Højere skat på kapital- og aktie-indkomster er verdens bedste idé

---

Beskatning af kapital- og aktieindkomst på samme niveau, som vi i dag beskatter lønindkomst, er helt afgørende, hvis man vil skaffe penge til råderummet. De borgerlige har utroligt mange argumenter mod at hæve disse skatter og peger på, at skatten reelt vil blive tårnhøj. Men de puster problemet voldsomt op.

---

Af Jonas Gielfeldt

Enhedslisten præsenterede på sit sommergruppemøde 21. august et nyt forslag til, hvordan man kan finansiere en kommende, ambitiøs finanslov. Som enhver anden finansminister, der lige er kommet til, er Nicolaj Wammen selvfølgelig gået i gang med et ’kasseeftersyn’, hvor hans konklusion nok bliver den samme som forgængernes – at det ser stramt ud med økonomien, og at vi skal holde på pengene. Det er muligt, at blå blok efterlader ubetalte regninger, men så er det jo godt, at vi i Enhedslisten kan anvise rigtig mange milliarder til velfærd og grøn omstilling.

Blandt vores centrale forslag til at finansiere en ambitiøs finanslov er lukningen af to store skattehuller. Dem kan man læse mere om i min tidligere artikel her på Solidaritet. Tilsammen vil det give ca. 2,7 mia. kr.

Det andet forslag, som vil bringe milliarder i kassen, er at beskatte kapital- og aktie-indkomster, lige som man i dag beskatter lønindkomster. Selv efter finansministeriet har pålagt det forslag negative dynamiske effekter, vil det bidrage med intet mindre end 5,3 mia. kr. – som vi kan øge det finanspolitiske råderum med. Det kan man komme langt med, hvis vi vil give velfærden og den grønne omstilling et løft. Derudover er det en finansiering, som primært findes hos den absolutte elite i samfundet – den rigeste ene procent.

Når man går hårdt til samfundets dybblå spidser, må man forudse en voldsom modreaktion. Den kom da også prompte fra Børsens cheføkonom, tidligere chefanalytiker i Danske Bank og cheføkonom i Dansk Erhverv, Steen Bocian. I en analyse i Børsen fremlagde han den ene anklage efter den anden mod Enhedslistens forslag. Dem vender vi tilbage til senere, for lad os først se lidt på de nuværende skatteregler for kapitalindkomst og aktieindkomst, og hvorfor de er så urimelige, som de er.

Bizarre rigmandsgaver i skattesystemet

Det generelle billede har historisk været, at man har beskattet især aktieindkomster noget lavere end lønindkomst. Siden er også kapitalindkomster blevet markant lavere beskattet end lønindkomst. Det helt store hug skete i 2009, da Lars Løkke og blå blok lavede den store skattereform ”Forårspakke 2.0”, som senere mere passende blev døbt ”rødvins-reformen”. Der skete virkelig ting og sager her. For det første blev den højeste marginalskat sænket med ca. 7 procentpoint. Det skete ved at man fjernede mellemskatten, som også topskatteydere betalte. Dermed røg den højeste marginalskat ned. Men derudover blev der lavet en række lempelser for personer, som havde indtægter fra kapitalindkomster og aktieindkomster.

Aktieindkomster er fra de udbytter, man modtager løbende, samt evt. avancer når man sælger aktier. Kapitalindkomster er lidt mere en rodebutik, men det omhandler blandt andet renteindtægter, indtægter fra udlejning af ejendom, indtægter fra egen virksomhed herunder avancer fra salg af virksomhed. Det typiske billede er, at de, der har de store indkomster fra kapitalgoder og aktieindkomster, er samfundets absolutte elite.

Med ”rødvinsreformen” blev bl.a. aktieskatten sænket fra 45 pct. til 42 pct. for de store aktieindkomster. Der blev påbegyndt indfasningen af et markant lavere skatteloft på kapitalindkomster på ca. 42 pct. – hvor skatteloftet på lønindkomst til sammenligning er på ca. 52 pct. Og så blev der indført et bundfradrag i kapitalindkomsten på 40.000 kr. af det grundlag, man beregner topskat på. I dag er tallet knap 45.000 kr. Skattereformen 2009 er den isoleret set mest ulighedsskabende af alle de seneste 20 års reformer. Den øgede Gini-koefficienten med 0,46 point. Det er markant mere end alle andre reformer.

Resultatet af dette – og af at man også før ”rødvinsreformen” beskattede især aktier for lavt – er en underbeskatning af kapitalindkomst og aktieindkomst, hvor der maksimalt betales 42 pct. i skat – lige meget om du tjener 70.000 kr. eller 7 mio. kr. på aktier. Aktieskatten består nemlig af to satser. Op til 54.000 kr. betaler man 27 pct. i skat. Over denne grænse betaler man 42 pct. – og den er helt flad. Ved kapitalindkomst kan man som sagt få næsten 45.000 kr. taget ud af det grundlag, man beregner topskat på, og så er der det markant lavere skatteloft på ca. 42 pct. Med kapitalindkomst er det også vigtigt at huske, at det er den kapitalindkomst, man har tilbage – efter man har trukket negativ kapitalindkomst fra (fx renteudgifter, som man får rentefradrag for). Så der er ikke mange personer, der tjener 45.000 kr. i kapitalindkomst, når man har fratrukket fx de renteudgifter, man har på hus, lejlighed, bil, studielån m.v.

Til sammenligning med ovenstående er den højeste marginale skat på lønindkomst 56,5 pct. Og det skatteloft er på ca. 52 pct. Det er jo grotesk, og nærmest moralsk forkasteligt, at det skal beskattes mere at gå på arbejde, end at leve fedt af passive kapitalanbringelser. Ikke desto mindre er det virkeligheden i dag. Enhedslistens forslag er helt enkelt. Vi vil forenkle skattesystemet, så man simpelthen beskattes af alle indkomster på samme måde – som man i dag bliver beskattet af lønindkomster. Det vil sige, at hvis du betaler topskat af din arbejdsindkomst, så bliver du også topbeskattet af dine indkomster fra kapital- og aktie-indkomst. Skattesystemet skal ikke længere gøre forskel på indkomsttyper, og give folk der tjener penge på kapitalgoder og aktier særligt lave skatter. Som sagt – det giver over 5 mia. kr. til velfærd.

Kapital- og aktie-indkomstbeskatning påvirker entydigt den rigeste procent

For nyligt kom 3F med en analyse, der viser, at op imod hver fjerde 3F’er investerer i aktier. Dermed kan man hurtigt forledes til at tro, at aktiehandel er hvermandseje, og at en hårdere beskatning vil ramme bredt. Det er bare på ingen måde tilfældet. I et svar fra skatteministeriet fremgår det, at fordelingsprofilen er krystalklar; her har skatteministeriet opdelt indkomsterne i 10 lige store grupper, såkaldte’ deciler’, gående fra de fattigste i 1. decil til de rigeste i 10. decil. For hver decil har man indregnet et gennemsnit for, hvor meget de enkelte deciler mister i disponibel indkomst – altså deres skatteregning ved Enhedslistens forslag. Det viser sig, at for alle deciler op til 8. decil er skatteregningen under 800 kr. om året, altså under 70 kr. om måneden. For den 9. decil er regningen på 1.330 kr., og for den 10. decil er skatteregningen hele 12.190 kr. årligt.

Det kan gøres endnu mere klart og præcist, i hvor høj grad der er tale om en målrettet rigmandsskat. Enhedslisten har bedt ministeriet svare på, hvordan det ser ud – hvis vi deler den 10. decil op på percentiler, dvs. for hver procent mellem 91 og 100 i indkomstfordelingen. Her afslører det sig, at den rigeste procent trækker det samlede tal for 10. decil voldsomt op. 91. percentil skal således af med 2.000 kr. i gennemsnit. 95. percentil skal af med 4.410 kr. 98. percentil skal af med 7.190 kr. og 99. percentil skal af med 11.890 kr.

Den rigeste procent i Danmark – den 100. percentil – skal derimod af med intet mindre end 78.350 kr. i snit!

Der er altså ikke noget at rafle om. Det er ikke de almindelige småaktionærer, der betaler gildet, men derimod samfundets absolut rigeste. Nogle vil måske synes, det er urimeligt at pålægge denne gruppe så hård en ekstrabeskatning, men den store skatteregning skal ses i forhold til, at netop denne gruppe i perioden 2000-2015 havde en fremgang i real-indkomst på næsten 460.000 kr. Derfor er det ingenlunde urimeligt, at lade disse betale – også meget – mere i skat.

Enhedslistens forslag har en meget positiv virkning på ligheden i samfundet. Det vil reducere Gini-koefficienten med 0,44 – altså næsten nivellere, udjævne den ekstremt ulighedsskabende ”rødvinsreform”, endda uden at hæve marginalskatten på arbejde.

Borgerlige modangreb puster problemet voldsomt op

Lad os nu vende blikket mod de kritikker, som de borgerlige kommer med, og som Steen Bocian fra Børsen lancerede i sin analyse. Der er to hovedkritikker:

Den første kritik er den meget klassiske kritik, som omhandler stort set alle skatter på virksomheder og aktionærer – nemlig at de mindsker lysten til at investere. Det skader produktiviteten og gør samfundskagen mindre, ligesom lønningerne også vil udvikle sig i lavere takt. Bocian skriver:

”En så markant skattestigning og en udbredelse af skattebasen vil mindske erhvervslivets incitamenter til at investere. Det vil ramme produktiviteten. Selvom arbejdsudbuddet ikke påvirkes, vil den samlede økonomiske velstand blive reduceret – en konklusion, som Produktivitetskommissionen også nåede frem til”.

For at dette skal være rigtigt, så må vi altså se en sammenhæng mellem lavere skatter på kapital- aktieindkomst, lavere selskabsskatter … og så en øget grad af investeringer og en øget produktivitet.

Vi kan jo konstatere, at selskaberne har fået sænket selskabsskatten, at kapital- og aktie-indkomstbeskatningen er blevet lettet markant, og derudover har virksomhederne fået en lang række andre lempelser i afgifter som fx PSO’en. Alt dette burde øge investeringerne til gunst for produktiviteten. Som man kan se i Økonomisk redegørelse fra 2018, så er nettoinvesteringerne (det vil sige bruttoinvesteringer fratrukket afskrivninger) gået op siden kriseårene 2009-2014. Men går man længere tilbage, så kan man se, at nettoinvesteringerne faktisk var højere i 2000 og 2001, hvor selskaberne og aktionærer betalte langt mere i skat. Det er altså på ingen måde sådan, at man efter den store byge af skattelettelser kan se, at investeringerne er blevet voldsomt meget højere.

Derudover ser det ikke ud til, at de massive skattelettelser til virksomhederne og deres aktionærer for alvor har rykket ved produktivitetsudviklingen. De økonomiske vismænd problematiserer til stadighed den lave produktivitetsudvikling. Et problem her kan være, at vi i forvejen er blandt verdens absolutte mest produktive lande. Det gør det også sværere at høste de lette produktivitetsgevinster, hvilket blandt andet professor i økonomi Katharina Juselius og tidligere økonomisk vismand Christen Sørensen har påpeget. Summa summarum tyder det ikke på, at skatterne på virksomheder og aktionærer for alvor rykker ved investeringer, produktivitet og den samlede samfundskage.

Problematiske regnestykker

Men Bocian har yderligere et argument, der handler om, at i virkeligheden er de skattesatser – Enhedslisten foreslår for kapital- og aktieindkomst – meget højere, end man umiddelbart skulle tro:

”Det er ydermere værd at bemærke, at højere aktie- og kapital-skat ikke bringer beskatningen på niveau med arbejdsindkomsterne. Beskatningen vil være betydeligt højere. Når man tager højde for, at virksomhederne også betaler selskabsskat, vil den samlede skat på aktieindkomst blive højere end skatten på arbejdsindkomst, selvom satserne er ens. Tilsvarende gælder at kapitalbeskatningen skal indrettes efter, at en del af kapitalafkastet er kompensation for inflation. Selvom inflationen ikke er høj, er den positiv, og realbeskatningen af kapitalindkomst er derfor i forvejen høj og højere end arbejdsindkomstskatten”.

Der er to forskellige beregninger af den egentlige skat på aktieafkast. Den første er en beregning af den sammensatte skat. Det vil sige, at man lægger selskabsskatten til aktieindkomstskatten. Først betales der 22 pct. i selskabsskat, og derefter 42 pct. i aktieskat – alt i alt 54,8 pct. Kort sagt betaler man altså allerede tæt ved topskatten på lønindkomst af sin aktieindkomst. Og ved Enhedslistens forslag, hvor man kan betale op til 56,5 pct. så hedder den sammensatte skat ca. 66 pct.

Men beregningen antager, at aktionæren bærer hele skattebyrden. Det står i modsætning til, hvad Skatteministeriet fortæller. De hævder nemlig, at skattebyrden primært bæres af lønmodtagerne i form af højere priser og lavere løn. Kort sagt, så vil en højere skat på virksomhederne blive overvæltet i priserne og nedvæltet i lønningerne. Ifølge de forskningsstudier, som Skatteministeriet henviser til, er det mellem 50-75 pct. af den såkaldte incidens (hvem der betaler skatten), som væltes over på lønmodtagerne. Det meget høje tal er der sået en del tvivl om i anden økonomisk forskning. Men det illustrerer i hvert fald, at det på ingen måde kun er kapitalejerne, som bærer skattebyrden – fordi de har muligheden for hæve priserne og holde igen med lønstigningerne. Lad os derfor helt simpelt antage, at kapitalejerne/aktionærerne kun bærer 1/3 af incidensen. I så fald vil den reelle, sammensatte skat være omkring 46 pct. Altså stadig markant under topskatten på lønindkomst.

Ved Enhedslistens forslag – hvor aktieindkomst beskattes op til 56,5 pct. – vil det tilsvarende tal være knap 60 pct. i sammensat skat. Det er en smule højere end topskattesatsen, men – og det er meget vigtigt – hvis man lavede tilsvarende sammensatte skat på lønindkomst i form af moms og afgifter, ville den højeste marginalskat være ca. 66 pct. ifølge CEPOS. Så selv hvis vi antager, at aktionærerne bærer hele skattebyrden for selskabsskatten, så er den sammensatte skat for kapitalejere mindre end for lønmodtagere, der betaler topskat.

Den anden beregning omhandler den reale afkastbeskatning. Her har de økonomiske vismænd opstillet en formel i deres publikation om netop kapitalbeskatningen i Danmark, som følger: Skattesatsen ganget med forrentningen divideret med forrentningen minus inflation.

CEPOS har tidligere lavet en sådan beregning. Med udgangspunkt i en 4 procents forrentning og en inflation på 2 procent kom de frem til, at vi allerede med den nuværende 42 procents skat på aktier har en realbeskatning af afkastet på ca. 85 pct. Vismændene har en lavere inflation på 1,75 pct. i det regnestykke, de foretager i deres rapport. Derfor ender de med en realskat på 74,7 pct. ved 4 pct. forrentning. Vismændene peger dog også på, at 4 pct. er en meget lav forrentning. Derfor regner de også med 7 pct. Her bliver den reelle afkastskat på 56 pct. svarende til topskatten på lønindkomst.

Hvis man køber vismændenes præmis, vil en aktieindkomstskat på 56,5 pct. svare til en real afkastskat på over 100 pct. ved 4 pct. forrentning! Ved 7 pct. forrentning hedder afkastskatten over 75 pct. Av for den!

Vismændenes tal er bare ikke retvisende. For det første viser en analyse fra FinansDanmark, at aktier typisk giver et afkast på 9-11 pct. Derudover er niveauet for inflation alt for højt i vismændenes beregning. I 2018 var inflationen på 0,8 pct. I 2017 var den på 1,1 pct. – og det var første år siden 2012, at inflationen var over 1 pct.

Hvis man derfor anvender en inflation på 1 pct. og en forrentning på 9 pct., vil den reelle afkastskat efter Enhedslistens forslag være på 63,6 pct. Man kan mene det er højt, men det er altså langt under det niveau, som man ser hos både CEPOS og Vismændene.

Rimelig skat på de riges indkomster

Samlet set synes jeg ikke, at Steen Bocian og de andre kritikere fra Dansk Industri og Dansk Erhverv har en særligt stærk sag. Det er muligt, at en øget kapital- og aktie-beskatning vil have en negativ påvirkning på investeringer, men næppe i et omfang der for alvor rykker ved det generelle investeringsniveau. Derimod kan det skabe økonomisk råderum for offentlige og demokratisk besluttede investeringer, fx i vores børn og vores grønne sektor. Der er mange penge til investeringer i velfærdssamfundet og den grønne omstilling at hente i kapital- og aktie-indkomster. Og fordelingsprofilen er postkasse-rød.

Derfor er det også glædeligt, at både S og SF tidligere har haft forslag, ganske vist mere beskedne, til at stramme kapital- og aktie-indkomstbeskatningen. De vil ikke gå så langt som Enhedslisten, men vi vil alle ned ad den vej. Det er bare at komme i gang og få gjort op med de urimelige skatterabatter for Frits og Poul-segmentet.

---