Kronik: Grundlæggende forandringer kræver et opgør med EU

Enhedslisten skal på sit årsmøde i 2022 diskutere EU. Debatten er en kærkommen lejlighed til at sætte skarpt på udviklingen i EU – noget, som desværre fylder alt for lidt i den generelle samfundsdebat, men også i Enhedslisten. Siden 2016, hvor det nuværende program blev vedtaget, er der sket meget i EU. Enhedslisten er desuden blevet repræsenteret i EU-Parlamentet for første gang. Set i det perspektiv giver det mening, at se på, om der er dele af det nuværende EU-program, som med fordel kan opdateres, skærpes eller udbygges.

“Vi anser Enhedslistens EU-modstand og perspektivet om en udmeldelse af EU som en fuldstændig afgørende og helt integreret del af vores partis politiske projekt.”

Nogle medlemmer af Enhedslisten har imidlertid gjort klart, at de ønsker at bruge anledningen til at gøre op med Enhedslistens mangeårige EU-politik – og bevæge partiet i en mere EU-positiv retning. Der er blandt andet dannet et netværk, som har optrådt i flere medier med kritik af partiets vedtagne EU-politik, og som har skrevet en fælles udtalelse, hvor de tilkendegiver deres hensigt. Enhedslisten skal ikke længere kæmpe for et brud med det neoliberale EU, men i stedet henlægge systemkritikken – og anerkende EU som et redskab til at skabe progressiv forandring i Danmark og Europa. Det betyder også, at Enhedslisten ifølge gruppen helt skal opgive perspektivet om en udmeldelse af EU, hvor Danmarks EU-medlemskab i stedet erstattes af en løsere handels- og samarbejdsaftale, der på den ene side kan sikre forsat samhandel og samarbejde omkring væsentlige grænseoverskridende problemer, men på den anden side samtidig kan stille Danmark friere til at regulere kapitalen.

Vi – en breds kreds af fagligt aktive, internationalister, antiracister og miljøaktivister, der alle er en del af Enhedslisten – vil gerne advare imod en sådan ændring af politikken. Vi er langt fra enige om alt, men fælles for os alle er, at vi anser Enhedslistens EU-modstand og perspektivet om en udmeldelse af EU som en fuldstændig afgørende og helt integreret del af vores partis politiske projekt. Det er der flere gode grunde til.

EU er kapitalens projekt

Kernen og integrationsmotoren i EU er det indre marked. Det sikrer, at virksomheder frit kan flytte varer, arbejdskraft, kapital og tjenesteydelser derhen, hvor omkostningerne er lavest og profitmulighederne er størst. Konsekvensen er, at EU-landene fanges i en indbyrdes konkurrence om at deregulere deres økonomi for at tiltrække investeringer og fastholde arbejdspladser. Det har skabt et nedadgående pres for at forringe løn- og arbejdsvilkår, miljøstandarder og selskabsskat. Et ræs mod bunden, der truer med at undergrave grundlaget for vores velfærdssamfund og udfordrer vores mulighed for at ændre retningen for samfundet. Det indre marked har samtidig skabt grobund for en voksende centralisering og koncentration af kapital med monopol- og oligopol-lignende tilstande i Europa, hvor få, store multinationale virksomheder dominerer markedet. Det forrykker styrkeforholdene markant i favør for kapitalen.

EU er nyliberalismens spillebane

Der findes ingen forfatning i verden, hvor kapitalens tildeles så vidtgående rettigheder som i EU-traktaten. Traktaten cementerer således en neoliberal frihandelspolitik, hvor de frie markedskræfter får status af en grundlæggende rettighed. Det har vidtgående konsekvenser for demokratiet og venstrefløjens muligheder for at gennemføre sin politik. Det illustreres ved at virksomheder og kapitalinteresser kan påkalde sig EU-domstolens beskyttelse, hvis et demokratisk flertal i Danmark eller andre EU-lande vedtager regulering, der griber ind i den ”fri” konkurrence og profitskabelsen. Fx forbud imod import og salg af nye diesel- og benzinbiler af hensyn til klimaet eller strammere kontrol med social dumping.

“Indbygget i EU er der en fundamental asymmetri, hvor hensynet til markedet i udgangspunktet vejer tungere end hensynet til væsentlige samfundshensyn som fx klima, tryghed og velfærd.”

Indbygget i EU er der en fundamental asymmetri, hvor hensynet til markedet i udgangspunktet vejer tungere end hensynet til væsentlige samfundshensyn som fx klima, tryghed og velfærd. Det gør EU til en ulige spillebane, hvor den politiske kamp altid vil være begrænset til at udspille sig på nyliberalismens præmisser. Netop derfor vil det også være en nederlagsstrategi, hvis venstrefløjen opgiver systemkritikken.

EU er udemokratisk

EU’s angreb på demokratiet begrænser sig ikke til etableringen af kapitalens fri bevægelighed. Også selve EU’s struktur medvirker til, at magten centraliseres og demokratiet udhules. Det er en gammel sandhed, at hvis EU skulle søge optagelse i EU, ville unionen blive afvist for ikke at overholde kravene til demokrati. Det understreges af det forhold, at intet folkevalgt organ kan fremsætte forslag i EU-systemet. Det privilegium har alene EU-kommissionen ikke-valgte embedsmænd, og det har ført til en udemokratisk kultur, en topstyring, som magtfulde lobbygrupper for erhvervslivet aldrig er sene til at udnytte. Yderligere overlades afgørende politiske beslutninger, der tidligere blev til på baggrund af en demokratisk proces, til EU-Domstolen, der opererer i et demokratisk vakuum.

Den manglende folkelige forankring i EU gør det samtidig nemt for kapitalstærke aktører at gøre deres indflydelse gældende. Lobbyister for kapitalinteresser er således i dag en helt integreret del af alle led i EU’s beslutningsproces. Manglen på et egentligt europæisk demos med fælles offentlighed på tværs af EU vanskeliggør desuden folkelig engagement og skærmer magthaverne fra offentlig bevågenhed. Venstrefløjens vej til indflydelse har altid gået gennem en stærk folkelig mobilisering. En grøn og solidarisk verden skabes ikke fra oven. Den vokser fra neden. Derfor hænger vores kamp uløseligt sammen med kampen for et velfungerende demokrati. I den kamp er EU et problem frem for løsningen.

Verden er større end EU

Det er ikke europæisk, men international solidaritet, der udgør venstrefløjens DNA. At forveksle opbakning til EU med internationalisme er en vildfarelse som udtrykker et eurocentrisk perspektiv. Som andre supermagter varetager EU først og fremmest sine egne interesser. EU har således primært én interesse i omverden: Den geografiske udvidelse af europæisk kapital.

Det gælder, når EU påtvinger udviklingslandene handelsaftaler, som kun gavner EU’s multinationale selskaber.Nnår EU dumper subsidierede landbrugsprodukter på tredjelandes markeder med lokal fattigdom til følge. Og når EU indgår fiskeriaftaler med despotiske regimer, så europæiske fiskerflåder kan gå på rov i de afrikanske farvande. At EU skulle være udtryk for internationalisme falder imidlertid også til jorden – i lyset af hvordan EU bidrager til opbygningen af grænsehegn og mure rundt om Europa for at holde flygtninge ude. EU udgør dermed ikke nogen modsætning til nationalismen, men erstatter blot denne med en regional stormagtsdrøm med den europæiske storkapitals interesser i centrum, Euro-nationalismen. Derfor må venstrefløjen som internationalister naturligvis stille sig kritisk over for EU.

Det betyder ikke, at venstrefløjen sætter sig i hjørnet med korslagte arme. Tværtimod. Enhedslisten har altid anset EU som en vigtig kampplads, hvor vi i samarbejde med andre europæiske venstrefløjskræfter forsøger at trække Europa i en så grøn og rød retning som overhoved muligt. Derfor er Enhedslisten også blandt de mest aktive, når EU-politikken fastlægges i både Folketinget og EU-Parlamentet, ligesom vi gennem tiden ofte har været drivende i at skabe et dansk bidrag til europæiske mobiliseringer og delkampe. Men det forhold, at EU er en neoliberalistisk spillebane, hvis (traktat)grundlag kun kan ændres via enstemmighed blandt alle 27 EU-lande, gør det helt afgørende at fastholde systemkritikken og perspektivet om et opgør med EU, hvis målet om grundlæggende forandringer i en socialistisk retning skal indfries.

Vi skal ikke være med til at skabe illusioner

At slække på kritikken, og give det indtryk, at EU er en neutral ramme, som vi kan erobre og ændre fortegn på, er helt forfejlet. Og udsigten til, at Enhedslisten kan blive endnu ét af de partier, som skaber illusioner, er meget ubehagelig, ikke mindst i den nuværende kontekst. Vi skal ikke mange år tilbage før vi så EU tromle en ydmyg venstrefløjsregering i Grækenland. Og siden er der opbygget strammere og strammere regler for den økonomiske politik, som ikke kun vedrører euro-landene.

Herhjemme kender mange konsekvenserne af budgetloven, som har været en bremse på velfærden siden den blev vedtaget under S-SF-R regeringen. Der kan komme meget mere af den slags. Modtrækket fra venstrefløjen kan kun være, at vi insisterer på et internationalt og europæisk samarbejde af den anden type, der har demokrati og velfærd, ikke kapitalinteresser, som det naturlige udgangspunkt.   

Med dette udgangspunkt vil vi frem mod årsmødet i 2022, hvor EU-programmet skal debatteres, forsøge at bidrage til debatten.

Underskrevet af følgende medlemmer af Enhedslisten:

Tobias Clausen (Vesterbro), Lis Jensen (Jammerbugt), Per Clausen (Aalborg), Eva Milsted (Blågård), Kenneth Haar (Christianshavn), Lole Møller (Brønshøj), Morten Riis (Bornholm), Jette Gottlieb (Christianshavn), Mads Barbesgaard (Frederiksberg), Anna Aaen (Aalborg), Søren Søndergaard (Gladsaxe), Signe Thydal (Ydre Nørrebro), Henning Hyllested (Esbjerg), Sinem Demir (Nordvest), Jens Borking (Brønshøj), Runa Friis Hansen (Brønderslev), Søren Kolstrup (Lolland), Amanda Büchert (Århus Nord), Tormod Olsen (Indre By), Inge Skov (Århus), Morten Nielsen (Christianshavn), Ellen Agerskov (Sorø), Finn Sørensen (Amager Vest), Maria Sofie Petersen (Nordvest), Frederik Kronborg (Amager Vest), Ida Jørgensen (Gladsaxe), Louis Jakobsen (Blågård), Vibeke Kold (Rødovre), Christian Juhl (Silkeborg), Janne Hansen (Østerbro), Ole Nors (Aalborg), Annemette Omø (Blågård), Inger V. Johansen (Østerbro), Benny Vinther Jensen (Aalborg), Mille Neumann (Nørrebro Park), Thomas Abildgaard Bentsen (Brønshøj), Oskar Funk (Indre Nørrebro), Maria Temponeras (Skanderborg), Ulf V. Olsen (Odense), Rikke Fog-Møller (Christianshavn), Niels Rolskov (Køge), Ulrik Kohl (Blågård), Anne Hegelund Olsen (Århus), Jeppe Jensen (Helsingør), Else Jakobsen (Gladsaxe), Lasse Bertelsen (Holbæk), Gitte Velling (Nordvest), Mads Hadberg (Nørrebro), Celine Schmidt Jacobsen (Sydhavn), Magnus Jensen Nielsen (Østerbro), Caja Bruhn (Blågård), Lasse Olsen (Aalborg), Michael Cholewa-Madsen (Vesterbro), Janne Toft-Lind (Hobro), Christian Schmidt Jacobsen (Sydhavn), David Trappaud Rønne (Østerbro), Ninna Hedeager (Blågård), Henrik Guldborg (Frederiksborg), Mikael Hertoft (Østerbro), Asbjørn Bang (Frederiksberg), Michael Neumann (Amager Vest), Nina Ericsson (Nordvest), Laura Kofod (Bornholm), Lars Hostrup Hansen (Nordvest), Ole Bach (Valby), Dennis O’Brien (Frederiksberg), Freja Hvid Kirchert (Nordvest), Anders Hadberg (Brønshøj), Carsten Pedersen (Christianshavn), Kim Olesen (Albertslund), Bent Moos (Rødovre)