Erdogan vil eliminere den sidste bastion af det tyrkiske demokrati

Tyrkiet står midt i en alvorlig demokratisk krise. Gennem hele sidste uge er AKP-regeringen gået voldsomt til værks mod oppositionspartiet, Folkets Demokratiske Parti (HDP), som nu trues med lukning af den tyrkiske forfatningsdomstol. Der har desuden været masseanholdelser af HDPs hovedbestyrelsesmedlemmer igen. Medformanden for den uvildige menneskerettighedsorganisation “İnsan Hakları Derneği (İHD)”, Öztürk Türkdoğan blev også arresteret.

Lørdag morgen kom det også frem, at Tyrkiet også har valgt at melde sig ud af den såkaldte Istanbul-konvention, som var det eneste juridiske værn til at forebygge vold mod kvinder og kvindeundertrykkelse i Tyrkiet. Istanbul-konventionen referer til Europarådets konvention til “forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet”, der blev underskrevet i Istanbul 11. maj 2011. Regeringen har forklaret deres udtrædelse af konventionen med et absurd argument om, at landets lovgivning beskytter kvinderne tilstrækkeligt, og at der derfor ikke er behov for at være en del af konventionen længere. Ved at træde ud af verdens første bindende traktat til forebyggelse af vold mod kvinder, har AKP-regeringen forsøgt at sende et tydeligt signal til hele den demokratiske opposition om, at det nu er præsidentens dekreter og regeringens love, der gælder.

HDP lukningstruet

I tirsdags valgte et flertal i det tyrkiske parlament så at ophæve den parlamentariske immunitet for HDP-parlamentarikeren Ömer Faruk Gergerlioğlu. Han er kendt for at have afsløret overtrædelser af menneskerettighederne i Tyrkiet, og har derfor længe været et mål for Erdogan-regimet. Gergerlioğlu har dog valgt ikke at forlade parlamentet efter ophævelsen af hans parlamentariske immunitet, og har i stedet igangsat en stille protest i partikontoret i det tyrkiske parlament. Søndag morgen kl.06:00 stormede talrige civilklædte politibetjente så parlamentet, hvor de arresterede Gergerlioglu, der ikke en gang fik lov at skifte nattøjet.

Ophævelsen af den parlamentariske immunitet for HDPs folkevalgte og arrestationerne mod HDPs medlemmer og aktivister er ikke noget nyt. Erdogan-regimet har længe været efter HDP. Det nye er, at den højeste anklagemyndighed i Tyrkiet onsdag rejste sag mod HDP med et ønske om, at partiet bliver forbudt og lukket. I anklageskriftet beskyldes HDP for, at “partiet gennem sine medlemmers handlinger og erklæringer har forsøgt at ødelægge og eliminere den tyrkiske nationale integritet.”

Og der er stor sandsynlighed for, at kampagnen om at forbyde HDP lykkes. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at det regerende AK Parti har knægtet oppositionen. HDP er selv en arvtager fra utallige andre, tidligere forbudte politiske partier i landet, og HDP har allerede vist, at partiet er i stand til at organisere sig ud af situationen, trods massive fængslinger af både hovedbestyrelsesmedlemmer, borgmestre og byrødder. Sandsynligheden for, at den tyrkiske forfatningsdomstol med klar ordre fra AKP-regeringen udsteder forbud mod HDP er stor, medmindre verdenssamfundet udviser solidaritet med HDP og øger presset mod Erdogans regime.

Svækket Erdogan slår fra sig

I Tyrkiet kommer reaktionen på anklagemyndighedens forsøg på at forbyde HDP ikke som nogen overraskelse. Anklageren arbejder i dag som regimets forlængede arm, og forsøger blot at gennemføre et ønske, der adskillige gange er blevet udtrykt af Erdogans tætteste allierede, Devlet Bahçeli. Han er formand for det Nationalistiske Folkeparti (MHP), som koalitionspartner med AKP-regeringen. De seneste meningsmålinger i Tyrkiet viser, at vælgertilslutningen til AKP-regeringen er betydeligt svækket, hvilket også gør Erdogan mere afhængig af MHP end tidligere. AKP har ligesom mange af partiets vælgere haft et ønske om at forbyde HDP gennem mange år, men har nu fremskyndet den proces gennem pres fra MHP.

Siden parlamentsvalget i 2015, hvor HDP fik 80 mandater i det 600 sæders store tyrkiske parlament, har AKP gjort alt for at handlingslamme HDP. Det skyldes ikke mindst, at HDP har været i stand til at alliere sig med de øvrige demokratiske kræfter i Tyrkiet, og dermed har formået at komme over den udemokratiske spærregrænse på hele 10 %. Med 80 mandater har HDP elimineret det absolutte flertal, AKP har haft siden 2001, hvor partiet første gang kom til magten. Derudover har HDP siden 2015 demonstreret, at partiet er det eneste parti, der udgør en reel opposition mod AKP-regeringen. Det er derfor helt naturligt, at AKP ikke ønsker HDP i det tyrkiske parlament, hvor AKP ellers har haft frie tøjler til at sætte retningen for hele landet. 

“Siden parlamentsvalget i 2015, hvor HDP fik 80 mandater i det 600 sæder store tyrkiske parlament, har AKP gjort alt for at handlingslamme HDP. Det skyldes ikke mindst, at HDP har været i stand til at alliere sig med de øvrige demokratiske kræfter i Tyrkiet og dermed har formået at komme over den udemokratiske spærregrænse på hele 10 %”

Landets største oppositionsparti, det socialdemokratiske CHP, har i den forbindelse ikke været i stand til at agere oppositionsparti. CHP har blandt andet været med til at stemme for ophævelsen af parlamentarisk immunitet for HDPs tidligere medformand, Selahattin Demirtas, der siden november 2016 har siddet bag tremmer. CHP har ligeledes støttet AKP i spørgsmålet om de mange militære invasioner i Rojava i det nordlige Syrien. CHPs eget bagland har også en nationalistisk dagsorden, og der er meget som tyder på, at CHP tøver når det handler om at stille sig i opposition sammen med HDP. CHP frygter også at blive stemplet som for tæt allieret med HDP, som Erdogan betragter som “PKKs forlængede arm”.

HDPs regnbuekoalition udfordrer AKP

HDP er på mange måder et demokratisk projekt, og står derfor i skarp kontrast til Erdogans planer for Tyrkiet. Partiet har eksisteret i Tyrkiet siden 2012, og er et parti for alle demokratiske kræfter i Tyrkiet, ikke kun for kurderne, selv om det har stor støtte i de kurdiske områder. Partiet repræsenterer i dag mange forskellige, ofte venstreorienterede bevægelser, heriblandt miljøaktivister, LGBT-folk og folk fra fagforeningerne. Blandt partiets medlemmer og parlamentsmedlemmer kan man desuden finde folk med forskellige minoritetsbaggrunde, heriblandt kurdisk, tyrkisk, armensk baggrund, samt folk med forskellige religiøse baggrunde, heriblandt muslimer, alawitter, kristne, assyrerer og yezidier. Med et socialistisk og mangfoldigt udgangspunkt udgør HDP derfor en stor modsætning til AKP’s sunni-islamistiske og tyrkisk-nationalistiske dagsorden, der betragter alle anderledes tænkende som en trussel mod sit eget eksistensgrundlag. 

På den baggrund kan det ikke overraske nogen, at der i dag sidder ni demokratisk valgte HDP-parlamentsmedlemmer – herunder dets tidligere medformand og medforkvinde – bag tremmer. Derudover er partiets 23 borgmestre i dag fængslet med gængse beskyldninger om promovering af terrorvirksomhed. Ved kommunalvalget i 2019 vandt HDP flertallet i 65 kommuner, nogle steder med over 80 % af stemmerne. I dag har HDP kun magten i 6 kommuner, mens resten er blevet sat under administration af Erdogan-regimet, og mange af de folkevalgte borgmestre er fængslet og bliver retsforfulgt.

HDP er arven efter utallige forbud

I Tyrkiet er der en lang tradition for at lukke ​​politiske partier. Det gælder særligt pro-kurdiske partier. Indtil nu har forfatningsdomstolen forbudt seks pro-kurdiske, politiske partier. Det første var Folkets Arbejderparti, HEP, der blev etableret 7. juni 1990. HEP sluttede sig dengang til det socialdemokratiske SHP ved parlamentsvalget i 1991, hvor man fik 22 pladser i det tyrkiske parlament. I juli 1993 forbød forfatningsdomstolen HEP, og efterfølgende lukningen blev partiet “Frihed og Demokratiparti, ÔZDEP grundlagt i maj 1993. Den 23. november 1993 blev OZDEP så også forbudt, men Demokratipartiet (DEP) fulgte snart i dets fodspor. I marts 1994 ophævede det tyrkiske parlament så seks DEP-parlamentsmedlemmers immunitet, og disse parlamentsmedlemmer – blandt andet Leyla Zana – blev senere dømt til 15 års fængsel på grund af “terroranklager”. Zana var den første kurdiske kvinde i parlamentet, og hun blev arresteret for at tale kurdisk i parlamentet.

Den 16. juni 1994 forbød forfatningsdomstolen så også DEP, der blev efterfulgt af Folkets Demokratiparti, HADEP, der var blevet grundlagt i maj samme år. Ved lokalvalget i 1999 vandt HADEP 37 kommuner i hele den kurdiske region, inklusiv syv større kurdiske byer. I marts 2003 forbød den tyrkiske forfatningsdomstol så for fjerde gang et pro-kurdisk parti, da HADEP blev føjet til listen. 9. november 2005 blev partiet Demokratisk Samfundsparti (DTP) så grundlagt, og dets kandidater stillede op ved parlamentsvalget i 2007 som løsgængere grundet den høje spærregrænse. DTP fik dengang 22 pladser i det tyrkiske parlament. Ved lokalvalget i 2009 vandt DTP borgmesterposter i over 100 byer i de kurdiske områder, og så var bægeret tilsyneladende fyldt: Tyrkiets forfatningsdomstol forbød partiet 11. december 2009.

Det ser ud til, at HDP, som har eksisteret siden 2012, bliver det næste parti i den lange række af partier, som den tyrkiske forfatningsdomstol har forbudt. Men selv om udviklingen har en lang historisk tradition, er der ikke noget, der er skrevet i sten. Hvis man vil bremse den seneste udemokratiske udvikling under Erdogan-regimet, er der derfor behov for at øge presset mod det tyrkiske regime.