Inflationen galoperer, reallønnen falder og superprofitterne stiger

Inflation: Hvad koster tingene i forhold til sidste år?

Inflation er generelle prisstigninger. For os som forbrugere er det interessante væksten i forbrugerpriserne sammenlignet med sidste års priser. Det handler om butikspriserne og inkluderer bl.a. boligudgifter.

I perioden 2013 – 2020 lå den årlige forbrugerprisinflation på 0,3 – 1,1 procent. I 2021 var den 1,9 procent. I januar 2022 var den 4,3 pct. (altså prisstigningen siden januar 2021), i juni 8,2 procent, i juli 8,7 procent, og i august 8,9 procent. Ser man bort fra de stigende energipriser, var den i de samme måneder 5,3, 6 og 6,5 procent. Tager man ikke-forarbejdede fødevarer med i den såkaldte kerneinflation, var den i juni 4,8 procent. I juli var den 5,5 procent, mens den i august var på 6 procent.

Prisstigningerne er ikke jævnt fordelt på varegrupperne: El., gas og andet brændsel var i august på årsbasis steget med 46,8 pct, og natur- og bygas steg med hele 150 procent – altså langt mere end en fordobling. Fødevarer var i august steget med 16,7 procent, og prisen på smør var herunder steget med hele 48 procent. Mælk, ost og æg steg med 25,5 pct, mens også kød (18) og grøntsager (12,7) steg voldsomt i pris.

Lønnen kan slet ikke følge med

Den årlige ændring i timefortjenesten i den private sektor var i perioden 2015 – 2022 på 1,5 – 2,5 procent. Lønudviklingen opgøres kvartalsvis. I andet kvartal af 2022 var lønstigningen på timebasis 2,5 pct. sammenholdt med 2. kvartal året før, mens den for statsansatte var 2,6 procent i samme periode. For ansatte i regioner og kommuner var den på 2,0 pct., herunder for ansatte i sundhedssektoren på 2,6 pct.

I alle dele af samfundet kunne lønudviklingen med andre ord slet ikke følge med den galopperende inflation, der rammer mange brancher.

Man bruger her udtrykket realløn, der betyder lønnen renset for inflation. Det er altså et udtryk for lønnens købekraft. Forandringer i reallønnen er således et godt udtryk for, om vi bliver fattigere eller rigere. Historisk set har der været en positiv udvikling i reallønnen af mange årsager. Det handler blandt andet om, at teknologisk udvikling og øget arbejdsproduktivitet har skabt rum for, at forbrugsvarer produceres med anvendelse af mindre arbejdstid.

Reallønnen udvikler sig ikke ens for alle. Indkomstuligheden er stigende og med dette realindkomst-uligheden. Modtagere af overførselsindkomster er hårdest ramt.

Når man kigger på tallene for de seneste års inflation og lønudvikling er det tydeligt at se, at der – efter en periode med en moderat positiv reallønsudvikling – gennem de seneste måneder er sket et markant reallønsfald, med mindre der henover sommeren er sket en kraftig lønudvikling. Det er der intet, som tyder på. I august synes reallønnen derfor at være mere end 6 procent lavere end for et år siden, et markant fald.

To slags inflation sender priserne på himmelflugt i 2022

Årsagerne til den voldsomme inflation, vi har set i år, kan tilskrives flere omstændigheder. Det følgende er en simplificeret forklaring, men en som prøver at indfange nogle af de væsentligst træk.

Mange skelner mellem to hovedtyper af inflation: omkostningsinflation og udbud- efterspørgselsinflation. I det mindste er skellet pædagogisk brugbart. Lad os kigge på den første: For en af årsagerne til prisstigningerne, er de voksende omkostninger forbundet med at fremstille og få en vare frem til forbrugeren.

I den aktuelle situation henvises der ofte til dyrere energi- og råstofpriser. Det er dog langt fra hele forklaringen, ikke mindst når det kommer til fødevareprisernes himmelflugt.

Omkostningsinflation handler grundlæggende om den såkaldte løn-prisspiral. Dvs. at øgede lønomkostninger betales af forbrugerne gennem stigende priser. Men lønudviklingen kan ikke begrunde de stigende priser, som vi så i tallene ovenfor. Det gælder heller ikke, hvis man inddrager lønudviklingen i udlandet. Omvendt taler man også om pris-lønspiralen, at inflation skaber et øget lønpres. Det har vi endnu til gode at se resultatet af, i form af voksende lønninger.

Mainstream-økonomerne i f.eks. Nationalbanken er nervøse for, at voksende lønninger og generelle kompensationer for de stigende priser, f.eks. nedsættelse af afgifter på energi og brændstof, skaber en øget købekraft. Øget købekraft fremmer forbrugernes efterspørgsel, hvilket stimulerer en efterspørgsels-betinget inflation. Den er også en begrundelse for det meget stramme finanslovsforslag, der er blevet udsendt af regeringen.

I Enhedslisten argumenterer vi for, at kompensationer for de voldsomme prisstigninger, også af fordelingspolitiske årsager, skal målrettes borgere, der er særligt hårdt ramt. Det er ikke mindst borgere med små indkomster. Der er også et grønt argument for ikke at holde alle forbrugere og virksomheder generelt skadesløse. Vi skal have CO₂-udslippet ned også ved at spare på energien.

I det omfang inflationen ikke kan tilskrives stigende omkostninger, f.eks. i form af lønningerne her eller i udlandet, så må den forklares ved øgede profitter. Groft sagt: Arbejdsgiverne snupper det overskud, de ansatte i det private falder i realløn – ud over det overskud, der måtte følge af en produktivitetsforbedring.

Man taler i den forbindelse om en ‘negativ udvikling’ i lønkvoten for arbejderne. Lønkvoten defineres som den del af værdiskabelsen i den private sektor, der går til at dække lønudgifterne. En faldende lønkvote er ensbetydende med stigende udbytning.

Udbud- og efterspørgselsinflation

Den generelle økonomiske ligevægtsteori forklarer, at udbud og efterspørgsel afbalancerer hinanden ved hjælp af prismekanismen. Man undgår på den måde varemangel. Det betyder, at mindskes et udbud mens efterspørgslen stadig er der, så vil prisen stige. Hvis en efterspørgsel vokser, og udbuddet har vanskeligt ved at følge med, så vil prisen på varen ligeledes stige.

Ifølge den generelle økonomiske ligevægtsteori vil en prisstigning, baseret på ændringer i udbud og efterspørgsel, få udbuddet til at stige og efterspørgslen til at falde.

Men effekten på udbud og efterspørgsel afhænger af den såkaldte priselasticitet, og den er lav, når det drejer sig om energi og fødevarer. Fødevareforbruget kan til dels omlægges, men ikke undværes, hos efterspørgende forbrugere. Energi kan ligeledes ikke undværes hos efterspørgende forbrugere og virksomheder. Forbrugerne synes dog at have sparet 10 pct. på el gennem det sidste år, altså prisstigninger gør grøn. Virksomhedernes grønne omstilling går det mere trægt med. Udbuddet kan man ikke bare øge her og nu, det kræver nye gasboringer, nye havvindmøller osv.

Ren udbud- og efterspørgselsinflation er ensbetydende med tilsvarende højere profitter. Man taler i den aktuelle situation om superprofitter, altså unormalt høje profitter. Det mindskede udbud af gas fra Putins Rusland er en af forklaringerne på både energiprisernes himmelflugt og deres afsmittende virkning på forbrugerpriserne.

Gassen anvendes til elproduktion. De europæiske gaskraftværkers el-pris sættes i vejret, for at få dækket deres produktionsomkostninger på grund af prisstigningen på gas. El-nettet og dermed priserne er delvist forbundet i EU, og strøm er strøm, uanset hvordan den skabes. Prisen på el lægger sig derfor nær ved den dyreste energikilde, altså gas-elprisen, uanset hvilken kilde den kommer fra – så længe efterspørgslen er der. Dæmpes efterspørgslen, så presses prisen nedad. Det rammer den dyre el-gasproduktion, som dermed indskrænkes.

Med undtagelse af gas-elværkerne, der køber meget dyr gas, vokser profitterne i elselskaberne til superprofitter. Det er symptomatisk, at energiselskabet Ørsteds profit i de to første kvartaler af 2022 beløber sig til 13,0 mia. kr., en stigning på 3,7 mia. kr. set i forhold til samme periode sidste år, altså en stigning på 40 pct. Ørsted gør i deres pressearbejde meget ud af, at langt det meste af deres strøm sælges på langtidskontrakter til en aftalt pris. I det omfang, det berører profitten, er det mellemstationerne frem til forbrugerne, der scorer den.

Den i fredags indgåede EU-aftale rører ikke ved prisfastsættelsen. Men aftalen indebærer, at energiselskabers og producenters superprofitter særbeskattes i perioden fra december til marts. Medlemslandene kan fordele skatteprovenuet til trængte forbrugere.

Coronaforklaringerne

Den efterspørgselsbetingede inflation kan ikke forklares med, at forbrugerne i kraft af højere indkomster (løn) har fået flere penge mellem hænderne. Coronaforklaringerne står derfor centralt.

Coronakrisen har med nedlukninger ændret i forbrugssammensætningen fra service (cafe-besøg, turisme m.m.) til materielle (importerede) forbrugsgoder (en ny og bedre pc, cykel m.m.) og skabt forsyningskaos. Produktionslinjer er blevet afbrudt. Skibe har ligget i kø for at komme ind i havne. Forsyninger må søges fremskaffet fra alternative kilder. Fragtraterne er i skudt i vejret, hvilket Mærsk har tjent fede superprofitter på. Mærsk leverede et overskud på 118 mia. kr. (efter skat), hvilket er en 5-dobling set i forhold til 2020. 2. kvartalsrapport 2022 viser endog et stærkt stigende overskud i 2022 set i forhold til sidste år

En anden forklaring er, at coronakrisen er overstået. Forsigtigheden er væk, og folk køber det, som de har udskudt at købe. De tør igen forbruge og tager af opsparingen eller låner til en stadig lav rente. Med de sorte økonomiske udsigter er den forklaring nok hurtigt på retur. Folk er igen blevet forsigtige.

Og der er her næppe tale om et udskudt fødevareforbrug, så det forklarer ikke, at prisstigningerne her er særligt høje (16,7 pct.) For tøj og sko har den årlige prisstigning målt i august været 4,1 pct., altså mindre end gennemsnittet. For møbler og boligudstyr dog 13,0 pct. og køretøjer 10,9 pct.

Få udbydere har magt over priserne

Forbrugerpriserne, og ikke mindst på de i stort omfang indenlandsk producerede fødevarer, burde ifølge den herskende økonomiske teori ikke være skudt voldsomt i vejret. Konkurrencen mellem udbyderne af bl.a. mejeriprodukter og kød burde have holdt priserne nede og superprofitterne i ave.

“Arlas indtægter steg med 17 procent fra 2. kvartal i 2021 til 2. kvartal i 2022.”

Problemet er, at effektiv konkurrence kræver gennemsigtighed og ikke mindst uendeligt mange udbydere (og på den anden side efterspørgere), så ingen har magt over prisen på et produkt. Den afgøres her af produktionsomkostningerne tillagt en normalprofit – der på grund af konkurrencen burde gå mod nul – og reguleres af udbud og efterspørgsel. Sådan er teorien, men den dækker ikke den kapitalistiske virkelighed.

De reelt få udbydere af f.eks. danske mejeriprodukter og kød har magt til blot at tage højere priser for at øge profitten. Nogle gør det. Andre følger trop. De kan her udnytte forbrugernes generelle inflationsforventninger befordret af internationale konflikter og dramatiske historier om flaskehalsproblemer.

Arla, som er en international mejerigigant ejet af mælkebønderne i bl.a. Danmark, er et velegnet eksempel på dette. Arlas indtægter steg med 17 procent fra 2. kvartal i 2021 til 2. kvartal i 2022, og for første gang supplerer Arla betalingen for al leveret mælk i første halvår af 2022. Det væsentligste er imidlertid den umiddelbare fordeling af profitten gennem afregningspriserne til de andelshavende mælkebønder. Den steg med 30,9 procent i første halvår af 2022 sammenlignet med første halvår af 2021. Omkostningerne til energi og foder steg ganske vist også betragteligt. I hvilket omfang det berører mælkebøndernes profit, kræver imidlertid en langt mere dybtgående analyse. Men tilbage til inflationsforklaringerne.

Der er belæg for, at forbrugerne og andres inflationsforventninger i sig selv faktisk fører til inflation. Prisstigninger ud over fastholdelse af normalprofitten gøres naturlige med en selvopfyldende profeti.

Forventningsinflation er af en anden og farligere karakter, end hvad man kunne kalde begivenhedsinflation. Begivenheder går over. Man vender tilbage til det normale. Forventningsinflation har det med at blive til en løbende proces.  Man bliver nødt til at regne med kommende prisstigninger, f.eks. når det handler om fremtidige leverancer og kontrakter. Spørgsmålet er, om der allerede er skabt en forventningsinflationstid, som vi kendte den for årtier tilbage.

Den importerede inflation

Bl.a. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd slår på, at inflationen i Danmark først og fremmest skyldes inflationen i udlandet. Den danske inflation er importeret, og optræder herhjemme som en omkostningsinflation – uanset dens årsager. Renser man inflationen for importvarer, energi og fødevarer (de to sidste uanset deres oprindelse) lå den årlige danske inflation i juni på ca.1,5 procent.

I 2020 anvendte husholdningerne 12 procent af deres forbrug på fødevarer og 8 procent på energi. Det udgør således i alt 20 pct. af husholdningernes forbrug, som i dag – med de meget kraftige prisstigninger på netop disse områder – sandsynligvis er vokset.

Der kan derfor sættes spørgsmålstegn ved, i hvilket omfang inflationen er af udenlandsk oprindelse. Selv om det betyder noget, hvad der sker i resten af verden, kan der også sættes ind fra dansk side for at bekæmpe den inflation, der rammer skævt. Det vil vi i Enhedslisten sætte fokus på den kommende tid.

---