Debat: Socialdemokratiet er gået i stå. Hvor er de langsigtede økonomiske planer?

Når man tager et kig ud over de danske partier – med særligt fokus på regeringspartierne – er der en rimeligt central ting, der mangler. Langsigtethed. En af de naturlige konsekvenser ved en 4-årig valgperiode er selvfølgelig, at man tilrettelægger sin politik strategisk; men med Socialdemokratiet i spidsen er det taget til helt nye højder.

Hvor er visionerne for et bedre samfund? Ved hver eneste forhandling virker det som om, at et mere omfordelende og humant samfund er en ting, man med al vilje må undgå. Man skulle næsten tro, at partierne var blevet allergiske over for forandring. Engang lavede man store reformer, som skulle skabe et mere sammenhængende og retfærdigt samfund. I dag virker det mere som om, at man bare skal holde de fire år ud, og så kan man diske op med flere valgløfter end sidst. For mig er det ingen overraskelse, at regeringen hverken har tabt eller vundet det store siden valget i 2019.

Hvad er de bange for?

Det er som om, at regeringen ikke tør tage nogle chancer. Når det største, der er sket i den her valgperiode, er Arne-pensionen og minimumsnormeringer, er det efter min mening rimeligt trist. Og at kalde en mindre genindførelse af efterlønnen for et kæmpe politisk resultat, er måske så meget sagt.

Store dele af uddannelsessektoren er stadigvæk massivt underprioriteret, uligheden er stigende, boligmarkedet er historisk ude af kontrol – og alligevel vil man ikke gøre hverken til eller fra. Viljen til forandring er mildest talt ikke eksisterende. Det såkaldte arbejderparti Socialdemokratiet står tilbage som et forvaltningsparti. Selv minimumsnormeringer var i fare for at miste finansieringen, fordi man manglede penge til forsvaret. Når man læser det her afsnit igen, skulle man nærmest tro, at det var en VK-regering, som havde styret landet i tre år.

Mere gul end grøn regering

Den historisk grønne regering står også på den anden side af valgperioden med et mindre end grønt image. Nok nærmere en gullig nuance. Vi har fået en 2030-plan, som ikke rigtig rykkede noget på de afgørende parametre som landbrug og industri, en CO₂-skat, hvor Danmarks største CO₂-udleder blev den helt store vinder, og en generel forsømmelse af alvoren i klimakrisen.

“Vi står på den anden side af de seneste tre år med en følelse af, at den grundlæggende forandring, som vi havde håbet på, aldrig kom.”

Det står til gengæld ikke bedre til på den anden side af midten. Det er måske så groft sagt. Det står ikke bedre til hos de andre midterpartier. V og Ks politiske ambitioner rækker knapt nok til kritik af Mette Frederiksen. Det er også det eneste tidspunkt, at de har haft markante politiske udmeldinger. Ud over det har det primært været mink-kommissionen, der har fået dem op af deres lænestole. Der har praktisk talt ingen ambitioner været, og de primære overskrifter, oppositionen har trukket, har været når partifæller har meldt sig ud, og stiftet et lignende parti.

Når jeg kigger tilbage på valgperioden, har det godt nok været tyndt. Der har været kriser, vorherre bevares, men man havde chancen for at tage et opgør med den stramme finanspolitik. Jeg havde sågar et indlæg her i Solidaritet i 2020, hvor jeg opfordrede til et opgør med den trickle-down-økonomiske tænkning, der præger den skattepolitiske dagsorden i Danmark. Desværre skete det ikke. Vi står på den anden side af de seneste tre år med en følelse af, at den grundlæggende forandring, som vi havde håbet på, aldrig kom.