EU-lov maler mineindustrien grøn

EU’s Ministerråd gav mandag 18. marts sin endelige godkendelse til en ny lov, forordningen om kritiske råstoffer eller på engelsk: Critical Raw Materials Act. Dermed er vejen banet for en europæisk satsning på øget minedrift og andre tiltag for at ”sikre en stabil og bæredygtig forsyning af kritiske råstoffer til Europas industri”.

Forordningen er kommet usædvanligt hurtigt og glat igennem EU-institutionerne: Kommissionen kom med sit udkast i marts 2023, og den 7. december stod det klart, at der var flertal i både Rådet og EU-Parlamentet, hvorefter den endelige vedtagelse var en formalitet. Parlamentet vedtog aftalen den 12. december med 549 stemmer for, 43 imod og 24 undlader.

I den socialdemokratiske gruppe stemte alle for aftalen på nær én. I den grønne gruppe stemte 44 for, heriblandt de to SF’ere, mens 11 stemte imod, og 7 undlod. I venstrefløjsgruppen, som Enhedslisten er med i, stemte kun 5 for, mens 15 stemte imod, og 13 undlod.

Den brede tilslutning skyldes ikke mindst grønne argumenter. Kommissionen har slået på, at forordningen skal understøtte den grønne omstilling ved at sikre metaller til bilbatterier, vindmøller, solceller m.m. Forordningen indgår i ”Industriplanen for den grønne pagt” og er altså en del af EU’s såkaldte ”Green Deal”.

Modstanden fra venstre afspejlede den kritik, der er formuleret af en del miljøbevægelser og andre NGO’er, måske klarest sammenfattet af Mick Wallace fra irske Independents 4 Change under EP-debatten 12. december 2023.

”Overgangen til vedvarende energi vil kræve en massiv stigning i udvindingsniveauet, men vi kan begrænse den stigning betydeligt ved at reducere det absolutte ressourceforbrug,” sagde Wallace og angreb EU-Kommissionen for at have siddet på hænderne, efter at EU-Parlamentet i 2021 opfordrede den til at komme med mål for en betydelig reduktion af EU’s materielle og forbrugsmæssige fodaftryk inden 2030.

”Det er tre år siden, og Kommissionen har stadig ikke handlet. I stedet forbereder EU sig med loven om kritiske råstoffer på at udskrive en blankocheck til mine- og våbenindustrien, mens man lader, som om det er klimahandling. Aluminium og titan er blevet føjet til listen over kritiske råstoffer. Disse mineraler har meget lidt at gøre med energiomstillingen, men de er afgørende for våbenindustrien, og F-22 stealth-bombeflyet indeholder 39 procent titan. Loven om kritiske råstoffer vil ikke gøre vores økonomi grønnere, men den vil helt sikkert berige våbenindustrien.”

Råstoffer til den grønne omstilling?

Ingen er i tvivl om, at satsningen på at bremse klimakatastrofen med tekniske midler som elbiler og vindmøller vil kræve voldsomt øgede mængder af råstoffer i de kommende år. Fremstillingen af en elbil kræver langt større mængder råstoffer end fremstilling af en traditionel bil, navnlig litium, grafit, kobolt, nikkel og mangan til batterier og sjældne jordarter og kobber til motoren. Vindmølleudbygningen kræver bl.a. metaller af typen sjældne jordarter.

Det er dog langt fra kun denne satsning, der motiverer EU. It-sektoren er også i fokus – der tales om ”den grønne og digitale omstilling”, som om det var én og samme proces. Med forordningen om kritiske råstoffer er to nye industriområder føjet til det gode selskab: våbenindustrien og luft- og rumfartsindustrien.

Alt dette indgår i en overordnet politik for at styrke EU’s vækst og konkurrenceevne i en tid med voksende geopolitiske spændinger. Her er EU vågnet op til den voksende risiko, der ligger i at være stærkt afhængig af import af kritiske råstoffer fra tredjelande.

For eksempel kommer 63 procent af verdens kobolt, som anvendes i batterier, fra DR Congo, og Kina har næsten monopol på udvinding og/eller forarbejdning af en række vigtige råstoffer, heriblandt magnesium, grafit og sjældne jordarter. I de seneste år har Kina standset eller begrænset sin eksport af flere af disse metaller.

Materialebehovet til såkaldte grønne teknologier kommer altså oven i det i forvejen store og stigende ressourceforbrug. Globalt er ressourceforbruget tredoblet de sidste 50 år, og det er på vej til at stige med 60 procent fra 2020 til 2060, advarer FN’s nye World Resources Outlook–rapport, som blev offentliggjort 1. marts.

Rapporten nævner også, at udvinding og forarbejdning af råstoffer i dag forårsager 55 procent af verdens drivhusgasudledninger, heraf de 17 procent alene på grund af metaller og andre mineraler.

EU har 6 procent af verdens befolkning, men forbruger 25-30 procent af de metaller, der produceres i verden, påpeger europæiske miljøbevægelser i et positionspapir.

For at øge EU’s forsyningssikkerhed fastsætter forordningen fire 2030-mål for de strategiske råstoffer, som EU forbruger:

• Mindst 10 procent skal være udvundet i EU.
• Mindst 40 procent skal være forarbejdet i EU.
• Mindst 25 procent skal komme fra genvinding i EU.
• Højst 65 procent må komme fra ét enkelt land.

Under indflydelse af industrilobby

”Der synes at være en udbredt konsensus om behovet for at sikre Europas forsyning af kritiske mineraler til klimaomstillingen gennem økonomisk støtte og gunstige reguleringer. Dette har givet en ny aura af respektabilitet til mineindustrien, som grundlæggende er beskidt og genererer massive drivhusgasudledninger,” kommenterer Corporate Europe Observatory.

Den Bruxelles-baserede research- og kampagnegruppe har i rapporten Blood on the Green Deal analyseret, hvordan forordningen er blevet præget af en vellykket lobbyindsats fra navnlig mineindustrien og våbenindustrien.

Fly- og våbenproducenter som Airbus og Dassault har holdt talrige møder med europæiske beslutningstagere, og de lobbyer også gennem brancheforeninger og bureauer. De har fået aktiv støtte fra allierede i Kommissionen, især kommissæren for det indre marked, Thierry Breton, og Generaldirektoratet for Forsvarsindustri og Rummet (DEFIS).

Desuden er der en ”svingdør” mellem industrien og EU. F.eks. blev den forhenværende præsident for EU’s forsvarsagentur (EDA) i 2020 cheflobbyist for Airbus.

Det har blandt andet påvirket listen over strategiske råstoffer. Med på listen kom aluminium og titan – to metaller, som er væsentlige for forsvars- og luft- og rumfartsbranchen, men knap så væsentlige for klimaomstillingen. Samtidig er kriterierne for at rubricere mineraler som ”kritiske” gjort mere fleksible, og Kommissionen har fået lov til at føje nye mineraler til listen over ”strategiske” mineraler uden offentlig kontrol.

Satsning på øget minedrift

Ifølge forordningen skal ”genanvendelse af råstoffer fremmes, og der skal opbygges et stærkt marked for sekundære råstoffer”. For den grønne gruppes ordfører ved parlamentsdebatten den 12. december er det ligefrem lykkedes at få ”cirkulær økonomi og genanvendelse i centrum for råstofloven“.

Situationen er dog ikke alt for lovende, hvad det angår. EU har øget sin brug af genvundet materiale, men det dækker stadig en meget lille del af forbruget af en lang række metaller – især dem, der skal bruges til vedvarende energi og højteknologisk udstyr.

Samtidig står man foran en stejlt stigende produktion af elbiler m.m., og til den skal der bruges langt mere litium og andre råstoffer, end der kan findes i allerede brugt udstyr.

Forordningen sigter da også i høj grad på at skaffe nye råstoffer fra minedrift, både i EU og i andre lande. Mineprojekter, der får EU-Kommissionens godkendelse som ”strategiske projekter”, vil få en strømlinet tilladelsesproces og hjælp til at opnå finansiering fra offentlige og private fonde.

EU har indtil nu taget afstand fra minedrift på dybhavsbunden, men linjen i forhold til minedrift på landjorden er en ganske anden. Med forordningen lægger man op til, at alle de medlemsstater, der har egnede geologiske forhold, skal sætte fart på efterforskning for ny minedrift og gøre det lettere at få tilladelse til udvinding. Medlemslandene skal strømline deres godkendelsesprocesser, så nye udvindingsprojekter højst kommer til at vente i 2 år og 3 måneder på at få de nødvendige tilladelser.

“Grøn omstilling” på bekostning af natur og miljø

Der henvises til sociale og miljømæssige hensyn, som skal sikres. Samtidig lægges der vægt på hurtig behandling af ansøgninger om strategiske projekter, og ”væsentlig offentlig interesse” kan i visse tilfælde overtrumfe andre hensyn.

Det fik Finlands grønne parti, som er en del af den grønne gruppe, til at sige fra over for forordningen. EU-parlamentarikeren Ville Niinistö sagde under EU-Parlamentets debat i december, at EU ”åbner overhalingsbanen for mineprojekter”.

”Det er den forkerte retning. Vi kan på ingen måde søge en grøn omstilling på bekostning af natur- og miljømål i en situation, hvor der i et land som Finland allerede er ødelagt 70 procent af den oprindelige natur,” sagde Niinistö og fortsatte:

”Der er en vis neokolonialisme i luften her, hvis tyskerne og franskmændene siger til finnerne og svenskerne, at det er i orden at ødelægge jeres natur i minedriftens navn, fordi vi har brug for råstoffer. Dette er et særligt følsomt emne, når det gælder det oprindelige samiske folks rettigheder.”

Frankrig er dog også blandt de europæiske lande, hvor der allerede er modstand mod mineprojekter. I det midtfranske departement Allier vil mineselskabet Imerys – med regeringens opbakning – åbne en stor litiummine i 2028. Det har fået borgere til at organisere sig og protestere.

For det første fordi stedet et beskyttet naturområde med mange truede arter, og der vil komme en hel del støj og vibrationer, hvis man skal bryde 2 mio. ton klipper om året. For det andet frygter man forurening af vandforsyningen, idet bjergmassivet La Bosse er egnens ”vandtårn” med 350 kilder. For det tredje vil minen kræve store mængder vand, og der er i forvejen opstået vandmangel.

Strategiske partnerskaber

”Det kan tage et årti at åbne en mine. Derfor er det naivt at tro, at EU allerede inden 2030 kan skrue sin egen produktion af kritiske råstoffer op fra ca. 1 procent til 10 procent,” vurderer den danske GEUS-geolog Jakob Kløve Keiding i Ingeniøren 28. november 2023.

Det understreger betydningen af forordningens bestemmelser om at fremme minedrift uden for Unionen. Forordningen peger her på tre midler:

• ”Strategiske partnerskaber om råstoffer” med råstofrige lande. Sådanne partnerskaber har EU hidtil etableret med Canada og Ukraine (2021), Kazakhstan og Namibia (2022), Argentina, Chile, Zambia, DR Congo og Grønland (2023).
• Nye frihandelsaftaler, bl.a. med Chile og Australien.
• Støtte til miner gennem ”Global Gateway”, som er en ny investeringsfond på 300 mia. euro. Dette initiativ fremhævede udviklingsminister Dan Jørgensen (S) for nylig som et middel til at få adgang til flere afrikanske råstoffer. (Information, 11.3.2024).

I EU’s fortælling handler det om strategiske partnerskaber til gavn for begge parter, men kritikere hæfter sig ved, at EU går efter at hjemtage forarbejdningen og dermed værdiforøgelsen. Transnational Institute beskriver i sin rapport The Raw Materials Rush fra januar 2024, hvordan EU forfølger en strategi om at indgå frihandelsaftaler, der indeholder kapitler om energi og råstoffer, og som skal hindre eksportrestriktioner fra de råstofproducerende landes side.

Man vil bl.a. sikre udenlandske selskabers interesser gennem investorbeskyttelse, hvor selskaber og lande kan indklage et land for en international ret, Investment Court System (ICS) – i hovedsagen det samme som det tidligere omdiskuterede ISDS-system.

Da de fleste mineaktiviteter kræver enorme mængder af vand eller foregår i beskyttede områder, rammer de i særlig grad lokalsamfund og indfødte folk. Når disse protesterer, kan mineselskaber ty til investeringsdomstolen. F.eks. sagsøger det schweiziske multinationale selskab Glencore for tiden Colombia på grund af landets forsøg på at beskytte vandkilder og lokalsamfund, der påvirkes af mineprojekter.

I det råstofrige DR Congo udvindes kobolt m.m. under ofte kritiserede sociale og miljømæssige forhold. Samtidig er DR Congo et af de lande, som EU har indgået strategiske partnerskaber med om kritiske råstoffer, bl.a. med det erklærede formål at gøre udvindingen bæredygtig.

”Hvordan man sikrer det i et så dårligt reguleret land som DR Congo er uklart, og jeg stiller mig tvivlende over for, at det kommer til at ske i dette tilfælde,” siger geolog Jakob Kløve Keiding, som har studeret forsyningskrisen for kobolt.

Nøglekrav: Begræns og prioritér forbruget

En række miljøbevægelser og NGO’er har kritiseret forordningen for at fokusere ensidigt på teknologi som løsning på klima- og miljøproblemerne.

I forordningen blev der f.eks. indføjet en passus om, at Kommissionen og medlemsstaterne skal ”tilskynde til teknologiske fremskridt og ressourceeffektivitet for at moderere den forventede stigning i Unionens forbrug af kritiske råstoffer”.

Miljøbevægelser som Friends of the Earth Europe har i stedet stillet krav om at nedbringe EU-økonomiens ressourcetræk ved kilden.

”Der mangler konkrete mål for at begrænse EU’s samlede efterspørgsel og forbrug af strategiske råstoffer. EU forbruger mere end det dobbelte af et bæredygtigt og retfærdigt niveau af materialer og energi,” skrev Friends of the Earth og foreslog en anden vej: at ”reducere forbruget gennem tiltag som renovering af bygninger, prioritering af offentlig transport frem for privatbiler og reduktion af unødvendige anvendelser som udforskning af rummet og oprustning”.

”Vi må rejse spørgsmålet om at prioritere mellem anvendelser,” siger Lora Verheecke fra den franske NGO Observatoire des multinationales. ”Åbner vi miner til tunge elektriske firehjulstrækkere, til elbusser eller til droner?”

Bevægelser foreslår EU-direktiv om bæredygtig forvaltning af ressourcer

Hverken råstofloven eller de andre gældende EU-love forholder sig til det voksende overforbrug af Jordens ressourcer, mener en række europæiske miljøbevægelser, der bl.a. tæller paraplyorganisationerne Friends of the Earth Europe, European Environmental Bureau, Climate Action Network Europe og Zero Waste Europe.

Derfor gik bevægelserne i januar sammen om at foreslå et EU-direktiv om bæredygtig ressourceforvaltning.

Forslaget handler om, at EU’s økonomi skal respektere de planetariske grænser, dvs. rettes ind efter videnskabeligt baserede mål for reduktion af ressourceforbruget. Direktivet skal forpligte EU og medlemsstaterne til at

• udvikle tilstrækkelighedsstrategier
• lægge vægt på reduktioner i højforbrugssektorer som transport, byggeri og digitale industrier
• udvikle sektorspecifikke køreplaner med bindende delmål.

Bevægelserne lægger vægt på at sikre en retfærdig grøn omstilling i overensstemmelse med ILO’s retningslinjer og med respekt for arbejdstagernes rettigheder.