CoronaKnibe: Freja bliver fyret hver dag

”Når jeg går hjem fra arbejde, er jeg i princippet fyret, og så bliver jeg genansat, når jeg møder igen,” fortæller Freja Hvid Kirchert, der siden oktober 2017 har været vikar med såkaldt nultimekontrakt på en københavnsk folkeskole for børn med særlige behov. Hun har i to perioder været bortrejst i et par måneder, men ellers havde hun arbejdet næsten fuld tid på skolen i to et halvt år, da landet lukkede ned.

Der kom ingen besked fra skolens ledelse til vikarholdet på omkring 20 personer. Men de kunne jo godt regne ud, at der ikke ville være vagter, mens skolen var lukket. Hvad de ikke kunne regne ud, var, at Folketingets hjælpepakker ville udelukke dem.

”Nogle af vikarerne bruger det som studiejob, men vi er også en del, der har det som vores fuldtidsjob,” siger Freja Hvid Kirchert, hvis ferie i marts fik en brat afslutning. Først gjaldt det om at skynde sig hjem til Danmark, inden flytrafikken blev indstillet – og så gik det op for hende, at der ikke var noget arbejde at vende tilbage til.

”Det eneste, vi hørte fra skolen, var en besked fra hende, der laver lønnen. Med den sidste lønseddel fulgte en mail, hvor der stod: ’Vi ved ikke, hvad den kommende tid bringer’,” fortæller Freja Hvid Kirchert.

Hun har tænkt en del over, hvor usikker tilværelsen er som nultime-ansat, også før coronakrisen ramte.

”Det er ikke et problem, der er opstået nu – det er bare blevet mere tydeligt. Vi kommer også til at miste vores indkomst fra den ene dag til den anden, hvis vi for eksempl bliver syge, eller hvis der kommer faglig konflikt.”

Men coronanedlukningen har gjort flere af hendes kolleger mere bevidste om, hvor udsatte de er.

”Nu var det jo en global pandemi, men det ville have været samme situation, hvis man fx brækkede benet, og det tror jeg virkelig er gået op for folk nu.”

Underlagt overenskomst – men stadig uden sikring

Freja Hvid Kirchert og hendes vikarkolleger arbejder officielt under overenskomst. Da det er en specialskole, er der to forskellige overenskomster, som dækker henholdsvis det pædagogiske arbejde og lærerarbejdet. Hvilken overenskomst, man arbejder på som vikar, afhænger af, hvem af de faste kolleger, man dækker ind for – og det kan dermed skifte fra dag til dag. Derfor var det ”lidt af et projekt” for Freja Hvid Kirchert at finde ud af, hvilken fagforening hun skulle melde sig ind i.

Valget faldt på LFS – Landsforeningen for Socialpædagoger. Der er dog ikke mange af hendes vikarkolleger, der står i fagforening.

”For det første er fagforeningerne overhovedet ikke opmærksomme på, hvor mange der arbejder på nultimekontrakter inden for deres områder, og da jeg ringede til de forskellige fagforeninger i sin tid, anede de ingenting om vores vilkår. For det andet ved man jo aldrig, hvad ens indtægt bliver i næste måned. I det lys er det ikke så mærkeligt, at mange på nultimerskontrakter er uorganiserede,” fortæller Freja Hvid Kirchert, der kun meldte sig i fagforening, fordi hun principielt mener, at man skal være organiseret.

Hvem rammes af nultimers-kontrakter?

• Nultimerskontrakter har internationalt især været brugt inden for den private sektor, men i Danmark tyder det på, at det ikke mindst er den offentlige sektor, der benytter denne ansættelsesform.

• Også flexjobs, marginal deltid og tidsbegrænset ansatte er ifølge FAOS mere udbredt i den offentlige sektor end i den private. Det er særligt unge inden for områder som butik, restauration, pleje, byggeri, transport og undervisningssektoren, der arbejder på nultimerskontrakter.

• Irland forbød brugen af nultimerskontrakter i 2019 er der ikke vedtaget nogen lovgivning på området.

+

”Men det bider jo sig selv i halen. For når fagforeningerne har så få medlemmer på nultimerskontrakter, så har de ingen opmærksomhed på vores problemer, og når de ikke kan hjælpe os, hvorfor skulle folk så melde sig ind,” som hun siger.

’Ansættelsesforholdet ophæves fra dag til dag’

Det mener hun også har været en del af problemet under coronakrisen: Der er ingen, som taler de nultimers-ansattes sag, og derfor har de været nemme at kaste under bussen, når hjælpepakkerne skulle skrues sammen.

Da det gik op for Freja Hvid Kirchert, at der hverken var arbejde eller hjælp i sigte, begyndte hun sammen med nogle venner at skabe et netværk for folk på nultimekontrakter. Håbet var, at de i fællesskab kunne lave nok larm til, at politikerne og fagforeningerne fik øjnene op for problemet.

Hun var med til at starte gruppen Coronaknibe, og siden lavede de en undergruppe for folk på nultimekontrakter. Medlemmerne af den er blandt andet vikarer i lufthavnen, men et stort flertal arbejder inden for lærer- og pædagogområdet.

Der ikke er nogen officielle tal på, hvor mange, der arbejder på nultimekontrakter i Danmark eller i hvilke brancher. Freja Hvid Kirchert véd derfor heller ikke, om sammensætningen i hendes gruppe er repræsentativ. Men en ting er sikkert: Stadigt flere vikarer på folkeskoler, i børnehaver og vuggestuer er ansat på nultimekontrakter, der giver dem meget begrænsede rettigheder.

Det er påfaldende, at politikerne tilsyneladende ved så lidt om denne del af arbejdsmarkedet, når nultimekontrakterne er udbredt i den offentlige sektor. Overenskomsten på Freja Hvid Kircherts arbejdsplads er indgået mellem Kommunernes Landsforening og Lærernes Centralorganisation. I hendes kontrakt er det skrevet sort på hvidt, at ”din ansættelse starter, når du møder ind, og slutter ved hvert endt tilkald” – og der er ingen grænser for, hvor længe man kan være ansat på den måde. Der står også, at hun ikke må tage andet arbejde under Københavns Kommune uden at gøre sin nuværende arbejdsplads opmærksom på det, fordi de så skal ”vurdere, om de to ansættelser er forenelige”.

“Det er ikke et problem, der er opstået nu – det er bare blevet mere tydeligt. Vi kommer også til at miste vores indkomst fra den ene dag til den anden, hvis vi for eksempel bliver syge, eller hvis der kommer faglig konflikt”

– Freja Hvid Kirchert om de usikre arbejdsforhold

+

I Freja Hvid Kircherts ansættelsesbrev er det desuden antydet, at nultimeansættelsen i praksis kan være om ikke et fuldtidsjob, så i hvert fald et deltidsjob, selvom man altså bliver fyret hver dag. Eller som det formuleres i kontrakten: ”For tilkaldevikarer ophæves ansættelsesforholdet fra dag til dag”. Der står nemlig, at hun ”i forbindelse med fratrædelse” kan være berettiget til dagpengegodtgørelse, hvis hun er medlem af en a-kasse og har arbejdet, hvad der svarer til mindst fuld tid i to uger ud af de seneste fire uger.

Nogle af Freja Hvid Kircherts vikarkolleger på specialskolen har arbejdet ”i virkelig mange år” på de vilkår – en af dem i omkring syv år – og fra venner og bekendte har hun indtryk af, at nultimekontrakter begyndte at blive brugt i Københavns Kommune i 00’erne.

Kan du møde om en halv time?

Freja Hvid Kirchert har typisk haft mellem 20-40 arbejdstimer om ugen, siden hun startede på specialskolen i efteråret 2017. Hendes laveste månedsløn har været på omkring 10.000 kr., den højeste på omkring 24.000 kr., og hendes årlige indkomst er landet på omkring 180.000 kr. Det har været hendes eneste job, både fordi der var nok arbejde til næsten fuld tid, og fordi man skal stå til rådighed hver dag, hvis man vil være sikker på at få tilbudt vagter.

”Der står i kontrakten, at man har ret til at sige nej til vagter, men det fungerer sådan i praksis, at jo oftere man siger ja, jo oftere får man tilbudt vagter,” fortæller Freja Hvid Kirchert og tilføjer:

”Det er sjældent, at man kender sin vagtplan næste uge. Som regel får jeg en sms aftenen før eller samme morgen, hvis der er en vagt. Nogle gange får jeg også en sms i løbet af dagen – fx hvis jeg er mødt ind til en vagt fra 8-12, så kan jeg få en sms kl. 11.00 om jeg kan blive der til kl. 16.00. Så det er jo lidt svært at planlægge noget andet.”

Hun har i perioder overvejet at finde et ekstrajob for at være sikker på at have en fuld indtægt, men det ville i så fald skulle ligge i aften- eller nattetimer. ”Og så kan man jo risikere at komme op på en 12 timers arbejdsdag eller mere.”

Ingen løn under sygdom

Freja Hvid Kirchert anerkender, at ledelsen ikke nødvendigvis kan forudse omfanget af sygefravær og dermed hvor meget, der bliver behov for vikarer. ”Men de burde da ansætte os på en anden måde,” siger hun, og nævner at det ville hjælpe en del, hvis kontrakterne indeholdt et minimum antal timer, fx de magiske otte timer om ugen, som udløser en række rettigheder. ”Og jeg har aldrig oplevet, at der var mindre end otte timer på en uge.”

Hun har dog ikke spurgt ledelsen, om hun kunne få en anden slags kontrakt, for ”jeg ved, jeg ville få nej”, som hun udtrykker det.

En kontrakt med timeantal ville fx ”låse op for løn under sygdom”, hvilket Freja Hvid Kirchert fremhæver som en af de manglende rettigheder, der optager hende mest i disse tider. Hun og de andre vikarer er nemlig endnu mere udsat for smittefare end de fastansatte:

”De fastansatte er primært tilknyttet en bestemt klasse, og har derfor kontakt med et begrænset antal børn. Men som vikarer kan vi blive sendt fra den ene børnegruppe til den anden i løbet af en enkelt vagt, og dagen efter er det måske nogle andre børnegrupper – og kolleger. Så vi er i kontakt med virkelig mange mennesker på en arbejdsuge.”

Det er et af de problemer, hun har talt med sine vikarkolleger om, her i forbindelse med pandemien – den manglende ret til løn under sygdom. Men ellers har det været vanskeligt at få samling på folk. Vikarerne møder typisk ikke hinanden, da de kommer ind på forskellige vagter, og mange har heller ikke været bevidste om, hvor udsatte de var.

”De der samtaler, man har om arbejdsvilkår, de foregår jo ofte i kaffepausen, og når man ikke møder hinanden der, så er det vanskeligt at organisere sig sammen. Der er slet ikke den samme faglige bevidsthed blandt os vikarer, som der er blandt de faste.”

· Solidaritet sætter i samarbejde med ‘Coronaknibe’ fokus på de mange mennesker, der ikke bliver grebet af hjælpepakkerne

· Ny artikel i serien udkommer hver fredag på Solidaritet. Alle historier kan læses her

· Læs også mere på Coronaknibes hjemmeside og på initiativets Facebookside

+

Efter Covid-19 ramte, opstod der en anden bevidsthed blandt vikarerne, men det var stadig ikke muligt at mødes.

”Det har fandme været en udfordring at skabe noget kollektivt. Det er enormt svært, når det hele foregår individuelt bag en computerskærm, som det har gjort her under lockdown. At formulere fælles krav, når man ikke kan mødes, og ikke kan opbygge sociale relationer.”

Efter at skoler og andre arbejdspladser er lukket op igen, er de fleste igen blevet mest optaget af at holde sig til for at få vagter.

”For der er jo en måneds indtægt, som er gået tabt og ikke kommer igen,” siger Freja Hvid Kirchert.

Lever meget af rugbrød

På Freja Hvid Kircherts arbejdsplads er det gået langsomt for vikarerne at få nok timer igen efter genåbningen. I foråret er der nemlig mange helligdage, og derfor plejer Freja Hvid Kirchert altid at tjene markant flere penge i perioden frem til påske end her i månederne med Store Bededag, Kristi Himmelfartsdag og Pinse – og om lidt også en lang skolesommerferie.

Indtil videre regner hun med at blive ved at arbejde på skolen frem til september, hvor hun skal starte på universitetet. Det bliver dog med en mindre opsparing til studierne, end hun havde planlagt.

Hun – og mange af hendes kolleger – er vant til at leve på et lille budget, netop fordi man ikke kan vide, hvad lønnen bliver næste gang. A-kasse har hun valgt fra, dels fordi hun syntes, det var en stor udgift, og dels fordi hun ikke kunne forudse, om der ville være nok timer til at blive dagpengeberettiget. Hendes faste månedlige udgifter er husleje på 4.500 kr., fagforening til omkring 300 kr., Netflix- og Spotify-abonnementer, og så madbudget. Det kan hun holde på omkring 800 kr. om måneden, fordi hun bor i kollektiv.

”Vi køber altid kun det allerbilligste, og så skralder vi også og lever ret meget af rugbrød,” fortæller Freja Hvid Kirchert og kommer i tanke om ”en vild oplevelse”:

”For nylig var jeg på besøg hos mine forældre, og så var vi ude og handle og min mor tog en pakke tørrede svampe til 35 kr. Jeg spurgte, hvad hun skulle bruge dem til, men det vidste hun ikke – hun syntes bare, at det kunne da være meget sjovt med sådan nogle tørrede svampe.”

Freja griner og tilføjer: ”Der tænkte jeg bare, okay, der er virkelig forskel. Jeg kunne aldrig finde på at købe noget, fordi det kunne da være meget sjovt. Der har man bare vænnet sig til at leve for meget lidt.”

Babysam kan få, men ikke os

Meget lidt er også, hvad Freja Hvid Kirchert kunne have fået, hvis hun havde søgt det offentlige om hjælp under nedlukningen. Da hjælpepakkerne ikke omfattede hende, skulle hun have søgt kontanthjælp. Mens dels ville det være på laveste sats, når man som Freja er under 25 år, og dels ville det kræve, at hun først brugte den opsparing, som var tiltænkt uddannelsen.

Før hendes arbejdsplads begyndte at lukke op igen, nåede hun at være ”ude i alle mulige vilde overvejelser” om, hvad hun skulle leve af.

”Der var bare rigtig mange af de ufaglærte stillinger, jeg normalt ville kunne søge, som ikke var der – og der blev flere og flere arbejdsløse. Så jeg nåede at tænke, om man skulle få et WOLT-job, eller om jeg skulle tilmelde mig sådan en platform, hvor man kan undervise engelsk online for ti dollars i timen. Mit arbejde på nultimekontrakt er allerede helt galt, men jeg var ude i at overveje noget, der er endnu værre. Det var ren limbodans – how low can you go.”

Hun har vanskeligt ved at se rimeligheden i, at ”Babysam kan få en hjælpepakke, men ikke os på usikre kontrakter”.

”Jeg har holdt godt øje med hjælpepakkerne og læst aftaleteksterne, og da de begyndte på hjælpepakken til freelancere, var der nogen, som talte om at få nultimers-kontrakter ind under den. Men så hørte man ligesom ikke mere. Det blev bare besluttet, at der ikke skulle være noget til os.”

Freja Hvid Kirchert undrer sig over, at man kan finde ”jeg ved ikke hvor mange milliarder” til flyselskaber og hotelkæder, men ikke de småbeløb, som kunne have holdt nultimeansatte flydende:

”Vi lever altså for ret lidt i forvejen.”