Enhedslisten: Sådan blev et parti med en folketingsgruppe til en folketingsgruppe med et parti

Enhedslisten kopierer demokrati-opfattelse og politik fra andre partier i håb om at blive større og større. Partiets principper smuldrer, mener Margit Kjeldgaard.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Har du selv et indlæg du gerne vil have publiceret? Så skriv til Solidaritet.

Af Margit Kjeldgaard

Enhedslisten har regler for rotation, der gælder både valgte og ansatte. Det har man for at forhindre, at man præges så meget af det politiske miljø, at man orienterer sig mere mod folketingskollegaer end medlemmerne og almindelige menneskers livsvilkår.

Meningen hos ”parti-arkitekterne” var vist, at man skulle ud i virkeligheden, altså ud blandt det arbejdende folk, ligesom før man blev valgt eller ansat. Men når folketingsmedlemmer modtager eftervederlag (næsten det samme som folketingsvederlaget) i to år, kan de fortsat have deres daglige gang på gangene på Christiansborg – og efter de to år med løn, kan de blive ansat. Samtidig kan de stille op og blive valgt ved næste folketingsvalg. Det har Frank Aaen demonstreret.

Oprindeligt kunne fuldtidsansatte kun være ansat i 7 år, men det blev forlænget til 10 år, for at perioden ikke skulle være for kort, når nogle søger og får andet job i god tid inden opsigelsen. Andre har forlænget deres periode som ansat med en folketingsperiode, så de sammenlagt har haft kontor på gangen i 11-14 år. Pelle Dragsted fik således 14 år med skiftende titler på gangen. Der er altså sket en udvanding af principperne, eller rotationen har fået en hel ny betydning: Partiets spidser roterer mellem ansættelse og folkevalgt.

“Ethvert parti ønsker at blive større, forstået som flere stemmer og flere medlemmer. Men der kan meget vel være en pris, som også kan blive for høj. At maksimere antallet af stemmer vil for et parti på venstrefløjen indebære at dreje politikken til højre – i hvert fald så længe der ikke stiftes et nyt parti til venstre.”

Enhedslisten har også et princip om ligeløn, der betyder at man betaler partiskat af dét, der ligger over niveauet for ”en faglært arbejder i Kbh.” . Men MF’erne får derudover et skattefrit omkostningsbidrag på over 6.000 kr. om måneden plus gratis plads i tog (også på 1. klasse), studieture, frikort til Tivoli, gratis billetter til teaterpremierer og al den slags, samt en meget favorabel pensionsordning. Meningen var vist, at MF’ere ikke skulle føle sig hævet over det arbejdende folk, men virkeligheden er et utal af privilegier, som hurtigt føles naturlige og berettigede.

Fra ansat til menig partisoldat?

Man høster en masse viden som folketingsmedlem og ansat. Det kunne man bidrage med i partiets basisorganisering, afdelingerne, og også i udvalgene. Men det hører vist til sjældenhederne, at udroterede lægger deres politiske energi i bunden af parti-hierarkiet. Det kunne ellers være sundt for medlemsdemokratiet, at folk, som har siddet centralt oplever, hvordan menige medlemmer har svært ved at få hjælp, stille forslag og komme i dialog med ledelsen, samt i det hele taget opleve, hvordan man organiserer sig lokalt, koordinerer udadvendte (gade-)aktiviteter, laver hjemmeside/facebook, fører regnskab, døjer med pressen m.m. Altså at gå fra en top-down arbejdsstil til at være partisoldat igen – eller muligvis for første gang.

Sideordning eller partiliste – hvad er egentlig demokratisk?

Enhedslisten blev dannet for at få en talerstol i Folketinget. Det udenomsparlamentariske arbejde fungerede fint, men både VS og DKP var røget ud af Folketinget i 1987. Man valgte at opstille til Folketinget på partiliste, ikke sideordnet, og sådan er det stadigvæk her 30 år senere. Partiliste indebærer, at det er medlemmerne, som via urafstemning og et par måneder derefter de delegerede på årsmødet, som sammensætter en prioriteret liste af kandidater fordelt på de mest sikre storkredse. Modsat overlader den sideordnede opstillingsform til vælgerne at lave rækkefølgen på valgdagen. Den oplever alle andre partier som den mest demokratiske.

Fordelen ved partiliste er, at når den er lavet, har kandidaterne ikke noget formål med at konkurrere indbyrdes – der er ikke behov for at lave hver sin personlige folder og samle hvert sit plakathold – fordi partiet centralt laver foldere og plakater, og man er fælles i afdelingerne om at dele ud og hænge op. Det er sagen, ikke personen, det handler om.

Men i et stigende antal afdelinger har man indført sideordnet opstilling til kommunalbestyrelsen, og det er blevet vigtigt at vise, hvordan kandidaterne ser ud. Derfor hænger man nu – fuldstændig ligesom alle andre partier – kønne ansigter i gadebilledet ved valgene – ofte uden noget budskab overhovedet. Individualiseringen og persondyrkelsen har gjort sit indtog i Enhedslisten, også med private hjemmesider og sociale medier. Vil man vide, hvad partiet mener om et eller andet, skal man ikke lede på partiets hjemmeside, man skal vide hvem, der er ordfører på området, og følge vedkommende på Facebook, Instagram, Twitter m.m. Modsat for 20-30 år siden kan man også opleve partiets kendisser i talkshows og X-factor. Nu handler det om ”det hele menneske”, muligheden for at seeren og lytteren kan se op til og identificere sig med EL-repræsentanten.

Med den flade struktur, kollektiv ledelse og rotation signalerede partiet, at i politisk arbejde er ingen mere værd end andre – og det er noget man laver i fællesskab. Men i panikperioden i 2007, hvor meningsmålingerne lå nede omkring spærregrænsen, udpegede folketingsgruppen en ‘over-ordfører’, en såkaldt politisk ordfører. For almindelige mennesker fik EL en leder af partiet – og med udpegning af Johanne Schmidt-Nielsen, Pernille Skipper og senest Mai Villadsen er billedet af de gamle mænd til dels blevet ændret.

Professionalisering kaldte ledelsen disse organisatoriske tiltag, som også omfattede fokusgrupper til nyt design, nedprioritering af åbne udvalg, og at sekretærer blev til ”rådgivere”. Mens sekretærer forventes at tjene partiet og folketingsgruppen, skal rådgivere være klogere og mere erfarne udi arbejdet i folketinget og kommunikation end menige medlemmer i udvalgene og afdelingerne. 

Fra græsrodsparti til top-down design-parti

Ethvert parti ønsker at blive større, forstået som flere stemmer og flere medlemmer. Men der kan meget vel være en pris, som også kan blive for høj. At maksimere antallet af stemmer vil for et parti på venstrefløjen indebære at dreje politikken til højre – i hvert fald så længe der ikke stiftes et nyt parti til venstre. Det kan betyde, at den politiske kamp kan gå fra at ville omstyrte det kapitalistiske samfund og samle masserne i en bevægelse med slagkraftige aktioner, til at konkurrere om stemmerne med det nærmeste parti, SF.

Mange ting blev direkte kopieret: Formand for partiet, design af politik via fokusgrupper, frem for at medlemmerne formulerer politik i udvalg, i hovedbestyrelsen og på årsmøder. Medlemsbladet blev gjort til et lækkert magasin med farver og færre udgivelser – ligesom SF’s blad – og kampagner og designs blev outsourcet til professionelle kommunikationsbureauer i stedet for kreative og dedikerede medlemmer. Nu udkommer Rød-Grøn kun 4 gange om året, og læserbrevene er skåret væk. Det er åbenbart ikke meningen, at der skal være nogen debat mellem medlemmerne og evt. kritik af ledelsen. Kommunikationen i Rød-Grøn og på politiker-hjemmesiderne og i de sociale medier er top-down. Efterhånden kan man spørge, om partiet har en folketingsgruppe – eller om folketingsgruppen har et parti?

Et medlemsparti eller vælgerparti?

Det fremgår af Enhedslistens vedtægter, at store politiske sager i hovedbestyrelsen og folketingsgruppen skal i høring i udvalg, og uenigheder i folketingsgruppen skal op i HB. Det er regler, der skal sikre, at der ikke meldes noget ud, som der er uenighed om, før det har været diskuteret relevante steder i partiet. Partiet har en flad struktur, hedder det sig.

Men Enhedslisten har været til grin i pressen, fordi forhandlerne ikke kunne sige ja eller nej, før hovedbestyrelsen havde været samlet. Nu går det så hurtigt i politik, at medlemmer og hovedbestyrelsen selv må opsøge aviser, TV og sociale medier for at finde ud af, hvad vores politikere mener og allerede har meldt ud. Folketingsgruppen har fået så stor en stab af sekretærer, rådgivere, mellemledere og chefer, at der ikke er grund til at rådføre sig med medlemmer af udvalg eller Hovedbestyrelsen.

Og omvendt kan medlemmer opleve, at det kan være meget svært eller umuligt at få partiet til at rejse sager i Folketinget eller iværksætte kampagner. Det lykkedes f.eks. aldrig for Udvalget for demokratiske og bæredygtige virksomheder at få folketingsgruppen til at foreslå lovgivning, der kan fremme etablering af kooperativer /foreningsdrevne virksomheder, som man har i andre vestlige lande. Udvalget gav op til sidst, og først 8 år senere blev der dannet en forening, Demokratisk Erhverv, som varetager demokratiske – ikke nødvendigvis bæredygtige – virksomheders interesser.
Det gælder efterhånden mange områder, at EL-udvalg ikke er det naturlige sted at udvikle politik og kampagner. F.eks. foregår kampen mod ghettolovgivningen ikke med udgangspunkt i Enhedslistens hovedbestyrelse, men i en nyoprettet organisation Almen Modstand og i Mellemfolkeligt Samvirke. Kampen mod ulighed varetages af IBIS-OXFAM, og klimakampen foregår alle mulige andre steder end i EL.

Uden igangværende debat og mobilisering til aktuelle kampe har Enhedslisten mistet en funktion. Meningen var, at det udenomsparlamentariske arbejde skulle udløse en synenergi med det parlamentariske arbejde. Enhedslisten er kommet til at ligne de andre vælgerforeningspartier, hvis primære formål er at opstille kandidater til forskellige valg. EL er ikke mere kendetegnet ved et deltagelsesdemokrati, men ved et repræsentativt demokrati.

Hovedbestyrelse eller folketingsgruppe – hvem bestemmer egentlig i Enhedslisten?

– Enhedslisten har ikke en formand, der angiver den politiske kurs. I stedet ledes partiet af en hovedbestyrelse, der består af 25 medlemmer, som vælges på årsmødet

– Der er dog ikke vandtætte skodder mellem partiets ansatte/valgte og hovedbestyrelsen. Op til 20 % af hovedbestyrelsens medlemmer kan være ansatte eller valgte, ligesom også tidligere valgte kan indgå i ledelsen

– Partiets nye politiske ordfører, Mai Villadsen er selv medlem af den nuværende hovedbestyrelse, der også tæller bl.a. tidligere folketingspolitiker Pelle Dragsted og den københavnske borgmesterkandidat Line Barfod

+

På det kommende årsmøde skal det besluttes, om der skal være urafstemning til hovedbestyrelsen, ligesom der er til spidskandidaterne. Det forslag kaldes for udvidelse af demokratiet – og det er det jo også, hvis demokrati handler om kvantitet, altså hvor mange der deltager i en beslutning. Men det understreger, at medlemmernes indflydelse ikke ligger i formulering af politik og kampagner, men derimod i at udtrykke tillid til personer. Partidemokratiet er stærkt på vej til at blive et stedfortræder-demokrati – eller et såkaldt repræsentativt demokrati, hvor medlemmerne er tiltænkt en passiv rolle mellem valgene.

Deltagelsesdemokrati eller repræsentativt demokrati?

Der er sket meget i de 20 år der er gået, hvor en meget grundig undersøgelse af partierne og deres medlemmer blev foretaget. Der var ca. 2.000 medlemmer af Enhedslisten dengang, og 700 af dem besvarede et langt spørgeskema. Jeg gravede mig ned i undersøgelsen for at få et billede af, hvorvidt medlemmerne afveg fra de andre partiers medlemmer. Det mente vi nemlig selv, vi gjorde – og det var med stolthed, at jeg kunne bekræfte, at der var stor tilslutning til deltagelses-demokratiet.

Det repræsentative demokrati var kun 3 % af medlemmerne enige i. Udsagnet lød: ”Demokrati burde først og fremmest være en metode til at vælge ledere, som skal træffe de politiske beslutninger”. Det var især Centrumdemokraternes og De Konservatives medlemmer enige i – mens kun 3 % af Enhedslistens medlemmer var enige.

Den deltagelsesdemokratiske model fik derimod tilslutning fra 84 % af Enhedslistens medlemmer. Udsagnet lød: ”Demokrati burde først og fremmest være borgernes aktive deltagelse i en stor del af de politiske beslutninger”. Det var der mindst tilslutning til hos Det Konservative Folkeparti (28 %) og Dansk Folkeparti (30 %), mens 72 % af SF’s medlemmer og 84 % af Enhedslistens medlemmer var enige.

Fra deltager til beskuer

Der er i sandhed sket meget, siden Enhedslisten blev dannet. Mens jeg som medlem af partiet kan glæde mig over flere stemmer og medlemmer, må det samtidig erkendes, at det er gået den modsatte vej med aktivismen, det udenomsparlamentariske arbejde og bevægelsesarbejdet. Med andre ord alt dét, medlemmerne plejede at lave.

Det synes en gruppe højtplacerede EL-medlemmer vist også. De foreslår, at der skal udføres et videnskabeligt arbejde med at analysere målgruppen af vælgere og styrke kommunikationen. At bruge penge på den slags er dét, jeg kalder for et design-parti. Og deres andet forslag går på, at medlemmerne skal diskutere mindre internt, læse kortere tekster til årsmøderne – og i stedet bruge tiden på at snakke med og overbevise folket på gaden om Enhedslistens politik. Det er dét, jeg kalder for et top-down parti.

Disse højtplacerede medlemmer kan åbenbart ikke forestille sig, at partiets politik kan være forkert og ubegavet, eller at der er sket en højredrejning, som får nogle gamle medlemmer til at sive ud eller sætte sig i sofaen. Mon de kan få partisoldater til at gå på gaden med centralt producerede foldere og overbevise arbejdskammerater – ikke med større baggrundsviden, men med en uddannelse i ”hvordan man møder, organiserer og aktiverer medlemmer og interesserede”? Jeg tror det ikke.

Jeg tror man motiveres til det udadvendte arbejde, når man har deltaget i såvel politikudviklingen som beslutningerne og den kreative kampagneudvikling. Det er rigtigt, som mange siger, at det kniber meget med aktiviteterne i Enhedslisten især mellem valgene, men jeg tror ikke, det skyldes for lidt vælgeranalyse og for få kurser i, hvordan man skal tale med arbejderklassen. Jeg tror snarere det skyldes, at persondyrkelsen fylder mere, end hvad fællesskabet kan udrette – og det skyldes den megen energi, der lægges i personvalg fremfor politikudvikling.

Det efterlader os som beskuere fremfor deltagere.