Klimaaktivisme afskrækkes med statsundertrykkelse

I de seneste år er europæiske staters undertrykkelse af klimaaktivister, som praktiserer ikkevoldelig civil ulydighed, vokset. Det understreger Michel Forst, FN’s Særlige Rapportør om Miljøforkæmpere under Aarhus-konventionen, i sin netop færdiggjorte rapport, State repression of environmental protest and civil disobedience: a major threat to human rights and democracy. Det vi ser, er med Forsts ord ”resultatet af deres [staters] bevidste valg.”

Han understreger, at flere klimabevægelser vil vokse frem, og miljøforkæmpere vil fortsætte med at organisere, bygge netværk, øge den taktiske brug af ikkevoldelig civil ulydighed samt opfinde nye protestformer. Det forventer den amerikanske sociolog Dana Fisher også. Hun spekulerer i sin nye bog Saving Ourselves – From Climate Shocks to Climate Action om, at den øgede risiko fra klimakrisen sammen med det, hun kalder ”klimachok”, vil få klimabevægelsen til for alvor at vokse i USA og Europa.

Præmissen er, som for Forst, at stater ikke (endnu) er villige til at adressere klimakrisen i tilstrækkeligt omfang. Fisher forudser derfor: ”Idet klimachok vil forekommer hyppigere og med større alvor, så vil den sociale omvæltning, som er forbundet hermed, føre til en betydelig vækst i klimabevægelsen. Ved at erfare klimachok direkte vil det føre flere og flere mennesker til at beslutte, at de ikke længere kan side tilbage og vente på at staten og markedet redder dem.”

Er de europæiske stater gradvist ved at forberede sig på disse tendenser og fremtidsscenarier? De har især ikkevoldelige civile ulydighedsaktioner i søgelyset.

Ikkevoldelig civil ulydighed er lovlig politisk deltagelse

Selvom Michel Forst påpeger, at der ikke eksisterer en universel definition af fredelig civil ulydighed, betegner udtrykket dog en form for politiske aktivisme eller ”deltagelse” i form af ”bevidste lovovertrædende handlinger, som vedrører en sag, der har offentlig interesse, udøves offentligt, og ikke-voldeligt.”

Som eksempler nævner han blokeringer af veje og aktionærmøder, besættelser af lufthavne og byggepladser, afbrydelser af sportsbegivenheder o. lign. Det er disse handlinger, som af offentlige myndigheder mere og mere ifølge Forst anses ”som en form for vold og trussel mod offentlig sikkerhed” – og forsøger på den basis ”uretmæssigt at begrænse udøvelsen af retten til fredelig forsamling eller forbyde bestemte former for protester helt.”

Dette begyndende skift i måden, statsautoriteter vælger at anse og håndtere ikkevoldelig civil ulydighed på, er ifølge rapporten uretmæssigt af flere grunde. Jeg vil fremhæve tre.

For det første har de undersøgte europæiske lande juridisk bundet sig til Århus Konventionen fra 1998, som tilsiger, at ”fredelige miljømæssige protester er en legitim udøvelse af offentlighedens ret til at deltage i beslutningstagning”, og at staters ”forfølgelse, straf og chikane af medlemmer af offentligheden, som søger at udøve denne ret, er en overtrædelse af Konventionen.”

For det andet er denne aktivismeform også beskyttet af den Internationale Menneskerettighedslov, hvor det med Forst hedder sig, at ”civil ulydighed er anerkendt som en måde at udøve retten til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed”. Civil ulydighed anses som en protestform, der, så længe den er ikkevoldelig, er en legitim udøvelse af disse rettigheder.

For det tredje understreger FN’s Menneskerettighedskomité, at kollektiv civil ulydighed eller direkte aktionskampagner dækkes ind under retten til forsamling, så længe de er ikkevoldelige. Og her præciseres det, at forstyrrelse og uro – såsom det at skubbe eller forstyrre transportmidlers og fodgængeres bevægelse eller forstyrre hverdagsaktiviteter – ikke tæller som vold.

FN-komiteen understreger, at for at en forsamling skal anses som voldelig, skal den karakteriseres ved, at deltagerne på en udbredt og seriøs måde bruger ”fysisk vold mod andre, som sandsynligvis kan føre til skade og død, eller seriøs skade på ejendom.”

Enkeltpersoners isolerede handlinger betyder altså ikke, at en forsamling kan betegnes som voldelig og retfærdiggør ifølge Forst ikke statsautoriteters udøvelse af vold for at sprede eller afbryde en protest. Hvad mere præcist ligger der i staters stigende forsøg på at dæmme op for klimaaktivister?   

Øget kriminalisering af ikkevoldelig civil ulydighed

Forst peger på fire dimensioner, som omfatter tendensen til undertrykkelse og kriminalisering af miljøforkæmpere: medierne og politiske diskurs, lovgivning og politik, retshåndhævelse (politimyndigheder og retsforfølgelse) og domstolene. Lad os se på nogle af eksemplerne, hvor Danmark bliver nævnt.

I forhold til retshåndhævelse understreger Forst, at vi på den ene side ser politiet lave vilkårlige anholdelser af og anklager mod fredelige demonstranter uden at tage hensyn til disses individuelle deltagelse i klimaaktionen. Han fremhæver, at klimaaktivister som bare har holdt et banner, er blevet arresteret for vandalisme på samme måde, som havde de kastet maling på en bygning.

Desuden ser vi også ifølge Forst, at anklager mod fredelige demonstranter siden 2023 er blevet mere alvorlige i forhold til lignende handlinger tidligere. Samtidig er der sket en stigning i retsforfølgelsen af demonstranter, selvom der er relativ få domsfældelser. Som eksempel nævnes, at man i Danmark har set et skift fra handlinger, som før blev kategoriseret som mindre forseelser, til nu at resultere i strafferetslige anklager. Samtidig har man i Danmark anvendt strafferetslige anklager mod fredelige civilulydigheds-aktivister som ”vandalisme” og ”organiseret vandalisme”, der kan medføre en fængselsdom på op til seks år.

Indtil videre er det ikke lykkedes anklagemyndighederne at få straffet klimaaktivister så hårdt. Som eksempel kan vi tage fat i domsfældelsen sidste år i Østre Landsret 9. september 2023. Som Lise Møller Schilder beskrev forløbet i Solidaritet, var fire klimaaktivister fra Extinction Rebellion anklaget for at bryde straffelovens paragraf 193, som omhandler ”forstyrrelser af driften i almindelige samfærdselsmidler”.

I foråret 2021 afholdt Extinction Rebellion en oprørsuge med forskellige klimaaktioner i København, herunder en blokade af Langebro, hvor de fire aktivister var kravlet op på stillingsmasten for at hænge et banner op. Politiet blev tilkaldt, og aktivisterne blev pillet ned en efter en, hvorpå de røg i detentionen på Bellahøj Politistation i otte timer, inden de blev løsladt.

De fire aktivister blev herefter tiltalt for at kravle op i stillingsmasten, hvilket medvirkede til at forstyrre busdriften. Det var dermed en forstyrrelse af den offentlige orden. Paragraffen kan give op til seks års fængsel, men anklageren gik efter tre måneder. I første omgang blev der afsagt dom i Byretten, hvor straffen lød på en bøde på 2000 kr., men anklageren var ikke tilfreds og ankede dommen til Landsretten. Som en af aktivisterne understregede, har hun været vant til tidligere at komme i detentionen for civil ulydighedsaktioner, men ”vi er aldrig før blevet sigtet efter straffeloven.”

Efter to et halvt år faldt dommen så, og Landsretten stadfæstede Byrettens dom. Som den ene klimaaktivist efter domsafsigelsen udtalte til dagbladet Arbejderen: ”Selv om vi er blevet dømt, så er vi faktisk lettede over dommen. Anklageren havde krævet, at vi skulle i fængsel i to måneder. Så det er en sejr. Det muliggør en masse aktivisme, som vi kan lave i fremtiden.”

En anden aktivist understregede, at selve det at leve i så lang tid med frygten for fængselsstraf i sig selv også er en hård straf. Samtidig afventer 22 andre klimaaktivister stadig afklaring på lignende sigtelser for civile ulydighedsaktioner.

Det bringer os tilbage til kernen i Michel Forsts analyse af staters bevidst øgede fokus på kriminalisering. Hårdere straffe, længere retlige procedurer, usikkerhed i udkommet af anklagen, ”giver det indtryk, at autoriteters intention primært er at intimidere mennesker fra at engagere sig i protester”. Forst er således bekymret over den ”kølende effekt sådanne praksisser kan have på miljøforkæmpere, som engagerer sig i fredelige protester og civil ulydighed.”

I takt med at denne aktionsform vokser, kan stater ifølge Forst bruge den som en anledning til at indskrænke brugen af offentlige rum og udøvelsen af frihedsrettigheder. Samtidig med at de kan acceptere politiets øget brutalitet og mere hårdhændede tilgang til fredelige aktioner.

Klimaaktivisme eller klimaekstremisme? En sløret grænse

Samtidig spøger terrorismeanklagen i baggrunden. Under afsnittet ”Lovgivning og politik” pointerer Forst med bekymring, at EU’s rapport om Terrorismesituationen og –Tendenser (TE-SAT) fra 2023 omtaler miljøaktivisme under afsnittet ”Ekstremisme”.

Som EU-rapporten starter med at understrege, er ”grænsen mellem miljøaktivisme og miljøekstremisme ofte en sløret størrelse” og går derfra videre til at beskrive, hvordan miljøaktivisters handlinger i 2022 ”resulterede i ødelæggelse af offentlig og privat ejendom, såvel som i forstyrrelse af offentlige orden […] [samt] ][…] blokerede veje i flere europæiske byer adskillige gange ved at lime sig selv til asfalt og forårsage omfattende trafikproblemer.” Som Forst derfor understreger, synes rapporten altså de facto at klassificere vejblokader, besættelse af bankbygninger eller lufthavne som ”ekstremisme”.

Interessant nok blev de fire aktivister, efter at de var anholdt og sat i detentionen på Bellahøj Politistation, truet med varetægtsfængsling ud fra terrorparagraffen. Som den ene aktivist fortalte til Solidaritet: ”De får truet os med, at vi har udøvet terror. Og vi har ellers læst hele færdselsloven igennem, så det er sådan lidt vildt at blive truet med terror. Men det er så heldigvis frafaldet nu.”

Denne trussel om terrorisme var tilsyneladende overilet, men den siger noget om det, der truer i fremtiden. Ser vi på spørgsmålet om terrortrussel i en dansk kontekst, fremhæver Forst, at PET siden 2022 har inkluderet ”klimaekstremisme” som del af terrortruslen mod Danmark. Ser vi på PETs seneste rapport fra 2024, søger efterretningsvæsenet at skelne mellem klimaaktivister og klimaekstremister, hvor sidstnævnte ”vil anvende voldelige aktionsformer i kampen for klimadagsordenen”. Det skal siges, at der ifølge PET ikke er nogen klimaekstremistiske grupper i Danmark.

Men samtidig fremhæver de, at fordi der blandt klimaaktivister i stigende grad opleves ”et akut behov for konkret handling”, vil det skabe ”potentiale for, at klimaaktivister i Danmark på sigt vil anvende mere konfrontatoriske metoder.”

Vil ”mere konfrontatoriske metoder” kunne indbefatte de former for fredelige civile ulydighedsaktioner, som EU-rapporten allerede begynder at klassificere som ekstremisme?

Tendensen er, som vi har set, at stater trækker i retning af øget kriminalisering af miljøforkæmpere i stedet for – som Forst opfordrer til – at adressere årsagerne til, at flere aktivister mobiliseres og finder den civile ulydighed nødvendig som protestform.