Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
22. maj. 2021

Jan Hoby: Klassepolitik er og bliver nøglen til forandring

Det danske Socialdemokrati kannibaliserer desperat højrefløjens politik. Det kommer dog aldrig til at udgøre en erstatning for Socialdemokratiets historiske rolle, nemlig at administrere klassekompromiset, skriver Jan Hoby, der mener partiet er blevet et nyliberalt benspænd for klassepolitik.

Hvem repræsenterer den brede arbejderklasse, når socialdemokratierne er holdt op med at gøre forsøget? Workers of the World Unite. Street art af Banksy.
Artiklen tager cirka 6 minutter at læse.

Vi kan oktober i år fejre 150-års jubilæet for dannelsen af den socialistiske arbejderbevægelse i Danmark. Socialdemokratiet vil først og fremmest forsøge at gøre fejringen til en hyldest af Mette Frederiksen og hendes socialdemokratiske regerings bedrifter, og der vil dernæst blive fokuseret på Socialdemokratiets altafgørende betydning for opbygningen af det danske velfærdssamfund.

Der vil til gengæld være en markant bort-retouchering af arbejderklassens og venstrefløjens centrale rolle i at presse Socialdemokratiet og den socialdemokratisk dominerede fagbevægelse til at støtte reformkravene fra neden. Parolen om at ”Arbejderbevægelsen er internationalistisk – eller den er ingenting” vil så sikkert som amen i kirken være skrevet ud af fejringen. Den eneste form for internationalisme, som statsministeren bedriver, er med højreekstremistiske og antidemokratiske statsledere fra Ungarn, Østrig, Israel og Rwanda.

150 år efter dannelsen af den socialistiske arbejderbevægelse står det mere og mere tydeligt, at Socialdemokratiet er blevet en barriere for progressiv forandring. Kinddansen med nyliberalismen siden starten af 1990’erne har sat sig dybe spor, ikke kun i Socialdemokratiet i Danmark, men i alverdens socialdemokratier. I Frankrig og Grækenland er det nærmest endt med dødelig udgang. Det danske socialdemokrati har dog forsøgt sig ud i en desperat redningsaktion efter den nyliberale katastrofe med Corydon og Thorning, og redningsaktionen er en historisk højredrejning og en total omfavnelse af højreekstremismens fremmedfjendske og islamofobiske program. Det er en kalkuleret politisk og taktisk manøvre, som vil holde en valgperiode eller to. Men fordi store del af den nyliberale økonomiske politik fortsat er intakt – på trods af forståelsespapiret – vil manøvren før eller siden udviske den sidste rest af fortællingen om Socialdemokratiet som et parti, der står for progressive forandringer.

Rød- og grønvaskningen af Socialdemokratiet

Fortællingen om Socialdemokratiet som den sande vogter af den danske model, velfærdsstat og medmenneskelighed er falsk. Det er uanset forsøgene på rødvaskning og grønvaskning svært at se en vej tilbage for Socialdemokratiet. Nyliberalismen har afløst det historiske kompromis mellem arbejde og kapital, og den afviser idéen om den ”socialdemokratiske” velfærdsstat. Det har Europas socialdemokratier for længst accepteret. Det danske Socialdemokratis desperate kannibalisering af først og fremmest Dansk Folkeparti og Nye Borgerliges politik kommer aldrig til at udgøre en erstatning for Socialdemokratiets historiske rolle: At administrere klassekompromiset.

Når magtforholdene mellem lønarbejdere og kapital forskydes, og kapitalen får overtaget, så er den historiske berettigelse for Socialdemokratiet udspillet. Det er det slutspil, vi er vidner til i disse år. Det eneste – der har udsat implosionen – er, at Mettes nationalkonservative politik fungerer som livsforlængende behandling og medicin.

Klassepolitik i det 21. århundrede

Så spørgsmålet er, hvor det stiller venstrefløjen, hvis Socialdemokratiet ikke længere er arbejderklassens og restens af befolkningens førstevælger på valgdagen og kampdagen. Hvem skal så udfylde den rolle i det 21. århundrede? Det korte svar er venstrefløjen. Men sandheden er, at venstrefløjens historiske evne til at blive en troværdig erstatning for Socialdemokratiet har haft svært ved at få luft under vingerne. Mildt sagt. Der har været spændende og håbefulde forsøg. Men de er alle som en kollapset som soufflé, der er taget for tidligt ud af ovnen. De nyeste eksempler tegner mere til skræk og advarsel end til inspiration. Syriza, Podemos og Rifondazione Comunista er alle endt som store skuffelser og lige så dårlige udgaver af de centrum-venstre projekter, de forsøgte at være et alternativ til. Som andre venstrefløjspartier knækkede de under ansvarets åg og har bekræftet over for arbejderklassen og vælgerne, at venstrefløjen ikke kan finde ud af at have magt. Godt begyndt er i alle disse tilfælde ikke halvt fuldendt. SF har ligesom været der et par gange. Men intet lært.

Enhedslisten vil kun være i stand til at leve op til sin mission på kort og langt sigt, hvis Enhedslisten formår at blive et massearbejderparti med dybe rødder i arbejderklassen og i fagbevægelsen. Problemet for Enhedslisten og venstrefløjen er generelt, at for de yngre medlemmer i Enhedslisten er lønarbejdere blot en undertrykt gruppe, som de forsøger at repræsentere blandt mange andre. Venstrefløjen er i stigende grad befolket af veluddannede, progressive storbyfolk med en meget lille tilstedeværelse blandt faglærte og ufaglærte i den private og offentlige sektor – eller i udkantsdanmark.

Det er logik for burhøns, at hvis samfundet skal forandres radikalt, så skal det store flertal støtte det gennem valg og deltagelse. Det er essentielt for venstrefløjen, at forandringens bevægelse og krav er drevet af de mange. Det siger sig selv, at hvis venstrefløjen skal fordoble sin vælgerandel og medlemsantal, så er man nødt til at finde fællesnævnere, som forener de mange. Det er f.eks. langt vigtigere at skabe politisk kampagne og fællesskab om pensionsalderen, som lige nu er hævet med et år for 3,8 millioner mennesker, end det er at kæmpe for flere ph.d.-bevillinger. Ikke for at udskamme de højest uddannede, men for at maksimere på fællesnævnere.

“Det er logik for burhøns, at hvis samfundet skal forandres radikalt, så skal det store flertal støtte det gennem valg og deltagelse. Det er essentielt for venstrefløjen, at forandringens bevægelse og krav er drevet af de mange”

Det samme gør sig gældende, når vi skal tale om politikken på Christiansborg. Venstrefløjen kan ikke reducere progressiv politik til et spørgsmål om at ”hjælpe dem, det er mest synd for” – og dermed opgive forbedringer for de mange, blot fordi regeringen og det blå flertal er imod. For størsteparten af de mange er jo hverken syge, sårbare, arbejdsløse eller udsatte. De er lønarbejdere i offentlig og privat ansættelse. Tilpasser venstrefløjen sine krav og politik til denne logik, så mister vi fortællingen om store forbedringer for de mange, og ender som veluddannede hattedamer.

Der er ingen vej uden om klassepolitik, hvis vi vil vinde magten og nøglerne til et andet og bedre samfund. Klassepolitik er den katalysator, som historisk har skaffet os velfærdsstaten, 37 timers arbejdsuge og den 6. ferieuge – og skal sikre solidariteten hos flertallet og modvirke politikkernes syndebukkepolitik. For dem på kanten af arbejdsmarkedet, bunden af samfundet og i alle de prekære job er jo familie, naboer og venner til netop lønarbejderne.

Klassepolitik for de mange betyder, at vi må tage afsæt i, hvad der forener det overvældende flertal. Det er først og fremmest deres økonomiske grundposition som lønarbejdere i samfundet, der binder de mange sammen. Fordi vi er tvunget til at sælge vores arbejdskraft, og vi har ingen ejendomsret til virksomhederne. Vi skal på arbejde hver dag, og selv om vi tjener forskelligt, så har vi hovedsageligt de samme liv. Derfor må de vigtigste politiske krav også svare på de behov, krav og drømme, som bæres frem af lønarbejderne. Det gælder i særdeleshed klimakampen, som vi er dømt til at tabe, hvis ikke den bliver til klassepolitik. Og med klassepolitik for de mange i hånden hos venstrefløjen vil Socialdemokratiet miste retten til at være et benspænd for fremtiden. 


Om skribenten

Jan Hoby

Jan Hoby

Næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger.   Læs mere