Israelere rejser væk fra krig, religiøst tyranni og et skindemokrati i forfald

Med Hamas’ angreb 7. oktober, fik mange jødisk-israelere omsider nok, nu vil de væk. Trætte af væbnede konflikter, stigende ulighed, forringet velfærd, de ultrareligiøse gruppers voksende dominans, et skindemokrati i opløsning, samt dårlige karrieremuligheder.

Foran især Portugals, Tysklands, Frankrigs og Italiens ambassader i Tel Aviv har der siden oktober stået lange køer af israelere, der vil have et pas til et EU-land. Har de først et, kan de frit rejse rundt i EU – på lige fod med EU-borgerne – takket være de favorable aftaler, EU har indgået med Israel. Et dobbelt statsborgerskab er en livsforsikring. De kan blive i EU, så længe forholdene er som de er i Israel, eller de kan vende tilbage, hvis det bliver bedre.

For få år siden blev udvandring anset for at være landsforræderi, men det har ændret sig i takt med de forværrede forhold. Nu er det næsten sund fornuft at sikre sig et statsborgerskab i et af de EU-lande, der skriger på kvalificeret arbejdskraft. Mange israelere har den iværksættermentalitet indenfor high-tech, der gør dem eftertragtede i Europa.

Et samfund uden fremtid

”Israel, som vi kendte det, døde den 7. oktober,” skrev Times of Israel i november. ”Det nye land vil i generationer være præget af frygt. Hamas’ angreb vil forme vores karakter, politik, relationerne mellem indbyggerne, til vore fjender og til omverdenen.”

Få dage efter angrebet blev ca. 100.000 beboere i Nordisrael, nær grænsen til Libanon, evakueret af frygt for Hezbollahs missiler. De fleste var bønder og gartnere, der måtte efterlade afgrøder og husdyr og alt hvad de ejede, for at blive indkvarteret i tomme turisthoteller sydpå. Til en uvis fremtid, rådvilde og med en oplevelse af, at den stærke stat svigtede, da det virkelig gjaldt.

Knap 40 procent af israelerne ville forlade landet, hvis de kunne. De spørger om de og deres børn har en fremtid. Leveforholdene er blevet værre i de senere årtier: Overfyldte byer, veje, institutioner og skoler. Udbygningen af samfundet og dets institutioner halter efter de økonomiske muligheder. Militær og sikkerhed, samt de religiøse grupper, æder en stedse stigende del af landets BNP.

Det er ikke kun Hamas’ angreb, der har udløst de privilegerede israeleres ønske om at komme væk. Allerede i 2012 skrev avisen Israel Hayom, at ca. 30 procent er utilfredse med mulighederne på arbejdsmarkedet, den faldende velfærd og den voksende ulighed (20 procent af israelerne lever under eller tæt på fattigdomsgrænsen).

Samme avis spurgte i juli 2023 unge i alderen 18-34 år, om de vil blive i landet. 42 procent svarede, at deres generation var ”uheldig,” og at deres fremtid vil blive dårligere end deres forældres. Over halvdelen mente, at der er diskrimination i landet, baseret på etnicitet.

Splittelsen i samfundet viste sig også her. 91 procent af de ultrareligiøse ville blive, mens det kun var 44 procent af de verdslige jøder, og 32 procent af palæstinenserne.

De religiøses tyranni

Psykologen Maor Wolfsmith, forlod Israel, fordi han mener, at de ultrareligiøse har gjort jødedommen tyrannisk. Vil man bo i Israel, så skal man tilpasse sig de religiøse, og det var kvælende. ”Jeg ønsker ikke mine børn skal vokse op i det miljø, så nu flytter familien til London.”

Alex Paz-Goldmans forældre overlevede Holocaust. Han voksede op med en tro på, at Israel er det eneste sted, hvor jøder er sikre. Han har demonstreret mod behandlingen af palæstinenserne og mod bosættelserne på Vestbredden. Han oplever nu, hvor svært det er at være venstreorienteret, fordi højrefløjens tiltagende styrke inspirerer til vold. Han har været nødt til at slette dele af sine Facebook-opdateringer.

Udgiveren af Haaretz, Amos Schocken, skrev forleden, “at de ortodokse forgifter samfundet med deres arrogante og racistiske eksklusivitet…de bærer en smitsom sygdom, der kan ødelægge jødedommen.” 

Avisen Haaretz skrev 24. august 2021 – et år før Netanyahu dannede sin højreregering – at fremtiden ikke så lys ud. Israel vil gennemgå forfatningsmæssige ændringer for at leve op til de ultrareligiøses krav, der vil belaste økonomien og nedbryde ligheden i samfundet. Religiøse zionister vil legalisere diskriminationen mod araberne, og annektere Vestbredden. De verdslige israelere opfatter de ortodokse som parasitter, som nogen der nasser på befolkningen.

Hvordan kan alt dette ske, når ca. 60 procent af befolkningen modsætter sig de religiøses krav, mens kun 25 procent støtter de ultrareligiøse. Forklaringen er, at befolkningsflertallet støtter Netanyahu eller partier, der indgår i hans skiftende koalitionsregeringer, og de har givet ham så mange stemmer, at han næsten uafbrudt har kunnet regere siden 1996.

For meget politik

”Staten kan ikke længere sikre os, give os det liv, vi vil have. Nu gælder det om at overleve,” fortalte den 55-årige journalist fra Tel Aviv til Susan Greene fra netmediet Forward:

”Den sociale kontrakt er brudt. Vi har boet her hele livet, betalt skatter, sendt børnene til hæren, taget tingene som de kom. Vi forventer, at staten beskytter os, så vi kan leve sikkert. Men staten og militæret svigtede. Vores regering har forrådt os.”

Hun er træt af ”Netanyahus endeløse korruptionscirkus,” af hans forsøg på at underlægge sig retsvæsenet, og overlade store dele af magten til det yderste religiøse højre. Hun er træt af at protestere, og er stadig vred over politiets brutalitet, under sidste sommers demonstrationer.

Susan Greene fortæller til Forward, ar hun tillige er bekymret over tilbagerulningen af kvinders rettigheder, og hun afskyr den manglende samhørighed mellem jøder og arabere, og mellem sekulære og religiøse. Krigen i Gaza tynger, og hun er urolig for nationens fremtid, fordi Israel mister international legitimitet. ”Krigen er det sidste strå…mange af mine venner er rejst, og de kommer ikke tilbage… de råder mig til at rejse, for tingene er virkelig ved at blive slemme.”

De veluddannedes flugt

Israel er ramt af brain drain, hjerneflugt. Det er der flere årsager til: De væbnede konflikter, de religiøses tyranni, at der uddannes langt flere akademikere og forskere, end der er stillinger til.

Udlandets større universiteter og mere varierede forskermiljø trækker og giver betydeligt flere muligheder. En anden årsag er et stift ansættelsessystem, der forhindrer tværfaglig forskning. Forskernes udvandring hænger sammen med, at de modtager stedse færre midler, sammenlignet med OECD-landene.

Israels vigtigste aktiv – den verdensførende innovative tech-industri og medicin – har udviklet sig takket være et indtil nu fremragende undervisningssystem, samt indvandring fra bl.a. Rusland af højtuddannede jøder.

Grundforskning, medicin, biologi, våbenteknologi har hidtil kunnet udfolde sig, og er blevet fremmet via træning og praktiske erfaringer i militæret. Alt dette er Israel ved at sætte over styr, på grund af de religiøse ekstremisters tiltagende magt.

De ortodokse tror ikke på faktabaseret videnskab eller på lige muligheder for alle, uanset race, køn og etnicitet. De modsætter sig, at mænd og kvinder undervises sammen og arbejder i samme lokaler. De har så meget magt, at de er i stand til at omdirigere enorme summer fra den almindelige velfærd, forskning og uddannelse til de religiøse skoler og til bosætterne på Vestbredden. Til miljøer, der ikke betaler skat, ikke er soldat, og ikke deltager i det civile samfundsliv.

Regeringens retsreform vil gøre det muligt at stoppe kriminelle undersøgelser af politikere og berede vejen for et antidemokratisk teokrati. Det er ikke hvad et nutidigt forsknings- og erhvervsmiljø har brug for.

De diskriminerende love vil bringe Israel på kollision med Vestens erhvervsliv. Investeringer vil gå udenom Israel, og multinationale selskaber søger til mere tolerante samfund, for stedse flere udenlandske selskaber er underlagt sociale og juridiske forpligtelser om ikke-diskriminerende praksisser.