Klimatopmøde COP29 i Aserbajdsjan: Med udsigt til katastrofen

Aserbajdsjans hovedstad Baku ligger ved Det Kaspiske Hav. Hvis deltagerne i årets klimatopmøde COP29 slentrer en tur langs vandet, kan det se idyllisk ud. Men 100 kilometer ude i Det Kaspiske Have ligger resterne af verdens angiveligt første offshore boreplatform, som den hedengangne Sovjetunion anlagde i 1949. På platformen boede engang 5.000 mennesker, og der var børnehaver og skoler foruden 320 produktionssteder, 160 km broer og 100 km olierør.

I dag er der stadig udvinding, men i en mindre målestok. En stor del af infrastrukturen er skyllet væk af Det Kaspiske Havs voldsomme bølger. Der er 2.000 indbyggere tilbage, men de tilbringer angiveligt kun 15 dage ad gangen på platformen.

Olieudvinding i Aserbajdsjan startede helt tilbage i begyndelsen af 1800-tallet. Det gør landet til et af verdens ældste olielande. Aserbajdsjan betyder ”Flammens Land”. Det passer godt med, at fossile brændstoffer er grundpillen for landets velstand. 90 procent af eksporten og 50 procent af nationalproduktet stammer fra olie og gas.

Selv om det gamle Sovjets oliefelter måske er ved at tørre ud, så fosser gas og olie ud fra andre områder i Det Kaspiske Hav og inde på land. Og efter 75 års olie- og gasudvinding, forurening fra Volga-floden – Europas største flod som munder ud i Det Kaspiske Hav – og atomkraftværker mv. kalder biologer Det Kaspiske Hav for en økologisk katastrofe. Vandstanden falder som følge af de klimaforandringer, olieproduktion afstedkommer.

En ny storhedstid for fossil industri?

Når nu de fossile brændsler er drivkraften bag de altødelæggende klimaforandringer, kan det synes et paradoks, at værten bag årets klimatopmøde er et olieland. Præsidenten for COP29, Mukhtar Babayev, er en mangeårig administrator i Aserbajdsjans store statslige olieselskab Socar. Men det er ikke første gang, FN’s årlige klimatopmøde finder sted i en oliestat. Sidste år var det i De Forenede Arabiske Emirater (UAE).

Med lidt god vilje kan man også se det nødvendige og positive i, at også verdens olielande inddrages i en global omstilling til en grøn økonomi. FN må nødvendigvis arbejde med konsensus mellem lande, så derfor skal også de mest genstridige lande overbevises.

Der er dog ikke udsigt til, at Aserbajdsjan vil begrænse sin udvinding af olie og gas. Tværtimod har landet annonceret, at det vil udvide sin gasproduktion med en fjerdedel de kommende år. Og landets enevældige hersker gennem 21 år, Ilham Aliyev, sagde stolt ved indledningen af topmødet: ”Olie er en ressource, som vi ikke skal skamme os over”.

Aserbajdsjan følger tilsyneladende en global trend. Også lande som Norge, Brasilien og Venezuela har bebudet øget olieudvinding. Senest blev Donald Trump valgt for anden gang til USA’s præsident, bl.a. på et løfte om at øge olieproduktionen med sloganet ”Bor, baby, bor!”

USA har gennem de seneste syv år været verdens største olieproducent. Netmediet Carbon Brief har regnet ud, at Donald Trumps bebudede tilbagerulning af den nuværende præsident Joe Bidens grønne omstilling senest i 2030 vil føre til udledning af 4 milliarder tons drivhusgasser – svarende til de årlige udledninger fra EU og Japan tilsammen.

Trump vil sandsynligvis igen trække USA ud af Paris-aftalen om at fastholde de globale temperaturstigninger i forhold til begyndelsen på den industrielle æra på under 2 grader og helst på omkring 1,5 grad. Et amerikansk farvel til Paris-aftalen vil kunne føre til, at andre lande ledet af højreekstremister vil følge trop, fx Argentina eller Ungarn.

Med tydelig adresse til klimabenægteren Donald Trump sagde FN’s generalsekretær António Guterres i sin åbningstale tirsdag, at ”klimaforandringerne skåner ingen”. Han pegede på, at 2024 står til at slå alle varmerekorder. Senest er også velstående lande blevet ramt. Spanien er ramt af store oversvømmelser, der har kostet over 222 mennesker livet, og orkanerne Helene og Milton i USA har bl.a. hærget Florida og kostet 270 livet. Noget mindre omtale får de millioner, som i dag i det østlige Afrika risikerer at dø af hungersnød på grund af tørke som følge af klimaforandringerne.

”Det er sidste udkald, hvis vi skal holde den gennemsnitlige temperatur under 1,5 grad”, sagde Guterres. Han tilføjede dystert: ”Tiden er ikke på vores side”.

”Dette er historien om en forudsigelig uretfærdighed. De rige skaber problemer. De fattige betaler den højeste pris. Oxfam har dokumenteret, at en milliardær på halvanden time udleder mere CO₂ end en gennemsnitlig verdensborger gennem et helt liv”.

Finansiering på bordet

Klimatopmøderne COP (Conference of the Parties) finder sted hvert år ved denne tid. Møderne samler de første dage statsledere fra hele verden, herefter embedsfolk, der kan strikke aftaler sammen, og til sidst ministre, som – hvis alt går vel – kan indgå aftaler. Der er tilstrømning af erhvervsfolk, NGO’erne og mange andre aktører fra hele verden, herunder tusinder af lobbyister fra den fossile brændstofindustri.

Hvert år har et særligt tema. I år er det de rige landes hjælp til finansiering af de fattige landes tilpasning til klimaforandringerne og de fattige landes mindskelse af egne udvindinger. Der er mange udeståender, og man skal ikke forvente enighed.

For det første er der spørgsmålet om penge. De fattige lande taler om, at de senest i 2035 har behov for tusinder milliarder dollars som årligt bidrag. I betragtning af at man i København ved topmødet i 2009 enedes om 100 mia. i årligt bidrag i 2020 men først nåede dette beløb i 2022, ser det ikke lovende ud.

Endvidere er spørgsmålet, hvordan bistanden skal ydes, om det skal være lån eller bistand. Af de 100 mia. som blev ydet i 2022 var kun mellem 28 og 35 milliarder gavebistand. Resten var lån.

”Lån er ikke en løsning, tværtimod”, siger Teresa Anderson fra Global Climate Justice. ”For de låntagende lande presses efterfølgende til at betale af på lån og renterne ved fx at øge produktionen af olie. Låntagning kan altså føre til en forværring af klimakatastrofen”.

Harjeet Singh er enig. Han er fra Indien og repræsenterer organisationen Fossil Fuel Non Proliferation Treaty. Han bærer en rød turban og om halsen har han et bånd, hvor der står ”5 billioner”. Han slår til lyd for en billion i gavebistand fra de rige lande:

”Lån er ikke en løsning, men forværrer blot problemet. Lande som Nigeria, Ecuador, Uganda, Mozambique og Pakistan slås allerede med gældskrise. Det tvinger dem til at fortsætte med at udvinde olie og herved bidrage til problemet. De fattigste lande betaler endvidere fire gange så store renter som rige lande. Så långivning er blot en forretning for de rige lande”.

Hvem skal betale?

De rige lande slår sig i tøjret. Charles Michel, formanden for Det Europæiske Råd, sagde tirsdag, at EU står for 31 ud af de 100 milliarder, som de rige lande har bevilget til de fattige landes klimaindsats. ”Det er mere end, hvad der retfærdigvis kan siges at være EU’s andel”, understregede han.

Men pengene er der, understreger Bronwen Tucker fra Oil Change International: ”De var der i 2008, da bankerne skulle reddes. Og de var der under Covid-epidemien, hvor der også blev tilvejebragt billioner af dollars”.

Hun peger på helt konkrete steder, hvor der kan hentes penge. Hvert år modtager den fossile energi på verdensplan mere end 7.000 milliarder dollars i subsidier. Man kan også se på de enorme militærudgifter, en mere retfærdig beskatning af de store selskaber, en beskatning af CO₂-forurening, et indgreb mod skatteparadis, en beskatning af finansielle transaktioner.

I diskussionen om de rige landes finansiering af de fattige landes klimaindsats er der spørgsmålet, om det skal være ”friske penge”. Udviklingslandene kritiserer velstående lande for i udregningen af bistand at medregne beløb, som i forvejen var afsat fx som del af udviklingsbistand.

Endelig er der også spørgsmålet, hvilken landekreds, der regnes for at tilhøre den ”mere udviklede” del af verden, som skal stå for bidrag til de fattige landes klimahåndtering. Modtagerkredsen blev defineret ved det første topmøde i Rio de Janeiro i 1992 og her blev Kina regnet som uland. Denne kreds af lande har Kina forventeligt nok intet ønske om at træde ud ad. Flere klimaeksperter påpeger også, at det reelt ville kræve en genforhandling af hele strukturen i klimaaftalerne.

Harjeet Singh peger på, at det er de vestlige lande, som i udgangspunktet har udløst klimakrisen. Alene USA og EU har udledt halvdelen af al CO₂, der er udledt gennem historien.

Diktaturstat og etnisk udrensning

Ved nogle topmøder har civilsamfundet kunnet spille en vigtig rolle for at skubbe på og opmuntre de deltagende regeringer til at handle til fordel for klimaet.

Det skal vi ikke forvente i Aserbajdsjan. Landet er et diktatur, der støttes af USA og leverer olie i lind strøm til Israels militærmaskinens sønderknusning af Gaza, som Den Internationale Domstol kalder ”et sandsynligt folkemord” samt til den etniske udrensning af Vestbredden. 40 procent af Israels olie leveres af Aserbajdsjan. Omvendt køber Aserbajdsjan våben hos Israel.

Sidste år invaderede Aserbajdsjan nabolandet Armeniens enklaver i Aserbajdsjan og foretog selv angiveligt etnisk udrensning, hvor alle armenerne i de traditionelt armensktalende områder blev fordrevet.

Der sidder ifølge Amnesty International 300 politiske fanger i Aserbajdsjans fængsler. Kritik af diktatoren Ilham Aliyev kan sende én bag tremmer. De seneste måneder op til COP’en er undertrykkelsen af journalister og menneskerettighedsforkæmpere taget kraftigt til.

Organisationerne Human Rights Watch og Freedom Now har i en rapport fra 8. oktober dokumenteret 33 nylige tilfælde, hvor retssager og fængslinger har været motiveret af et politisk ønske om at begrænse ytrings- og forsamlingsfriheden i landet.

Det har dog været et krav fra civilsamfundsorganisationer, som deltager i COP’en, at der godt må være demonstrationer under topmødet. Det vil der så være, dog kun på selve FN-området, som er henlagt til Bakus Internationale Stadion.

Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg befinder sig i Kaukasus i disse dage, i nabolandet Georgien. Greta Thunberg siger, at hun nægter at tage til COP29 i protest mod Aserbajdsjans diktatur.