Jan Hoby: I dag er det sygeplejerskerne – i morgen er det jer!

Vi bliver nødt til at kunne snakke om dét, der er svært, og som  går skævt – hvis vi skal genoprette selvtilliden og retningen i arbejderklassen og i fagbevægelsen. Det holder ikke længere, at vi undviger elefanten i rummet. Sygeplejerskernes strejke udstiller alle fagbevægelsens selvskabte problemer, og hvorfor fagbevægelsen står i lort til halsen med medlemsflugt, manglende indflydelse og fravær af resultater til gavn for alle medlemmer. Eller som Sun Tzu har formuleret det: ”Muligheden for at sikre os mod nederlag ligger i vores egne hænder, men muligheden for at besejre fjenden er tilvejebragt af fjenden selv”.

Vi er overladt til en ledelse af arbejderbevægelsen, der har misrøgtet og vanrøgtet sin analytiske kapacitet. Der er ingen analyse af verdens faktiske tilstand; kapitalismens tabere, den fossile kapitalismes destruktion af klimaet og stigende global ulighed. Men til gengæld er der rigeligt med accept af tidens herskende ideologiske, politiske og økonomiske logikker og fejlagtige krisediagnoser.

“Velfærdsstaten er et resultat af massekamp og klassekamp. Det er ikke mådehold, kompromiser eller snusfornuftige og moderate politikere, socialdemokrater eller faglige ledere, der har skaffet velfærdssamfundet, vores rettigheder og goder”

Jeg kender ingen, der har meldt sig ud af en fagforening, fordi de fik for meget i løn, for lang ferie, for lav pensionsalder eller fuld løn ved arbejdsløshed. Tværtimod!  Lizette Risgaards afvisning af at hjælpe de strejkende sygeplejersker er den rygende pistol, og viser fagbureaukratiets og fagchauvinismens jernlov for fuld skrue. Her er ikke noget med skulder ved skulder, jeres kamp er vores kamp. Her er svaret: Klar jer selv, vi har gjort så rigeligt med forslaget til lønkomite.

Fagtoppens skåltaler den 1. maj om solidaritet og sammenhold er løgn og latin. Der er ingen solidaritet og intet sammenhold i fagbevægelsens top. De hytter deres egne interesser, modarbejder hinanden og indgår lokumsaftaler, som slet ikke har medlemmernes interesser for øje. 

Der er mange, rigtigt mange, som er enige i, at fagbevægelsen er en stivnet og støvet organisation – en fravalgsbevægelse uden demokrati og mulighed for indflydelse for den enkelte. De er også enige i, at der i toppen af fagbevægelsen sidder en flok fagbureaukrater, der frem for at forsvare medlemmernes interesser meler deres egen kage, særligt Socialdemokratiets kage, og får en fed løn. Det mener et stort flertal blandt fagbevægelsens medlemmer, og de har så evig ret.

Akutte ændringer påkrævet

Selvfølgelig kan fagbevægelsen ændres. Men det haster. Fagbevægelsen er lige så nødvendig i dag og fremover som for 150 år siden. Skal det lykkes at sikre en bæredygtig fremtid for det store flertal her til lands og globalt med velfærd, lighed og retfærdighed, må fagbevægelsen ændres fuldstændigt. Fagbevægelsen må ændres til en basisstyret bevægelse, hvor medlemmernes direkte demokrati og aktivitet er i centrum.

Fagbevægelsen må igennem en kraftig fornyelse, der bygger på demokrati, solidaritet og klassekamp – ikke på FHs (Fagbevægelsens Hovedorganisation) klassesamarbejde og tilpasning til arbejdsgivernes og kapitalens behov.

Velfærdsstaten er et resultat af massekamp og klassekamp. Generalstrejken i 1985 gav os en 37-timers arbejdsuge, storstrejken i 1998 gav os den sjette ferieuge, og strejken i 2008 gav offentligt ansatte en lønstigning på 13 pct. Så der er intet alternativ til fællesskabets styrke og kollektiv handling. Det er ikke mådehold, kompromiser eller snusfornuftige og moderate politikere, socialdemokrater eller faglige ledere, der har skaffet velfærdssamfundet, vores rettigheder og goder. Det er tilkæmpet gennem arbejdskamp efter arbejdskamp, ofte på trods af Socialdemokratiet og fagtoppen.

Desværre er mange års dyrekøbte klassekampserfaringer forsvundet fra jordens overflade, ikke kun i arbejderklassen og fagbevægelsen, men også på venstrefløjen. De seneste 25 år har været en lang erodering af den kollektive klassekamps-hukommelse og opløsning af den faglige venstrefløj.

Det eneste sted, erfaringernes findes, er i bøger, tidsskrifter eller som anekdoter hos midaldrende mænd og kvinder, der efter et par drinks mindes fordums og egen storhed. Så vi bliver nødt til at genlære det hele forfra.  Problemet for venstrefløjen er generelt, at for de yngre medlemmer på venstrefløjen er lønarbejdere blot en undertrykt gruppe, som de forsøger at repræsentere blandt mange andre.

Alle erfaringer – lige fra DKP’s (Danmarks Kommunistiske Parti) imponerende opbygning i arbejderklassen til porcelænsarbejdernes legendariske strejke sommeren 1976, havnearbejderne i 1982, Ri-Bus konflikten 1994/95 til skraldemandskonflikten i 1996 – peger alle mod, at socialister af enhver slags spillede en afgørende rolle for den linje og det lederskab, der blev udviklet.

Socialisme kræver bevægelse fra neden

Derfor er spørgsmålene i 2021 meget enkle i min optik:

Er der i dag bredt blandt venstreorienterede i fagbevægelsen – og på venstrefløjen – vilje og politisk forståelse for, at opbygningen af netværk fra neden skal sættes på dagsordenen? Eller har venstrefløjen fortsat, efter 90 års ihærdig opposition til det socialdemokratiske klassesamarbejde, stadig troen på, at fagbevægelsen i bund og grund er god nok, den skal blot justeres på nogle enkelte punkter, først og fremmest ved at venstrefløjen selv bliver valgt som faglige ledere, på fagforeningsniveau og hele vejen op til fagtoppen?

Besvarelsen af disse spørgsmål i praksis vil få stor betydning for både fagbevægelsens fremtid og venstrefløjens muligheder. Enhedslisten og resten af venstrefløjen vil kun være i stand til at leve op til sin mission på kort og langt sigt, hvis Enhedslisten formår at blive et massearbejderparti med dybe rødder i arbejderklassen og i fagbevægelsen. Kampen for socialisme er nemlig dybt afhængig af en stærk og selvstændig bevægelse fra neden og aktivitet i arbejderklassen.  

For at finde ud af om der er vilje og opbakning til at skabe en demokratisk og kæmpende fagbevægelse, må der sættes en reel diskussion i gang om fagbevægelsens fremtid, fri for fagchauvinisme, sektionalisme og fagtoppens ”reformisme uden reformer”, og om opbygning af handlingsfællesskaber fra neden.

Lad sygeplejerskernes strejke være startskuddet

Sygeplejerskernes strejke for højere og retfærdig løn er grundlæggende kernen i al klassekamp, klassekonflikt og klassekonfrontation og peger mod noget større og mere. De har som de eneste givet en fuckfinger til endnu kriseoverenskomst der lader de offentligt ansatte betale for endnu en krise som lønarbejdere ikke er skyld i. Sidst var det finanskrisen nu er det coronakrisen. Selvom mange andre offentligt ansatte har stemt ja til OK21, så er solidariteten, sympatien og opbakningen stor. For de ved instinktivt at sygeplejerskernes strejke er en strejke for alle kvindefag og andre lavtlønnede grupper i den offentlige sektor. De ved at deres kamp er vores kamp.

“Lad sygeplejerskernes strejke være startskuddet til at skabe en fagbevægelse, der 150 år efter sin dannelse kan udvikle sig til at være den største og vigtigste samfundsforandrende kraft i Danmark – og globalt.”

Lad sygeplejerskernes strejke være startskuddet til at skabe en fagbevægelse, der 150 år efter sin dannelse kan udvikle sig til at være den største og vigtigste samfundsforandrende kraft i Danmark – og globalt.  For ingen kan vinde alene, uanset hvor heroisk deres kamp er. Det kræver, at vi står skulder ved skulder og ser alle lønarbejderes kampe som vores kamp. Sygeplejerskernes strejke viser, at skillelinjen i fagbevægelsen går mellem dem, der vil bede os om at vente til næste valg med at ændre på den politiske udvikling – og dem der vil bruge kollektiv handling og fællesskabets styrke for at ændre på den politiske udvikling.

Mit håb er at lokale fagforeninger får organiseret fælles solidaritetsdemonstrationer med sygeplejerskerne i de byer hvor det var muligt. I øjeblikket er det sygeplejerskernes lokalafdelinger som arrangerer demonstrationer, hvor repræsentanter fra andre fagforeninger møder frem med deres røde fane. Det er superfedt. Men det rykker ikke styrkeforholdet til fordel for sygeplejerskernes strejke og krav. Københavnske fagforeninger er klar til fælles demonstrationer med sygeplejerskerne.

Så selvom Danmark er på vej på ferie, så er der stadig mange, der går på arbejde, og fælles solidaritetsdemonstrationer vil sende et kraftigt signal til Fagbevægelsens Hovedorganisation og resten af fagtoppen, Mette Frederiksen, Socialdemokratiet, politikerne, medierne og ikke mindst alle offentligt ansatte, at vi er mange – der står skulder ved skulder med sygeplejerskerne, og vi kræver en løsning for alle kvindefag og andre lavtlønsgrupper. Løn som fortjent!

Det er en investering i fremtidens kampe og eftertidens narrativ om strejken, både blandt sygeplejerskerne, offentligt ansatte, alle andre lønarbejdere og den offentlige opinion.