Enhedslisten – Er slaget det sidste nær?

Der er igen uro i Enhedslisten eller rettere den uro, der har været i partiet siden dets ’modernisering’ satte ind omkring 2012, er igen blusset op med fornyet styrke, denne gang næret af Israels brutale krig i Palæstina, der efterhånden splitter samtlige vestlige samfund. Selvom det aktuelle udgangspunkt for striden drejer sig om opfattelsen af hvilken karakter, angrebet på Israel 7. oktober har, så ligger der andre og mere strukturelle modsætninger til grund for den nye opblussen.

Hvem er Rødt Venstre?

Rødt Venstre opstod i kølvandet på en protestbevægelse i Enhedslisten mod den ’modernisering’ af partiet, der satte ind omkring 2012 og som i 2014 resulterede i at ca. 200 medlemmer samledes til et møde, for at diskutere, hvad man kunne stille op. Men forsøgene på at danne en organiseret fraktion løb ud i sandet. Langt senere opstod det såkaldte Græsrodsnetværk, hvis flertal så besluttede at oprette Rødt Venstre. Ved oprettelsen besluttede man, at RV skulle være åbent også for ikke-medlemmer af EL, og at man anså krigen i Ukraine for at være fremprovokeret af NATO, som man fortsat ønskede Danmark skulle trække sig ud af, selvom EL har vedtaget, at man ikke kan se noget alternativ til NATO under de givne geopolitiske omstændigheder. At optage ikke-medlemmer var en alvorlig fejl, der gjorde RV meget sårbar overfor anklager om illoyalitet og for at opbygge et parti i partiet. Det og holdningen til Ruslands overfald på Ukraine betød, at man mistede tiltrækningskraften for andre medlemmer af partiet, der var kritiske overfor ’moderniseringen’, men ikke mente, at mulighederne for at arbejde i EL for sine holdninger var udtømt.

Den konkrete strid – terror eller krigsforbrydelser?

Fraktionen Rødt Venstre (RV) har gennem længere tid kritiseret ELs ledelse og folketingsgruppen for, at man stempler Hamas’ og andre organisationers angreb på Israel 7. oktober 2023 som en terroraktion. Rødt Venstre går ligesom resten af EL ikke ind for terror eller drab på civile, men holder fast i, at et besat folk ifølge folkeretten har ret til at modsætte sig besættelsesmagten også med våben og derfor også, at Hamas’ angreb også var en krigshandling. I DRs P1 Morgen kategoriserede Lars Hansen fra RV som følge af den opfattelse drabene på og grusomhederne mod civile under aktionen som krigsforbrydelser.

I forlængelse af dette stridspunkt, drejer striden sig derfor også om, hvorvidt den palæstinensiske organisation Den Demokratiske Folkefront til Palæstinas Befrielse (DFLP), som EL indtil for nylig har samarbejdet med, skal opfattes som en terrororganisation eller ej og om man, som RV mener, skal kunne tale med alle, også dem hvis ”kultur man ikke er enig i”. En gren af DFLP deltog nemlig i Hamas’ angreb d. 7. oktober og underskrev senere en fælleserklæring om angrebet sammen med bl.a. Hamas. Dette gjorde at EL afbrød alt samarbejde med organisationen. Også her gjorde RV sig sårbar fordi, der opstod tvivl om, hvad man egentlig mente.

Flertallet i partiets ledelse og folketingsgruppe insisterer på, at man kun kan være medlem af EL, hvis man ikke har ”dobbelte standarder”, som partiets EP-medlem, Per Clausen udtrykte det i DRs P1 Morgen, og altid fordømmer drab på civile og de organisationer, der står bag disse.

Eftersom RV har udtalt man er imod terror og drab og overgreb på civile, skulle der derfor ikke være noget til hinder for at RV på det kommende årsmøde tilslutter sig den udtalelse (se bilag efter artiklen), som hovedbestyrelsen vil fremlægge for årsmødet. Dermed ville Palæstina-stridspunktet være lagt dødt og diskussionerne kunne i stedet for at være indsnævret til at være en kamp mellem Rødt Venstre og folketingsgruppen og hovedbestyrelsens flertal bevæge sig over til de grundlæggende politiske uenigheder, der hersker om partiets rolle og organisation, en diskussion mange flere medlemmer kan deltage i.

Det er set før

Uden sammenligninger i øvrigt, så minder den standende strid i EL lidt om den strid, der i VS opstod i kølvandet på Sovjets invasion af Afghanistan i december 1979. Denne blev fordømt af partiets forretningsudvalg, mens især partiets internationale udvalg mente, at VS’ fordømmelse alene gavnede den amerikanske imperialisme, mens andre mente, at man godt kunne opstille ”røde undtagelser” fra kravet om demokrati. Striden udviklede sig i løbet af 1980, og Preben Wilhjelm meldte ud, at der var grupper i partiet, der ikke burde være plads til. Det medførte ingen eksklusioner, men bl.a. meldte Ralf Pittelkow , Karen Jespersen og en række andre sig ud. Samtidig gav striden anledning til en meget frugtbar diskussion i partiet om forholdet mellem socialisme og demokrati.

Gik EL i regeringens fælde?

Modsætningerne i partiet er ikke blevet mindre af, at ELs folketingsgruppe uden at inddrage hovedbestyrelsen indgik i ”Aftale om styrket indsats mod antisemitisme”, der er et supplement til handlingsplanen mod antisemitisme fra januar 2022. Dette supplement indeholder forslag, der ikke alene gør politiet til de facto administrator af, hvad der skal opfattes som antisemitisme, men som – og det er det, der har vakt størst modstand – indeholder ansatser til helt nye definitioner på antisemitisme som at ”sætte spørgsmålstegn ved staten Israels eksistensberettigelse” eller ”foragt for staten Israel”.

ELs deltagelse i aftalen har givet anledning til undren ikke alene på venstrefløjen og blandt Palæstina-aktivister, men også i Weekendavisen og blandt antizionistiske jøder. Det er tilsyneladende svært at forstå, hvordan EL kunne begå det politiske fejltrin, det var, at gå i den fælde, som regeringen med Socialdemokratiet i spidsen havde stillet for partiet. For ved at indgå i aftalen uden som betingelse for at deltage at få sine ændringer med i teksten, fik regeringen fedtet EL ind i komplekset antizionisme = antisemitisme og fik båret ved til splittelsen i partiet. Dermed har regeringen fået stækket vingerne på den eneste politiske kraft, der kan holde den fane højt, som hedder, at det er regeringen, der om nogen er historieløs, og at den nuværende situation i Palæstina-Israel ikke opstod ud af det blå 7. oktober 2023. Som selverklæret ’bevægelsernes parti’ kan man frygte, at EL dermed måske har forpasset den chance, man havde til at påvirke den stærkeste folkebevægelse her i landet i mange år.

Chancen

Bliver lovforslagets tekst så uspiselig, at man frivilligt trækker sig fra forslaget eller vælger at lade ændringsforslag stemme ned, så kunne EL jo lade dette indgå i en offensiv mod regeringens Palæstina-politik for at forsøge at få ændret denne. For selvom regeringen spiller hård, er den bestemt ikke upåvirket af det omfang Palæstina-bevægelsen har fået – dertil er kendsgerningerne på jorden og modstanden og afskyen for Israels blodige og ubønhørlige etniske udrensning for stærk og er også sivet ind i selv Socialdemokratiets rækker.

Parlamentet som ’al politiks moder’

Uanset alvoren i uenighederne om terror eller ej har striden i EL imidlertid en dybereliggende årsag, nemlig en kamp mellem forskellige opfattelser af et socialistisk partis rolle, især når dette har radikale samfundsforandringer på dagsordenen, ja, som sin eksistensberettigelse. Det, der med en eufemisme kaldes en ’modernisering’ af EL, er naturligvis langtfra en neutral strukturændring eller smidiggørelse, men derimod et led i en udvikling, der som strategisk mål har at overtage Socialdemokratiets plads som det store, danske centrum-venstreparti, baseret på en ligeledes strategisk opfattelse – på trods af al folkloristisk snak om ’bevægelserne’ – af parlamentet som ’al politiks moder’.

Mainstreaming, ansvarlighed og regeringsduelighed

Dertil kræves en mainstreaming af partiet, dvs. at det i sine fremgangsmåder og struktur kommer til at ligne folketingets andre partier, fordi det er de andre partier – ’kollegerne’ – og medierne, der i denne opfattelse af parlamentets rolle bliver folketingsgruppens og partibureaukratis reference i højere grad end partiet og medlemmerne. Mainstreamingen skal først og fremmest give folketingsgruppen mulighed for at manøvrere hurtigt og selvstændigt og ikke være tynget af hensynet til en mere eller mindre magtfuld hovedbestyrelse. Eller et bagland, der også vil have noget at skulle have sagt, og dermed i folketinget og overfor regeringen kan så tvivl om de positioner, der fremføres i salen, nu også har tilstrækkelig opbakning i partiet, og derfor om EL er ’ansvarligt’ og i sidste ende ’regeringsdueligt’.

Folketingsgruppen bliver dermed sammen med et stort og professionaliseret sekretariat partiets centrale magtorgan og politikudviklingscenter – noget der allerede i vidt omfang er sket. Med det resultat – og der kommer man også i stigende grad til at ligne de andre partier – at medlemmerne pacificeres, partiafdelingerne bliver vælgerforeninger, hvis opgave er at klappe af ledelsens geniale beslutninger og uddele glittede foldere, hvis indhold man stort set ingen indflydelse har haft på. Denne professionalisering af partiet betyder også, at partiets kronjuvel, rotationsprincippet, konstant udsættes for planlagt erosion eller, at man i praksis, som det allerede længe har været tilfældet, omgår den ved, at udroterede folketingsmedlemmer ansættes som rådgivere eller sendes til Europa-parlamentet for efter endt tørn at vende tilbage til folketinget.

Fra oppositionsparti til indflydelsesparti

En del af mainstreamingen af EL er også glidningen fra oppositionsparti til indflydelsesparti, der arbejder på at komme med i så mange forlig som muligt. Det betyder at politiske beslutninger flyttes fra folketingets åbne rum til lukkede møder med den eller de pågældende ministre. Det er naturligvis ikke noget forkert i at indgå i aftaler, men man køber jo meget ofte katten i sækken. En lille luns betales med en masse, man egentlig ikke ønsker. Eller endnu værre: Man bliver snydt, fordi man, som det skete med minkkompensationen, slet ikke har gennemskuet, hvad man gik ind til.

Og netop erkendelsen af folketingets begrænsninger var en af hoveddrivkræfterne bag sprængningen af SF og dannelsen af Venstresocialisterne i 1967. Preben Wilhjelm udtrykker det fint i et nyligt interview i Information:

”»Venstrefløjen kommer aldrig nogen vegne, hvis den ikke formår at skabe en opinion i befolkningen. Fornyelsen kommer ikke fra Folketinget, men fra bevægelser i befolkningen,« siger han og peger på, at der for ham at se ikke er gennemført en eneste større samfundsreform de seneste mange år, uden at Socialdemokratiet først »skulle trækkes til truget« af en opinion og bevægelse i vælgerhavet.”

ELs arvesølv: de demokratiske strukturer

RV udspringer af modstanden i partiet mod den ovenfor beskrevne udvikling, men utilfredsheden i partiet er temmelig mere udbredt end til RVs ca. 100 medlemmer. Hvis man bruger styrkeforholdet i partiets hovedbestyrelse som målestok – 8 overfor 17 – så er cirka en tredjedel af partiets medlemmer helt eller delvis uenige med folketingsgruppens og hovedbestyrelsens flertal, selvom denne uenighed ikke er samlet. Mange er fx uenige i centralisering, topstyring og den tiltagende parlamentaristiske opfattelse af politik, men er enige i partiets Ukraine- eller NATO-politik.

De, der er utilfredse med partiets udvikling uden at være med i Rødt Venstre eller være enige med denne fraktion, prøver at bevare de centrale elementer, som partiet i høj grad har arvet fra Venstresocialisterne, nemlig først og fremmest rotationsprincippet, folketingsgruppens underordning under hovedbestyrelsen, den stærke mindretalsbeskyttelse og en opfattelse af, at politik opstår udenfor parlamentet. Nogen ud fra mere eller mindre dogmatiske holdninger, andre ud fra den opfattelse, at arvegodset fra VS faktisk er socialistisk arvesølv, der kun bliver blankt, når det bliver brugt, som salig Jesper Jensen digtede. Hvis disse særtræk ved EL svækkes eller afmonteres, truer det partiets eksistensberettigelse. Det ville på sin vis være ironisk, hvis EL endte der, hvor VS begyndte, nemlig som et opgør med den topstyring og ”demokratiske centralisme” SF havde arvet fra de kommunistiske partier – én gang ’demokratisk’ centralisme var mere end nok.

Troværdighed som parlamentarisk mønt

Men hvorfor har partiledelsen så så travlt med at slå Rødt Venstre ned? Var det ikke bedre, at man søgte at dæmpe gemytterne og hæge om den møjsommeligt opnåede enhed, som jo ligger i partiets navn – i hvert fald som et fromt ønske? Jo, sådan kunne det se ud udefra, men det er centralt for den parlamentaristiske opfattelse af politik, at et partis parlamentariske repræsentation har fuld manøvredygtighed, og at medlemmerne ikke sår tvivl om partiets politik. Argumentet er derfor i den konkrete sag, at EL mister troværdighed i sin kritik af Israel, hvis Rødt Venstre uhindret kan fortsætte med sine udtalelser – en troværdighed, man ville kunne bruge fx i kommende forhandlinger om et regeringsgrundlag. Spørgsmålet er så om et tidspunkt, hvor et parti er i panik, er det bedst tænkelige at træffe beslutninger på, der har omfattende konsekvenser og rører ved grundlæggende spørgsmål. Også selvom man ville kunne argumentere for, at det netop er i krisetider, der åbner sig et mulighedsrum for drastiske forandringer.

Og hvad skal så denne manøvrefrihed bruges til i den nuværende situation? Her er man nødt til at inddrage den politiske situation. SMV-regeringen er død, det er kun Lars Løkke, der som chefarkitekt for et projekt, vælgerne har valgt fra, forsøger at holde liv i projektet og dermed sit eget politiske liv. Både V og S er for længst gået i valgmode og er i gang med at positionere sig. Mette Frederiksen kan ikke i længden uden at handle se til, mens Socialdemokratiet konstant taber i meningsmålingerne (her spiller utilfredsheden i baglandet faktisk en rolle). Hun kan derfor meget vel tænkes at udskrive valg lidt før den nu afdøde St. Bededag 2025. Hun ville så satse på, at selvom S får en over næsen, så vil de fleste at de utilfredse S-vælgere gå til SF og i mindre omfang til EL – Socialdemokratiets tab bliver på den måde i familien. Det ville derfor efter et valg med dette udfald være oplagt, at S og SF danner regering med EL som parlamentarisk grundlag med det langsigtede mål via et forkromet velfærdsudspil, der skal vinde kommunalvalget 2025, at komme stærkt tilbage til næste folketingsvalg.

Skal EL være med her, er det i ledelsens optik vigtigt at gøre klart skib nu. Alt løst gods skal enten fastsurres eller kastes over bord for at EL kan opnå politiske indrømmelser til gengæld for at være parlamentarisk grundlag. Men det kræver, at der ikke er den mindste finger at sætte på partiet – først fremmest at man kan vise, at alle påstande – sande som usande – om antisemitiske eller terrorismeelskende lommer i partiet er ubegrundede. For i europæisk politik er selv den mindste mistanke, ja bare smudskastning (se hvad skete med Jeremy Corbyn) om antisemitisme det samme som bandlysning. Men EL har faktisk rent mel i posen hvad det angår: Man har gang på gang slået fast, at EL hverken er antisemitisk eller billiger terror eller drab på civile. Samtidigt har man også vedtaget at partiet er anti-zionistisk. Måske gør ELs ledelse klogt i at indse, at selv nok så megen bekendelse til kamp mod antisemitisme og afsværgelse af terror ikke vil fritage partiet for at blive udsat for hetz fra de andre partier og fra medierne?

En neutralisering af Rødt Venstre vil som sidegevinst også betyde, at gruppens modstand mod ELs Ukraine-politik og kritik af, at EL ikke anser tiden for moden til en udmeldelse af NATO, svækkes. Regnestykket er formodentlig, at man med en sådan neutralisering af RV samtidigt vil svække de kræfter i EL, der ikke er med i RV, men som først og fremmest er uenige i ’moderniseringen’ og mainstreamingen og aktivt gør modstand mod denne og ikke uden videre lader sig ’modernisere’ eller ’mainstreame’.

Årsmødet – sejr eller begmand

Foreløbig har striden betydet, at ELs forretningsudvalg er blevet sprængt, idet et mindretal på to ud af udvalgets fem medlemmer under henvisning til topstyring og utilfredshed med det, der opfattes som ledelsens manglende vilje til at dæmpe gemytterne, for nylig forlod udvalget. Der var derfor søndag d. 10. november indkaldt til ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde. På dette møde fremlagde dele af det, nogen kalder ’Christiansborg-fløjen’ forslag til ekstraordinært årsmøde 14. december, hvor de forslag til udtalelse ”Enhedslisten – altid på menneskerettighedernes side” og de vedtægtsændringer, samme fløj har fremsat, der skal gøre det lettere at ekskludere medlemmer og sværere at danne fraktioner eller i hvert fald trække tænderne ud på disse, skal behandles.

Muligheden for eksklusion er en legitim og integreret del af alle organisationers interne liv – ligesom i andre menneskelige relationer kan uenighederne blive så store, at bukserne ikke kan holde. Men eksklusionsmuligheden skal bruges med stor forsigtighed og må hvile på konkrete og beviselige alvorlige brud på konkrete vedtægter og ikke på synsninger eller andet ukonkret.

Det er forståeligt, at mange i og udenfor partiet er utålmodige efter, at der kan sættes et endeligt punktum for den ubehagelige konflikt, som udspiller sig både på de interne og eksterne linjer. Spørgsmålet er hvilken grad af klarhed om ELs Palæstina-politik, de påtænkte stramninger vil medføre. For hvor klogt er det midt i en krisesituation at foretage store ændringer i partiets struktur og funktionsmåde? For en umiddelbar betragtning er de eksisterende vedtægter fuldt ud tilstrækkelige, mens faren for fejlbeslutninger, der senere hen vil kunne ride partiet som en mare, er stor. Et ekstraordinært årsmøde, der kommer i stand på ganske kort tid, risikerer at skærpe partiets interne konflikter, der jo som sagt ikke alene drejer sig om Rødt Venstre, men om selve partiets rolle.

Normalt vil ’Christiansborg’-fløjen ofte kunne mønstre et flertal for sine forslag, men når det kommer til så centrale elementer i EL som eksklusion og stækkelse af mindretal, er det svært at forudsige resultaterne af årsmødet. Rødt Venstre kan ikke mønstre ret mange delegerede, men som sædvanligt står slaget om den store gruppe på midten, hvoraf en hel del uden at være enige med Rødt Venstre er kritiske overfor ’moderniseringen’. Hvis årsmødet tildeler ledelsen en begmand i form af en hel eller delvis forkastelse af forslagene, vil det slide på ledelsens legitimitet overfor partiet selv og give skæve blikke på Christiansborg, og vise ’kollegerne’, at man ikke ”har styr på medlemmerne”, som det hedder på de kanter. Sker det, har ledelsen af EL opnået det stik modsatte af det, man ville, nemlig ro på bagsmækken.

Bilag.

Forslag til udtalelse fra Enhedslistens ekstraordinære årsmøde 2024

Enhedslisten – altid på menneskerettighedernes side

Der er gennem det sidste års tid blevet sået tvivl om Enhedslistens forsvar for menneskerettighederne, og modstand mod terror og krigsforbrydelser mod civile. Det er uacceptabelt og skal stoppe nu.
Derfor slår årsmødet fast:

•Enhedslisten forsvarer altid menneskerettighederne, og fordømmer enhver krigsforbrydelse og terrorhandling – uanset om den begås af en stat eller af en bevægelse.
På den baggrund tager Enhedslisten kraftigt afstand fra Israels terrorbombardementer og massedrab på civile, herunder tusinder af palæstinensiske børn, fra torturen mod fanger i israelske fængsler, og fra Netanyahus højreekstreme regering. På samme vis tager vi kraftig afstand fra massakrerne og gidseltagningerne af israelske civile den 7. oktober, og fra de organisationer, der deltog i planlægningen og udførslen af terrorangrebet – herunder Hamas, DFLP, PFLP med flere.

• Hvis man forsvarer målrettet terror eller krigsforbrydelser mod civile eller organisationer der har deltaget i krigsforbrydelser mod civile har man stillet sig i fundamental modsætning til Enhedslistens centrale principper, og så kan man ikke være medlem af Enhedslisten.

• Offentlige udtalelser om støtte til eller sympati med organisationer, der deltog i angrebet den 7. oktober, er ikke alene dybt skadelige for Enhedslisten. De skader også vores indsats for at lægge pres på regeringen, så Danmark omsider tilslutter sig det flertal af verdens lande, der aktivt fordømmer og bekæmper Israels igangværende folkemord og krigsforbrydelser, i Gaza, Vestbredden og Libanon. Og det skader vores kamp for våbenhvile, en retfærdig fred og et frit Palæstina.

• Der skal være højt til loftet og langt til døren i Enhedslisten, men i et parti, der altid har stået på menneskerettighedernes og civilbefolkningernes side, er der ikke plads til forsvar for krigsforbrydelser, eller for organisationer der deltager i dem. Det er derfor Årsmødets holdning, at medlemmer, der fremover i offentligheden forsvarer vold mod civile eller organisationer, der står bag vold mod civile, bør indstilles til udelukkelse af partiet.

• At grupperingen Rødt Venstre agerer som en partiskadelig fraktion, der handler imod Enhedslistens grundlag og formål ved offentligt at undergrave partiets demokratiske beslutninger på principielle spørgsmål. På den baggrund forventer årsmødet, at alle medlemmer af Enhedslisten efterlever og respekterer vores centrale principper og demokratiske vedtagelser. I modsat fald betragter årsmødet det som Hovedbestyrelsens ansvar at værne om Enhedslistens demokratiske fællesskab og beslutninger, som de er defineret i denne vedtagelse.