Internationalt overblik: USA, Brexit, Indien, Yemen, Argentina og en forsvundet kinesisk milliardær

Solidaritets redaktør holder dig opdateret på den forgangne uges begivenheder fra det store udland. Denne uge med nyheder fra USA, Argentina, Storbritannien, Kina, Yemen og Indien.

---

Af Morten Hammeken

Har du et tip til en nyhed fra verden, du synes skal med i næste uge? Så kontakt mig her

---

Donald Trump: Gangster-in-chief

Det store efterspil fortsætter oven på præsidentvalget i USA, hvor Donald Trump nu på tredje måned fastholder, at hans nederlag skyldes valgsvindel. Til de færrestes overraskelse viser det sig nu, at det er den afgående præsident selv, som ser ud til at være den, der forsøger at snyde på stemmevægten.

I en lækket lydfil, som er kommet i hænderne på Washington Post, forsøger Trump i et timelangt telefonopkald at presse delstaten Georgias Secretary of State, Brad Raffensperger til at finde de knap 12.000 stemmer, som ville give ham sejren og de 16 ombejlede valgmandsstemmer. Afsløringen har fået Watergate-journalisten Carl Bernstein til at udtale, at telefonopkaldet faktisk er værre end den skandale, der tvang Richard Nixon til at gå af i 1974. Flere amerikanske kongresmedlemmer har allerede opfordret til, at der rejses sigtelser mod præsidenten, og adskillige af Trumps egne kolleger i Det Republikanske Parti har også taget afstand til dette seneste desperate forsøg på at omstøde valget. Det vil dog næppe overraske folk, der har fulgt bare en anelse med i amerikansk politik, at Trump ikke viger tilbage for afpresning og andre gangster-metoder, i sit forsøg på at blive siddende ved magten.

Den seneste bombe i amerikansk politik lyder som noget taget fra en John Grisham-roman, men den er altså god nok. Og hovedrollen i dette drama indtages ikke af Denzel Washington, men derimod præsidenten selv. Det hele er som sagt på bånd, hvis man skulle være i tvivl om, at virkeligheden nogle gange overgår fantasien.

Du kan høre hele lydfilen på Washington Posts hjemmeside. Husk popcorn.

---

Sejr for kvinders rettigheder i Argentina. Næste stop: Sydkorea?

Mens det på kvinderetsspørgsmålet går den gale vej i europæiske lande, er der opløftende nyt fra den anden side af kloden. Kvinder i Argentina – og feminister på resten af kloden – fik kort før nytår grund til at juble, da man med stemmetallet 38 for og 29 imod fik tilkæmpet sig en snæver sejr i landets senat. Retten til selvbestemmelse over egen krop har længe været et omdiskuteret emne i landet, hvor størstedelen af befolkningen er katolikker. Men i modsætning til det ligeledes katolske Polen, hvor regeringen under store protester er gået i den modsatte retning, lykkedes det altså at få gjort aborten fri i Argentina.

Beslutningen har vakt opsigt i resten af Latinamerika, ikke mindst fordi den katolske kirkes overhoved, Pave Frans er argentiner. Trods et progressivt image på en række andre områder er Frans stadig modstander af abort. Argentina er det blot tredje land på det latinamerikanske kontinent til at tage dette afgørende skridt for kvindesagen, og jublen var stor blandt tilhængerne i hovedstaden Buenos Aires’ gader. “Folk jublede, råbte, festede og græd, efter loven var blevet vedtaget”, forklarede Mariela Belski efterfølgende til engelske The Guardian.

Også i Sydkorea er et lovforslag på vej, der ligesom i Argentina vil gøre det lovligt at få en abort frem til 14. uge. Lige nu kan sydkoreanske kvinder straffes med fængsel i op til et år for at få foretaget en abort. Lovforslaget ventes ifølge det tyske medie DW at blive vedtaget. Også i Sydkorea møder forslaget dog modstand fra konservative og religiøse grupper.

Vil du have et overblik over, hvor i verden kvinder selv kan bestemme, om de vil have en abort? Så har Statista lavet en informativ graf over abortrettighedernes status i alle verdens lande her.

---

De stakkels kinesiske milliardærer

Hvis du er milliardær i Kina, bør du kraftigt overveje, om du også skal være systemkritiker. Jack Ma, der tidligere var Kinas rigeste mand – og som en overgang var verdens 11. rigeste person, med en formue anslået til 165 milliarder kr. – er forsvundet, og er ikke blevet set i 7 uger. Ma er blevet hovedrig på virksomheden Ali Baba, som bliver kaldt ‘Kinas Amazon’, og kritiserede for nogle måneder siden sit hjemlands bankvæsen for at have en “pantebutiks-mentalitet”.

Ved samme topmøde i Bund-området i Shanghai, langede Ma samtidig ud efter nogle af landets mægtigste finansfyrster, såsom Zhou Xiaochuan, den tidligere direktør i People’s Bank of China. Den slags gør man ikke ustraffet i Kina, og spekulationerne om, hvad der er sket med Jack Ma er utallige. Ma er ikke den første kinesiske rigmand, der har mærket følgerne af at rage uklar med regimet i Beijing. I september måned fik ejendoms-milliardæren Ren Zhiqiang en dom på 18 år for korruption. Han havde tidligere på året kritiseret præsident Xis håndtering af coronakrisen. Også Hong Kong-milliardæren Jimmy Lai blev tidligere på året anholdt, efter at have demonstreret mod det kinesiske styres brutale reaktion på øens demokrati-protester.

Første juledag kom også en anden af Kinas rigmænd på forsiden af landets nyheder. Manden bag spilgiganten Yoozoo Games, Lin Qi, blev nemlig fundet død i julen, og det kinesiske politi oplyser, at Lin er blevet forgiftet. Forgiftningen har affødt et væld af spekulationer og konspirationsteorier om, hvem der har stået bag. Lin havde opkøbt rettighederne til den populære kinesiske sci-fi roman ‘The Three-Body Problem’, og havde ifølge professor Chen Long “viet store dele af sit liv til at udbrede kendskab til den”. Filmrettighederne var netop blevet solgt til Netflix, men med Lins død er projektets realisering usikkert. Den amerikanske streaming-tjeneste kan til gengæld overveje, om efterspillet på mordet af Lin kunne være materiale til en dokumentar.

Læs mere om Jack Mas forsvinden på BBC, og om Lin Qis død i New York Times.

---

Blodig konflikt uden ende i Yemen

En af verdens mest modbydelige igangværende konflikter har igen trukket blodige overskrifter. Den internationale lufthavn i Yemens midlertidige hovedstad, Aden er blevet udsat for et bombeangreb, som har kostet kostet 25 mennesker livet, mens mere end hundrede mennesker meldes hårdt såret. Målet for angrebet var et fly indeholdende medlemmer af den yemenitiske regering, som netop var vendt tilbage fra Saudi Arabien.

Landets saudisk støttede regering har givet oprørsstyrkerne fra Houthi-bevægelsen skylden for angrebet. Houthiernes største allierede i området, Iran, har placeret ansvaret på den saudisk-anførte koalition. Som altid er det den yemenitiske civilbefolkning, der kommer til at lide under følgerne af en tilsyneladende endeløs konflikt, der foreløbigt har kostet 250.000 mennesker livet, herunder knap 85.000 børn, der er døde af sult som følge af kampen om landet. Landet har siden 2014 udkæmpet en blodig krig, der af de fleste analytikere anses som en slags proxy-krig mellem landets to store naboer, Saudi Arabien og Iran, der kæmper om at blive regionens største magtfaktor.

Du kan læse mere om baggrunden for konflikten i denne grundige analyse, som Helen Lackner har skrevet for Solidaritets samarbejdspartner, Jacobin.

---

Brexit: Afslutning eller begyndelse?

“Den her traktat er ikke afslutningen. Det er begyndelsen”, forklarede Boris Johnson nytårsaftensdag. Kort forinden havde den britiske premierminster sat sin underskrift på det stykke papir, som endegyldigt trækker Storbritannien ud af EU. Også på den anden side af forhandlingsbordet blev der talt om en ny begyndelse, da kommissionsformand Ursula van der Leyen i anledningen valgte at citere den britisk-amerikanske digter, T.S. Eliot: “Hvad vi kalder begyndelser er ofte afslutninger. Og at afslutte noget er at skabe en begyndelse”.

Johnson har præsenteret aftalen som en succes for Storbritannien, men det er ikke alle på de britiske øer, som er lige tilfredse. Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon (Scottish National Party) har langet kraftigt ud efter den færdige aftale, som hun mener er en skidt aftale for landets fiskeindustri. Netop fiskeri-aspektet i aftalen vil nok allerede have fanget mange af læsernes opmærksomhed, da også de danske politikere har fremhævet det som en central del for industriens betingelser – men altså med omvendt fortegn.

Sturgeon har ovenpå aftalen bedt EU om “at holde lyset tændt for Skotland”, og puster dermed kraftigt til tanken om, at Skotland kan melde sig ud af den britiske union til fordel for den europæiske. Også i Wales har bruddet med EU givet luft under vingerne til uafhængighedsbevægelsen. Adam Price, som er leder af landets største nationalistiske parti, Plaid Cymru, lovede kort før jul, at man vil afholde en afstemning om at forlade den britiske union inden for 5 år. Det vil dog i første omgang kræve, at man tager magten fra Labour, som sidder på 29 af de 60 sæder i landets nationalforsamling, Senedd Cymru.

Og så er vi ikke en gang kommet omkring en af de helt store stridskerner i hele Brexit-forløbet, nemlig Nordirlands status efter bruddet med EU. Foreløbigt har man løst problemet ved at give den irske enklave særstatus i aftalen, og Nordirland bliver – sammen med resten af Irland – i EU’s indre marked. Den løsning vækker selvsagt bekymring blandt engelske politikere. De frygter, at beboerne i Belfast og omegn pludselig føler sig tættere på Dublin end London. Det irske venstre-nationalistiske parti, Sinn Féin har også lugtet blod i vandet, og kalder Brexit-aftalen for en ‘pyrrhussejr’, der bør genrejse spørgsmålet om irsk genforening. Partiet står stærkt efter det irske valg i februar måned, hvor man næsten fordoblede sit mandat i det irske parlament, Dáil Éireann, og håber at kunne bruge Brexit til at skubbe til drømmen om et samlet Irland.

Den nye Brexit-virkelighed er en ny begyndelse uden for én union, navnlig den europæiske. Spørgsmålet er imidlertid, om den også vil vise sig at blive begyndelsen til enden på en anden union i form af den britiske koalition, som har eksisteret i sin nuværende form siden 1922.

Hvis du trænger til noget politisk-nørdet godnatlæsning, kan du finde hele Brexit-aftalen på Europakommissionens hjemmeside.

---

Millioner af indere strejker stadig. Det gør de danske mediers dækning også

Mere end 250 millioner arbejdere og bønder i Indien gik på gaden i slutningen af november måned, hvilket ifølge Jacobin Magazine markerede den største generalstrejke i verdenshistorien. Landets strejkende arbejdere – som særligt udgøres af folk fra landbruget og Indiens store kulindustri – er utilfredse med en gradvis forringelse af deres rettigheder. Generalstrejken var den foreløbige kulmination på en række store demonstrationer, som har stået på siden august måned, og som trods politiets brutale forsøg på at slå dem ned, er fortsat på fuld kraft.

Her er en kort opsummering af baggrunden for utilfredsheden, som måske lyder bekendt for nogle læsere: I et forsøg på at gøre Indien et mere attraktivt investeringsobjekt for udenlandsk kapital, har landets højrenationalistiske BJP-regering, anført af Narendra Modi, gennem længere tid udhulet arbejdslovgivningen og sikkerheden på arbejdspladserne. Nyliberaliseringen af landets arbejdslovgivning er dog ikke noget særskilt for Modis regering, men har været i gang siden 1980erne, hvor landets vækst er steget i takt med uligheden mellem rig og fattig. Mange af landets bønder er blevet yderligere presset på deres levebrød under coronakrisen, og New York Times rapporterer om en decideret selvmordsepidemi blandt disse.

Men i den forgangne uge beviste inderne så endnu en gang, at massemobilisering kan skabe resultater, efter den indiske regering indvilgede i to af deres centrale krav. De strejkende arbejdere bliver blandt andet bakket op af 10 af landets største fagforeninger, ligesom også det Indiske Kommunistparti, som har omkring 150.000 medlemmer, bakker op om strejkerne, på linje med resten af landets venstrefløj.

Trods strejkens omfang er det dog ikke noget, der har fået nævneværdig opmærksomhed i de danske medier. En hurtig søgning på Danmarks Radios hjemmeside viser, at det faktisk ikke er blevet nævnt en eneste gang i den offentlige nyhedstjeneste. Den dækning tangerer Berlingske Tidendes antal artikler om strejkerne, ligesom også medier som Politiken og Information har valgt at dedikere nul artikler til den tilsyneladende uinteressante verdensrekord. Retfærdigvis skal det nævnes, at mindre medier som Fagbladet 3F, Arbejderen og Danwatch har skrevet artikler om de igangværende protester. DR har i øvrigt et årligt budget på 3,2 milliarder kroner.

Hvis du vil læse mere om den indiske arbejderklasses kamp, kan det med andre ord ikke anbefales at lede for længe på de danske medier. Til gengæld kan du læse gode gennemgange af baggrunden for protesterne på både Counterpunch, Jacobin og Slate. Læs desuden, hvordan du kan vise din støtte til protesterne på bondeorganisationen Via Campesinas hjemmeside.

---