Foto: Kommunistisk Parti
6 min. læsetid

Den kommunistiske avis Arbejderen har udgivet sit sidste trykte eksemplar i går. Mediet kan inden for en overskuelig fremtid komme i dyb krise – og det samme kan Kommunistisk Parti. Det vurderer Ole Wugge Christiansen, der er tidligere redaktør på Modkraft.


Af Ole Wugge Christiansen

Den 1. maj stopper venstrefløjsdagbladet Arbejderen med at udkomme som papiravis. Dermed ophører en epoke for danske venstrefløjsmedier. Arbejderen fortsætter ganske vist som netavis, men det er langtfra sikkert, at avisen kan klare den omlægning med succes.

Lukningen af papiravisen er den største medieforandring her i landet, set ud fra et venstrefløjsperspektiv – siden lukningen af Modkraft for to år siden. Men modsat Modkraft-lukningen – der har givet anledning til flere nye (net)medier, bl.a. Solidaritet.dk – vil Arbejderens lukning næppe føre til opstart af nye. 

Det er tværtimod sandsynligt, at papirudgaven inden for en overskuelig årrække også kan føre til netavisens ophør – og i hvert fald stop for positionen som venstrefløjens førende medie.

For selv om Arbejderen har haft en vis betydning for venstrefløjen som det eneste trykte, venstreorienterede dagblad, er det usandsynligt, at netavisen kan komme til at spille samme rolle.

>> Lukningen af papiravisen Arbejderen er den største medieforandring her i landet set ud fra et venstrefløjsperspektiv – siden lukningen af Modkraft for to år siden. <<

Som udgangspunkt har Arbejderen.dk ganske vist en bedre journalistisk bemanding end både Solidaritet.dk og Konfront.dk, de to mest markante netmedier, der er opstået som “arvtagere” efter Modkraft. Men om det kan omsættes til interessant journalistik er mere end tvivlsomt.

Kit for Kommunistisk Parti

Arbejderen har som avis haft afgørende betydning for sammenhængskraften i Kommunistisk Parti (KP) – på samme måde som Land og Folk havde det for DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, frem til murens og kommunismens fald omkring 1990.

Dagbladet Arbejderen blev udgivet af KP og har været kit for partiets sociale og politiske liv – ved siden af et politisk projekt om at samle de atomiserede rester af en kommunistisk bevægelse i Danmark.

Det sidste vil KP givetvis forsøge at fortsætte. Men uden papiravis med langt mindre gennemslagskraft. Desuden er gennemsnitsalderen i KP, så vidt jeg kan vurdere, stigende – det er kun meget få unge, der kommer til.

Det skyldes blandt andet, at KP’s politisk-ideologiske projekt er mere bagudrettet nostalgisk end strategisk fremadrettet. Det er prædikatet kommunisme med udspring i Lenins og Stalins forståelser – mere end en speciel og særegen politiske strategi – der adskiller KP fra andre venstrefløjskræfter … i alt fald indenrigspolitisk.

Under alle omstændigheder vil papiravisens ophør betyde en radikal ændring af det interne partiliv i KP. Det vil ikke længere være distribution og salg af avisen, der fører partimedlemmerne på gaden. Og det er også tvivlsomt, hvorvidt de omfattende støtteaktiviteter for mediet kan fortsættes – selv om det givetvis vil blive forsøgt.

Arbejderen har haft afgørende betydning for sammenhængskraften i Kommunistisk Parti (KP) – på samme måde som Land og Folk havde det for DKP, mener Ole Wugge. Foto: Wiki Commons

Fra Albanien-apologi til venstrefløjsdialog

Arbejderens historiske betydning har først og fremmest bestået i avisens fysiske tilstedeværelse på mange fagforeningskontorer over hele landet og en redaktionel linje, der systematisk har dækket faglige kampe og fagforenings-relevant stof, som elles har været ignoreret af pressen i øvrigt.

Avisen blev i 1982 startet af det ultra-sekteriske parti DKP-ml, der ville belære resten af venstrefløjen om Albaniens og et stalinistisk partiopbygnings-projekts lyksaligheder.

Avisen var dengang så ideologisk højprofileret, at den var praktisk taget ulæselig for andre end DKP-ml’s medlemmer selv. Og æstetikken – der bar så tydelige spor af inspiration fra sovjetkommunismen før Anden Verdenskrig, at det næsten var komisk – gjorde det ikke bedre.

Avisen kom først til at spille en rolle på en bredere venstrefløj, da DKP-ml blev splittet midt i 1990’erne, og de tilbageværende medlemmer smed den mest dogmatiske ortodoksi af sig og afsøgte mulighederne for at indgå i en bredere samlingsproces på venstrefløjen. Først i og omkring Enhedslisten, siden mellem de atomiserede rester af kommunistiske partier og grupperinger. Avisens redaktionelle linje blev omlagt, så avisen indgik i dialog med den øvrige venstrefløj, der nu også kunne komme til orde i spalterne. Arbejderen var fortsat en partiavis, men den ideologiske cigarføring var mere afdæmpet, og den begyndte at have appel uden for kommunisternes egne, snævre rækker.

Nostalgi? Det sidste trykte eksemplar af Arbejderen kom på gaden i går. Avisen fortsætter dog som netavis. Foto: Jeppe Rohde

Journalistisk problem

Selvom avisen, der som det eneste socialistiske dagblad har haft et oplag på et par tusind i de seneste årtier, har spillet en vis rolle på venstrefløjen, har den haft mere end almindeligt svært ved at slå igennem med historier, der er blevet taget op og ført videre i de øvrige medier.

Årsagen til, at den ikke er blevet en del af den journalistiske fødekæde, har dels været den afskrækkelse, som tilknytningen til et kommunistparti har haft på den øvrige presse.

Men også at den redaktionelle linje på avisen – trods åbning for andre røster – har været styret af KP’s specielle enhedspolitik: Avisens journalistik har nedtonet potentielle konflikter i bl.a. fagbevægelsen og på venstrefløjen, når KP har haft en interesse i politiske alliancer, og næsten kun eksponeret uenigheder når KP har ønsket at profilere sin egen særlige politik.

Grundlæggende har avisens journalistik været alt for kampagneagtig og for lidt selvkritisk. Artiklerne har været for lidt journalistisk nysgerrige og afsøgende til at blive taget alvorligt uden for egne snævre kredse.

Det vil en fortsættelse som netmedie formentlig ikke lave om på – heller ikke selv om avisen har ansat en ny, yngre chefredaktør. For det vil kræve et brud med en redaktionel linje, der fastlægges af KP’s snævre partiprojekt.

>> Grundlæggende har avisens journalistik været alt for kampagneagtig og for lidt selvkritisk. Artiklerne har været for lidt journalistisk nysgerrige og afsøgende til at blive taget alvorligt uden for egne snævre kredse. <<

Nekrolog – ikke dåbstale

Jeg tror kort sagt ikke, at Arbejderen som netmedie har en fremtid af betydning for en bredere venstrefløj. Det er sandsynligt, at mediet vil blive beskåret økonomisk i flere omgange, når KP ikke længere kan fastholde samme interesse for avisen og ikke kan indsamle lige så mange midler til driften som til papiravisen, som år efter år er nået op omkring en million kr.

Det er også sandsynligt, at KPs politiske projekt om samling af kommunister vil komme i krise, bl.a. fordi attraktionen i at være med til at udgive papiravisen vil mangle. Det ændrer ikke på, at Arbejderen har været mere betydningsfuld, især for den faglige venstrefløj, end KPs størrelse og politik egentlig har berettiget den til. Det kan Arbejderen ikke som netmedie. Og derfor har denne kommentar mere karakter af nekrolog end lykønskning med overgangen til netavis.


Ole Wugge Christiansen er journalist, og er tidligere redaktør for det uafhængige venstreorienterede netmedie Modkraft, der lukkede i 2017.