Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
26. november. 2024

Hundredvis af aktivister retsforfølges for at deltage i fredelige demonstrationer

Flere og flere politiske aktivister retsforfølges af de danske myndigheder, og adskillige risikerer fængselsstraf. Det drejer sig bl.a. om aktivister fra forskellige klima- og naturbevægelser, Palæstina-solidaritetsgrupper og dyrerettighedsorganisationer. Det sker samtidig med, at vi ser en global tendens til hårdere straffe, pres på ytringsfriheden og afskrækning af politiske demonstrationer

Billede fra klimaaktionen Befri Jorden i april 2023.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Hundredvis af miljøforkæmpere, der har deltaget i fredelige protester med Extinction Rebellion og Nødbremsen, bliver retsforfulgt. Mindst 30 af de aktuelle retssager finder sted her i efteråret og til vinter. Flere, der har protesteret mod salget af danske våbendele, som bruges til at slå civile ihjel i Palæstina, har fået deres hjem ransaget og er blevet varetægtsfængslet.

På gaden bruger politiet i stigende grad smertegreb på fredelige demonstranter. Adskillige civilsamfundsorganisationer står sammen imod repression af aktivister og støtter denne pressemeddelelse, og samles til en demonstration mod kriminalisering af aktivister tirsdag 26. november kl. 17 foran Københavns Byret.

Salvatore Paolo De Rosa, post.doc i kulturmødestudier på Københavns Universitet, udtaler: “Kriminaliseringen af aktivister er en dybt bekymrende tendens i Danmark lige nu. Ytringsfrihed og forsamlingsfrihed er vigtige hjørnesten i et demokrati, og et sundt demokrati må tillade og respektere brugen af disse rettigheder.”

Stigende politivold

En ny rapport fra miljøbevægelsen NOAH viser, at aktivister i løbet af de seneste år har oplevet en stigende grad af politivold.

Mens politiloven indeholder detaljerede regler for brug af magt vha. skydevåben, stave, hunde, gas og peberspray, giver den ikke specifikke retningslinjer for brug af smerteteknikker, som for eksempel de smertegreb, som de interviewede aktivister fortæller om at opleve.

Politilovens § 16 tillader politibetjente at bruge nødvendig og proportionel magt for at udføre deres opgaver. Det aktivisterne oplever i øjeblikket, sætter spørgsmålstegn ved nødvendigheden og berettigelsen af at bruge smertegreb på fredelige og passive demonstranter.

To af de seneste kendte tilfælde hvor politiet har brugt smertegreb til at fjerne demonstranter, er hhv. til en blokade af våbenproducenten Terma i Aarhus i marts 2024, til Den Grønne Ungdomsbevægelses Sit-In ved Ministeriet for Grøn Trepart i oktober 2024 og til Scientist Rebellions gadeprotest i oktober 2024 i København.

Retssager

En del af retssagerne drejer sig om de store protester Vendepunktet og Befri Jorden, som blev arrangeret af Extinction Rebellion Danmark i hhv. 2022 og 2023 – i samarbejde med en række andre organisationer.

Vendepunktet var en protestuge, der startede med, at en folkemængde blokerede for alle broerne ind til Christiansborg, med krav om akut handling mod klimakollaps og den sjette masseuddøen af arter.

Politiet frihedsberøvede og sigtede over 120 mennesker, men mange af disse sigtelser er sidenhen frafaldet, og aktivisterne fører nu retssag mod politiet, med argument om at deres rettigheder til protest blev overtrådt. Folk blev nøgenvisiteret uden grund, fik ikke adgang til toilet og drikkevand, og blev tilbageholdt for længe, ift. hvad der er rimeligt.

Blokader af maskiner og køretøjer, der skulle rydde natur på Amager Fælled, har også ledt til anklager om husfredskrænkelse, forstyrrelse af den offentlige orden og trafikken, og forhindring af politiets arbejde.

En række borgere fra kampagnen Nødbremsen skal i retten med anklage om bødestraf efter færdselsloven for at have blokeret veje i protest mod nye motorveje.

En person er anklaget for at forstyrre den offentlige orden, for at holde et palæstinensisk flag op foran en våbenmesse, hvor våbenproducenter der sælger våben til Israel, var til stede.

De seneste seks uger har der været syv ransagelser af aktivister, som har demonstreret uden for våbenproducenten Termas fabrik i Søborg. En af dem blev varetægtsfængslet 4. oktober og er stadig varetægtsfængslet.

Dyrefrigørelsesaktivister har mødt vold, bøder og anholdelser blot for at holde skilte, skrive med kridt eller bruge megafoner i offentlige rum for at protestere mod firmaer, der mishandler dyr.

Ida Dalsgaard Nicolaisen, som er kunstner og aktiv i Extrinction Rebellion, er en af de retsforfulgte borgere. 8. april 2025 skal hun i retten med 11 anklagepunkter imod hende. Hun argumenterer for, at aktivisterne handler i nødværge:

“Vi handler i nødværge for alles livsgrundlag. Når jeg klatrer op i en maskine, der ødelægger naturen på Amager Fælled, eller er med til at blokere broerne til Christiansborg, er det små lovbrud for at forhindre langt større forbrydelser mod menneskeheden og planeten. Vi er ikke de ægte kriminelle, det er regeringen, landbrugslobbyen, fossilfirmaerne, våbenproducenterne, den rigeste ene procent. Jeg håber, retten vil anerkende, at vi handler i nødværge, og frifinde os. Men uanset hvad må vi fortsætte kampen.”

I oktober blev en svensk klimaforsker, som var blevet retsforfulgt efter at have deltaget i to trafikblokader, frikendt på baggrund af argumentet om nødværge. Retten udtalte at “byretten anser klimaforandringerne for akutte, og at der foreligger en umiddelbar fare for liv, helse og ejendom.” Retten konstaterer i øvrigt, at manden har en “særlig rolle (klimaforsker, red.) og dermed et moralsk ansvar for at agere”.

Lovmæssig baggrund

Miljøforkæmpere i Danmark er beskyttet af flere juridiske rammer på globalt (FN), regionalt (EU) og nationalt (dansk) niveau. Det betyder, at ytringsfrihed og forsamlingsfrihed er grundlæggende rettigheder.

UNECE Convention on Access to Information, Public Participation in Decision-making and Access to Justice in Environmental Matters – også kaldet Aarhuskonventionen – er en juridisk bindende international traktat, der blev vedtaget 25. juni 1998 på den fjerde paneuropæiske miljøministerkonference i Aarhus.

Aarhuskonventionen indeholder krav om beskyttelse af miljøforkæmpere gennem artikel 3 (8), der bestemmer, at “Hver part skal sikre, at personer, der udøver deres rettigheder i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention, ikke straffes, forfølges eller chikaneres på nogen måde på grund af deres engagement”.

Aarhus-konventionens Compliance Committee har fastslået at artikel 3 (8) gælder for “ethvert medlem af offentligheden, der søger adgang til information, offentlig deltagelse eller adgang til domstolene for at beskytte deres ret til at leve i et miljø, der er passende for deres sundhed og velbefindende”.

Det er tydeligt, hvor stærkt den juridiske beskyttelse af miljøforkæmpere er forankret i internationale traktater, som Danmark har underskrevet. Den nuværende tendens til stigende undertrykkelse og kriminalisering af miljøforkæmpere i Danmark er derfor yderst alarmerende. Det fastslår Michel Forst, som er FN’s Særlige Rapportør om Miljøforkæmpere under Aarhus-konventionen:

”Den undertrykkelse, som miljøaktivister, der bruger fredelig civil ulydighed, i øjeblikket står overfor i Europa, udgør en alvorlig trussel mod demokrati og menneskerettigheder. Den miljøkrise, vi kollektivt står over for, og som forskere har dokumenteret i årtier, kan ikke løses, hvis dem, der slår alarm og kræver handling, bliver kriminaliseret for det.”


Pressemeddelelsen er underskrevet af: Miljøbevægelsen NOAH, Greenpeace, Global Aktion, Extinction Rebellion, Ulydig Retshjælp, Den Grønne Ungdomsbevægelse, Retshjælpen Rusk, CRAC, Nødbremsen, Palæstina Solidaritetsnetværks Aktionsgruppe (PALSOL Aktion), Vegan Activism Denmark, Kunstnere ser grønt, Socialistisk Ungdomsfront, Scientist Rebellion Denmark, Studerende mod Besættelsen, Det Fælles Bedste, Becoming Species, Fossilfri Fremtid.

Om skribenten

Miljøbevægelsen NOAH

Miljøbevægelsen NOAH

Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER