Hvad bør der gøres de næste 100 dage

I mere end 100 dage har Israel nu “forsvaret” sig uden reelt at opnå andet end at dræbe mere end 25.000 civile palæstinensere og dermed forvandlet Gaza fra at være verdens største frilufts-fængsel til en massegrav. Samtidig har Israel også optrappet angrebene på Vestbredden med hundrede dræbte til følge.

Vestens figenblad – to-statsløsningen – blev skudt i sænk af Netanyahu, som annoncerede, at Israel vil gå hele vejen og skabe et Storisrael fra floden til havet

Vreden i de arabiske masser er enorm, og de arabiske magthavere i f.eks. Jordan og Egypten kritiserer Israel og kræver våbenhvile, men de er samtidig økonomisk afhængige af USA. Således meler magthaverne i Mellemøsten reelt deres egen kage. Krigen har nu bredt sig til Libanon og til Yemen, som truer skibstrafikken ved indsejlingen til Rødehavet.

I mere end 100 dage har magthaverne ignoreret vores underskriftindsamlinger, kritiske spørgsmål, og store demonstrationer. De ved godt, at Israel er i færd med at begå folkemord, og at børn dør af kulde og sult i Gaza. De ved godt, at vestlige værdier blot er en pæn indpakning af deres dobbeltmoral. De ved godt, at Israel har besat og belejret Vestbredden og Gaza, ligesom Rusland har besat dele af Ukraine. De ved godt, at kritik af Israel ikke er antisemitisme eller støtte til terrorisme, men de har brug for at splitte os.

Magthavernes kynisme over for folkemordet i Gaza skyldes, at Israel er en vigtig brik i den vestlige imperialisme – systemet til den vestlige kapitalismes fortsatte globale dominans. 

Så når Lars Løkke uden blusel forsvarer danske virksomheders ret til at sælge våben til Israel, dækker han sig ind under pænere begreber som “vores nationale interesse” og “vores internationale forpligtelser”.

I de næste 100 dage skal protester og modstand udvikles

I de næste 100dage er det nødvendigt at arbejde på at udvikle protester og modstand, sådan at man i et vist omfang kan sætte samfundets normale funktioner ud af kraft. Sit-ins, strejker, boykots og blokader kan magthaverne ikke ignorere.

Vi skal fortsætte de massive og aktive demonstrationer på gaden. De må udvides til at omfatte større dele af samfundet ved at give plads til en bredere dagsorden og sammenhænge som f.eks. oprustning, imperialisme, racisme, og ulighed. 

Solidaritet med palæstinenserne må rejses på arbejdspladserne og i fagforeningerne. Alt, lige fra et foto af kollegaer med et skilt, der kræver våbenhvile nu, til udtalelser og debat på medlemsmøder og generalforsamlinger er vigtige. 

Solidaritetsgrupper på skoler og uddannelsessteder, som inviterer til debatmøder, samler underskrifter og laver aktioner er også vigtige. Derfra har man mulighed for at organisere skolestrejker og andre fælles aktioner i en by eller et område.

Det handler om at brede solidariteten og diskussionerne længere ud i samfundet, ud i hverdagen, hvor vi bor, hvor vi arbejder, og hvor vi uddanner os. 

I de næste 100 dage har venstrefløjen en mulighed for at vokse

Denne store mobilisering er dog ikke ensbetydende med, at der automatisk vil vokse en ny og stærkere anti-imperialistisk og revolutionær venstrefløj frem.

Der findes ikke – som i 1960’erne og 70’erne med Vietnambevægelsen, der skabte mange nye revolutionære – store venstrefløjs-organisationer i Danmark eller resten af verden, som kan tiltrække de mange nye aktivister. Den nye Palæstina-bevægelse er opstået i en tid med relativt lavt klassekamps niveau, små bevægelser og en svag venstrefløj.

Det betyder ikke, at de mange tusind nye aktivister bare forsvinder over tid, men det betyder, at der ikke er en lige linje mellem de store demonstrationer og den anti-imperialistiske, revolutionære venstrefløjs vækst.

Venstrefløjen skal arbejde for, at de revolutionære, anti-kapitalistiske og anti-imperialistiske kræfter forbinder sig mere med bevægelsen og med hinanden. Det vil vi i Internationale Socialister i hvert fald gøre.