Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
20. august. 2021

Kronik: Stalins forræderi startede længe før Ikke-angrebspagten i 1939

Josef Stalins paranoide heksejagt på politiske modstandere forårsagede de famøse ‘skueprocesser’ i 1930’erne. Hvad der er en mindre kendt del af historien er imidlertid, at han også på skammeligste vis udleverede kommunister til Nazityskland. Mange endte i Hitlers gaskamre.

Josef Stalin kigger på, mens hans udenrigsminister, Molotov underskriver den infamøse pagt med Nazityskland i 1939. Stalins forræderi af den tyske arbejderklasse startede dog lang tid forinden, skriver Alex De Jong. Foto: Ullstein / Arkivfoto.
Denne artikel tager cirka 12 minutter at læse.

I forfatningen fra 1936 erklærede Unionen for Socialistiske Sovjetrepublikker ”retten til asyl for alle udenlandske borgere forfulgt for at forsvare arbejdernes interesser.” Men på skammeligste vis brød sovjetiske myndigheder det løfte over for hundredvis af tyske og østrigske landflygtige, da de fra slutningen af 1930erne udleverede dem til nazisterne. Ofrene var blandt andet garvede revolutionære, jødiske kommunister og militante antifascister.

Én af de deporterede var den tyske kommunist Margarete Buber-Neumann. Hendes erindringer fra 1949, udgivet med den engelske titel Under Two Dictators: Prisoner of Stalin and Hitler, er nok den bedst kendte beretning skrevet af et af disse ofre. Buber-Neumann beskriver øjeblikket, hvor sovjetiske myndigheder overleverede hende og 29 andre til nazisternes varetægt:

Endelig sagtnede toget farten, og for sidste gang hørte vi det nu velkendte råb: ”Gør jer klar. Med ejendele.” Kupédørene åbnede… I distancen kunne vi se en station. Vi kunne lige akkurat skimte navnet på det nærmeste sikringsanlæg: Brest-Litovsk.

Buber-Neumann husker dernæst en gruppe mænd fra det hemmelige sovjetiske politi – NKVD, ofte stadig refereret til med dets gamle navn, GPU – krydse en bro henover den tyske grænse, og vende tilbage kort efter: ”Der var SS-officerer sammen med dem. SS-kommandanten og den kommanderende fra GPU gjorde honnør til hinanden.” Den sovjetiske kommandør begyndte at læse fangernes navne op:

Én af dem var en jødisk emigrant fra Ungarn, en anden en ung arbejder fra Dresden, som var blevet blandet ind i et sammenstød med nazister i 1933, hvor en nazist var blevet dræbt. Han lykkedes med at stikke af til Rusland. Ved retssagen havde alle de andre fra sammenstødet givet den unge arbejder skylden for dødsfaldet, da de antog, at han ville være i sikkerhed i Sovjetunionen. Hans skæbne var allerede afgjort.

Tilflugt fra Hitler

Buber-Neumann, født i 1901, sluttede sig til Tysklands kommunistiske ungdomsbevægelse i 1921, og fem år senere til Tysklands Kommunistiske Parti (KPD). Fra 1928 og fremefter arbejdede hun for tidsskriftet Inprekorr, udgivet af Komintern. Der mødte hun Heinz Neumann, en del af lederskabet i KPD, og de to indledte et romantisk forhold. Efter nazisterne tog magten i Berlin, flygtede de begge til Sovjetunionen, flygtede de begge til Sovjetunionen.  

“Stalins udrensninger i slutningen af 1930erne gjorde Sovjetunionen til et dødsensfarligt sted at opholde sig, snarere end et tilflugtssted, for tyske kommunister.”

Men Stalins udrensninger i slutningen af 1930erne gjorde Sovjetunionen til et dødsensfarligt sted at opholde sig, snarere end et tilflugtssted for tyske kommunister. NKVD arresterede Heinz Neumann på falske spionageanklager, og henrettede ham 26. november 1937. De fængslede også Margarete Buber-Neumann, og udleverede hende til Nazityskland i 1940.

Mange forskellige grupper af tyske borgere levede på det tidspunkt i Sovjetunionen. Nogle var kommet dertil for at arbejde. Mange i denne kategori havde sympati for kommunismen, men var ikke nødvendigvis medlemmer. Der var også de politisk landflygtige – kommunister og andre antifascister, inklusiv de østrigere, som var blevet tyske statsborgere efter Tysklands annektering af Østrig i 1938. Andre havde opnået sovjetisk statsborgerskab.

Oplysninger om disse menneskers skæbner er spredt over mange forskellige arkiver, og nogle af dem er stadig utilgængelige for forskere. Det er derfor svært at sige med sikkerhed, hvor mange der led samme skæbne som Buber-Neumann. Et konservativt estimat siger, at over 600 blev deporteret eller udvist.

Franz Koritschoners skæbne: Fra Gulag til Auschwitz

Blandt eksil-personerne, der blev udleveret til Nazityskland, var veteraner fra Kommunistbevægelsen, såsom Franz Koritschoner. Han blev født i kongeriget Østrig-Ungarn i 1882, og som ung jødisk socialist modsatte han sig de socialdemokratiske partiers støtte til krigen efter 1914. I 1916 mødte han Lenin på Kienthal-konferencen, en samling af revolutionære socialistiske modstandere af krigen.

Efterfølgende spillede Koritschoner en afgørende rolle i de østrig-ungarske protester og strejker i 1918. Samme år tilsluttede han sig det østrigske kommunistparti (KPÖ). Koritschoner udgav KPÖ’s tidsskrift og oversatte værker af Lenin, der adresserede ham som ”kære ven.” Fra 1918 – 1924 var Koritschoner medlem af centralkomitéen i KPÖ.

I slutningen af 1920erne drog han til Sovjetunionen for at arbejde for den Røde Fagforenings Internationale (Profintern), og blev medlem af Sovjetunionens Kommunistiske Parti i 1930. NKVD arresterede Koritschoner i 1936 med beskyldninger om ‘kontrarevolutionært virke’. Sovjetiske myndigheder overdrog ham til Gestapo i april 1941.

Vi ved en smule om Koritschoners sidste uger, fordi han delte celle med et medlem af de Internationale Brigader, Hans Landauer, som overlevede krigen. Ifølge Landauer var Koritschoner alvorligt svækket, dækket af ar efter tortur begået af både Gestapo og NKVD. Han havde ingen tænder tilbage, og fortalte Landauer at han havde mistet dem til skørbug i en arbejdslejr langt oppe i det sovjetiske nord. Nazisterne sendte Koritschoner til Auschwitz 7. juni 1941, hvor han blev henrettet to dage senere.

Den østrigske socialist Franz Koritschoner (tv.) og den tyske kommunist Margarete Buber-Neumann (th.) var blandt de cirka 600 personer, der blev udleveret til Nazityskland fra Sovjetunionen. Kortischoner døde i Auscwhitz i 1941, mens Buber-Neumann overlevede fem års indespærring i KZ-lejren Ravensbrück. Hun skrev senere erindringsbogen Under To Diktatorer, og levede til 1989.

Forræderiet af Schutzbündlerne

De udrensninger, som skyllede over Sovjetunionen under Stalins regime, berørte endnu videre kredse af mennesker. Én gruppe, som blev ofre for udrensningerne, var medlemmerne af det østrigske Schutzbund, eller ‘beskyttelsesforbund’. Det var den paramilitære fløj af det Østrigske Socialdemokratiske Parti.

4. marts 1933 suspenderede den østrigske kansler, Engelbert Dollfuß, parlamentet og indsatte et fascistisk regime. I februar 1934 greb medlemmer af Schutzbund til våben mod det nye system. De blev dog overmatchet af regeringens tunge skyts. Omkring 200 døde i kampene, eller blev henrettet uden rettergang kort tid efter.

“Mange anså udleveringen af antifascister til Nazityskland som en del af denne venskabstraktat. Margarete Buber-Neumann så dem som Stalins gave til Hitler.”

Den kommunistiske bevægelse fejrede Schutzbund’s modstand, og Sovjetunionen tilbød dem asyl. Mange af dets medlemmer var skuffede over Socialdemokratiets manglende militante modstand imod fascismen, og sluttede sig til det kommunistiske parti. Omkring 750 Schutzbundlere drog i eksil i Sovjetunionen.

Blot få år senere blev de ofre for forfølgelser med baggrund i selvsamme socialdemokratiske fortid. Mens omkring halvdelen forlod Sovjetunionen, blev langt størstedelen af de resterende Schutzbundlere ofre for de politiske udrensninger i 1930’erne. Sikkerhedstjenesten NKVD udleverede mange af de overlevende til Nazityskland.

En sådan gruppe på omkring 25 landflygtige blev udleveret i december 1939. Ti af dem var Schutzbundlere, og én af dem var Georg Bogner. I 1934 tog han del i opstanden i sin hjemby Attnang-Puchheim, hvorefter han flygtede til Sovjetunionen. Det hemmelige politi arresterede Bogner i 1938. Ved udgangen af december 1939 var han i varetægt hos Sicherheitsdienst, den tyske efterretningstjeneste, i Warszawa. Hvad der skete med ham derefter vides ikke.

Byttet blev delt på forhånd

I august 1939 underskrev Sovjetunionen en ikke-angrebspagt med Nazityskland. En uge senere invaderede den tyske hær Polen. Kort derefter angreb sovjetiske styrker landet fra øst, og inden stridighederne var ovre i september samme år, var de to regeringer blevet enige om den ”Tysk-Sovjetiske grænse- og venskabs-traktat.”

Aftalen gik længere end blot et gensidigt løfte om ikke-aggression: Parterne aftalte også, at de ikke ville yde støtte til koalitioner, der gik imod den anden, samt at dele information ”vedrørende gensidige interesser.” Der var også tilføjet hemmelige protokoller i traktaten, hvorigennem Moskva og Berlin opdelte territoriet i de baltiske stater og Polen imellem sig. Sovjetunionen indrømmede ikke officielt, at disse protokoller eksisterede før 1989.

Mange anså udleveringen af antifascister til Nazityskland som en del af denne venskabstraktat. Margarete Buber-Neumann så dem som ”Stalins gave til Hitler,” og mange andre forfattere har brugt den samme metafor. Forbindelsen mellem udvisningerne og venskabspagten ser dog ud til at være mindre direkte end som så.

Sovjetunionen havde nemlig allerede overdraget antifascistiske fanger til Nazityskland før pagten blev underskrevet. I 1937-38 blev omtrent 60 landflygtige, inklusive jøder og kommunister, udvist. Blandt de udviste var en ung mand ved navn Ernst Fabisch.

Fabisch var blevet født ind i en jødisk familie i Breslau i 1910, og tilsluttede sig Tysklands Kommunistiske Parti (Opposition), KPO som nittenårig. KPO blev ledet af Heinrich Brandler og August Thalheimer, og var en kommunistisk strømning, der udgjorde en del af den såkaldte ”højreopposition” i den kommunistiske bevægelse. Den blev associeret med sovjetiske politikere såsom Nikolai Bukharin, Stalins sidste store rival. Partiet tog afstand fra KPD’s sekteriske fjendtlighed over for Socialdemokraterne og andre socialister, og argumenterede for sammenhold mod fascismen.

Efter ledende medlemmer af KPO blev arresteret af nazisterne i 1933, sluttede Fabisch sig til det nye undergrundslederskab, hvoraf mange blev arresteret i 1934. Han undslap til Sovjetunionen, men var snart i fare igen. NKVD arresterede Fabisch i 1937, og udviste ham til Tyskland året efter. Gestapo tog omgående Fabisch i varetægt, og han blev dræbt i Auschwitz i 1943.

“Hvor længe varer hvedebrødsdagene?” Efter underskrivelsen af ikkeangrebspagten gjorde satiretegnere sig morsomme på de to diktatorers bekostning. Illustration: Clifford Berryman / Washington Star (1939).

Mønster i meddelagtigheden

Eftersom der ikke dengang var nogen direkte landegrænse mellem Sovjetunionen og Nazityskland, koordinerede de respektive myndigheder transporten af fanger mellem de to lande. Sovjetiske embedsmænd udstedte pas, der kun gjaldt rejser til Tyskland – og informerede deres nazistiske kollegaer om de udvistes navne og baggrunde. Disse filer, som kan findes i den tyske ambassades og udenrigsministeriums arkiver, er vigtige kilder til information om ofrene.

Udvisningerne begyndte ikke med underskriften af Hitler-Stalin pagten og opdelingen af Polen, og fangernes skæbne ser heller ikke ud til at have været en del af forhandlingerne mellem Moskva og Berlin. Dog steg antallet af udvisninger efter aftalen.

“Deportationerne fortsatte frem til maj 1941, blot få uger før Operation Barbarossa”

De fleste af de udviste i perioden var folk i politisk eksil, som havde samme baggrund som de tyskere og østrigere, der var blevet i Sovjetunionen indtil da. Nogle gange anmodede tyske myndigheder om udlevering af specifikke individer. Andre gange virkede nazisterne nærmest ikke interesserede i de udviste.

Dokumenter fra den tyske ambassade, som den østrigske historiker Hans Schafranek citerer i sin bog Mellem NKVD og Gestapo, illustrerer den sidstnævnte pointe. Ved størstedelen af udvisningerne kom der ikke noget den anden vej fra nazisternes side, og der var ingen udlevering af fanger eftersøgt af de sovjetiske myndigheder. Deportationerne fortsatte frem til maj 1941, blot få uger før ‘Operation Barbarossa’ (den tyske invasion af Sovjetunionen, red.), hvor forholdet mellem de to stater var blevet kraftigt forværret.

Drivkraften bag udvisningerne havde primært med Sovjetunionens interne forhold at gøre. Stalins udrensninger begyndte som et angreb på en veldefineret gruppe mennesker: Kommunister, der ansås for at være potentielle støtter til oppositionen. Brugen af tortur og tvang, der skulle få mistænkte til at nævne navne, fik – sammen med den generelle paranoia og mistro i landet, samt de bureaukratiske påbud om stadig højere arrestationskvoter – antallet af ofre til at stige uophørligt.

Vilde konspirationsteorier blomstrede

Anklagerne imod angivelige forrædere og spioner blev mere og mere bizarre. En tidligere leder af KPD’s paramilitære fløj, Roter Frontkämpferbund, skulle angiveligt have stiftet en ”trotskistisk-fascistisk” terrororganisation. Sovjetiske myndigheder beskyldte sågar udviste kommunisters børn for at have stiftet en undergrundsudgave af Hitlerjugend.

Som regel blev udenlandske kommunister som Heinz Neumann beskyldt for at være i lommen på deres respektive ”hjemlande.” Stalin opløste det Polske Kommunistparti i 1938, og fik dets medlemmer henrettet eller sendt til Gulag med påstande om, at de arbejdede både som agenter for Warszawa-regeringen og Leon Trotskij. Som historikeren Hermann Weber har påpeget, døde der flere af KPD’s 43 topledere i det hemmelige sovjetiske politis varetægt, end der blev dræbt af nazisterne. Hundredvis af tyske landflygtige blev henrettet omgående, mens mange andre døde i fængselslejre.

Hugo Eberlein (f. 1887) var et stiftende medlem af KPD. Han havde erstattet Rosa Luxemburg som partiets repræsentant ved stiftelseskongressen for Komintern i 1919. Eberlein ankom til Sovjetunionen i 1936, men blev arresteret året efter for ”terroristisk aktivitet” på nazisternes vegne.

Et brev sendt til hans kone, fundet i NKVD’s arkiver, beskriver hans lidelser, hvor han blev tvunget til at stå oprejst under forhør i ”ti dage og nætter uden pause,” blev nægtet søvn, og næsten ingen mad fik. Vagterne bankede ham ubønhørligt: ”Der var næsten ingen hud tilbage på min ryg, kun det blottede kød. I ugevis kunne jeg intet høre i mit ene øre, og mit ene øje var blindt i flere uger.” NKVD henrettede Hugo Eberlein 16. oktober 1941.

Roter Frontkämpferbund‘s ledere Ernst Thälmann og Willy Leow til march i Berlin, 1927. Thälmann blev senere dræbt i koncetrationslejren Buchenwald – men faktisk døde der flere af KPD’s topledere i sovjetisk varetægt end i nazisternes lejre. Arkivfoto / Wikiwand

Ofre for en heksejagt

Buber-Neumann, Fabisch, Borgner, Eberlein og mange andre blev ofre for en heksejagt. Deres endelige skæbne beroede på tilfældige, bureaukratiske beslutninger. I flere hundrede sager overlod sovjetiske myndigheder ofrene til nazisterne, i stedet for selv at gøre noget ved dem.

“Vores egen forståelse af socialismen er nødt til at holde, hvad den lover – og have menneskers rettigheder og værdighed som dens grundsten”

Nazisterne sendte Buber-Neumann til kvindekoncentrationslejren Ravensbrück. I april 1945, da regimet kollapsede, blev hun løsladt. Af frygt for at blive arresteret af sovjetiske myndigheder igen – med den Røde Hær på fremmarch – tog Buber-Neumann 150 kilometer vestpå, hvor amerikanske tropper var den primære besættelsesmagt.

Buber-Neumann døde i 1989, et par uger før Berlinmurens fald. Hun var i mellemtiden blevet højreorienteret-konservativ, og argumenterede for, at hendes egne oplevelser beviste, at fascismen og kommunismen begge var forbryderiske ideologier.

Hvis socialister vil imødegå den type argumenter i dag, kan man ikke ignorere de skamfulde historiske eksempler. Vores egen forståelse af socialismen er i stedet nødt til at holde, hvad den lover – og have menneskers rettigheder og værdighed som dens grundsten. Det skylder vi ofrene.


Oversat af Sebastian Kirkegaard Ejsing for Solidaritet.

Om skribenten

Alex de Jong

Alex de Jong

Redaktør på det socialistiske tidsskrift Grenzeloos. Aktivist bosat i Nederlandene. Læs mere