Enhedslisten sammen med Nye Borgerlige i politiforlig. ‘Bidrag’ til klimakrisen?

Finansiering af en ikke-eksisterende terrortrussel? Understøttelse af statsracisme? Jette Kromann mener, Enhedslistens deltagelse i politiforliget er stærkt kritisabel.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

Af Jette Kromann

Om ikke andet burde den politiske forligs-kreds få alle de indre alarmklokker til at ringe hos Enhedslistens parlamentarikere. Til trods for det valgte de 15. december at deltage i ‘politiforliget’ sammen med øvrige partier i Folketinget – minus Liberal Alliance, Alternativet og Venstre.

En central del af politiforliget 2021 -25 drejer sig om, at politiet skal udstyres som en hær af den slags, man f.eks. kan bruge mod store, uregerlige og folkelige klimabevægelser af ”ulydige” borgere. Samt i egentlige borgerkrigs-situationer. 12.000 nye pistoler og 3.000 nye halvautomatiske skydevåben. Alle nuværende skydevåben udskiftes til de nyeste modeller, og mindst 450 yderligere betjente ansættes – måske flere.

Prisen for forliget er uigennemskueligt. Tallet 480 millioner kr. nævnes, ligesom 2.5 milliarder ekstra for forliget allerede er på finansloven. Men der er også en dør åben for yderligere, ukendte beløb senere i aftaleperioden. De nye våben skal bl.a. finansieres af øgede afgifter /skatter på køreprøver, større bøder – og 83 millioner kr. i nedskæring på SU til såkaldte ‘vandrende arbejdstagere’, hvilket dækker over EU-borgere, der studerer og arbejder i Danmark over en længere periode.

Begrundelsen for de i alt 15.000 nye skydevåben er at kampen mod terrorister fordrer den type politi-bevæbning. Realiteten er, at der på 5 år har været én terrorhandling, som har kostet tre menneskeliv. Tab af tre menneskeliv er tre for meget, men som argument for indkøb af våben nok til en borgerkrigs-hær er der tale om den groveste fordrejning.

Principper og praktisk politik

Politiforliget rejser spørgsmålet om holdningen til støtte til den borgerlige, imperialistiske stats voldsapparat – militær og politi. Det spørgsmål har altid udgjort den tykkeste og mest uigennemtrængelige mur, der adskiller reformisme og socialistisk antikapitalisme.  Sidstnævnte har af princip altid afvist denne støtte. Når det gælder socialistiske antikapitalistiske principper er de aldrig abstrakte dogmer, men derimod altid grundlaget for og nært forbundet med valget af aktuel politik, taktik og strategi i kampen fore socialismen.

“Begrundelsen for de i alt 15.000 nye skydevåben er at kampen mod terrorister fordrer den type politi-bevæbning. Realiteten er, at der på 5 år har været én terrorhandling, som har kostet tre menneskeliv… som argument for indkøb af våben nok til en borgerkrigs-hær er der tale om den groveste fordrejning.”

Når det gælder det principielle i afvisning af politiforliget, er vejen til praktisk politik meget direkte. Princippet om ikke at støtte militær og politi i den imperialistiske stat dækker ikke over pacifisme, som er en principiel afvisning af al vold. Det handler derimod om modstand mod statsvold og krige mod andre staters borgere, og om at forsvare massebevægelsers og arbejderklassens muligheder for at udfolde sig på grundlag af borgerlige, demokratiske rettigheder.

Ti afgørende år

Det kan lyde voldsomt at tale om statsvold mod folkelige bevægelser. Men både internationalt og i Danmark står vi i de næste ti år over for en akut situation, der er afgørende for, hvilken side – kapitalen eller arbejderbefolkningen – der skal vinde klimakampen og kampen om miljøet.

Samtidig er det internationale kapitalistiske samfund ramt af en dyb, systemisk krise på en række sammenhængende, globale områder fra økonomi til pandemier. Det er kriser, der alle er uløselige ved bare at arbejde ‘progressivt’ inden for kapitalismens rammer. Kriserne betyder også, at potentialet for folkelige bevægelser uundgåeligt vil udløse voldelige svar fra statsmagtens politi. I denne periode, der overordnet er præget af sådanne kriser, vil alle de politiske kræfter, der står for opretholdelse af kapitalismen, i en eller anden grad i praksis acceptere vold mod masserne. Det er netop de politiske partier, der kan stemme for midler til politi og militær. Reformisterne har erfaringsmæssigt forsvaret fortsat kapitalisme, mens de taler om socialisme ved festlige lejligheder. Revolutionære socialister må derimod nødvendigvis være modstandere af så meget som én krone til politi og militær.

Forliget er et instrument for statsracisme

Politiforliget forbryder sig mod flere andre ægte socialistiske principper. Det gælder internationalisme og antiracisme. Begge står i skarpeste modsætning til borgerskabets mest effektive midler til splittelse af den internationale arbejderklasse. Internationalismens solidaritet med undertrykte folkeslag bliver aktualiseret af en udløber af klimakrisen. Det drejer sig om politi-militarisering af grænsebevogtningen, først og fremmest vendt mod et stigende antal mennesker, der flygter fra klimakrise og andre kriser. Truslen om at bruge skydevåben skal holde de nødlidende, flygtende mennesker ude af landet. Forligets nationalchauvinisme er tydeligt.

6 af de højt lovpriste 20 nye, lokale politistationer skal ligge i ”ghettoerne”, hvor den etniske mindretals-ungdom i stigende grad må vokse op med et nærpolitis ydmygende, stressende mandsopdækning. Det er dét stof, den britiske Brixton-opstand i 1981 er lavet af. Der stoppede og ydmygede bevæbnet politi etniske mindretals-unge i London bydelen, indtil de eksploderede i kollektivt, magtesløst raseri. I stedet for konstant at blive provokeret og udsat for statslig undertrykkelse, så kan disse unge være en politisk værdifuld del af den danske arbejderungdom, og gå foran i kamp mod kapitalismen. Lokalpolitistationer i ‘ghettoerne’ er et instrument for statsracisme.

Enhedslistens plakattekst ”Dag og nat knokler betjentene for vores tryghed” og Enhedslistens afbildning af en betjent med teksten ”Hverdagens Helte” er grafiske illustrationer af, hvor langt Enhedslistens officielle politik har fjernet sig fra enhver lighed med ægte socialistisk politik, og tværtimod har stillet sig i reformismens borgerlige lejr.

Statens forberedelse af væbnet kontraangreb mod klima- og andre bevægelser og optrapning af racistiske statslige tiltag og national chauvinisme er i åbenlys overensstemmelse med Nye Borgerliges hele grundlag – og med den socialdemokratiske mindretalsregering. Når Enhedslistens parlamentarikere overhovedet her kan stemme sammen med Nye Borgerlige, må det være fordi ELs parlamentarikere i praksis ser partiet som et politisk vedhæng til Socialdemokratiet. Og vel at mærke end ikke med fortidens reformistiske, borgerlige arbejderparti Socialdemokratiet, men med det socialdemokrati der – nu hvor Venstre er i dyb krise og er afskrevet af de centrale dele af borgerskabet – er blevet borgerskabets politiske hovedkanal.  

Hvad med forligets positive dele?

Når man taler med ellers progressive medlemmer af Enhedslisten, er en ikke ualmindelig reaktion på politiforliget, at de egentlig kun har lagt mærke til de få positive ting i forliget. Det gælder først og fremmest oprettelsen af en politimæssig institution til mere fair behandling af voldsramte kvinder. Andre fremhæver det angiveligt øgede fokus på noget, der i årevis har været kriminelt negligeret: Politiets varetagelse af indbrudssager og anden berigelses- kriminalitet mod almindelige borgere og deres hjem. Enhedslistens reformistiske parlamentarikere fremhæver netop også de få positive dele som ”begrundelse” for deres støtte.

Det er klart, at Enhedslisten skal kræve og arbejde for, at voldsramte kvinder får en ordentlig behandling af politiet. Derfor behøver man ikke at stemme for borgerkrigsbevæbning af statens voldsapparat og racisme mod flygtninge og etniske mindretals ungdom.

Når det gælder det ønskelige i politiets indsats mod indbruds-tyverier, så er det en kendsgerning, at de næsten alle har rødder i narkomaners jagt på penge til stoffer. I stedet for at se på det som en politiopgave, så er det indlysende, at partiets opgave er at kræve og arbejde for afkriminalisering af narko og hash. Bare en lille del af de mange millioner, der bruges på politi og ikke mindst på de overfyldte fængsler, kunne bruges til en ægte social indsats for de brugere, der ønsker at komme ud af deres misbrug og få nogle reelle muligheder i livet, som svarer til deres behov.

“Det er klart, at Enhedslisten skal kræve og arbejde for, at voldsramte kvinder får en ordentlig behandling af politiet. Derfor behøver man ikke at stemme for borgerkrigsbevæbning af statens voldsapparat og racisme mod flygtninge og etniske mindretals ungdom.”

Med en afkriminalisering af narko og hash ville det økonomiske grundlag desuden være revet væk under indtjening på den danske del af verdens næststørste handelsvare, og under banderne og sælgerne der slås i gaderne. Det er dem, der sammen med brugerne og de små fisk fylder fængslerne. 

Hvis man kæmpede for den politik, ville man nedbringe antallet af indbrud, andre tyverier og bandekriminalitet. Det ville fjerne meget politiarbejde inden for indbrud og tyveri og jagten på sælgere og bagmænd. Ud fra brugererfaringerne med det kommunale og statslige bureaukratis magtfuldkomne behandling af bl.a. misbrugere, må der arbejdes for brugernes og de ansattes egen kontrol med de nyoprettede foranstaltninger til hjælp for brugerne af stoffer og andre rusmidler. 

Et socialistisk modsvar

Enhedslisten bør ikke stemme for midler til politi og militær, men burde i stedet forene og organisere sig – også inden for Enhedslistens rammer – til kamp mod selve det kapitalistiske grundlag. Menneskehedens fremtid afhænger af en ny magt, nemlig arbejderbefolkningens. Men uanset om man er enig i hele den skitserede vej, eller bare enig i noget af ovennævnte, må det nødvendigvis betyde forenet modstand mod væbnet oprustning af borgerskabets stat. Det er dette princip omsat til politisk modstand mod en oprustning rettet mod de kommende massebevægelser, som Enhedslistens folketingsgruppe så afgørende har forbrudt sig imod i og med sin tilslutning til politiforliget. Det er den reformistiske politik, der nødvendigvis må organiseres et ægte socialistisk modsvar til.