Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
5. oktober. 2023

H.K.H. forsvarsindustri-attachéen i Washington

Ikke-svar fra forsvarsministeren sætter spørgsmålstegn ved, om regeringen har snor i sin nye forsvarsindustri-attaché i Washington. Og hvem kan egentlig give ordrer til en kongelig højhed?

Danmarks forsvarsindustri-attaché i Washington overrækkes Dannebrog

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Danmark har fået en ny ”forsvarsindustri-attaché” ved den danske ambassade i Washington.

Indtil for nylig vidste jeg ikke, at vi ud over forsvarsattachéer ved danske ambassader også har en forsvarsindustriattaché, så udnævnelsen gjorde mig nysgerrig. Jeg stillede en række spørgsmål til forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og modtog efter godt tre uger nogle påfaldende kortfattede og indholdsløse svar.

Er forsvarsministeren ikke stolt over sin nye attaché?

Det er, som om ministeren ikke rigtig er så stolt over sin nye attaché. I hvert fald har han ikke lyst til at give udførlige svar om ham. Hvad er eksempelvis attachéens jobbeskrivelse og mandat? Svaret fylder sølle syv linjer:

”Forsvarsindustriattachéen skal understøtte og udvikle Danmarks og USA’s samarbejde inden for det forsvarsindustrielle område samt yde støtte til at fremme forsvarsindustrisamarbejde og dansk erhvervslivs muligheder i USA og Canada. Forsvarsindustriattachéen har også til opgave at støtte ift. planlægning og gennemførelse af fx ministerbesøg i USA, der involverer engagement med danske eller amerikanske forsvarsindustrielle virksomheder.”

Udnævnelsen af Danmarks nye attaché er ikke mindst interessant, fordi vi i disse år oplever en voldsom militær oprustning i Danmark og globalt og en meget stærk vækst i dansk import og eksport af våben. Der er altså grund til at holde øje med området.

Oprustning er en “forbandet pligt”

Nok så interessant er udnævnelsen også, fordi Danmarks nye forsvarsindustriattaché er prins og hedder Joachim – eller som forsvarsministeren ærbødigt formulerer det ”H.K.H. Prins Joachim”.

I svaret på spørgsmål nr. 134 fik jeg at vide, at ”H.K.H. Prins Joachim beordres i stillingen som forsvarsindustriattaché på baggrund af sine kvalifikationer”.

Dén formulering er interessant af flere grunde. For det første må man på svaret forstå, at man i Joachim har fundet den bedst kvalificerede ansøger. At man har foretaget en omhyggelig udvælgelse fra et bredt ansøgerfelt, fremgår dog ikke.

Dernæst er der en sjov modsætning mellem ordet ”beordret” og den pudsige ”H.K.H.”-forkortelse. For hvem kan beordre en ”kongelig højhed” til noget som helst? Det kan vel kun hans mor, regenten. I hvert fald ikke en tilfældig minister, der ganske vist er valgt til Folketinget, men som jo på ingen måde rangerer over en ”kongelig højhed”.

Det spørgsmål – hvem kan egentlig beordre den nye forsvarsindustriattaché til noget – forsøgte jeg også at få afklaret. Og den folkevalgte minister svarede, at H.K.H.-attachéen på ambassaden i Washington ”er underlagt forsvarsattachéen og ambassadøren. Derudover er forsvarsattachéerne underlagt forsvarsministeren”.

Det kunne være sjovt at være flue på væggen, når forsvarsattacheen og ambassadøren – som jo er undersåtter – kommanderer rundt med deres nu underlagte H.K.H., som formentlig er den eneste danske ansatte på ambassaden, som de ikke er dus med. (Se dette YouTube-klip, hvor en næsvis journalist tillader sig at tiltale H.K.H. med et ganske upassende ”du”, og Joachim reagerer med kongelig fornærmethed.)

Diplomaten under regeringen over kongehuset

Det gjorde mig nysgerrig efter at få opklaret, om diplomat Joachim udtalte sig på regeringens vegne. Det kom der et forholdsvist krøllet ikke-svar ud af. Det var blot en henvisning til et andet svar; nemlig det, hvor der står, at H.K.H. er ”underlagt” sine to undersåtter forsvarsattacheen og ambassadøren.

Der er god grund til at interessere sig for, om kongelige højheder handler i overensstemmelse med regeringens og Folketingets ønsker. Det viser en sag, der er skildret i en artikel i Information fra 2016. Den handler om Joachims storebror Frederik, der som medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC) i 2016 stemte imod at udelukke Rusland fra De Olympiske Lege i Rio de Janeiro på grund af statsstøttet doping.

Kronprinsens stemmeafgivning stred direkte imod den danske regerings politiske ønske og i øvrigt imod forsikringerne ved udpegningen af Frederik til IOC-medlem om, at han ville optræde i overensstemmelse med regeringens ønsker. Danmark har som bekendt siden 1849 haft et konstitutionelt – ikke et enevældigt – monarki. Ikke sandt?

Derfor ville jeg gerne i spørgsmål nr. 140 vide, om regeringen har sikret sig, at Joachim ikke laver ”en Frederik” og handler lodret i strid med regeringens politik.

Svaret er en smule skuffende. Det er nemlig også bare en henvisning til det ret intetsigende svar nr. 136 om, at forsvarsattacheen og ambassadøren angiveligt har underlagt sig hans kongelige højhed.

Egentlig må dette ikke-svar vel nærmest opfattes som et nej. Regeringen har ikke snor i H.K.H. forsvarsindustriattacheen.

Om skribenten

Trine Pertou Mach

Trine Pertou Mach

Mangeårig politisk aktiv og debattør, med et stærkt bankende hjerte for lighed, solidaritet, internationalisme og menneskerettigheder. Har bl.a. været forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke og Det danske Hus i Palæstina, arbejdet i EU-Kommissionen, Nordisk Innovation og fredsorganisationen International Alert. Er medlem af Folketinget for Enhedslisten. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER