Fra farlig til samfundsnyttig finanssektor

I august 2008 krakkede Danmarks tiendestørste bank, Roskilde Bank. Ingen ville købe banken, hvorfor Nationalbanken trådte til sammen med et privat konsortium. Roskilde Banks skæbne var led i en mere omfattende bankkrise. Også Forstædernes Bank, Bonusbank, Fionia Bank, EBH Bank, Eik Bank, Amagerbanken, Sparekassen Lolland, Sparekassen Østjylland, Max Bank og Tønder Bank måtte dreje nøglen om. Disse banker havde kastet sig ud i vovede ejendomsudlån, foretaget dristige udlån til en stadig mere overbelånt landbrugssektor og overtrådt den mest elementære bank-etik, som fordrer, at bankerne kender deres kunder – og siger fra over for usikre kunder uden den nødvendige dokumentation for sikkerhed.

“Roskilde Bank og 10 andre banker havde kastet sig ud i vovede ejendomsudlån, foretaget dristige udlån til en stadig mere overbelånt landbrugssektor og overtrådt den mest elementære bank-etik, som fordrer, at bankerne kender deres kunder”

Tre faktorer udløste krisen i 2008

Den 15. september 2008 indgav den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers konkursbegæring, som var udløst af subprime-lån, hvor låntager havde ringe eller manglende friværdi og beskeden indkomst.

I Danmark kunne man registre en tilsvarende udvikling. Boligskatterne blev låst fast i 00erne, og bankerne tillod nye og dristige typer af lån, som resulterede i en overophedning af økonomien. Denne udvikling var blevet yderligere muliggjort af en siden 1980erne stigende afregulering af finansverdenen. Siden 1988/89 havde danske banker således fået grønt lys af Folketinget til at oprette store finanssupermarkeder og frigøre sig fra snærende reguleringskrav.

Banker kunne mere frit skabe deres egne penge.

Krisen i 2008 kan ses som en foreløbig kulmination på denne afregulering. En stribe af private banker blev nødlidende eller gik fallit. De var på vej til at føre samfundet ud i en stor og selv-accelererende krise. I denne situation trådte staten til med den ene redningspakke efter den anden. Der blev givet kapitalindskud til de private banker og ydet statsgarantier for et svimlende beløb på 4. 200 mia. kr. – svarende til 250 pct. af Danmarks bruttonationalprodukt, BNP.  Danske Bank var den største modtager. Hjælpen blev hele tiden givet på de private bankers betingelser. Statens skraldespand-selskab, Finansiel Stabilitet, overtog store dele af fallitboet. Ikke med henblik på at drive de overtagne banker videre som samfundsnyttige banker, der viste hensyn til kundernes sikkerhed og påtog sig samfundsnyttige formål så som grøn omstilling og et geografisk lige Danmark, men derimod med henblik på at afhænde bankerne til private købere.

En afreguleret finanssektor fik lov til at fortsætte jagten efter højeste fortjeneste. Der blev ganske vist indført en stærkere polstring af bankerne, men de skærpede sikkerhedskrav rørte ikke reelt ved storbankernes ret til selv at bedømme de enkelte låns risici. Denne ret til at kikke sig selv efter i kortene kaldes i fagsproget ’intern risikovægtning’.

Den ”frie ret” til at udvikle storbanker, der var ”too big to fail and fall”, kunne fortsætte uanfægtet. Staten står parat med redningskranse.

Udspil til en sikker finanssektor

Op til folketingsvalget i juni 2019 havde Enhedslisten præsenteret et omfattende og skarpt udspil til etablering af en sikker finanssektor, hvor kundestyring, sikkerhed og demokrati var afgørende ledetråde. Vi kan konstatere, at udspillet af uransagelige grunde blev lagt i mølposen under valgkampen – selv om historier om hvidvask og bankeliters uansvarlighed fortsat florerede i medierne.

Vi finder, at kampen for en sikker finanssektor fortsat må være en af de mest påtrængende opgaver for venstrefløjen. Det handler om kampen for at fratage en lille finanselite magten over samfundets investeringsmidler og dag til dag bankforretninger. Det påtrængende behov for en grøn klimaomstilling aktualiserer yderligere kravet om en demokratisering af finanssektoren, hvor bankers opgaver koncentreres om samfundsnyttige investeringer.

Vores bud lyder, at kampen for en demokratisk og sikker finanssektor koncentreres om en knibtangs-bevægelse, der kan lægge spekulationskapitalen i lænker.

Landsdækkende, offentlig bank

Det ene skridt handler om udvikling af en landsdækkende, offentlig bank, der drives ud fra almennyttige principper, og hvor hensynet til kundernes sikkerhed står i centrum. Den offentlige bank skal sikre landets betalingsmæssige infrastruktur og tilbyde alle kunder en lønkonto, automatiske betalingsordninger, Dankort / Visakort m.v. Den offentlige bank skal samtidig være den økonomiske bro fra offentlige myndigheder til borgerne. Den offentlige bank skal derfor have en NemKonto til alle borgere, frigøre offentlige institutioner og myndigheder fra de kommercielle banker og kunne tilbyde mindre lån og kreditter. Endelig skal den offentlige bank stå parat til at overtage nødlidende eller fallerede private bankers sunde dele.

Den offentlige bank skal tillige ledsages af en offentlig investeringsbank, der investerer i overensstemmelse med behovet for en social, grøn og klimaorienteret omstilling. Det er den ene angrebsflade.

Demokratisering af de systemiske banker

Den anden angrebsflade handler om en afmontering og demokratisering af de systemiske banker, der netop er af en sådan størrelse, at en konkurs vil have dramatisk negative konsekvenser for samfundet. Hertil hører f.eks. Danske Bank. Et første trin kunne være frasalg af så mange afdelinger, at bankens samlede balance ikke overskrider 20 pct. af BNP. Frasalgene skal målrettes demokratiske alternativer – så som en kundestyret realkredit og andelsselskaber med almennyttige formål.

Man kan altid drøfte, hvornår venstrefløjen skal lancere reformforslag, der angriber den eksisterende magtstruktur. Afgørende for en sådan proces er nu som før, at der dels er bevægelser, som vil en demokratiseringsproces, dels at det eksisterende system fremviser åbenbare og dysfunktionelle træk.  Det er netop, hvad vi har oplevet de seneste år. Kunderne i realkreditten, indskydere i pensionsfonde og frustrerede bankkunder kræver indflydelse. Og det eksisterende system har blottet sig. Hvidvasksager står i kø!

Den eksisterende finanssektor er i sin grundstruktur farlig, den fører til destruktive kriser og er fyldt med dysfunktioner. Hvis ikke der skal gribes til handling NU, hvornår så?