‘Danmark kan mere’, siger Socialdemokraterne. Måske skulle vi i stedet tage den mere med ro?

På et pressemøde den 7. september præsenterede regeringen reformudspillet ”Danmark Kan Mere I”, som skal ”få endnu flere i arbejde og gøre Danmark rigere, grønnere og dygtigere”. Baggrunden er, at det går så godt for dansk økonomi for tiden, at arbejdsgiverne angiveligt har svært ved at tiltrække arbejdskraft. Der er simpelthen sådan gang i hjulene (”Beskæftigelsen er rekordhøj. Eksporten vokser”), så nu skal de sidste med!

Den nuværende gunstige økonomiske situation kunne have været en anledning til at sige, at arbejdsgiverne måske skulle oppe sig lidt, hvis de vil tiltrække gode kræfter. At de skulle se at få styr på arbejdsvilkårene og måske betale folk en lidt højere løn, men nej, ligesom når der er lavkonjunktur, er det også under en højkonjunktur de lediges skyld.

“Jeg kan snart ikke huske, hvornår beskæftigelsesindsatsen har handlet om andet end at piske arbejdsstyrken med negative incitamenter og ulidelige slogans”

Udspillet ”Danmark Kan Mere I” lægger sig i slipstrømmen af en række andre reformer, projekter, puljer og initiativer, der har set dagens lys i løbet af de seneste par årtier, og som alle har haft som mål, at danskerne skal arbejde lidt mere, lidt længere, lidt hårdere, og især: at lidt flere i det hele taget skal arbejde. Nogen af os, der har haft vores gang i det kommunale, husker klassikere som: ”Flere skal med” (ud på arbejdsmarkedet altså), ”Flere skal med 2,” ”Flere med handicap skal i job”, og ”Flere kan bidrage”.

Det aktuelle udspil nedsætter bl.a. dagpengene for dimittender (så de kan bidrage mere hurtigere, forstås) og indfører desuden en ny ”arbejdslogik” (oh, ve!), hvor modtagere af kontanthjælp eller uddannelseshjælp med ”et integrationsbehov” skal ”deltage” og ”bidrage” (dvs. arbejde gratis) 37 timer om ugen.

Udspillet blev præsenteret ved et pressemøde, hvor især statsministerens udtalelse om, at det ikke nødvendigvis skal være lystbetonet at gå på arbejde, stod tilbage som en lammende formaning. Jeg kan snart ikke huske, at beskæftigelsesindsatsen har handlet om andet end at piske arbejdsstyrken med den her type negative incitamenter og ulidelige slogans.

Anders Fogh ville have ”noget for noget”. Han fandt på ”aktivlinjen” på beskæftigelsesområdet, som bl.a. betød, at man ikke kunne få kontanthjælp uden at gøre sig fortjent til den. Helle Thorning-Schmidt ville have os til at arbejde 12 minutter mere om dagen. Lars Løkke indprentede os, at det skal kunne betale sig at arbejde, og i den forbindelse barberede han overførselsindkomsterne ned, så dét i hvert fald ikke kunne betale sig. Og fra Fogh til i dag er pensionsalderen gradvist blevet hævet og hævet og hævet, så jeg fx selv kan gå på folkepension som 72-årig.

Tid til en slapper

Men kan Danmark mere, egentlig? Og skal vi regne med en Danmark Kan Mere II og III?

Jeg tror faktisk ikke, Danmark kan så meget mere, hvis dét, der menes er, at klemme balderne sammen og arbejde lidt mere og lidt hurtigere, og glemme tanken om, at det skal være lystbetonet at gå på arbejde. Hvis det, der menes, er at se stort på dårlige arbejdsforhold og lav løn, fordi dét at gå på arbejde er vigtigere end alt andet. Eller hvis det, der menes, er at deltage i meningsløse aktiveringsforløb 37 timer om ugen for overhovedet at få en ydelse udbetalt, så man kan overleve.

Vi mennesker vil gerne have en mening med vores tilværelse. Vi vil gerne gøre dét, vi er gode til, og vi vil gerne indgå i meningsfulde relationer med andre. Og ikke kun når vi er på arbejde. Vi vil også gerne være sammen med vores børn. Vi vil gerne spille fodbold og passe vores have. Vi vil gerne engagere os i politik, bage en gulerodskage, gå i biografen, spille klaver, få otte timers søvn.

Hvorfor ikke bruge den aktuelle højkonjunktur til at sikre folk, der går på arbejde en ordentlig løn, til at have fokus på fællesskab og arbejdsglæde, til at sige til virksomhederne: Nu er det jeres tur til at tage et ansvar – hvis I vil have medarbejdere, må I være en mere attraktiv arbejdsplads. Og så skal folk have tid til at holde fri og ikke hele tiden bidrage! Som Dronningen engang så klogt sagde: ”Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt.”  

Jeg kunne ønske mig, at det næste udspil på beskæftigelsesområdet hed: Danmark Tager En God Lang Slapper I.