge aviser eller læse marxistisk teori. Vi mistede især folk i den periode, fordi det var uklart, hvad vores taktik og strategi var. Altså hvorfor vi solgte aviser og læste teori.

Betyder det så, at med en klar taktik og strategi, så vil ingen falde fra undervejs? Naturligvis ikke. At være revolutionær er ikke en dans på roser. Det kræver aktiv involvering at være revolutionær, selvom aktivitetsniveauet naturligvis svinger i takt med ens livssituation. For nogle kommer livet i vejen. Den mentale sundhedskrise og samfundets stress-epidemi rammer også revolutionære.

Vi kan ikke sikre, at folk ikke bliver udbrændte. Det vi kan, er at uddanne revolutionære til kadrer, dvs. marxister der har så stor en forståelse af erfaringerne fra den revolutionære venstrefløj, at de kan anvende den på den konkrete situation de står i. Det gør vi bl.a. gennem vores avis, podcast og hjemmeside, og vores forlag.

Det syder under overfladen

Reinout skriver, at RKP “elsker at sige, at det syder under overfladen”, at vi profeterer om “det store skift, der kommer lige om lidt.” Han maner til, at vi selvkritisk studerer, “hvorfor de nuværende udviklinger ikke er ‘et forvarsel om et langt mere drastisk og storstilet skift i arbejderklassens politiske bevidsthed’.”

Det er kernen af den virkelige forskel på os og Reinout og hele den etablerede venstrefløj. Ja, vi mener faktisk, at det syder under overfladen. Det ved man, hvis man rent faktisk taler med arbejdere og unge. Blandt brede lag vokser frustrationerne og utilfredsheden med det nuværende system.

Du skal ikke tale længe med de fleste, før de giver udtryk for disse frustrationer, hvad enten de er studerende, sygeplejersker, håndværkere, gymnasielærere, Wolt-bude eller noget helt tiende.

Et helt lag af især unge er begyndt at drage revolutionære konklusioner: at kapitalismen ikke er i stand til at løse nogle af de problemer, verden står over for, hvad enten det er klimakatastrofen, krigene eller den mentale sundhedskrise. Det er unge, der har demonstreret og kæmpet i klimakampen, mod blodbadet i Palæstina osv., men som har indset, at kampene hænger sammen med en kamp mod hele systemet.

Skiftet i bevidstheden er kommet til udtryk i en meningsmåling, der blev foretaget i 2023 af den borgerlige, canadiske tænketank, The Fraser Institute. De fandt, at 29 procent af unge briter i alderen 18-34 erklærede sig enige i, at kommunisme er det ideelle økonomiske system. Samme undersøgelse dokumenterede en lignende udvikling i andre lande, bl.a. i USA, hvor 20 procent af unge mener, at kommunisme er det ideelle system.

Vi har ikke en lignende meningsmåling herhjemmefra, men vores succes med vores “Er du kommunist?”-kampagne er en indikation på stemningen blandt unge i Danmark.

Vi siger ikke, som Reinout påstår, at revolutionen står for døren i morgen. Det er en forvrængning af vores perspektiv. Men vi siger, at den generelle udvikling lige nu går mod yderligere radikalisering, og at fremtiden vil byde på øget klassekamp og ja, også revolutionære bevægelser.

Kapitalismen har nået en historisk blindgyde og kan derfor ikke skabe en ordentlig fremtid for det store flertal. Velfærden smuldrer, presset stiger, og frygten for fremtiden er udbredt. Det er på den baggrund, at vi forudser skift i bevidstheden og massebevægelser på gaden blandt arbejderklassen.

Reinout skriver, at vi ikke kan “satse hele vores strategi på, at en stadig svagere venstrefløj vil blive reddet af pludselige politiske skift i vores favør.”

I RKP satser vi ikke på at blive reddet af pludselige politiske skift i vores favør. Årsagen til venstrefløjens svaghed er en forkert analyse, der fører til en forkert taktik, et forkert perspektiv og dermed også en forkert politik, som ikke tiltrækker unge og arbejdere.

Årsagen til vores succes er netop vores analyse. Vi har ikke lænet os tilbage og ventet på, at tiderne skifter. Vi bygger et parti her og nu, så vi kan stå så stærkt som muligt, når situationen skifter.

En stærk venstrefløj

Reinout skriver: “Revolutionært Kommunistisk Partis mange nye kadrer har en vigtig rolle at spille i venstrefløjens genopbygning. Men det må tage udgangspunkt i, at venstrefløj — det er vi sammen. Kun ved at samarbejde på tværs af politiske uenigheder kan vi gå fra at være et par hundrede eller et par tusinde til faktisk at blive den massebevægelse, vi drømmer om.”

Vi samarbejder hjertens gerne med resten af venstrefløjen. Men en massebevægelse skabes ikke af venstrefløjen, som Reinout påstår. Den skabes af kapitalismen selv. Det afgørende er, hvilken venstrefløj der er, når en massebevægelse bryder ud.

En stærk venstrefløj kræver et klart program som grundlag for en klar taktik og strategi. Uklare ideer fører os præcis hen, hvor Enhedslisten befinder sig i dag: de bukker under for den offentlige borgerlige mening, accepterer kapitalismen, og deraf følger en lang række ting.

Der er et kæmpe vakuum på venstrefløjen. Der er ikke et eneste parti, som klart er i opposition til det bestående samfund i Folketinget. Der er ikke et eneste parti, som er imod krig og imperialisme. Der er ikke et eneste parti, som er imod NATO og EU. Der er ikke et eneste parti, som fremsætter et internationalistisk og revolutionært program. Men det er, hvad der faktisk er nødvendigt for at bygge en stærk venstrefløj.

Med stiftelsen af RKP har vi sat os for at bygge kimen til dette parti. Vi bliver ikke et masseparti i morgen. Det afhænger af udviklingen af klassekampen, men vi bygger fundamentet nu – baseret på den radikalisering, der allerede nu finder sted. 

Reinout skriver, at venstrefløjen “bliver nødt til at acceptere, at situationen er svær og endnu har ingen givet overbevisende svar på, hvordan vi kommer videre fra det nuværende dødvande i klassekampen.” Og videre “venstrefløjen må selv skabe situationen for sin egen fremgang.”

De sidste 20 år har der været massive bevægelser i hele verden. Herhjemme var 2000’erne præget af udbredte strejkebevægelser og massedemonstrationer. Det er rigtigt, at de sidste år har set en vis stilstand flere steder i Europa. Men hvad skyldes det?

For det første at arbejderklassen ikke kan være i konstant kamp. Men det skyldes i høj grad også, at hele venstrefløjen kapitulerede: Corbyn, Podemos, Syriza, SF og Enhedslisten. Ansvaret for dødvandet i klassekampen og venstrefløjens krise ligger først og fremmest på venstrefløjen selv.

Mens unge radikaliseres, rykker Enhedslisten længere og længere ind på den etablerede politiske scene. De er fuldstændig ude af stand til at forbinde sig med denne radikalisering. Hvor er de unge revolutionære i Ø? Hvis nogen har skabt en epidemi af udbrændthed og desillusionering blandt et stort lag af unge, er det toppen af Enhedslisten.

Der er brug for et parti, som kan organisere den avantgarde, der udvikler sig blandt især unge. Et parti, som kan være en reel opposition til det bestående samfund, hvad enten det er på spørgsmålet om klima, krig eller forsvaret af velfærden. Derfor har vi valgt at stifte Revolutionært Kommunistisk Parti.