HK formand: Europæisk mindsteløn er en gøgeunge

En EU-dikteret mindsteløn risikerer at undergrave 100 års politisk og faglig kamp på det danske arbejdsmarked, skriver Simon Tøgern fra HK Privat.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

Af Simon Tøgern, formand for HK Privat

Hvis svaret er en af EU fastsat mindsteløn – hvad er så spørgsmålet? Sådan fristes man til at sige, når snakken falder på EU-kommissionens længe ventede udspil til en formel for fastsættelse af en europæisk mindsteløn. Udspillet blev præsenteret onsdag 28. oktober.

Umiddelbart lyder det som en sympatisk tanke, at EU skal bidrage til at løfte lønniveauet for de dårligst lønnede. Det vurderes, at ca. 10 % af alle lønmodtagere i EU er ”working poor” – de kan ikke leve af deres løn.

”Munkemarxister” og andre traditionelt venstreorienterede peger normalt på, at man kun kan tale om et reguleret marked, hvis det er reguleret efter de samme regler. Forskellige regler skal ikke være et konkurrence-parameter. Det er sådanne markeder, der med etableringen af ”det indre marked” er blevet skabt som grundlag for varernes og pengenes frie bevægelighed. Men hvorfor nu ikke, når vi snakker om prisen på arbejdskraft?

100 års faglig og politisk kamp

Et hjørne af diskussionen handler om, hvorvidt det ikke netop i Lissabon-traktaten (2007) – på Sveriges og Danmarks foranledning – blev slået fast, at EU ikke skulle fastsætte sådanne regler? Det er de fleste vist enige om, at det blev det!

Og derfor er det også, at dén indgang til diskussionen straks ender i juristeri om, hvorvidt den foreslåede, fælles europæiske procedure for at fastsætte minimumslønninger i de enkelte lande ikke blot er en lidt for smart omgåelse af Lissabon-traktaten?

Den diskussion kan formentligt holde snesevis af jurister beskæftiget de næste år! Men den principielle diskussion om en europæisk mindsteløn er selvfølgelig politisk. Den nordiske model, hvor demokratiske – og af staten uafhængige – fagforeninger og arbejdsgiverforeninger forhandler løn, arbejdstid og efterhånden flere og flere andre emner på plads, har jo historisk vist sig at være en gedigen succes.

”EU-domstolens praksis med altid at afgøre sagerne med det stærkeste mulige hensyn til ”den frie bevægelighed” og ”den stadig tættere integration” lover ikke godt.”

Modellen er vokset frem gennem mere end 100 års faglige og politiske kampe. Ingen andre kapitalistiske samfund kan prale af systemer, som er bedre til at sikre lønmodtagerne en andel af virksomhedernes indtjening. Modellen har været mere udbredt, men globaliseringen har – hånd i hånd med en bevidst politik – svækket de faglige organisationer – i Nordamerika, Australien og Europa. Reelle kollektive forhandlinger om løn- og ansættelsesvilkår forekommer uden for de nordiske lande efterhånden kun i enkeltstående brancher i enkelte lande.

Som et modsvar hertil har man mange steder minimumslønninger fastsat af regeringer og/eller parlamenterne. Mange af de medlemmer i EU-parlamentet, som presser på for en europæisk mindsteløn, har hjemme i deres nationale parlamenter været med til at fastsætte lavere mindstelønninger.

Parallelt med denne udvikling så har der mange steder været ført en politik, som havde til formål at undergrave ansatserne til frie og demokratiske fagforeninger og modarbejde kollektive forhandlinger. Det er en politik, som har været støttet af de store internationale virksomheder, som gennem de seneste år har placeret store investeringer i industri- og forskellige former for servicevirksomheder ud over hele Østeuropa.

Dobbeltmoralen er iøjnefaldende!

Hvordan vil en EU-mindsteløn fungere i Danmark?

Mere konkret bliver man også nødt til at se på, hvordan en EU-mindsteløn vil fungere hos os. Forestiller man sig, at en virksomhed fra et andet EU-land etablerer sig i Danmark, vil den kunne få EU-domstolens opbakning til at kunne afvise et krav om oprettelse af en almindelig overenskomst med en dansk fagforening med henvisning til, at den betaler den af EU fastsatte mindsteløn? Det giver den foreslåede tekst ikke umiddelbar adgang til. – Men EU-domstolens praksis med altid at afgøre sagerne med det stærkeste mulige hensyn til ”den frie bevægelighed” og ”den stadig tættere integration” lover ikke godt.

EU-kommissionen forholder sig ikke til, at overenskomsterne i dag regulerer flere og flere forhold. Ud over løn, akkorder og arbejdstid, så er spørgsmål som bidrag til pension, ret til efter- og videreuddannelse, valg af tillidsrepræsentant, feriefridage, diverse valgfrie elementer, løn under barsel og (barns) sygdom og ikke mindst regler for afgørelse af tvister og fortolkninger en integreret del af moderne overenskomster. Altså væsentlige dele af vores velfærd!

Hvem skal håndhæve mindstelønnen?

Noget af det unikke ved den nordiske model er, at de aftalte overenskomster rent faktisk respekteres af parterne (centralt og lokalt), og at brud næsten altid sanktioneres. Hvem der skal håndhæve den europæiske mindsteløn fremstår til gengæld lidt uklart. Arbejdstilsynet, Frømandskorpset – eller måske Tivoli-garden?

At tro, at et EU-parlament med massiv borgerlig dominans nu skulle være optændt af sand revolutionær ildhu, og med et fingerknips forestiller sig at kunne indhente den udvikling, som den nordiske arbejderbevægelse har skabt gennem mere end 100 år, er enten naivt eller udtryk for manglende indsigt i, hvordan arbejdsmarkederne fungerer.

I stedet kunne EU-parlamentet passende genoprette støtten til etablering af ’sociale dialoger’ på nationalt og europæisk plan, udvide adgangen til at etablere europæiske samarbejdsudvalg og sikre disse adgang til al relevant information i de store tværnationale virksomheder. Det vil være en god begyndelse!