Hvor står fredsprocessen i Ukraine?

Trods det enorme forbrug af granater på begge sider ligger frontlinjen næsten fast. Rusland angreb i foråret det vestlige Donetsk, men kom ikke langt. De russiske og ukrainske tabstal er høje, og kommentatorer taler om et muligt ukrainsk modangreb.

Forår bliver til sommer, og det kan have stor betydning. Den langvarige bombekampagne og kampene ved fronten har lagt store områder i ruiner. Derfor står Ukraine over for en massiv genopbygning.

Krigen i Ukraine har tillige globale virkninger i form af fødevareusikkerhed og krigens klimaaftryk. Ønsket om fred er stærkt, men hvordan opnår vi den?  

FN’s spor for fred

Diskussionen om fred kan passende begynde med den resolution, som 141 af FN’s lande vedtog 23. februar 2023. Danmark var en af resolutionens forslagsstillere. 7 lande stemte imod, og 32 undlod at stemme – herunder Kina og Indien.

Resolutionens startpunkt er, at ”Den Russiske Føderation øjeblikkeligt, fuldstændigt og betingelsesløst trækker alle sine militære styrker tilbage fra Ukraines territorium inden for dets internationalt anerkendte grænser, og opfordrer til en standsning af fjendtlighederne;”

Resolutionen anerkender altså Ukraines territorielle ukrænkelighed.

Til gengæld adresserer resolutionen ikke Ruslands systematiske ødelæggelse af infrastruktur og byer. I stedet kræver den, at begge parter indstiller angrebene på civile mål.

Resolutionen indbefatter desuden kravet om efterforskning ”af de alvorlige forbrydelser i henhold til international lov, som er begået på Ukraines territorium” og herunder ”tvangsmæssige deportationer af børn”.

Meldingen er klar: Rusland har ansvaret for angrebet, og Rusland skal trække sig, inden der kan sluttes fred.

Belarus, som er Ruslands tætteste allierede eller vasal, foreslog to ændringer til resolutionen. Det første ændringsforslag udfordrede ansvarsplaceringen med afsæt i formuleringen ”fjendtligheder” i Ukraine.

Belarus foreslog herudover fredsforhandlinger på baggrund af, at ”medlemslandene undlader at sende våben til konfliktzonen”. Og så ville Belarus også have fjernet kravet om, at Rusland skal trække sine tropper ud af Ukraine.

Forslagene blev ikke vedtaget, og Belarus’ plan om at afslutte krigen med en russisk sejr fejlede.

Truslen om brug af atomvåben

Rusland siger, at de ønsker fredsforhandlinger. Men det er vanskeligt at stole på Putin. Det har han demonstreret over for Kinas præsident Xi Jinping.

Den 21. marts var Xi Jinping på statsbesøg i Moskva. Han underskrev sammen med Putin et dokument, der understreger, at ingen atommagter må udstationere atomvåben uden for deres territorium.

Den 25. marts, fire dage efter underskriften, erklærede Putin, at Rusland vil gøre klar til at udstationere atomvåben i Belarus. Det er et klart brud den aftale, han netop havde indgået med Kina, og han udviste dermed åbenlys despekt over for den kinesiske leder. Se, dét er fredsdiplomati på højt niveau.

Kina og freden

Xi Jinpings rejse til Moskva skulle markere Kinas plan for krigens afslutning.

Xi Jinping og Putin formulerede i fællesskab, hvad et fredsudspil kunne indebære. Herefter fløj den franske præsident Emmanuel Macron og EU-kommissionens Ursula von der Leyen straks til Beijing for at mødes med Xi Jinping.

Onsdag d. 26. april havde Xi Jinping en timelang samtale med Ukraines præsident Vladimir Zelensky. Xi Jinping erklærede, at Kina er klar til at facilitere fredsforhandlingerne, og det bød Zelensky velkommen.

Det kinesiske udenrigsministerium har offentliggjort et notat fra mødet. Xi Jinping betoner 31 års strategisk partnerskab “mellem de to lande”. Det kan eventuelt ses som en diskret afstandtagen fra Putin, som ikke mener, at Ukraine er et land. Xi Jinping noterede også, at ”Kina ikke er part i krisen”.

Både Kina og Ukraine vægter suverænitet højt – Ukraine i de besatte områder og Kina i Taiwan. Det forener Kina og Ukraine. Zelensky har understreget, at Ukraine støtter et-Kina-politikken, og ifølge Kyiv Independent inviterede han Xi Jinping til Ukraine.

Der sker således meget på den diplomatiske front, men kampene fortsætter ved den militære frontlinje.

Krigens katastrofale indvirkning på Rusland

Rusland har tæret på sine sovjetiske våbenreserver. Ved fronten spottes stadigt flere tanks af ældre model. Meget tyder på, at Rusland har brugt en stor del af sine våben – og ikke adstadigt kan forsyne fronten med flere. Samtidig er det endnu uvist, hvordan Ukraine vil anvende sine vestlige partneres våben.

For Rusland er krigen en katastrofe – og det gælder både for landet, regeringen og det politiske klima. Landet er på vej ind i en krigsøkonomi. Den civile produktion stagnerer, inflationen stiger, og mobiliseringen forårsager mangel på arbejdskraft.

Landet er sunket ned i et propagandistisk militærdiktatur med hård undertrykkelse af enhver modstand mod krigen.  

Ruslands sidste håb er den eksilerede mod-offentlighed. I en række lande befinder sig en halv million eller flere, der har forladt Rusland. Her finder man et politisk fællesskab af eksilerede russere, der ikke støtter krigen.

Rusland er trængt op i en krog. Derfor er Putins reaktionære nationalistiske regime aggressivt og uden for demokratisk kontrol. Putin bliver støttet af højreekstremistiske ”Z-patrioter”, som er samlebetegnelsen for yderliggående russiske nationalister. Her er tale om folk, der har kæmpet og fortsat kæmper på russisk side under krigen.

Vi kan håbe på fred. Krig skaber imidlertid så stor en ubalance i systemet, at vi ikke bare kan stoppe den med håb. Vejen tilbage til fred og balance er lang, og sårene efter krigen vil tage mange år at hele.