Tyrkiske og kurdiske aktivister trodser hver dag Erdogans rædselsregime
I Erdogans Tyrkiet er presse- og forsamlingsfrihed efterhånden en saga blot. Enhedslistens folketingskandidater Anne Hegelund og Maria Temponeras rapporterer fra deres tur til kongres i Ankara med søsterpartiet HDP.

I juli måned var en lille delegation på fire personer fra Enhedslistens Kurdistan solidaritetsgruppe og HPD-gruppen under DIPD i Ankara. Her deltog vi i Folkets Demokratiske Partis (Halkların Demokratik Partisi, HDP, red.) kongres, og mødtes med aktive kritikere af Erdogans styre.
Vi mødtes både med parlamentsmedlemmer, fagforeningsfolk og græsrødder. Vi besøgte også kurdiske landsbyer og en kurdisk kulturforening. De vilkår, som de lever under, og den risiko de løber, når de stædigt og modigt modarbejder undertrykkelsen, er utrolig. Det er umuligt ikke at beundre de aktivister, og vi rejste derfra med både ydmyghed og nyt håb for forandring.
Organisering straffes med sulteløn og berufsverbot
Vi mødtes med repræsentanter for KESK, som organiserer offentligt ansatte, og DISK, som er de privatansattes fagforening for ufaglærte og faglærte. Hos KESK fortalte de, at organiseringsgraden er faldet fra 80% til 14%. Mange fagforeningsaktive er fængslede, og endnu flere er blevet fyret på grund af deres fagforeningsaktivitet, og de kan ikke få job igen i det offentlige.
“Lønningerne i Tyrkiet kan slet ikke holde trit med inflationen, og arbejdsløsheden er tårnhøj.”
Lønningerne i Tyrkiet kan slet ikke holde trit med inflationen, og arbejdsløsheden er tårnhøj. For nyligt kom en mikroskopisk forhøjelse af den lovbestemte mindsteløn, men det forslår slet ikke. Lønnen er stadig ikke nok til at holde en familie over sultegrænsen. At tage på ferie er umuligt for de fleste, selv inden for Tyrkiet.
Kvinder passer børn og gamle, ud over deres lønarbejde, de har svært ved at finde tid til at være fagforeningsaktive. Også pensionerede kvinder arbejder, de må passe deres børnebørn, for der findes stort set ikke børnehaver og vuggestuer, som er til at betale. DISK har en kvindegruppe, der blandt andet arbejder med at få Tyrkiet til at tilslutte sig Istanbul-konventionen igen, efter præsident Erdogan med et lovstridigt dekret trak Tyrkiet ud af den konvention sidste år. Det er en aftale, der handler om at bekæmpe vold mod kvinder og børn – som er et kæmpe stort problem i Tyrkiet. Under pandemien er forekomsten af vold mod kvinder og kvindedrab eskaleret.
Abortretten er kun for de rige
Vi mødtes også med en stor gruppe feminister, der er organiseret i Foundation for Women´s Solidarity i Ankara. De repræsenterede mange forskellige grupper, og fortalte om deres arbejde med mange emner og med mange samarbejdspartnere. Det var imponerende meget, og meget bredt, det de har gang i.
De fortalte om abortretten, som findes på papiret, men i realiteten kun er for de rigeste, som har råd til privathospitaler. Mange kvinder henvender sig til dem på kontoret i Ankara med den slags problemer, og der findes netværk, der hjælper kvinderne.
Arbejdet gøres meget vanskeligt af, at aktivister ofte bliver arresteret og chikaneret på andre måder. De kan aldrig vide sig sikre, men fortsætter arbejdet på trods.

Retfærdighed i retssystemet er en by i Tyrkiet
1000 jurister i hele Tyrkiet er organiserede i 10 lokale grupper i organisationen Lawyers For Freedom. De arbejder frivilligt en eller to dage om ugen med at forsvare og rådgive politiske fanger, voldsramte kvinder og andre, der har brug for hjælp i retssystemet. Vi mødtes med en håndfuld unge aktive kvinder, og de var blot nogle få af de 80 frivillige i Ankara-afdelingen.
De sager de havde i gang var blandt andet forsvaret af den politiske leder Selahattan Dermitas, som er uretmæssigt fængslet, samt forsvaret af de 400 aktivister, der var blevet arresteret ved Pride-optoget kort tid inden.
Vi mødtes også med menneskerettighedsorganisationen IHD. De arbejder med at dokumentere og forsvare fangers vilkår og rettigheder, med særligt fokus på kvinder og børn og på syge fanger. Det er en organisation med 27 afdelinger i Tyrkiet, som samarbejder internationalt med deres søsterorganisationer.
Unge politisk aktive arresteres vilkårligt
Ungdomsorganisationen, der samarbejder med Enhedslistens søsterparti HDP, er blevet kendt ulovligt af den tyrkiske stat. Medlemmer arresteres og tilbageholdes i månedsvis uden at blive stillet for en dommer. Så sent som 29. juli blev fem medlemmer af organisationen arresteret om natten, og deres familier blev chikaneret groft.
De unge vi mødtes med fortalte også om de 365 børn under 6 år, som sidder i fængslerne med deres forældre. I alt sidder 1900 børn under 18 år i børnefængsler, ofte langt fra deres hjem og deres familier, og mange udsættes for vold i fængslerne.
Feministisk organisering i venstrefløjspartiet HDP
Enhedslistens solidaritetsgruppe har længe samarbejdet med kvindeforsamlingen i HDP. Vi arbejder løbende med at udveksle erfaringer, både via Zoom og ved at besøge hinanden. I maj var to kvinder fra kvindeforsamlingen på besøg i København og Aarhus, og deltog blandt andet i den feministiske festival TalkTown. Vi mødtes selvfølgelig også med vores samarbejdspartnere i Ankara, deriblandt parlamentsmedlem Gülistan Kilic.
“Alle ledende poster i HDP besættes af en kvinde og en mand på en delt forpersons-post…. Det er inspirerende at høre om deres erfaringer.”
I HDP diskuterer og beslutter kvindeforsamlingen spørgsmål, der vedrører kvinder og kønsminoriteters vilkår. I andre sager har kvinder og mænd lige indflydelse. Alle ledende poster besættes af en kvinde og en mand på en delt forpersons-post. For eksempel er mange borgmesterposter delt i to, ligesom også forpersoner i partiet, lokalt og nationalt. Det er meget inspirerende for os at høre mere om deres erfaringer, og om de kampe de har taget for at nå dertil, hvor de er nu.
Stærk og håbefuld kongres i HDP
Vi var så heldige at være inviteret som gæster til HDP’s kongres, der foregik i en sportsarena i Ankara. Der var ca. 22.000 mennesker, og stemningen var helt fantastisk. Før og i alle pauserne i kongressens program, var der musik og kædedans i salen. Der var 1200 delegerede til kongressen, og afstemningerne foregik fysisk med sedler i stemmebokse. Kongressen valgte en ny hovedbestyrelse for HDP på 100 personer, og et nyt tiltag var udpegningen af en rådgivende forsamling med deltagere fra kulturlivet og akademikerverdenen – filmskabere, journalister og filosoffer.
Det var vildt spændende at være vidne til, og det var en kæmpe styrkedemonstration at så mange deltog, på trods af svære vilkår og risiko for repressalier. Efter kongressen blev 44 personer arresteret for at have råbt slagord under kongressen, det opfattes af regimet som støtte til terrorisme.
Erdogan er i gang med at opbygge en retssag, der har til formål at forbyde HDP. Hvis han lykkes med det, må vi stå klar til at protestere og støtte vores kammerater i Tyrkiet. Vores besøg i Ankara gjorde det endnu mere klart for os, at politisk aktive i Tyrkiet har brug for vores opmærksomhed og støtte, og vi har brug for deres erfaringer. Vi kæmper for den samme sag som dem, og ingen er frie, før alle er frie.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER