Er risikoen for storkonflikt virkelig væk?

Det er ikke nødvendigvis rigtigt, at overenskomstforhandlingerne har været så lette, som det påstås. Det forlig, der skabte et gennembrud i forhandlingerne, var en uge forsinket. Men det er sandt, at de kommende forlig derefter kom hurtigt efter hinanden, og at ingen større aftaler havnede i forligsinstitutionen.

Problemet er bare, at det er medlemmerne og ikke forhandlerne, der skal stemme om overenskomsterne. Der er ingen historisk sammenhæng, der tyder på, at lette forhandlinger også giver et ja til overenskomsten.

Nogle af de sværeste forhandlingerne på det private område i nyere tid var i 2010. Her havnede industriens overenskomst i forligsen, og gennembrudsforliget blev næsten en måned forsinket. Alligevel blev resultatet et klart ja, hvor 63,8 procent af medlemmerne stemte ja.

Nogle andre peger på, at kun omkring to procent af arbejderne er havnet uden for overenskomstaftalerne. Det er meget færre end normalt. Men det er også det samme resultat som i 1998, hvor resultatet sidst blev forkastet af medlemmerne, og der udbrød storkonflikt.

Der er gode grunde til at der ikke er noget mønster at komme efter her. En topforhandler har et andet perspektiv på en OK end en lønmodtager. Det kan der være både fordele og ulemper ved, men topforhandlerens begejstring deles ikke automatisk af lønmodtageren.

Gode resultater sikrer ikke et ja

Mange nævner, at overenskomstforhandlingerne har givet gode resultater og gode lønstigninger. Det bruger de som grund til, at resultatet af afstemningerne også må blive et ja. Men ser vi på den nyere historie forholder det sig stik modsat. Gennemsnitligt stiger nej-procenten med to procent for hver ene procent, mindstelønnen bliver hævet med.

Det skyldes selvfølgelig ikke, at folk stemmer nej til at få en højere løn. Forklaringen er nærmere, at de gode resultater kommer, når risikoen for konflikt er stor. Da forhandlingerne om dette års overenskomst begyndte, var stemningen blandt kommentatorer og forhandlere, at risikoen for konflikt var den højeste i meget lang tid. Denne frygt har så skabt en mere generøs overenskomst end normalt.

En tilfreds tillidsrepræsentant sikrer ikke et ja

Mange af overenskomstforhandlingernes resultater er stadig ukendte og usikre. Fagligt aktive kan diskutere i timevis, hvorvidt boligtillægget til udenlandske arbejdere kommer til at fungere i praksis. Det er også usikkert om de nye regler for lokale lønforhandlinger vil gøre en forskel for lønudviklingen. Det vil tage nogle år, før vi med sikkerhed kan sige, om disse nye regler virker.

Samtidig er det svært at sige, hvor meget disse diskussioner fylder i grupper uden for kernen af de fagligt aktive. Fagforeningernes tillidsrepræsentanter og lokalformænd har typisk læst alle protokollerne fra OK23 og skriver daglige opslag om overenskomsten. Kommentatorer behandler de faglige aktivisters holdninger som vigtige indikatorer på resultatet. Men de udgør et snævert mindretal. Betyder disse overvejelser noget uden for denne snævre kreds?

Ligesom topforhandlerens perspektiv ikke nødvendigvis deles af den normale lønmodtager, er det heller ikke nogen naturlov, at det, der gør den fagligt kerneaktive glad, også er det, der gør den almindelige lønmodtager glad.

Konjunkturer og inflation bliver afgørende

Det er medlemmerne, der afgør, om vi skal i konflikt, og for medlemmerne fylder økonomien mest. I krisetider stemmer de fleste ja til overenskomsten. Når opsvinget buldrer, oplever vi derimod tætte afstemninger med reel risiko for storkonflikt. Der er intet som truslen om en fyreseddel, der kan få en arbejder til at sige ja til, hvad end der ligger på bordet.

De klareste ja’er kom under den store arbejdsløshed i begyndelsen af 1990’erne, under finanskrisen i begyndelsen af 2010’erne, og ikke mindst under corona-pandemien i 2020. De tætte afstemninger i 1998, 2004, 2007 og 2017 kom alle i tider med lav ledighed.

Der er undtagelser. I 2000 stemte et stort flertal ja i økonomiske opsvingstider. Men det er der gode forklaringer til. For det var i 2000, at arbejderne fik den sjette ferieuge, som var det krav, der udløste konflikten i 1998.

Historien peger altså ikke på et klart ja, men nærmere på en tæt afstemning. Dermed er risikoen for konflikt stadigvæk meget reel.