Klassekamp på Rådhuset: Politiske kvaler med direktør- og embedsmandsmagt

Kommunens direktører har megen magt. De hævder, at de er upolitiske – men hvordan kan direktøren være det, når opgaven er at lave politiske indstillinger til udvalg og kommunalbestyrelse? Magten er særlig stor, når man er oppositionel, muligvis endog mindretals-borgmester. Man er ikke mainstream, og udvalgsmedlemmerne lytter meget gerne til det, der fremstår som sagkundskaben – og den repræsenterer borgmesteren pr. definition ikke.

En anden kilde til direktørmagt er, hvis direktøren kan monopolisere adgangen til forvaltningens og institutionernes ansatte. Her hævdede jeg som borgmester fra dag ét retten til at snakke med dem længere nede i hierarkiet, uden at direktøren nødvendigvis blev orienteret. – Og der er rigtig mange ansatte fra dem, som skriver på indstillinger til udvalget (oplæg til beslutninger) til dem, der udfører det arbejde, som i sidste ende er politisk besluttet, der er engagerede i det, de arbejder med, har indsigt i og har en mening om det. Og de påskønner, at en borgmester såvel som andre politikere er brændende interesseret og tager dem med på råd.

“Man skal som leder skabe rum for at blive modsagt, hvis man ikke skal dumme sig mere end højst nødvendigt.”

Ansatte påskønner en fortrolighed, hvor alt ikke går videre til deres nærmeste eller fjernere overordnede. Et relevant spørgsmål er nogle gange: Er det noget, jeg blot skal vide? Er det noget, jeg skal gå videre med – og hvad er mulighederne for anonymitet, hvis jeg gør det?

Direktøren skulle med andre ord fortælle mig som borgmester alt (hvad der er værd at vide). Jeg skulle fortælle det, han efter min opfattelse bør vide. At komme med passende drys om, hvad direktøren havde sagt og gjort ude i byen og meget gerne med et glimt i øjet, var et godt redskab til at sikre sig det første.

Fastholder armslængde-princippet

Embedsmænd fra direktøren og ned gennem hierarkierne arbejder efter gængs opfattelse ud fra deres professionelle faglighed. Faglig ekspertise bør respekteres ved, at ansatte på alle niveauer har en relativ autonomi, at man fastholder et armslængdeprincip, som det også bliver kaldt.

Kommunalvalg 2021

• Synes du kommunalvalg lyder af kold kaffe og kedelige møder? Solidaritet udfordrer dine fordomme om kommunalpolitik op til valget 16. november 2021.

• Vi sætter særligt fokus på unge, etniske minoriteter og folk uden for arbejdsmarkedet, og spørger: Hvordan bliver du mere engageret i politik tæt på dig?

• Læs alle artikler i serien om kommunalvalget her

+

Ansattes bevidsthed om en respekt for deres faglighed rummer det gode, at de kan komme med indsigelser, og at de bliver lyttet til. Det er guld værd for en – også politisk – leder. Man skal som leder skabe rum for at blive modsagt, hvis man ikke skal dumme sig mere end højst nødvendigt. En af de faglige ledere i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, som forvaltningsområdet hed, da jeg var skoleborgmester, spurgte af og til: ”Per, hvordan vil du have det? Sådan, som du gerne vil se det, på skånsom embedsmandsfacon eller råt for usødet”? Svaret var altid: ”Tak. Råt for usødet”!

Men hævdelsen af den faglige professionalitet – gerne forbundet med en bestemt uddannelse -rummer også en monopoliserende eksklusivitet, som er kilde til magt. Det er kun de rigtige fagfæller, der har ret til eller krav på indflydelse på min viden, mine professionelle holdninger, mit virke.

Jeg har altid haft det vanskeligt med at adskille politik fra også min egen akademiske faglighed med basis i længerevarende universitetsuddannelser i samfundsfag, u-landspædagogik og historie. Min faglighed har – ikke mindst med min gode vilje – været forbundet med politik. Min faglighed var til for at begribe verden med henblik på at gribe ind i verden – altså ændre menneskers vilkår, bevidsthed og holdninger – uden overgreb, må jeg hellere tilføje.

Min faglige interesse for et af mine fag: historie var i sin oprindelse historie for historiens skyld, men udviklede sig til en mere aktivistisk orienteret udgave, som udmundede i min natur- og samfunds-historie fra Big Bang til Helle Thorning kommer til magten: ”En fortælling om skabelsen, historien og skæbnen. Et bidrag til politisk dannelse og personlige livsanskuelser i det 21. århundrede” (2013).

Altså. Måske ikke i alle, men i mange professioner hverken kan eller skal man undgå, at fagligheden berører politik, hvis den ikke ligefrem er politisk.

Den selvkørende politiker

Fagligheds-monopolet må også blødes op, og jeg vil mene, at en borgmester eller anden politiker har pligt til at gøre sit til det. Jeg havde ingen uddannelse i tosprogethed, dansk som andetsprog og modersmålsundervisning, jeg havde ingen uddannelse i fritidspædagogik, forvaltningsledelse osv., da mit politiske virke krævede indsigt. Den måtte jeg erhverve mig i ”jobbet”, hvis jeg skulle være i øjenhøjde med embedsmænd og ansatte og forholde mig til deres forskellige input. Den måtte jeg erhverve mig, hvis jeg skulle føle mig – og være – overbevisende i tale og skrift. Jeg var glad for 10 års ballast som først VS’s og siden Enhedslistens skoleordfører, inden jeg blev borgmester.

Politikere er borgernes repræsentanter, om end borgerne ikke kan sættes på en fælles formel. Der eksisterer klasse- og interesse-forskelle. Og derfor er vi politisk valgte. Når det er sagt, er politikerne et politisk bindeled mellem borgere og en fagligt funderet forvaltning. En politiker skal her i videst muligt omfang være det, nogle kalder ”selvkørende”. Tillid er på mange måder godt, men det går ikke blot at rette ind efter eller oplæse det, en forvaltning har skrevet.

Respekt for faglighed og armslængde er fine principper. Men de kan ikke stå alene i en politisk verden. Demokrati (folkestyre) er vel noget andet end bureaukrati (embedsmandsstyre), teknokrati eller meritokrati (ekspertvælde)?

Overmod og hovmod

En borgmester kan ikke diktere en direktørs indstilling. Borgmesterens opgave er bl.a. at sørge for, at forvaltningens indstillinger til udvalget er velbelyste. Jeg brugte derfor meget tid som borgmester på at diskutere udvalgsindstillinger og sagsfremstilling med direktionen. Direktionen var jo naturligvis også interesseret i, at sagerne gik glat og gnidningsfrit gennem udvalg og Borgerrepræsentation. I den sammenhæng var jeg nok den politiske ekspert.

“Sejrrige nederlag opstår, når man vælger sine kampe, og enten har eller får bevægelsen med sig, lægger kræfterne i og kalkulerer overmodigt med, at vi i sidste ende kan vinde eller i det mindste forbedre, hvis lykken står os bi.”

Vi nåede derfor oftest til enighed. Jeg kunne derefter bruge forvaltningen som autoritet. For direktøren skulle der helst ikke opstå samarbejdsvanskeligheder, for her kunne direktøren, men ikke borgmesteren afskediges.

Indimellem måtte direktøren og jeg konstatere, at vi var lodret uenige. Min direktør elskede SFO’er under skolens ledelse. Det havde han gennemført i Aalborg, og det kunne være en god kilde til besparelser bl.a. på fritidshjemmets morgenåbning. Røg morgenåbningen, forsvandt fuldtidsstillingerne. Jeg forsvarede en autonom fritidspædagogik og miljøskiftet fra skole til fritidshjem.

Jeg satte min lid til, at vi bevægede os ud i, hvad jeg ynder at kalde et sejrrigt nederlag. Jeg lagde ikke fingrene imellem og led nederlag i forhold til direktøren, udvalgets flertal og Borgerrepræsentationen. Men konflikten på Rådhuset mobiliserede i den grad fritidshjemmene og mange andre både til arbejdsnedlæggelse og storm på Rådhuset. Efter valget året efter, kom der nye socialdemokrater i udvalget, og beslutningen blev betragteligt modificeret.

Sejrrige nederlag opstår, når man vælger sine kampe, og enten har eller får bevægelsen med sig, lægger kræfterne i og kalkulerer overmodigt med, at vi i sidste ende kan vinde eller i det mindste forbedre, hvis lykken står os bi. Og gør den ikke det, så står man med æren i behold: Vi gjorde, hvad vi kunne. Overmod skal ikke forveksles med hovmod. Man bør være realistisk, men også modig og ikke gribes af for megen pessimisme.

Samarbejde versus kamp

Det er logisk, naturligt og nødvendigt, at en borgmester også offentligt kritiserer sin forvaltning for dens administration og politik, således som det skete i kampen for fritidshjemmene og fritidspædagogikkens autonomi.

Men hvornår er og fremstår en offentlig kritik af forvaltningen som ansvarsforflygtigelse? Ikke mindst i offentlighedens øjne hænger borgmesteren og forvaltningen sammen. For pokker: Forvaltningen er jo borgmesterens ansvar.

Reelt fungerer borgmester og forvaltning i et skæbnefællesskab. Det skal bruges fornuftigt. Forvaltning og borgmester kan være uenige om meget, men der er også fundamentale, fælles mål. Forvaltningen skal fungere. Vi skal sammen skabe god velfærd og service.

Det skal man have for øje, hvis en borgmesterpost skal vælges til. Overskygges en samarbejdsstrategi af kampen for at holde sin sti og politik ren, så skal parti og kandidat nok ikke vælge borgmesterkontoret og måske heller ikke en plads i kommunalbestyrelsen til.

Det handler om grader, men spørgsmålet om prioritering af samarbejde versus kampen mod forvaltningen føjer sig efter min opfattelse til forandringerne i VS/Enhedsliste-traditionen i 00’erne, når det handler om Københavns Rådhus. Forandringen handler om borgmestres gøren og laden, men måske endnu mere om Enhedsliste-medlemmernes og venstrefløjs-offentlighedens syn på sagen. Den politiske konsensus i Enhedslisten & omegn synes at være blevet mindre – men størrelsen og bredden er så sandelig også vokset. Vi er ikke, hvad vi var. Det er Rådhuset, forvaltningerne, samfundet og tiden så heller ikke.

Lettere afvæbnende må jeg slutte med, at man ikke kan gøre politiske erfaringer til generelle ledetråde. Erfaringer er bundet til tid, sted og politikområde og til personen. Jeg formidler meget gerne mine historiske erfaringer, men man slipper ikke for analyser af den aktuelle situation, hvor man befinder sig og den aktuelle sag.

De to artikler er en revideret og udvidet udgave af et mundtligt oplæg afholdt i efteråret 2020 for medlemmer af Enhedslisten, der overvejer at stille op til 2021-valget til Københavns Borgerrepræsentation. Læs første del her.