Hvad koster frihed? Anmeldelse af “Monique flygter”

En aften ringer Édouard Louis’ mor til ham. Hun græder. Hendes kæreste behandler hende dårligt, og hun frygter, at han vil blive voldelig. Sammen planlægger de hendes flugt.

Monique flygter er den anden bog, Louis skriver om sin mor. Den første, En kvindes forvandling, beskrev hendes tyve år lange ægteskab med Louis’ far, fyldt med vold og skænderier. Da bogen slutter, har hun forladt ham, og er flyttet til Paris med sin nye kæreste. Ham, hun nu flygter fra.

Moniques historie ligner mange andre kvinders, og bogen er et stærkt vidnesbyrd om, at vold har det med at komme tilbage, hvor den én gang er blevet lukket ind.

Det ville dog ikke være en Édouard Louis-roman, hvis den ikke primært indeholdt en strukturel kritik og en vrede. Derfor slår han sig ikke til tåls med at beskrive menneskets tendens til at vende tilbage til det, de kender. I stedet sætter han sig for at finde ud af, hvorfor det er så svært at forlade det igen. Det handler ikke om psykologi, men økonomi.

Hvad koster det at være fri?

Oprindeligt havde Édouard Louis sat sig for, at han i sin bog ville opgøre prisen på frihed. Ikke åndeligt eller symbolsk, men i kroner og ører. Ligesom Hvem slog min far ihjel var et katalog over de politikere, der indirekte medvirkede til farens tidlige død, skulle Monique flygter være en faktura over de beløb, der til sammen muliggjorde morens flugt. Forfatteren ville vise, at frigørelse ikke bare er et valg, vi kan tage eller lade være, men noget, der har sin egen økonomi.

Sådan går det dog ikke: ”Og så holdt jeg op. Tallene gjorde på besynderlig vis bogen grim og ulæselig. Og frem for alt skabte de et underligt indtryk af at jeg var vred på min mor over de udgifter”.

Selvom Monique flygter ikke endte som decideret regnskabsroman, er den fortsat domineret af økonomi. Og godt det samme. Det er ikke i sine personbeskrivelser, at Édouard Louis brillerer, men i sin evne til at skildre, hvordan menneskers skæbne ikke er helt deres egen, men formes af penge og politik.

Kærlighed i pengeform

Siden Édouard Louis fik sit internationale gennembrud og en indtjening, der er de færreste forfattere forundt, har hans bøger kredset om den fremmedgørelse, der fulgte med som blind passager. Mest udtalt var det i hans forrige bog, Forvandlingens metode, hvor han tegner et højst utiltalende portræt af sig selv som en udspekuleret opkomling, der behandler de mennesker, han har omkring sig, som en stige, han klatrer op ad.

Det er tydeligt, at han føler, hans pludselige rigdom har fordærvet forholdet til hans familie. Samtidig har de givet ham mulighed for at hjælpe dem.

Denne dobbelthed er styrende for Monique flygter, der ganske vist beskriver, hvordan han hjælper sin mor med at flygte fra sin kæreste, men også hvordan han betaler sig fra det. Det faktiske nærvær udliciterer han. Først til sin ven Didier, der hjælper moren med at falde til rette i Louis’ lejlighed, mens han selv er i Athen, og siden til sin søster. Hans primære bidrag er penge, og selvom det er dem, der muliggør morens flugt, ved han godt, at det er utilstrækkeligt.

Onde tunger vil nok mene, at Louis ikke gør andet end at flytte morens afhængighed – fra kæresten til sig selv. Det er heller ikke helt forkert. Men pointen er, at fattigdom er afhængighed: af lønarbejde, almisser og andre mennesker. For at Monique kan gøre sig uafhængig af sin kæreste, må hun gøre sig afhængig af sin søn. Det er ikke ligefrem opbyggeligt. Til gengæld er det nok sandt.

En unødvendig bog

Édouard Louis skriver Monique flygter, fordi hans mor opfordrer ham til at gøre det. Hun mener ikke, at historien om, hvordan hun forlod Louis’ far kan stå alene – nu hvor det, der skulle have været hendes lykkelige slutning, viste sig at være begyndelsen på en ny flugt.

I Hvem slog min far ihjel skriver Louis, at hans bøger ikke skal opfylde litteraturens krav, men nødvendighedens. Selvom historien om, hvordan vold gentager sig selv, uden tvivl er vigtig, er det desværre tydeligt, at Monique flygter ikke har været en nødvendig bog at skrive for forfatteren.

I stedet fortæller han, at han har ”opdaget glæden ved at stille skrivningen i en andens tjeneste”. Det er jo dejligt for ham, men desværre betyder det også, at bogen ender med at stikke i to forskellige retninger. På den ene side vil han beskrive de økonomiske omkostninger ved at forlade et voldeligt forhold, og på den anden side vil han glæde sin mor.

Selvom Monique flygter ikke er en bog, Louis havde behøvet at skrive, er det stadig en god bog. Édouard Louis er drevet af viljen til at vise, at de fleste mennesker fortjener bedre, end hvad de har. Det lykkes ham endnu engang. Hvis Monique flygter er hans bundniveau, er det ikke så ringe endda.

Édouard Louis: Monique flygter
Forlaget Gyldendal
Oversætter: Francois-Eric Grodin
160 sider.
Vejledende pris 200 kr.