Hvorfor forherliger vi de rige?

Der er ikke noget i forskningen, som tyder på, at rige mennesker er klogere eller mere arbejdsomme end andre. Alligevel er det en indgroet forestilling hos de fleste, der er svær at slippe af med igen. Lad os holde op med at se dem som “en særlig ophøjet kategori af mennesker”, skriver Pernille Loumann i dagens Signatur.

Af Pernille Loumann

I vores samfund findes der en meget udbredt forherligelse af de rige. Det findes i sladderbladene, hvor man kan svælge i de riges millionvillaer, dyre biler og kjoler til titusindvis af kroner, og det findes i de såkaldt seriøse mediers fremstillinger af meget rige menneskers flotte karrierer og succesfulde forretningsmodeller. Der findes tilsyneladende en uudtalt konsensus om, at de rige besidder en særlig dygtighed eller fremsynethed, som vi andre kan lære noget af eller i det mindste beundre.

For et par år siden bragte DR programmet Overklassen på udebane, som præcist udstillede denne logik. Her fulgte man modekonge og rigmand Erik Brandt, og dronningens tidligere ceremonimester Christian Eugen-Olsen, som forlod deres vante overklasseliv og bl.a. besøgte Annette, en kassedame fra Herfølge, som til rigmændenes bestyrtelse kun havde råd til at bruge gennemsnitligt 40 kroner om dagen, når hun skulle købe aftensmad til familien. Det, der var så påfaldende – og grunden til, jeg stadig husker udsendelsen – er, at rigmændene ikke reflekterede det mindste over, hvilke strukturer, som var skyld i denne kolossale forskel mellem deres og Annettes livsvilkår. I stedet endte programmet med, at de over en middag i Annettes hus nærmest uimodsagt fik lejlighed til at belære Annette og hendes børn om, at man kan blive hvad man vil, hvis blot man gør en indsats og virkelig tror på det.

”Der kan være dage, hvor man synes, det er svært, men man skal bare holde ud,” prædiker Erik Brandt. ”Jeg synes ikke, det er sådan, at vi alle har lige muligheder her i Danmark,” forsøger Annette. Men den bider ikke på rigmanden: ”Det er det da heller ikke. Men så igen: Man er sin egen lykkes smed.” Det ender med, at Annette giver efter for denne logik, og selv konstaterer: ”De har jo ret, det er jo bare at klø på og tro på det, så skal det nok lykkes. Det håber jeg, mine drenge vil tage med på vejen i hvert fald. ” Og i et hjerteskærende klip med Annettes teenagesøn, som gerne vil være mekaniker, finder vi forklaringen på, at rigmændenes livsfilosofi i drengens øjne betyder mere end moderens: ”De har lidt flere penge. De har oplevet lidt flere ting og kan sige en masse ting om livet. Om alting sådan set.”

Denne idé om, at rige mennesker er bedre og klogere og mere arbejdsomme, og at deres synspunkter er mere værd end andres, er så indgroet i de fleste mennesker, at der slet ikke bliver sat spørgsmålstegn ved sådan et udsagn.

Men jeg mener for det første, at idéen om, at de rigeste helt selv har gjort sig fortjent til deres rigdom via flid og kløgt, er forkert, og for det andet, at denne forestilling er med til at skabe fordømmelse af dem, der har meget lidt. En fordømmelse vi har set normaliseret i en grad, så den er blevet selve kongstanken bag vores beskæftigelses- og ydelses-system.

De rige får rige børn

Rigtig meget tyder på, at rigdom – ligesom fattigdom – går i arv. Historien om et barn af fattige forældre, der selv ender i den rigeste del af befolkningen, er altså relativt sjælden. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) lavede i 2018 en undersøgelse om social arv i indkomst, som viste, at personer, der er vokset op blandt de 20 % rigeste, har næsten 3 gange så stor chance for selv at havne blandt de 20 % rigeste end dem, som er vokset op blandt de 20 % fattigste. Tilsvarende resultater findes i flere internationale undersøgelser, herunder en amerikansk undersøgelse fra Georgetown Center on Education and the Workforce (2019). Her fandt man, at forældrenes indkomst betød betydeligt mere for unges chancer for selv at få en høj indkomst, end deres karakterer i skolen gjorde.

Fælles værdier

Rigdom skabes ikke – som mange af de rigeste gerne vil have os til at tro – af enkeltpersoner. Rigdom skabes i samfund, som kan have mere eller mindre gunstige forhold i form af uddannelsesinstitutioner, sundhedssystem, børnepasning, forskning, teknologi mv. Rigdom er altså baseret på goder, vi alle har været med til at betale for. Derfor er det heller ikke synd for meget rige mennesker, at de skal betale meget i skat, for de har i forvejen fået meget forærende af vores velfærdssamfund, bl.a. veluddannede medarbejdere, der kan få gratis behandling, når de er syge, og som kan få passet deres børn af det offentlige, mens de går på arbejde.

Værdien af andres arbejde

Når virksomhedsejere tjener mange penge, gør de det også fordi medarbejdernes arbejde er mere værd end den løn, de får. Hvis man kan blive meget rig på at drive en rengøringskoncern, så må det skyldes, at der er et overskud, som rengøringsassistenterne ikke får del i, og at deres arbejde altså repræsenterer en værdi, som ikke afspejles i deres løn. Det er det, marxister kalder merværdi. Det er ikke et begreb, som er særligt moderne mere, men det er i grunden en meget logisk forklaring på, at det i det hele taget kan betale sig at ansætte medarbejdere.

Arbejdsomhed

Noget tyder også på, at de rigeste ikke nødvendigvis arbejder meget mere end andre mennesker. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø opgør hvert andet år den gennemsnitlige, ugentlige arbejdstid hos forskellige faggrupper. Af den seneste opgørelse fra 2018 fremgår det, at lastbilchauffører er den faggruppe, som har den suverænt højeste ugentlige arbejdstid. Ledere ligger kun på en delt andenplads sammen med dagplejere og andre, der arbejder med børneomsorg.

Dertil kommer, at en betydelig del af indkomsten hos de rigeste kommer fra formueindkomst, fx fra investering i aktier. Det er mig bekendt ikke noget særlig slidsomt arbejde, især ikke hvis man har råd til at købe sig til rådgivere. Det eneste, det kræver, er sådan set penge, hvilket i sagens natur gør, at denne type indkomst er forbeholdt dem, der i forvejen har mest.

Uanset hvordan man vender og drejer det, kan arbejdsomhed alene ikke retfærdiggøre de enorme lønforskelle, der findes, endda inden for samme virksomheder. AE undersøgte i 2018 forholdet mellem menige medarbejderes og topchefers lønninger i danske virksomheder med mindst 200 ansatte. Undersøgelsen viser, at topchefernes løn de seneste 20 år er gået fra gennemsnitligt at svare til 5 medarbejderes løn, til nu gennemsnitligt at svare til 10 medarbejderes løn.

I 80 virksomheder er topchefens løn over 20 gange så stor som den typiske medarbejders løn. Og i 25 virksomheder får topchefen over 40 gange så meget i løn som medarbejderne. Kan man med nogen rimelighed sige, at et menneske kan arbejde 40 gange så meget som en almindelig medarbejder? Eller at noget menneske er 40 gange mere kompetent end de andre ansatte?

Held

Et forhold man sjældent taler om, når man taler om rigdom – ikke mindst sin egen – er held. Det er forståeligt nok, for hvis ens succes ene og alene skyldes ens egen indsats, er det nærliggende at synes, at man har gjort sig fortjent til sine privilegier og ikke skylder nogen noget.

Men held spiller tilsyneladende en ikke ubetydelig rolle for, om man opnår rigdom. En nyligt publiceret italiensk undersøgelse viste ved hjælp af en computer-simulation for det første, at rigdom altid har en tendens til at fordele sig efter en 80-20-regel, dvs. at 80 % af befolkningen ender med at eje 20 % af værdierne, og 20 % af befolkningen ender med at eje 80 % af værdierne, og for det andet at den vigtigste enkeltstående faktor for rigdom er held.

Skal de rigeste skamme sig?

Når mange mennesker så hårdnakket påstår, at de rige ærligt og redeligt og alene ved egen indsats har gjort sig fortjent til deres rigdom, er det altså formodentlig forkert. Betyder det, at de rige skal skamme sig? Ikke nødvendigvis, men det betyder i hvert fald følgende:

For det første bør de rigeste være meget bevidste om, at deres rigdom er opstået med hjælp fra andre (deres ansatte og samfundet mere generelt), at de formodentlig fra starten har været mere privilegerede end så mange andre, at de har været heldige, og at de dernæst har haft mulighed for at lade deres formue vokse på en måde, andre mennesker ikke har mulighed for at gøre. Det betyder også, at de rigeste bør være meget varsomme med at dømme og belære andre, der ikke har lige så mange penge som dem selv. 

For det andet bør vi andre holde op med at forherlige de rigeste, som om de udgør en særligt ophøjet kategori af mennesker. Det gør de ikke. Nogle af dem er sikkert søde og rare, men ikke desto mindre lukrerer de på et system, der er uretfærdigt. Det reproducerer en ulige fordeling af goderne og muliggør, at virkelighedsfjerne, gamle mænd med halsklud i bedste sendetid kan belære kassedamer om, hvad livet handler om.