Er fortsat krig det eneste svar?

Mikael Hertoft påstår i sit debatindlæg i Solidaritet, at vi i den nye organisation ”Venstrefløjen” mener, at ”det er ligegyldigt om russerne vinder i Ukraine”. Det er en helt fortegnet fremstilling.

Der er ingen, som vinder i krigen i Ukraine. Og netop derfor burde alle progressive kræfter arbejde målrettet for at få krigen stoppet og satse på fredsforhandlinger.

Der har været fremsat det argument for våbenstøtte, at dersom Rusland vinder, vil ukrainere blive udsat for grusom russisk undertrykkelse. Imidlertid vil en fortsættelse af krigen betyde, at ukrainere kan se frem til i de kommende, muligvis adskillige år, at leve i et land i krig. En krig der formentlig eskalerer og udsætter befolkningen i Ukraine og måske også i andre lande for ufattelige lidelser.

Propagandakrig mod Rusland og russere

Stort set samtlige medier og regeringer i Danmark og Vesten fører en propagandakrig mod Rusland og russere i almindelighed. Det er ikke nogen vanskelig øvelse, da Rusland vitterlig startede krigen og begår grufulde krigsforbrydelser. Men Zelenskij og Ukraine fremstilles som selve demokratiets redningsmænd, og selv klare forbindelser til nazistiske grupper og nazistiske nationalhelte benægtes eller bortforklares.

For nylig kom parlamentsformanden i Canada i vanskeligheder, da han kom til at hylde en gammel ukrainsk ”frihedshelt” i parlamentet. Det viste sig, at den pågældende havde kæmpet på nazisternes side under 2. verdenskrig.

Dræbte russere eller ofrene for krigen i det østlige Ukraine tæller derimod ikke. At denne ensidige fokus på ukrainske ofre bidrager til Putins hjemlige propagandakrig, er der ingen tvivl om. Det er problematisk, da den bedst tænkelige måde, krigen kunne stoppes på, var, hvis Putin mistede den hjemlige støtte til krigen.

Som i de fleste krige fremstilles det som en kamp mellem de gode og de onde. Og – surprise – ens egen side er de gode. Modstanderen er derimod særligt barbarisk, forbryderisk og umenneskelig. Det virker, som om Mikael Hertoft – og mange andre på den brede venstrefløj – abonnerer fuldt og helt på den fortælling.

At være opmærksom på krigens mange komplekse aspekter og mene at fredforhandlinger nok er det bedste, er ikke det samme som at være ligeglad med Ukraine. Tværtimod.

Krigen er kompliceret

Efter vores opfattelse er der mindst tre krige i gang på en og samme tid. For det første Ruslands angrebskrig mod Ukraine, som vi alle tager afstand fra. For det andet en krig mellem regeringen i Kiev og det russiske flertal i Donbas. Og for det tredje – og vigtigst – er der tale om en krig mellem to imperialistiske blokke, som det også fremgår af det grundlag et stort flertal vedtog på konferencen for en uges tid siden:

”Zelensky-regimets sejr vil betyde, at NATO kommer til at bestemme, Ruslands sejr vil betyde et lakaj-regime under russisk imperialisme. Ingen af delene er progressive udfald for arbejderklassen.

Vi er også opmærksomme på, at imperialisterne, præcis som under 1. verdenskrig, bruger ”selvforsvar” som et dække for rivalisering mellem imperialistiske blokke. En sådan rivalisering ønsker vi ikke at deltage i. Vi er imod alle imperialistiske magter, hvad enten det er USA/NATO, Rusland, Kina eller EU.

Vi holder ikke med een imperialistisk magt med den begrundelse, at den skulle være et mindre onde. Al imperialisme er undertrykkelse.”

Derfor kan vi naturligvis ikke bakke op om den massive våbenstøtte, senest beslutningen om at sende F-16-fly til Ukraine. Vi er alvorligt bekymrede for, hvor oprustningen og militariseringen fører os hen. Oprustning på den ene side fører ganske rutinemæssigt til modtræk og oprustning fra den anden side.

Vi kan risikere, at krigen fortsætter i årevis – og at den udvikler sig i en stadigt farligere retning – også for resten af verden. Den engelske forsvarsministers udtalelser om at man burde sende engelske soldater, såkaldte instruktører afsted til Ukraine er endnu en optrapning, endnu et farligt trin.

Efter vores opfattelse er det ikke solidaritet med den ukrainske befolkning at deltage i denne optrapning – tvært imod!

Det har været påstået, at man godt kan gå ind for at sende våben til Ukraine, samtidig med at man er imod oprustning. Men da den voldsomt intensiverede oprustning skyldes krigen i Ukraine, er det meget vanskeligt at skille de to ting ad. Den ensidige satsning på militære løsninger – hundredvis af milliarder til kampfly, klyngebomber og raketter – gør denne påstand meget svær at forstå. Hvordan skal man samtidig kunne argumentere for nedrustning?

Basisdemokrati i Enhedslisten

Mikael Hertoft fremkommer også – mod bedre vidende – med flere andre urigtige påstande om konferencens konklusioner. Blandt andet skriver han:

”Jeg mener, det er vigtigt, at der er nogen, som arbejder med at fastholde Enhedslistens principper og basisdemokrati. Men det er ikke det, den nye struktur ”Venstrefløjen” har sat sig for.”

Det er simpelthen ikke korrekt. Det meste af grundlaget handler om netop dette tema. Fx skriver vi under overskriften ”Enhedslisten skal være basisdemokratisk”:

”Et levende partidemokrati, hvor de aktive medlemmer faktisk bestemmer politikken, er en forudsætning for, at flere engagerer sig og tager del i partilivet og aktiviteterne. Derfor skal tendenserne til centralisering og svækkelsen af partidemokratiet ved fx indførelse af elektroniske årsmøder og længere valgperioder bekæmpes, og afdelinger og udvalgs rolle skal udvikles og styrkes.”

Kort sagt: Den nye organisation ”Venstrefløjen” er ikke ligeglad med Ukraine, men er imod krig og imod alle imperialistiske blokke – også vores egen. Og så vil vi kæmpe for at Enhedslisten bliver basisdemokratisk.