Gaza og Israel efter krigen

Personligt kan jeg ikke lide at spå for meget ud i fremtiden. Ting ændrer sig. Der sker voldsomme ting som Hamas’ angreb 7. oktober, der dræbte ca. 1.200 israelere og Israels hævnangreb, som indtil videre har dræbt omkring 15.000 palæstinensere, herunder omkring 6.000 børn.

Det er ufattelige størrelser og realiteter, som ville have været umulige for mig at spå om for blot to måneder siden. Det ville have virket som kynisk, katastrofe-tænkning fra min side, havde jeg forventet sådan en fremtid. Men det er sket.

Jeg har det sådan, at før vi taler om Netanyahu, skal vi tale om Gaza, ellers virker det alt for personligt fokuseret på én mand – i stedet for på millioner af mennesker som lider en forfærdelig skæbne lige nu.

Gaza

Lige nu, mens jeg skriver, træder en skrøbelig våbenhvile i gang i Gaza. Den skulle som udgangspunkt vare i fire dage, indebære udveksling af ca. 50 israelske gidsler – kvinder og børn – mod ca. 150 palæstinensiske fanger, som sidder i israelske fængsler. Det drejer sig om kvinder og unge, som var højst 18 år, da de blev indespærret. Og så kan der komme mere humanitær hjælp til Gazas folk, som lige nu sulter.

Israels forsvarsminister Yoav Galant påpeger, at det er kun en midlertidig pause. Han siger, at der skal forventes to måneder med fortsat kamp for at nå Israels mål, som angiveligt er at udradere Hamas.

Her har vi Israels forsvarsminister, der spår. Hvis jeg skal dømme ud fra alle de gange, Israel har talt om at udradere Hamas i de forskellige masseødelæggelses-operationer i Gaza, så vil de heller ikke lykkes med det denne gang.

Krigen vil formentlig styrke den ideologiske støtte til Hamas og hærde Gazas befolkning til modstand mod en fjende, som begår det, en del eksperter vurderer som folkemord. Lige nu er omkring halvdelen af Gazas bygninger ødelagt. Hvis det, som Galant siger, passer, vil fortsat kamp fra Israels side betyde en komplet tilintetgørelse af Gaza, hvilket en del ledere og mange borgere har udtrykt ønske om.

Netanyahu og Dahya-doktrinen

Og hvad er Netanyahus rolle i det her? Ja, han er selvfølgelig premierministeren. Dog er den politik, der føres nu, ikke noget nyt. Den er heller ikke højreradikal som sådan. Den er udtryk for normale tanker i israelsk politik, som er forstørret til mere voldsomme dimensioner, end vi er vant til.

At ramme civilbefolkningen på en disproportionel måde er et centralt element i Dahiya-doktrinen. Doktrinen blev navngivet af Gadi Eisenkot i 2008 og opkaldt efter bombningen af Dahiya-kvarteret i Beirut i 2006, hvor mange Hezbollah-medlemmer boede.

”Det, som skete i Dahiya-kvarteret i Beirut i 2006, vil ske i enhver landsby, hvor Israel bliver beskudt fra… Vi vil bruge uforholdsmæssig styrke og skabe stor skade og ødelæggelse. Fra vores synspunkt er disse ikke civile landsbyer, de er militærbaser”, sagde Eisenkot.

Eisenkot var dengang chef for Israels hærs Northern Command og er siden blevet hærchef. Nu er han en midterpolitiker, som indtil for nylig var i opposition mod Netanyahus regering. Efter 7. oktober tilsluttede han sig regeringen som minister uden portefølje for at være med i krigskabinettet.

Lederen af oppositionspartiet Nationalunionen – som Eisenkot tidligere var medlem af – er Benny Gantz. Gantz gjorde det samme som Eisenkot og tilsluttede sig Netanyahus regering efter 7. oktober, hvor han også blev minister uden portefølje. Gantz kom ind i politik i 2019. Her turnerede han med en valgkampagne-video med dronebilleder af pulveriserede kvarterer, hvor han pralede med, at han havde ført Gaza tilbage til ”stenalderen”, da han var hærchef i 2014.

Netanyahu har derfor et krigskabinet med to oppositionsledere, som er stærke tilhængere af Dahiya-doktrinen.

Netanyahu er bagud i meningsmålingerne

Inden 7. oktober – mens Israel stadig var meget optaget af massedemonstrationer imod regeringens reformer af retsvæsenet – var Netanyahus Likud gået ned i meningsmålingerne og lå nu til at komme i mindretal, hvis der var valg. Gantz var anset for at være mere egnet til premierministerposten end Netanyahu.

Kort efter 7. oktober havde meningsmålinger vist et mere ekstremt billede – Likud kom ned på blot 20 mandater fra de 32, de har nu. Gantzs parti var blevet tre og en halv gang større og stod til over 40 mandater fra de 12, de har nu.

Israelerne har været vrede over Israels mangel på sikkerhed 7. oktober. En stor del af militæret befandt sig på Vestbredden for at sikre de provokerende bosættere og deres ledere. Mange mente, at militæret havde fejlvurderet trusselsbilledet ligesom ved Yom Kippur-krigen i 1973, hvor Ægypten og Syrien udførte et overraskelsesangreb.

Netanyahu har behov for at vise, at han trods alt stadig er den rette mand til opgaven. Han ville ikke gå ind på spørgsmålet om ansvar for sikkerhedskatastrofen. Det vil han hellere forholde sig til senere, når krigen er slut.

Krig er noget, som forener israelere som intet andet. Næsten ni ud af ti israelere bakker op om krigen. Netanyahu betegnede krigen som en hellig krig mod ”Amalek”, som er en bibelsk stamme, der skulle tilintetgøres. En krig mellem ”lysets børn” og ”mørkets børn”. Krigen kan også radikalisere befolkningen, og det vil være et plus for Netanyahu, som læner sig op ad ultranationalistiske kræfter.

Ikke desto mindre har Gantz stadig et stort forspring i meningsmålingerne. Hvis der blev afholdt valg i dag, ville oppositionen få omkring 70 ud af de 120 pladser i parlamentet. Likuds koalition ville kun få 45 mandater, og Gantz ville blive premierminister. Netanyahu kan derfor ikke kaste håndklædet i ringen, hvis han vil overleve politisk.

Netanyahu er nødt til at holde gang i krigen, holde gang i undtagelsestilstanden, og vise at han tager kampen op mod Gazas børn (”mørkets børn”). Og vi skal ikke være for hurtige til dømme Netanyahu ude – han har vist sig at være en uovertruffen politisk overlever.  

Protesterne der blev væk

Protesterne, som fandt sted inden 7. oktober, hvor hundredtusindvis af israelere var på gaden, er helt forsvundet. En af de mest indflydelsesrige grupper i protesterne, Brothers in Arms, har omdannet sig til en slags kommandocentral for koordinering af operationer i forbindelse med ofrene for Hamas’ angreb.

De udtryk for civil ulydighed, som man tidligere hørte – hvor reservister ikke vil melde sig til tjeneste osv – ses ikke længere. Krigen kalder på lydighed. I Israel kan man næsten ikke protestere imod krigen overhovedet – det betragtes som usolidarisk og upatriotisk. Politichefen har truet med at sende dem, der alligevel protesterer, til Gaza, hvilket er en af de værste trusler i Israel.

Protesterne for løsladelse af gidslerne tillades, men de kan ikke sammenlignes med de tidligere protester. Alle ved, at så længe Israel bomber så tilfældigt som de gør, vil de formentligt ramme deres egne civile gidsler i Gaza, og det vurderes, at dusinvis af dem allerede er dræbt. Våbenhvile er også betingelse for at kunne koordinere indsatsen for at løslade og udveksle fanger.

Israel vil meget gerne undgå at stoppe krigen på ubestemt tid. Derfor påpeger forsvarsministeren, at det vi nu har, kun er en lille pause. Vi fortsætter i månedsvis bagefter.

Fremtiden

Det er svært at spå, hvad fremtiden vil bringe. Både hvad angår Netanyahu, Israel, og ikke mindst palæstinenserne – selvom der har været klare planer fra Israel om en total etnisk udrensning af Gazas befolkning, også på ministerniveau.

De apokalyptiske udviklinger i regionen synes at bringe en direkte konfrontation med Iran tættere på end nogensinde. Det er noget, som Netanyahu har arbejdet på længe, og sådan en konfrontation ville nok trække USA ind i kampen på en meget mere direkte måde. Man har næsten ikke lyst til at gøre sig de større tanker om, hvordan det ville være, hvis det sker.

Her skal jeg tilføje, at også venstrefløjens Ehud Barak har været stor tilhænger af at angribe Iran. Han erindrede, hvordan det var, da han var forsvarsminister i Netanyahus regering i 2012, og de talte om et angreb på Iran sammen med udenrigsminister Avigdor Lieberman. Barak påstod, at det skete mange gange, og at Netanyahu var den mest forsigtige, hvor Barak selv var den mest vovende fortaler for et angreb.

Jeg skal ikke kunne sige, om tingenes tilstand vil forandre sig, hvis Netanyahu træder af og giver Gantz magten, i hvert fald hvad angår palæstinenserne. Ja, regeringen ville have færre religiøse kræfter. Men det er ikke den religiøse højrefløj, som står bag Israels militærs handlinger imod palæstinenserne. Israel ville stadig have en leder, som sætter en ære i at tilintetgøre Gaza.

Og så glemte jeg næsten alt om Netanyahus korruptionssager, som jeg også blev spurgt om. Det tror jeg også, at rigtig mange andre israelere har gjort. Det er som om champagne, cigarer, og politiske fordele til mediemoguler ikke virker lige så centrale nu.

Det kan være, at krigen også kan bruges som en anledning til at nedkøle alle Netanyahus korruptionssager til bagateller i lyset af den større nationale krise – hvilket så er endnu en årsag til at holde gang i krisen.

Men jeg er også af den opfattelse, at Netanyahu og mange andre israelske ledere – både politiske og militære – er skyldige i langt større forbrydelser. Det er noget, som næsten ingen israelere vil tale om, og det drejer sig om forbrydelser imod menneskeheden.

Det drejer sig ikke kun om apartheid, men også folkemord.