Danske Bank har hvidvasket blodpenge for billioner. Det er en skandale, uanset hvad domstolene siger

Solidaritets leder er udtryk for redaktionens holdning.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet

Godt nyt for Danske Bank: Det hele var alligevel bare nogle estiske underdirektørers skyld! Det lader i hvert fald til at være konklusionen, efter Bagmandspolitiet tidligere på måneden frafaldt sigtelserne mod seks tidligere chefer i Danske Bank, som var anklaget for hvidvask af op mod 1.500 milliarder mellem 2007 – 2015. Blandt de anklagede var Mikael Ericson, der var bankens ansvarlige for internationale aktiviteter, og altså hovedperson i skandalen i bankens estiske filial. Han kunne sammen med fem andre gå hjem fra retten som en fri mand. Statsadvokaten kunne nemlig ikke bevise, “at der har været udvist uagtsomhed, der kan karakteriseres som grov”.

Bankens aktionærer har muligvis tjent styrtende på hvidvaskningen, der anslås at omfatte 1.500 milliarder kroner, men ingen i ledelsen har tilsyneladende vidst noget. I hvert fald ikke beviseligt. Virksomhedens tidligere topchef, Thomas Borgen er formentlig stadig anklaget, og kan som skandalens kransekagefigur risikere at få en dom. Han kan dog trøste sig med at have tage et tocifret millionbeløb med på vej ud af banken, da han fratrådte sin stilling i 2018.

Trods sagens omfang, har nyheden om frafald af sigtelser ikke fyldt meget i de danske medier. Berlingske Tidende har ugen igennem haft fokus på ‘økonomisk ansvarlighed’ og kritik af Mette Frederiksens mangel på samme, men samme økonomiske ansvarlighed er åbenbart ikke helt så presserende, når det kommer til Danske Bank. I avisen kunne man igen i ugens løb læse den gamle klassiker om, at det er “erhvervslivet der skaber det overskud, der skal finansiere velfærdssamfundet”. For Berlingske Tidendes skyld kommer derfor en beregning her på, hvad den 1.500 milliarder store hvidvask-operation i Danske Bank svarer til i velfærdskroner: 30.000 folkeskolelærere og 40.000 sygeplejersker ansat på fuld tid i 30 år, en komplet finansiering af regeringens grønne omstillingsmål på 70 %, og 100 gratis ture i biografen til hver eneste af landets borgere – inklusiv popcorn og sodavand. Og så er der stadig 500 milliarder tilbage. Det er kort sagt et helt vanvittigt beløb, hvilket gør det absurd, at sagen er gået under så manges radar.

En del af forklaringen på den manglende (kritiske) dækning er nok, at det simpelthen er for abstrakt at forholde sig til økonomisk kriminalitet på det plan. De mange nuller og tørre bankudtryk får det hurtigt til at virke som teknisk, offerløs kriminalitet. Men tag ikke fejl, hvidvask-sagen dækker over rigtige, menneskelige tragedier. Ofrene for de forbrydelser, Danske Bank har hjulpet med at hvidvaske profitten af, er de millioner af mennesker i det tidligere Sovjetunionen, hvis ressourcer er blevet udplyndret af oligarker de seneste 25 år. Læg dertil de milliarder, den russiske mafia ifølge EU Observer har kørt igennem bankens estiske vaskeri. Det er blodpenge, som er tjent på bl.a. sex trafficking, heroinsmugling, afpresning og lejemord.

Bankens aktiviteter i Estland har gentagne gange fået alarmklokkerne til at ringe. Allerede i 2007 kontaktede russiske myndigheder det danske finanstilsyn om mistænkelige pengeoverførsler for milliarder, og i 2013 var bankens opførsel blevet så giftig, at selv den amerikanske bank J.P. Morgan, der ellers ikke ligefrem er nogen helgen, trak sig fra samarbejdet.

“De smarte bankdirektører ligner ordentlige mennesker; de går elegant klædt, og snakker med indøvet bedrøvethed om ‘samfundsansvar’. Men inde bag de dyre jakkesæt og guldure er der ikke skyggen af moral at finde. Det handler til syvende og sidst kun om at tjene penge.”

Folketingets rigsrevision rettede sidste år hård kritik af bagmandspolitiets indsats mod hvidvask, og kaldte dengang indsatsen for “alt for slap”. Det samme må man sige om dommen over Danske Banks ledelse, der nu kan ånde lettet op. For uanset om dommeren ikke teknisk set kunne finde beviser for, at bankens danske ledelse var direkte involveret i affæren, udstiller det endnu en gang en pilrådden finanssektor, og en lige så pilrådden lovgivning. Hvis man efter gældende dansk ret kan slippe afsted med kriminalitet i en så uvirkelig størrelsesorden, er der ganske enkelt noget, der skal laves om.

“Thomas Borgen havde et moralsk ansvar, men han har ikke gjort noget ulovligt”, forklarede bankekspert Lars Krull i forbindelse med Borgens afgang i 2018, og lagde dermed op til, banken skulle have lyttet til sit etiske kompas. Men den opfordring om ‘moralsk’ opførsel kan Krull godt skyde en hvid pind efter. De smarte bankdirektører ligner ordentlige mennesker; de går elegant klædt, og snakker med indøvet bedrøvethed om ‘samfundsansvar’. Men inde bag de dyre jakkesæt og guldure er der ikke skyggen af moral at finde. Det handler til syvende og sidst kun om at tjene penge. Det kommer ikke til at ændre sig, lige meget hvor mange gange Danske, Jyske og Deutsche Bank bliver fanget med hænderne i fedtefadet, og efterfølgende lover bod og bedring.

Hvis vi vil have stoppet bankernes hvidvask af blodfarvede penge, bliver omverdenen nødt til at tage affære. Nationalisering af bankerne kunne sætte dem under direkte demokratisk kontrol. Ellers kunne et første skridt være en samfundsbank, der arbejder for det fælles bedste, i stedet for aktionærernes pengepung. Jeg tror, mange er klar til at prøve et alternativ til den hæmningsløse grådighed.