Frie Grønne: Den israelske besættelsesmagt angriber alle aspekter af palæstinensernes liv. Vi har et medansvar!

Fem dage i de besatte palæstinensiske områder på Vestbredden var næsten mere, end vores hjerter kunne bære. Vi kender alle sammen følelsen af, at se en video på nettet, som vi er nødt til at slukke, fordi det simpelthen bliver for hårdt at være vidne til. Sådan er det at være i Vestbredden.

Det man bare skal forstå er, at palæstinenserne ikke kan lukke videoen, kigge væk og lade elendigheden og uhyrlighederne glide langsomt ud af bevidstheden igen. De forsvinder aldrig. Det er deres hverdag, og besættelsen fylder næsten alting i alle aspekter af livet i Palæstina.

Lad os tale om apartheid

Vi kan være helt ærlige og sige, at vi tog ikke til Vestbredden for at finde ud af, hvem der er skyld i hvad. Vi vidste godt, da vi tog fra København, at Israels ulovlige besættelse af Palæstina er apartheid, og vi vidste også, at der ikke er tale om en konflikt med to parter. Nej, vi tog derned for at opleve og blive klogere på, præcist hvad det er, palæstinenserne er oppe imod hver eneste dag. Vi ville se det monster, de kæmper mod, og prøve at forstå, hvor omfattende det er.

Nu har vi oplevet det palæstinensiske liv med egne øjne, og det er klart for enhver, der sætter fødderne på Vestbredden, at Israel gør det næsten umuligt overhovedet at leve noget liv i Palæstina. Der er ikke et eneste hjørne af palæstinensernes liv, der ikke konstant påvirkes af besættelsen.

Og vi – Danmark – har et ansvar. En moralsk forpligtigelse, om man vil. Historien har vist os, hvordan man stopper et undertrykkende og brutalt apartheidstyre som det israelske. Det gør man ved at skære alle bånd til regimet, isolere det og kvæle det økonomisk, indtil det til sidst er nødt til at slippe jerngrebet om de borgere, der lever rettighedsløst. For det ér apartheid, det der foregår i Vestbredden.

En kvælende hverdag

På sølle fem dage oplevede vi mere diskrimination, forskelsbehandling og direkte ondsindet chikane af en civil befolkning, end vi kunne have forestillet os i vores værste mareridt. Vi har alle sammen set de ugentlige videoer med overgreb på palæstinensere foran Al-Aqsa moskéen eller i Hebrons gader, men i virkeligheden er de voldelige overgreb måske ikke den ulovlige besættelses værste side.

“De ulovlige bosættelser udvider med støtte fra militæret konstant territoriet, og æder langsomt lokalbefolkningens jord, indtil de til sidste må flytte, fordi deres hjem er blevet en sikkerhedszone.”

Dér, hvor Israels apartheid bliver kvælende og det palæstinensiske folk for alvor holdes nede, er i hverdagen. Når vandtanken på taget igen bliver konfiskeret eller smadret, så man ikke har noget vand, mens bosættelsen få hundrede meter væk har rindende vand året rundt. Eller når man ikke tør bevæge sig ind i bymidten af sin hjemby, fordi et forkert sving er nok til, at man kan ende på en gade, hvor palæstinensere ikke må være – og dermed risikere sit liv.

Flere gange oplevede vi at komme kørende mellem landsbyer i Vestbredden for blot at opdage, at israelske soldater uden nogen årsag havde blokeret vejen på ubestemt tid. Nogle var klar til at vente i timer, andre valgte at køre store omveje. Men ingen kan bevæge sig frit i deres eget land.

De ulovlige bosættelser udvider med støtte fra militæret konstant territoriet, og æder langsomt lokalbefolkningens jord, indtil de til sidste må flytte, fordi deres hjem er blevet en sikkerhedszone. De samme ulovlige bosættelser, som leder kloakslam ud på palæstinensiske marker, så både afgrøder og natur bliver fuldstændigt smadret.

Marker bliver konfiskeret af israelerne, og når de lokale palæstinensere så ikke kan tjene til tag over hovedet og mad på bordene, står de tilbage med den ene mulighed at arbejde for besættelsesmagten, der har smadret deres land og stjålet deres rettigheder. Enten som underbetalt arbejder på de kemiske fabrikker, der sender giftig luft ind over de resterende marker, eller som byggearbejder, når der skal bygges bosættelser. Det er ikke bare nedværdigende og ydmygende, det er grænsende til moderne slaveri.

Dansk medansvar

Hver eneste gang en dansk statsminister trykker hånd med sin israelske kollega. Hver eneste gang vi køber produkter, der holder gang i deres økonomi. Hver eneste gang vi ser stiltiende til, mens krigsforbrydelser og menneskerettighedskrænkelser sker for rullende kameraer. Hver eneste gang er vi med til at legitimere det israelske apartheid-regime og holde hånden under Israels drab og undertrykkelse af den uskyldige palæstinensiske civilbefolkning.

Vores moralske forpligtelse burde være klar for enhver, hvis vi vil stå på den rigtige side af historien: Boykot og sanktionér Israel politisk og økonomisk.