Folkebevægelsen: En politisk lære af samfundskrisen Covid-19

Kriseberedskab, sammenhold og sammenbrud… og en ny måde at tænke politik på? Der er nok at tage fat på både under og efter krisen, skriver Susanna Dyre-Greensite.

Af Susanna Dyre-Greensite, formand for Folkebevægelsen mod EU

Efter en lang dag på hjemmekontoret, hvor man er kommet sine nærmeste nærmere, end man plejer, er det skønt at bevæge sig udenfor i solskinsvejret. Også uden for sit hjem er det tydeligt at mærke, at alt ikke er, som det plejer at være. Folk går pænt med afstand til hinanden, viser samfundssind og er sammen hver for sig. Bevæger man sig ind på et naturområde, eller måske bare langs en vej med en grøn midterrabat, kan man se de første tegn på forår. Påskeliljerne åbner sig, men Danmark er lukket.

Coronatiden

Det er en underlig tid.

For mange er det en rigtig, rigtig svær tid. På mine eftermiddagsture tænker jeg også på de mange mennesker, der ikke er så heldige, at de blot kan arbejde hjemme. Mange har mistet eller risikerer at miste deres arbejde. Ledige får endnu længere udsigter til et nyt job. Syge får ikke den behandling, de plejer at få. Mange ensomme er hårdere ramte, end de plejer at være. De vigtige, seje mennesker, som går på job i disse tider, har ekstra travlt. Og så er der dem, sygdommen rammer direkte. Hverdagen er hård for mange herhjemme i Danmark.

Uden for landets lukkede grænser er der mange millioner, som også mærker krisens konsekvenser på forskellige måder. I min hjemby San Francisco har de altid velbesøgte fødevarebanker endnu mere travlt end normalt, fordi skolerne er lukkede, og mange børn derfor ikke får de måltider, de plejer.

Jeg er taknemlig over, at vi i Danmark har været så relativt godt rustet til at klare situationen, som vi har. Den danske model har vist sin fantastiske styrke og gjort, at færre end man ellers kunne have frygtet, mister deres arbejde. Regeringen har været handlekraftig og partierne samarbejdsvillige uden at være ukritiske. Myndighederne og mange virksomheder har været ekstremt dygtige til omstillingerne.

Vi tør handle nu

Men der er stadig mange, som har det svært. Krisetider giver derfor anledning til refleksion. Hvordan hjælper vi flest bedst? I disse tider tør vi godt iværksætte tiltag, vi ellers ikke ville. Vi tør tage et opgør med normen og tænke kreativt for at nå i mål. Det gælder også blandt politikere.

Et eksempel på netop dét er, at regeringen har lempet budgetloven og tilladt, at anlægsloftet kan overskrides i år. Anlægsloftet er grunden til, at kommuner med sund økonomi, penge i kassen og politisk vilje til at handle har måttet vente med bl.a. klimabesparende renoveringer af gamle bygninger, at bygge nye skoler, reparere svømmehaller m.v. Hidtil har det været sådan, at hvis anlægsloftet blev overskredet, kunne kommuner sanktioneres på grund af budgetloven. Budgetloven blev vedtaget i 2012 for at leve op til EU’s Finanspagt.

Argumentet for, at budgetloven lempes netop nu er, at der under Covid-19-krisen er brug for investeringer i den lokale økonomi. Lempelsen tillader disse investeringer. Kommunerne jubler, fordi de længe har påpeget, at de faktisk har råd til mange af de anlægsprojekter, som de har et politisk ønske om at gennemføre.

EU tillader i øjeblikket, at lande bryder med Finanspagten for at redde deres økonomier. Det er nok det vigtigste, EU har gjort i denne krise. Det er til gengæld også rigtig vigtigt. (Og det giver stof til eftertanke.)

“Der er rigtig mange af de tiltag, der igangsættes på grund af krisen, som bør være midlertidige. Vi har jo netop sat dem i gang, fordi vi er i en ekstraordinær situation. Men den kreative, åbne indstilling, man i øjeblikket har til politik, håber jeg, at vi også efter krisen vil holde fast i.”

Da værten på P1 morgen fredag 26. marts skulle interviewe økonomikorrespondenten om, at anlægsloftet var afskaffet, sagde hun, at det lød som om, at man med afskaffelsen gav kommunerne handlerum som ”at give en teenager frit spil med kreditkortet”. Økonomikorrespondenten modsagde hende ikke, men sagde, at coronakrisen gør, at man afviger fra normal økonomisk logik.

Da jeg hørte indslaget, blev jeg sur over, at man sammenlignede demokratisk valgte byråd – som forvalter egne skattekroner – med teenagere, der bruger deres forældres penge uforsvarligt. Jeg blev også sur over, at man slet ikke nævnte, at EU er baggrunden for reglerne.

Sådan har jeg det stadigvæk, men lige nu er der en endnu vigtigere pointe, jeg vil fremhæve: Coronakrisen har gjort, at vi har turdet røre ved nogle områder, vi ikke plejer at behandle, og det er rigtig godt. Vi stiller lige nu spørgsmålstegn ved status quo. Normalt rører man ikke ved budgetloven og anlægsloftet, fordi vi skal leve op til nogle EU-regler. Nu gør vi op med de regler.

Der er rigtig mange af de tiltag, som igangsættes på grund af krisen, der bør være midlertidige. Vi har jo netop sat dem i gang, fordi vi er i en ekstraordinær situation. Men den kreative, åbne indstilling, man i øjeblikket har til politik, håber jeg, at vi også efter krisen vil holde fast i. Lad os blive ved med at sætte spørgsmålstegn ved måden, vi plejer at gøre tingene på.

I Folkebevægelsen vil vi også på den anden side af krisen mene, at EU’s Finanspagt og dens danske implementering er en dårlig ide. Andre vil være uenige. Lad os turde tage diskussionen til den tid.

Lad os holde modet oppe, også efter krisen er slut

Der er ingen tvivl om, at coronakrisen vil gøre ondt på Danmark. Vi vil også lære meget af den. Vi vil lære noget en masse om kriseberedskab, egne familier, sammenhold og sammenbrud. Forhåbentlig vil vi også lære en ny måde at tænke politik på.

På et tidspunkt i den forhåbentlig ikke så fjerne fremtid, vil vi have overstået det værste af coronakrisen. Nyhederne får igen flere emner, og vi vender allesammen tilbage til at brokke os over Brexit, Brøndby og blokpolitik. Men jeg håber, at vi bibeholder evnen til at turde gøre noget, vi ikke plejer. Det kan der komme god politik ud af – også uden om krisetid.

Vi nyder ikke forårstiden, som vi plejer. Men forhåbentlig kan vi alle finde en lille smule håb alligevel.

Læs også: Aldrig mere Hvem får hvad i EU’s Budgetballade?