For en holdbar fred på Balkan

Læser man om Balkan i medierne, vil man nok støde ind på emner der tit går igen. Serbisk statsstøttet terror i Kosova. Republika Srpska der endnu engang truer løsrivelse fra Bosnien og Hercegovina. Serbien der vælger Ruslands side. Nordmakedonien og Grækenlands endeløse skænderi over nationalistiske myter

Listen fortsætter uden rigtigt at kunne bidrage til at forbedre Balkans ry. Men Balkan er ikke bare Europas problematiske perifere hjørne. Vesten er dybt involveret i Balkan.

Om det handler om aktuelle fredsbevarende missioner, EU’s såkaldte ydergrænser eller noget helt andet, så er Balkan stadig imperiernes kampplads, hvor Vesten gør meget for at cementere sin sejr. Især når Rusland har vist sig som en stædig udfordrer, efter krigen i Ukraine har splittet de nationalistiske kræfter på Balkan.

Når Bosnien og Hercegovina bliver nævnt, tænker mange nok på krig, etnisk udrensning, voldtægtslejre, og andre uhyrligheder definerede landet i 1990’erne. Konflikten sidder stadig i vores kollektive bevidsthed, især for generationerne der kunne følge med i konflikten på TV og radio.

Når jeg taler med medlemmer fra min generation – dem der er født i starten af nullerne – pointerer de tit, at krigene på Balkan er noget, som tilhører fortiden, og det endelige punktum er sat for længst. Men for mig og mange andre fra Balkan er dette punktum – som Vesten satte på konflikterne – nok snarere et komma. En ufærdig sætning, hvor vi stadig venter på, hvad der skal skrives.

En guvernør fra Vesten

Efter tre års krig og 34 forfejlede forsøg på fred lykkedes det i 1995 for Vesten at tvinge de krigsførende parter i 1990’ernes Bosnien og Hercegovina til forhandlingsbordet i Dayton, Ohio.

Vesten ønskede ikke, at konflikten skulle løses med en klar vinder. Derfor fik Bosnien og Hercegovina Europas mest komplicerede politiske system. Landet blev delt i to stater som er Federacija Bosna i Hercegovina, bosniakkernes og kroaternes stat, og Republika Srpska, serbernes stat, med hver deres regeringer, parlamenter, og diverse statslige institutioner.

Staterne forenes dog igennem en fælles overstatslig regering og parlament, som på mange måder er kendetegnet ved mangel på politisk konsensus og manglende evne til at gennemføre politik.

Det burde ikke overraske nogen, at dette politiske system ville føre til et paralyseret politisk system. Derfor introducerede Daytonfredsaftalen også Den Høje Repræsentant med det formål at sørge for, at Dayton-aftalen blev implementeret succesfuldt.

Embedet udpeges i praksis af USA og EU, med tradition for, at den høje repræsentant kommer fra et EU-land. Den nuværende Høje Repræsentant, den tidligere tyske landbrugsminister Christian Schmidt, har vist sig at være særlig interesseret i bosnisk politik. I 2023 suspenderede han den bosniske grundlov for at udpege Nermin Nikšić til premierminister i staten Federacija Bosna i Hercegovina.

Det skete, da Fadil Novalić ikke kunne formå at danne en regering. Schmidt er også hovedpersonen bag den bosniske valgreform, som blev introduceret i marts 2024 uden om den bosniske stat. Meget lidt tyder på, at Schmidt har tænkt sig at stoppe der.

Den Høje Repræsentant er en kontroversiel figur i Bosnien og Hercegovina, både fordi embedet ikke har et demokratisk mandat hos den bosniske befolkning, men også fordi embedets endegyldige mål om at implementere Dayton synes at blive mere og mere vagt.

Når afskaffelsen af embedet sættes på dagsordenen, nævnes det hurtigt, at Bosnien og Hercegovina ikke er klar til at stå på egne fødder, og at der er risiko for, at det hele koger over i en ny konflikt.

Løser ikke nationalisme-problemet

Christian Schmidt er ikke EU’s heltefigur som redder Bosnien og Hercegovina fra sig selv. Nationalisme er cementeret i det bosniske system på grund af de etniske krav til folkevalgte embeder, som er afgørende for at sikre, at de konstituerede folk (bosniakker, kroatere og serbere) er repræsenteret.

Problemet har fulgt med Dayton-aftalen som Bosnien og Hercegovina stadig viser sig ude af stand til at komme med bare lappeløsninger på.

Christian Schmidt har heller ikke været i stand til at løse den endeløse rivalisering mellem de to bosniske stater. Republika Srpskas ultranationalistiske præsident, Milorad Dodik, har sammen med den bosnisk-serbiske politiske elite åbent erklæret, at Republika Srpska skal på et tidspunkt løsrive sig fra Bosnien og Hercegovina og enten tilslutte sig Serbien eller blive selvstændigt.

I praksis har det betydet, at Republika Srpskas regering under Dodik har ignoreret og trodset den bosniske grundlov og ført en politik, der er gavnlig for Serbien. Republika Srpska er rykket tættere på Rusland og har endda truet Christian Schmidt med landsforvisning, hvis han befinder sig på Republika Srpskas territorie.

Den serbiske stat i Bosnien og Hercegovina er optegnet efter de serbiske styrkers erobringer under krigen i 1990’erne. Derfor var området også en del af de territorier, som Serbiens daværende ultranationalistiske præsident, Slobodan Milošević ønskede at inkorporere i sit storserbiske projekt.

Den serbiske nationalistiske elite – om den befinder sig i Beograd eller Banja Luka – ønsker stadig at samle serberne under en stat.

I en fortsættelse af sin historiske position som ”beskytteren af de ortodoks-kristne serbere” nyder Rusland også indflydelse i Republika Srpska og promoverer de serbisk nationalistiske interesser internationalt. Det gør Bosnien og Hercegovina til en skrøbelig kampplads mellem to imperialistiske magter – ligesom for godt 100 år siden, da Bosnien og Hercegovina var fanget i tovtrækning mellem Østrig-Ungarn og Osmannerriget.

Man undrer sig nok hvorfor Den Høje Repræsentant ikke har brugt sin magt til at fjerne Milorad Dodik og resten af den ultranationalistiske politiske elite i Republika Srpska. For at svare på det må man først vide, at Vesten fører en form for appeasement-politik over for Serbien.

Man ønsker ikke at træde på Serbien yderligere, så landet ikke løber hen i armene på Rusland og Kina. Serbien er i forvejen skeptisk over for Vesten og svær at samarbejde med på grund af Vestens støtte til Kosovas selvstændighed. Det giver Serbien lidt friere tøjler til at svinge mellem Vesten og Rusland på diverse geopolitiske spørgsmål. Og det mindsker Bosnien og Hercegovinas chancer for at overvinde sine interne udfordringer.

Dayton 2.0

Jeg håber, at min pointe om, at konflikten i Bosnien og Hercegovina er afgjort med et komma og ikke et punktum, står lidt tydeligere nu. Næsten 30 år efter konfliktens afslutning ser det ikke ud til, at landet er kommet særlig langt i sit fredsprojekt inden for Dayton-aftalens rammer.

Årsagerne til krigen er stadig uløste, og fredsaftalen spænder ben for mange potentielle og vigtige løsninger. Den vestlige dominans af Bosnien og Hercegovinas politiske system har skubbet landet i en mere nyliberal retning med sine udpegning af politikere og økonomiske reformer. Vesten har ikke faciliteret et politisk system, der kan bevæge landet ud i reel selvstændighed.

Når jeg taler med min bosniskmuslimske familie – både dem her i Danmark og dem i Bosnien – er de stadig angste for, at Europas krudttønde antændes endnu engang. Man læser tit i de lokale medier om grundlovskriser, lovforslag om løsrivelse osv., der får nerverne til at vride. De siger tit, at de ikke føler, at Bosnien og Hercegovina er et land for dem. Det er snarere en militærbase for andre.

Hvis vi stadig mener, at vi er på fredens, frihedens og demokratiets side, må vi være åbne for at genforhandle Dayton-fredsaftalen. Det kan løse de problemer, som ikke blev løst med det komma af en fredsaftale for 30 år siden.