Hvorfor er palæstinensernes frihedskamp mindre vigtig end ukrainernes, Pelle Dragsted? 

Tænk, hvis Enhedslistens politikere var gået ud i offentligheden og proklameret “Ruslands ret til at forsvare sig selv”. Ikke bare som henvisning til en eller anden international-retlig regel, men nærmest som en stolt påstand: “Ingen udfordrer Ruslands ret til at forsvare sig selv”.

Tænk, hvis Enhedslistens politikere havde sluttet sig til koret af lejrtænkere, der ensidigt fordømte de såkaldt “neonazistiske” kræfter i den ukrainske hær – mens de samtidig valgte at overse den massive folkelige støtte til denne hær i dens berettigede kamp mod besættelsen. 

Tænk, hvis de havde talt om, hvordan disse kræfter var “det værste, der kunne være sket for Ukraine” – i en situation, hvor Rusland sønderbombede landet og fordrev tusindvis af mennesker fra deres hjem.

Eller, hold godt fast, tænk, hvis Enhedslistens politikere – efter at have læst Ruslands benægtelse af deres involvering i massakren i Bucha – var gået ud i offentligheden og advaret mod “uretmæssige fordømmelser” af Rusland. Ikke fordi der var nogen som helst konkrete beviser, der begrundede en tvivl herom, men simpelthen fordi Rusland sagde det.

Uanset hvor meget disse politikere i bisætninger fordømte den ulovlige russiske besættelse, ville deres skæve fokus uundgåeligt stemple dem som Rusland-apologeter og chauvinister. Og med rette. Ved konstant at dvæle ved underordnede forhold i konflikten, ville de uundgåeligt skubbe sagens egentlige kerne i baggrunden: Det ukrainske folk kæmper imod en imperialistisk overmagt.

Pelle Dragsted lod til at være udmærket klar over, hvor langt ude det var på den måde at forplumre sandheden om, hvem der er aggressoren, og hvem der er offeret, da det gjaldt Ukraine. I “6 teser om anti-imperialisme” – som jeg var meget enig i – advarer han som medforfatter mod, at vi kommer til at “nedtone russisk imperialisme” og “relativisere imperialistiske aggressioner” ved at bruge anledningen til ensidigt at kritisere Vesten og NATO. 

Jeg var – og er – enig. Ikke Zelenskij og hans arbejderfjendske regering, ikke den (måske/måske-ikke) neonazistiske Azov-brigade i den ukrainske hær, som angiveligt skulle have været ansvarlig for 3.500 dræbte civile i Donbas-regionen allerede inden den russiske invasion i 2022, ikke engang den ukrainske alliance med NATO ændrede for mig en tøddel på, at hovedprioriteten, hovedbudskabet, hovedopgaven var at fordømme og bekæmpe den russiske aggression.

Det er ikke fordi, jeg har nogen skjulte sympatier for nogen af de reaktionære kræfter, jeg lige opremsede. Men fordi det er min grundlæggende overbevisning, at fraværet af krig og national undertrykkelse er den mest basale betingelse for kampen for demokrati og socialisme. I hvilket som helst samfund, hvad end det er en borgerlig stat eller en statsløs befolkning. Man får ikke mere demokrati og socialisme af at give imperialistiske kræfter frit løb.

Men åbenbart er Hamas – en lille væbnet gruppe, hvis metoder og ideologi afspejler den fuldstændigt mareridtsagtige virkelighed, den findes i – det, der vender det hele på hovedet for Pelle Dragsted. Pga. Hamas (ikke verdenens førende imperialistmagt og ikke på nogen måde en organisation med et body count, der udgør bare en brøkdel af NATOs), skal vi holde tungen lige i munden, og huske, at “ligesom Israels besættelse ikke kan retfærdiggøre Hamas’ angreb, kan Hamas’ angreb ikke retfærdiggøre Israels modsvar”, som han gentager om og om igen som et mantra. 

Hvis ikke dét er et eksempel på at sætte lighedstegn mellem aggressor og offer, som kunne bruges i fucking skolebøger, ved jeg ikke, hvad er. 

Æbler og pærer?

Det kan godt være, at nogen mener, det er at sammenligne æbler og pærer, når man sammenligner Ukraine og Palæstina. Lad os endelig komme ind på, hvordan de to situationer er forskellige. De mest væsentlige forskelle på de to situationer gør det kun mere grotesk, at man skulle gå ud og bedrive apologi for imperialistmagten i sidstnævnte.

I modsætning til Ukraine er Palæstina ikke blevet besat i 2022. Palæstina er heller ikke blevet besat i 2014. Palæstina har været besat og udsat for etnisk udrensning i 75 år siden 1948. Konstant. 

Selv i de perioder, der betegnes som “fredstid” mellem masseudryddelserne – som sker med cirka fire års mellemrum – udsættes den palæstinensiske befolkning for administrative frihedsberøvelser, tortur og drab. Der er ikke nogen “fredstid” i Palæstina. Volden er uophørlig. 

Undertrykkelsens omfang, varighed, moralske skade på en hel befolkning, brutalitet, omfanget af verdenens meddelagtighed i undertrykkelsen og undertrykkelsens tilsyneladende ukuelighed forstærker kun det bydende nødvendige i, at vores aktive støtte til den palæstinensiske frihedskamp er urokkelig og utvetydig.

Ikke et anerkendt, selvstændigt land

I modsætning til Ukraine har Palæstina ikke en stærk, national hær. Blandt andet fordi Palæstina – i modsætning til Ukraine – ikke er et anerkendt, selvstændigt land. Det er bl.a. derfor, de forskellige væbnede grupperinger i Palæstina ikke har den nødvendige militære kapacitet til at kunne føre “konventionel” krig mod deres besættelsesmagt. 

Valget for dem står mellem kapitulation og stille accept af etnisk udrensning eller guerilla-krig. Det er jo ikke fordi, verdens stærkeste imperial-blok står på spring for at komme Palæstina til undsætning – som det gør med Ukraine. 

At en befolkning er så undertrykt, at den ikke kan påberåbe sig regler om krænkelser af territoriel suverænitet, der står i magthavernes love; at den igen er så undertrykt, at den ikke kan “spille efter krigens love” – det er sgu da ikke noget, der får socialister til at tøve med deres solidaritet! Tværtimod!

Efter Ruslands invasion af Ukraine overraskede det mig positivt, da Enhedslistens politikere begyndte at udfordre partiets tidligere, overvejende pacifistiske holdning til krig. 

Som folkemordsoverlever har jeg altid været villig til at gå rigtigt langt for at støtte befolkningers ret til at forsvare sig mod national undertrykkelse og krig. Jeg mener, at de alle har ret til vores fulde solidaritet og aktive støtte. Jeg afskyr både argumentet om, at denne ret skulle være forbeholdt statsløse nationer, og det lige så tossede argument om, at den skulle være forbeholdt nationer med en “demokratisk” borgerlig stat. 

Det kan kun lade sig gøre for folk, som ikke har det fjerneste begreb om, hvad krig egentlig er, at formulere sådanne recepter for, hvilken type politisk ledelse en befolkning skal have for at fortjene hjælp til at undgå at blive myrdet.

Ekstremt naivt troede jeg, at jeg på dette afgørende spørgsmål var enig med mit partis valgte politikere, og det var faktisk med til at forny min tiltro til et parti, som jeg på så mange andre måder så køre fuldstændigt af sporet. 

Jeg troede fejlagtigt, at mit partis politikere for en gangs skyld viste sig som principielle mennesker, som på trods af at have trukket alle tænder ud af partiet på samtlige politiske spørgsmål, måske var klar til at bide fra sig, når det virkelig gjaldt. Når det handlede om krig.

Opportunisme

Nu står det klart for mig, at min fejl i den måde, jeg har forstået denne holdning på i forhold til de andre, er, at jeg har forholdt mig til det rent politiske indhold af dem. Når man i stedet kigger på, hvordan disse holdninger passer ind i den bredere borgerlige diskurs, bliver det tydeligt, at de slet ikke er så forskellige. Tværtimod er der et gennemgående, altoverskyggende princip, der lader til at lede dem alle: ren og skær opportunisme.

Det var nemt at støtte Ukraine. Hele verden og dens mest magtfulde ledere støttede Ukraine. Det væltede ind med smiger fra kollegerne på borgen og i aviserne, når man støttede Ukraine. Måske var der også vælgere at hente i nabopartierne, hvis man kunne overbevise nogle af deres medlemmer om, at man også på dette punkt havde formået at “modernisere” partiet. 

Som de mesterplagiatorer, de hver især er, var det heller ikke svært at sakse pointer og argumenter fra andre, der faktisk mener ting, til tekster, der skulle overbevise medlemmer internt. 

Jeg kan ikke være medlem af et parti, der ledes af opportunister af dén skuffe.

Alt, hvad de ellers har gjort ved partiet i deres iver efter at blive et parti, som de borgerlige kunne tåle, har jeg kunne tilgive. Jeg har altid forsøgt at forstå deres beslutninger ud fra, hvad jeg så som en fejlslagen strategi for at opnå større indflydelse som et venstreorienteret parti. Men nu er grænsen nået. 

Det havde ikke decideret fatale følger, at man stillede sig forkert på spørgsmålet om statsborgerskab, eller at man forpassede den ene mulighed for at kæmpe for systembrydende krav efter den anden – som under Corona-krisen eller sygeplejerske-strejken – og derfor kunne jeg i én eller anden grad være tålmodig. 

Men at fordømme begge sider, mens den ene part begår åbenlyst folkemord? Det er intet mindre end at agere talerør for en morderisk imperialistisk magt. Det går milevidt ud over, hvad jeg er villig til at tolerere, mens jeg prøver at være med til at rette op på partiets kurs internt.

Jeg har dyb respekt for de mange tusinde kammerater i partiet, som er rigtige socialister. Men de vil aldrig kunne genoprette det partis troværdighed eller sørge for, at det nogensinde igen kan have meningsfulde forbindelser til de mennesker og de bevægelser, der kæmper for at skabe forandring i samfundet. For ikke at tale om at skabe, styrke eller lede dem. 

De fleste bevægelser har allerede mistet al respekt for Enhedslisten. På den tid, som det kommer til at tage at rotere hele folketingsgruppen ud, vil det sidste søm i kisten være slået i for længst. 

Jeg ser nogle medlemmer desperat kræve af folketingsgruppen, at de skal lægge kursen om på Palæstina-spørgsmålet, og at de skal støtte op om Palæstina-demonstrationerne. 

Lad dem endelig vove at gøre det. Lad os se, om denne bevægelse vil nøjes med at gengælde deres falske og egennyttige “solidaritet” med utilfredse råb, som det skete med Pelle Dragsted under en anden demonstration.  Det kan de jo prøve at finde ud af.