Filmanmeldelse: Når Befrielsen Kommer

Højskoleforstanderen på Ryslinge Højskole på Fyn (Pilou Asbæk) tvinges til at indgå en aftale med besættelsesmagten om at modtage 200 flygtninge. Der kom mere end det dobbelte. 

Filmen, som er instrueret af Anders Walther, handler om de dilemmaer, denne tvangssituation stiller aktørerne i: højskoleforstanderen, hans hustru (Katrine Greis-Rosenthal), bestyrelsesformanden (Ulrich Thomsen) og musiklæreren og modstandsmanden Birk (Morten Hee Andersen).

Skal man hjælpe de sultne og sygdomsplagede flygtninge eller …?

Uden for højskolens område finder vi det i foråret 1945 voldsomt tyskfjendtlige lokalsamfund. Filmens egentlige hovedperson er forstanderparrets 12-årige søn Søren (Lasse Peter Larsen), som hvirvles ind i alle dilemmaerne. Skal man hjælpe de sultne og sygdomsplagede flygtninge eller lade dem sejle deres egen sø?

Der er hverken hjælp at hente på de tyske feltlazaretter eller de danske sygehuse. Det er absolut lukket land.

Lokalt i Ryslinge bliver frihedskæmperens far, der er læge, dræbt i et clearingmord. Altså en hævnaktion for modstandsbevægelsens aktioner. Lægens søn er den omtalte musiklærer Birk. Han har rollen som kompromisløs modstander af alle tyskere. Ikke engang tyske flygtningebørn skal have hjælp. Som konsekvens dør mange af de nødstedte af sygdomme og sult. Filmen fremstiller hverken modstandsbevægelsen eller det danske samfund som fanebærere af en fremtidig humanisme.

Højskolens barmhjertige samaritan er højskolefruen, som en aften serverer roesuppe for en lille håndfuld børn. Hendes mand er klemt af bestyrelsesformanden, som repræsenterer en hård kurs: det handler om skolens renommé og fremtidige elevtilgang. Højskolens overlevelse på længere sigt er truet, hvis man er for imødekommende og hjælpsom over for de tyske flygtninge. Lokalsamfundet vil ikke bakke op om det. 

Forstanderen er ikke uden forståelse for synspunktet, men hælder lidt efter lidt til, at man er nødt til hjælpe. Manglende hjælp og pleje af de syge udgør også en alvorlig fare for, at difteri og anden dødelig sygdom kan sprede sig på skolen og i lokalområdet. Til sidst er han nødt til at sende eleverne hjem for at skaffe plads til de mange flygtninge.

Bare lade flygtninge sejle deres egen sø?

Modstandsmanden og musiklæreren Birk betragter – ligesom lokalsamfundet – en humanitær indsats som underkastelse og kollaboration med besættelsesmagten. Her er det drengen Søren, som kommer til at betale prisen for hadet til besættelsesmagten og tyskere i almindelighed.

I en leg med skolekammeraterne får han rollen som nazist og skal kæmpe mod ”frihedskæmperne”. Han udstyres med hagekorsarmbind, tæves og ydmyges på det groveste. Men kort efter bliver han kurér for Birk, som også er hans spillelærer, og kører rundt med skydevåben til lokale modstandsfolk.

Det er henimod filmens afslutning, at den for alvor får karakter og bliver rigtig spændende, så man glemmer sine forbehold: Søren får hovedrollen og danner sig – trods sin unge alder – sin egen selvstændige holdning til ret og rimeligt. Hvordan skal ikke afsløres her.

For egen regning vil jeg tilføje, at det er slående, at jo længere vi kommer på afstand af besættelsen, jo flere kritiske, men ofte billige holdninger kommer op til overfladen om, hvad man burde eller ikke burde have gjort dengang.

På vej ud af biografen slår det mig, at Når befrielsen kommer bør få os til at spørge, hvornår vi som enkeltpersoner og samfund gentager fortidens fejl og lader nutidens flygtninge sejle deres egen sø. Det ville være modigt at lave en film, der udfordrer det danske samfunds holdning til udvisningerne af syriske flygtninge.