Når det regner på de rige, drypper det ikke på arbejderne. Coronakrisen må ikke blive en undskyldning for at gå tilbage til Ronald Reagans fuser, mener Alexander Blavnfeldt. Illustration: M. Scott Byers
5 min. læsetid

‘Trickle down economics’, på dansk kaldet ‘nedsivningseffekten’, blev berømt og berygtet under Reagan i 1980erne. Den har også gjort sit indtog i dansk politik, men vi må ikke lade denne krise blive endnu et påskud for en økonomisk politik baseret på dens fejlslagne teorier.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Alexander Blavnfeldt

Man hører ofte om, hvordan selskabsskatten skal ned, da det vil give den almindelige arbejder flere penge, men kan det virkelig passe? ‘Trickle down economics’, på dansk nedsivnings-effekten har været en populær teori i USA, som særligt havde sin storhedstid under Ronald Reagans præsidenttid i 1980ern. Hvis den skulle holde stik, skulle den almene arbejder også have fået betydeligt mere i løn i de perioder, hvor denne økonomiske politik gjorde sig gældende. Hvis man reelt set kigger på tallene i de tider, hvor skatten på selskaber og skatten i toppen sænkes, ser påstanden dog mildest talt opsigtsvækkende ud. På basis af amerikanske tal under Ronald Reagans økonomiske reformer ser den klassiske nedsivnings-effekt ikke ud til at virke som lovet. Det er derfor ikke noget, vi bør afprøve som en måde at komme ud af coronakrisens økonomiske konsekvenser på – med mindre vi ønsker en øget ulighed på bekostning af de mennesker, som allerede ligger i bunden af samfundet i Danmark.

Når det regner på de rige, drypper det ikke på arbejderne

I de seneste tider er der lavet utallige beregninger på, hvor meget en arbejder ville få, hvis selskabsskatten og skatten på de øverste i samfundet blev sat ned. Det lyder umiddelbart logisk, at hvis en virksomhed fik mere økonomisk råderum, ville den også betale deres arbejdere mere. Men den logik ser bort fra nogle faktorer, som ikke må overses. Hvor skulle man skære, hvis man i så fald satte skatten ned? Ville virksomhederne ikke bare ansætte flere til samme løn? Skal aktionærerne ikke have et øget udbytte eller skal virksomheden købe aktier tilbage for at gøre virksomheden mere attraktiv?

Hvis man udelukkende kigger på tallene, så ser det skidt ud for nedsivnings-effekten. Nu er det altså historiske tal, og derfor ikke beregninger, da beregninger altid har en høj grad af usikkerhed. Tal fra EPI viser, at USA under Reagan (1981-1989), så en markant stigning i indtægter. Altså for den rigeste 1%. I alt var der under hans lederskab en stigning i løn på 55%-point for den rigeste procent, mens der for de fattigste 90 procent var en stigning på 5% i løn.

“Alt i alt ser det ikke formidabelt ud for teorien om nedsivningseffekten. Oftest er det jo sådan, at tingene fungerer godt på papiret, men til gengæld halter i virkeligheden. Det positive ved effekten har heller ikke vist sig endnu”

Der skal tages højde for, at inflationen under Reagan lå på 4,8 % i gennemsnit, hvilket vil sige at købekraften hos de fattigste 90% kun steg med omtrent 0,2 procentpoint. Mange ville sige, at det da trods alt også er en stigning i velstand. Det skal dog ses i lyset af, at man var i udgangen af en økonomisk krise, og at væksten nærmest var givet. Nedsivningseffekten har nok snarere taget penge fra de fattigste. Flere ville også pointere, at den årlige skatteindtægt blev fordoblet under Reagan, men til gengæld blev den offentlige gæld tre gange større. Så må man overveje, hvorvidt man ønsker en større indtægt til de rigeste uden vækst for de fattigste 90 %. Samtidig må man overveje, om en øget skatteomsætning skal komme på bekostning af massiv gæld.

Alt i alt ser det ikke formidabelt ud for teorien om nedsivningseffekten. Oftest er det jo sådan, at tingene fungerer godt på papiret, men til gengæld halter i virkeligheden. Det positive ved effekten har heller ikke vist sig endnu, hvor den øverste procent nu betaler mindre i skat end nogensinde før. I USA var den rigeste procent i 2012 steget med 138 % i løn siden 1978, mens de nederste 90% kun var steget med 15 % i samme periode.

Nedsivningseffekten vakler altså, når det implementeres i virkelighed, hvilket skyldes usikkerheden vedrørende den øgede kapitals reelle brug. Flere studier har vist, at de rige ikke benytter sig af den øgede velstand i samme grad som middelklassen eller arbejderklassen, så hvis man i stedet brugte pengene på øget velstand hos dem, ville det reelt set skabe vækst, da de penge kommer i omløb, mens den rigeste 1% vægter øget kapital mere end forbrug i den virkelige verden. Virksomhederne bruger også oftest deres øgede indtægter på aktietilbagekøb og udbetaling til aktionærer og i de fleste tilfælde ansætter de flere i stedet for at hæve lønningerne. Ideen var god, men praksis er altid en anden ting.


Alexander Blavnfeldt Alexander Blavnsfeldt er gymnasieelev og kontaktperson i SF Ungdom. Han læser Thomas Piketty i fritiden, og skriver korte tekster om økonomiske og samfundsudviklinger .